"Why I Write" af George Orwell

"Why I Write" af George Orwell, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2005 (org. udgivet i 1946). 3/5 stjerner.

Denne udgave af "Why I Write" indeholder fire af Orwells essays, hvor han reflekterer over sin personlige skrivekunst, sin higen efter at sammensætte ord og sine politiske interesserer. Essaysne kombinerer ofte det personlige med det almene; de fremstiller skrivekunsten både som en personlig selvrealisering og som en vigtig mulighed for at kommentere på den politiske samtid.

“I had the lonely child’s habit of making up stories and holding conversations with imaginary persons, and I think from the very start my literary ambitions were mixed up with the feeling of being isolated and undervalued. I knew that I had a facility with words and a power of facing unpleasant facts, and I felt that this created a sort of private world in which I could get my own back for my failure in everyday life.” 

På sin vis synes jeg, at titlen til denne kompakte essaysamling er en smule misvisende. For selvom bogens essay rent faktisk hedder "Why I Write" og tilbyder en slags mini-biografi over Orwells tidlige skriftlige ambitioner og hans rejse til bogudgivelse, så udgør det blot 10 minimale sider ud af bogens 120. De resterende 110 sider, og dermed størstedelen af bogen, fungerer mere som en rasende kritik af politisk sprog og politik generelt. Og selvom det naturligvis var fascinerende at læse om Orwells politiske holdninger, var det alligevel ikke helt det, bogen havde lovet. Det var ikke helt det, jeg egentligt havde forventet.
Til gengæld er udgavens titelessay, "Why I Write", helt fænomenalt. Orwell skriver med en næsten håndgribelig sikkerhed om, hvordan han altid har følt sig som en forfatter, hvordan han som 5-årig ganske enkelt vidste, at han ville vokse op og leve af at skrive. Han fortæller, at han som 17-årig forsøgte at glemme denne næsten indgroede idé og prøve lykken andetsteds; selvom han inderst inde udmærket var klar over, at det stred imod hans egentlige natur. Gennem hele essayet flyder denne fascinerende overbevisning og skæbnesikkerhed; Orwell vidste, at han ville skrive. Han vidste, at han ville blive forfatter. For det var det, han følte, han var blevet skabt til.
Men Orwell forsøger ikke at mytologisere eller mystificere skrivekunsten. Han tillægger ikke sit forfatterskab en glorværdig grobund, men opstiller i stedet fire universelle grunde til at folk (inklusiv ham selv) ønsker at skrive. Og den første af disse opstillede grunde er egoisme; ønsket om at se sit navn på print og sine ord på papir. Hvor kynisk det end lyder, så kan jeg ikke lade være med at beundre Orwell for en så glasklar fremstilling af en karriere, som han har drømt om hele sit liv. Og netop det glasklare spiller en stor rolle hos Orwell selv.

“When I sit down to write a book, I do not say to myself, 'I am going to produce a work of art.' I write it because there is some lie that I want to expose, some fact to which I want to draw attention, and my initial concern is to get a hearing.”

For Orwell skriver nemlig senere, at "good prose is like a window pane", og afslører en intens afsky for metaforer for metaforens skyld; fyldord og deskriptive tendenser uden formål. I følge ham er det, når målet med en tekst bliver skjult, at teksten bliver svag. Yderligere sammenkæder han konsekvent skrivekunsten med politik; der vil ifølge ham altid være et politisk grundlag for at skrive, og mangler det, mangler teksten sit formål.
Personligt finder jeg det enormt spændende, at læse om en så stor forfatters tilgang til skrivekunsten. Især fordi et af de mest dragende elementer i Orwells forfatterskab netop er simpliciteten, glasklarheden og politikken. Jeg bliver altid ramt, når en forfatter kan formå at udtrykke så meget med så få ord, som både Orwell og Hemingway mestrer så fint.
I det senere essay "Politics and the English Language" angriber Orwell atter et sprogbrug, der ikke er glasklart. Han skriver, at han opfatter al det politiske sprogs "udenomsnak" som et forsøg på at skjule intentionen frem for at afsløre den; sprog er, for Orwell, det ultimative våben, og essayet er et hidsigt opgør med de politikere, der bruger sproget til manipulation. Igen vender Orwell tilbage til glasklarheden; til ønsket om åbne kort, klare budskaber og et synligt formål. Han dissekerer politiske vendinger ord for ord med en logisk arbejdsmetode, og der er en næsten smittende harme i hans eksempler på forledende sprogbrug.
Under min læsning blev jeg meget draget af Orwells syn på sprog, ord og politik. Jeg var beæret over at få et indblik i en så stor forfatters skriveskæbne og lytte til hans teorier om hans eget værk. Hos Orwell er politik bare så tæt sammenkædet med skrivekunst, at det er svært at skille dem fra hinanden, og sommetider forvildede jeg mig ud i forklaringer så politisk specifikke, at jeg måtte rynke min pande og bide mine tænder sammen. Særligt samlingens andet essay, "The Lion and the Unicorn", hvor Orwell argumenterer for behovet for en engelsk socialist-revolution, prøvede for alvor min tålmodighed og efterlod mig både træt og forvirret. Selvom linjerne til "1984" var tydelige, synes jeg alligevel ikke helt, at det passede ind i en essaysamling ved navn "Why I Write" – hvilket måske blot er mine egne forventningers skyld. For mit vedkommende var "Why I Write" netop stærkest, når det vedrørte Orwell selv, hans grunde til at skrive og tankerne bag. Det var trods alt det, jeg havde forventet at læse om.