"Smoke and Mirrors" af Neil Gaiman

"Smoke and Mirrors" af Neil Gaiman, fra forlaget William Morrow and Company, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1998). 2/5 stjerner.

"Smoke and Mirrors" er Gaimans første novellesamling, og det er således et mærkeligt sammensat værk. Med noveller der tidligere har været spredt for alle vinde, udgivet hist og pist, opgivet og færdigskrevet i løbet af en enkelt nat, samler Gaiman sine historiebrudstykker til en hel bog. Små rim skrevet til festlige lejligheder, og erotiske science-fiction noveller skrevet til antologier som aldrig blev færdiglavet, finder deres plads side om side i indholdsfortegnelsen.
For læserne af "Coraline and Other Stories" eller "M is for Magic" vil der unægteligt være historier, der går igen, noveller der er blevet læst før og udgivet i andre sammenhænge. Men der er også nye glimt, små historier ladet med historiefortællingens magi og Gaimans mærkværdige blanding af fantasy, science-fiction, eventyr og myte.

“He was the boy with the book. Always and forever.”

Det tog mig lang tid at læse "Smoke and Mirrors". I en hel uge var bogen fast inventar i min tætpakkede rygsæk, og jeg læste de mange noveller, digte og fortællinger i små portioner, en lille bid magi overalt hvor jeg færdedes. Bogen rejste med mig op i Spaniens bjerge, den blev læst på skyggefulde oaser i hvidkalkede byer, og mellem dens sider er endnu spor af sandkorn fra hotellets strand. I lang tid affærdigede jeg mit langsomme læsetempo med feriens aktivitet, hvilket bagefter blev modbevist af de andre bøger i min rygsæk, som jeg læste langt hurtigere og langt mere koncentreret. Sandheden er en, jeg kun nødigt vil indrømme; jeg læste "Smoke and Mirrors" langsomt, fordi den ikke fangede mig nok.
Efter fortryllelsen fra "Fragile Things" havde jeg stor tiltro til Gaimans novellekunst. Selvom novellesamlinger ofte er en vekslende og blandet fornøjelse, vidste jeg, at Gaiman havde evnen til at bygge hele verdener i løbet af få sider; til at mætte en historietørst i løbet af et lille øjeblik. Jeg læste således "Smoke and Mirrors" med den største tillid; parat til at skippe en enkelt historie eller to, men indstillet på en succesrig helhedsfornemmelse. Desværre tog jeg fejl. "Smoke and Mirrors" har ingen rød tråd, ingen helhedsfornemmelse. Den er afstumpet, ufærdig og til tider næsten sjusket.
Måske er det fordi, så mange af komponenter i "Smoke and Mirrors" har været spredt ud over antologier, aviser og festlige anledninger. Måske er det fordi, Gaiman blot har rystet sin fortællerpose og trukket tilfældige noveller op. Måske er det fordi, jeg havde læst nogle af novellerne før i andre samlinger og andre sammenhæng, men så mange af dem virkede som ligegyldigt og forhastet fyld i en novellesamling, der tilsyneladende bare skulle have en vis længde.
En stor del af novellesamlingen udgøres af erotiske sci-fi noveller, der er så tilpas mærkelige, at de forekommer mig uendeligt akavede. Ligeledes har Gaiman udfyldt mange af sine historiehuller med lyriske eksperimenter og fantasy-digte, der sjældent får karakterer af mere end simple rim. Hvor meget klang og rytme jeg end finder i Gaimans prosa, genkender jeg ikke den samme ordkløveri i hans lyrik, som netop aldrig får karakter af andet end forsøg på digte.

“It was love, I knew, and it tasted like champagne in my mind.”

Naturligvis er der også øjeblikke, hvor Gaimans fortællertalent træder frem og løfter novellesamlingen til stjernerne for en kort stund. I introduktionen skjuler Gaiman en sælsom historie om en bryllupsgave med mørke kvaliteter, som en slags belønning til de læsere, der rent faktisk har tålmodigheden til at læse en introduktion igennem. I en sand Gaimansk facon bryder Gaiman således rammerne for hvad, der burde befinde sig hvor, og en lun humor gennemsyrer bogen allerede inden den for alvor er begyndt.
Det er også denne morbide humor, der gør sig gældende i novellesamlingens perle, "We Can Get Them For You Wholesale", hvor en jaloux kæreste ihærdigt leder efter en lejemorder til at slå sin kærestes elsker ihjel, og samtidig falder over et glødende tilbud, som han ikke er i stand til at sige nej til. Gaiman leger med den menneskelige natur og dens elementer af grådighed, selvudslettelse og retfærdiggørelse, som i "Babycakes" hvor al menneskeføde er blevet udslettet, og babyerne er den næste mulighed for at mætte menneskemunde. Det er forstyrrende, ubehagelig og sitrende læsning – måske ikke så meget på grund af uhyrligheden selv, som på grund af muligheden for den. Gaiman bruger det overdrevet absurde til at afspejle noget alt for virkeligt.
Et andet stort tema hos Gaiman er historiefortællingen selv; genfortællingen og videreformidlingen af ord, forfattere og overleverede eventyr, som har fanget Gaimans opmærksomhed og influeret sit skriveri. Særligt i sine eventyrsfortolkninger brillerer Gaiman, og det udødelige eventyr om Snehvide bliver i hans hænder til en lumsk omvendning af alle eventyrets regler. "Snow, Glass, Apples" er en af novellesamlingens smukkeste tilføjelser, og i den maler Gaiman billeder ligeså let, som han sammensætter ord.
Desværre er der ingen andre brudstykker i novellesamlingen, som jeg kan fremhæve eller udsmykke med rosende ord. Når mit blik falder over indholdsfortegnelsen samles alle titlerne til en stor grå masse, uden de store indtryk eller hukommelsesringetoner. Mange af novellerne er kun middelmådige, træningsøvelser og tankeeksperimenter, som endnu ikke føles færdigskrevne eller finpolerede. Indimellem skinner Gaimans storslåede talent som historiefortæller igennem, men alt for ofte falder det hele til jorden med klodset erotik, sjælløs lyrik og mærkværdigt Lovecraft-inspirerede noveller. 
Det smerter mig at efterlade den grå bog, som jeg havde så høje forventninger til, med blot to stjerner. Jeg var så desperat indstillet på at elske denne bog, da det var den sidste ulæste bog i Gaiman-afdelingen af min bogreol. I stedet fik jeg blot glimt af det potentiale, jeg ved der eksisterer; og det er med flere former for fortrydelse, jeg atter stiller bogen ind på dens hyldeplads og begynder min søgen efter flere Gaiman-fragmenter, som jeg kan forsvinde ind i.

“Stories are in one way or another mirrors. We use them to explain to ourselves how the world works or how it doesn’t work. Like mirrors stories prepare us for the day to come. They distract us from the things in darkness.”