"Stoner" af John Williams

"Stoner" af John Williams, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1965). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof. 4/5 stjerner.

Det er sjovt med bøger, og måske endda kunst generelt. De bliver udgivet, fremvist, læst og anmeldt, og sommetider bliver de hurtigt glemt igen. Sommetider bliver de begravet i den mængde af nye bøger, der konstant fosser ud af trykkerierne hvert eneste år, men andre gange påkalder de sig atter opmærksomhed. De bliver genopdaget, hevet ud af glemsel og blæst op til enorme proportioner. Akkurat ligesom det skete for John Williams' "Stoner".
Da "Stoner" blev udgivet i 1965 høstede den rosende omtale og fine anmeldelser – men den solgte ikke. I mange år henlå den i stilhed, indtil den i 2003 blev genudgivet i England, og langsomt gik sin sejrsgang over hele verden. Pludselig fik den ukendte roman et nyt liv, og den blev læst som aldrig før.
"Stoner" er en simpel hverdagsfortælling om William Stoner, der fødes i slutningen af 1800-tallet på en isoleret gård i Missouri. Han lever et stilfærdigt liv og indstiller sig på at overtage sine forældres gård, indtil han under sit ophold på en landbrugsskole stifter bekendtskab med Shakespeares magi. Ordene rører ham, og hans liv ændrer kurs. Han vil studere, han vil læse, og han vil undervise. Så det gør han. Romanen følger hans livsforløb fra ungdommeligt kammeratskab og studiemiljø til et ægteskab med en saboterende kvinde og en mislykket karriere.

“Det spillede knap nok nogen rolle for ham, at bogen var glemt og ikke tjente noget formål, og spørgsmålet om dens værdi forekom ham i det hele taget at være næsten trivielt. Han havde ingen illusioner om at finde sig selv i den, i det falmede bogtryk, og alligevel vidste han, at en lille del af ham, som han ikke kunne fornægte, var i den og ville blive der.”

At læse denne roman var som at få sit hjerte revet itu på den mest enkle og stilfærdige måde. Williams skrivestil er præget af en melankolsk skønhed, og den gennemborer sin læsers hjerte, side for side. Jeg var utrolig rørt og uendelig trist, da jeg færdiglæste "Stoner", og jeg kan endnu mærke et lille stik, når jeg tænker tilbage på den. Det er en bog, der har sat sig fast.

Det mærkværdige er, at da bogen udkom i begyndelsen af året, skænkede jeg den ikke en tanke. Da den høstede stjerne efter stjerne i Politiken og Jyllandsposten, øgede den ikke min interesse. Selv da Stine så ivrigt berettede om dens smukke udgivelseshistorie, om den hurtige glemsel, den blev mødt med i sin samtid, og den beundring den høstede i vores nutid, trak jeg på skuldrene. Jeg havde i virkeligheden aldrig fået den læst, hvis ikke den havde befundet sig lige foran øjnene på mig.
Men hvor er jeg dog glad for, at jeg overkom min stædige, affærdigende og forudindtagede mening. Hvor er jeg glad for, at bogen netop befandt sig inden for rækkevidde. Hvor er jeg glad for, at dygtige forlæggere og god markedsføring har gravet Williams' roman frem fra årenes glemsel. For det er en bog, der fortjener at blive læst, en stemme der fortjener at blive hørt. Den er noget af det sarteste, jeg nogensinde har læst.
For "Stoner" er ikke en bog om det usædvanlige eller ekstraordinære; tværtimod er det en tragedie så basal, at den næsten virker ulideligt genkendelig. Hovedpersonen, William Stoners, liv tegner sig i en flad kurve uden de helt store udsving, der sagtens kan reduceres til det trivielle. Williams klargør allerede i historiens begyndelse, at ingen husker William Stoners navn efter hans død. Han er et menneske, der har gjort indtryk på forsvindende få, og som vil blive erindret af endnu færre. Og er det ikke den mest hverdagslige tragedie, når det kommer til stykket?

“I sit treogfyrretyvende år lærte Stoner, hvad andre havde lært før ham, da de var meget yngre; at den, man elsker til at begynde med, ikke er den samme som den, man elsker til sidst, og at kærligheden ikke er et mål, men en proces, hvori et menneske forsøger at lære en anden at kende.”

Romanen beskæftiger sig med intet andet end William Stoners liv. Den følger hans enkle opvækst på den fædrene gård, hans møde med uddannelse og med ord, hans kammeratskaber og forelskelser. En udpræget passivitet kendetegner Stoners livsbane, og selv da hans liv ændres ved et møde med Shakespeares ord, ændres det kun gradvist. Da han forelsker sig og senere bliver gift, møder han en magt større end ham selv, og bliver øjeblikkeligt manipuleret med. Stoners ægteskab er et lydløst magtspil, og det mest gruopvækkende afsnit i bogen, hvor Stoners kone river Stoner og hans elskede datter fra hinanden, bliver ikke bekæmpet. Stoner lader ganske enkelte tingene ske, også selvom han udmærket er klar over, hvor de leder hen. Han overgiver sig uden en kamp, for han har ikke kræfterne til at kæmpe.
Stoner kunne nemt blive til en usympatisk, hjælpeløs og opgivende hovedperson, men realiteten er en anden. Hans eftertænksomme sind, enkle ønsker og bittesmå ambitioner for sit liv danner en melankolsk efterklang gennem bogen. Stoner er hverken ynkelig eller modløs; han er blot indehaveren af et stille sind, som modarbejdes af verdenen omkring ham. Det er i virkeligheden Stoners grundlæggende relaterbarhed, der gør bogen så rammende. Så smertelig. Så fin. Så følsom og så sand. Så hjerteskærende, nervepirrende og umuligt sand.