Tema-tirsdag #63: Om at have en yndlingsbog

Sommetider virker det næsten som helligbrøde. Sommetider fremkalder det spørgende blikke og løftede øjenbryn. Nogle gange fremkalder det decideret vantro. Og andre gange efterlader det mig med en lang forklaring, et langt forsvar og en lang diskussion ventende forude. Men ikke desto mindre holder jeg stædigt fast i mit svar. Jeg har en yndlingsbog, og den er konstant. Det har den været lige siden, jeg læste den for første gang.

Måske er det slet ikke meningen, at man som ihærdig og dedikeret læser skal have en yndlingsbog. Måske er det meningen, at spørgsmålet "Hvad er din yndlingsbog?" skal føles ligesom at få stillet et ultimatum i stil med et spørgsmål om at vælge hvilken kropsdel, man helst vil undvære. Jeg har hørt mange variationer af et svar, og det har oftest været: "Jamen, det er jo ligesom at vælge mellem sine børn", og det er det måske også. Men ikke for mig. Faktisk synes jeg, det er ganske simpelt.

For selvom forskellige bøger har betydet forskellige ting for mig, er der ingen der har betydet  så meget og rørt mig så dybt, som Jane Austens "Persuasion". Det er ikke fordi,  "Persuasion" er den bog, jeg har spildt flest tårer over. Det er heller ikke fordi, "Persuasion" er den bog, jeg har grinet og fnist højest over. Det er ikke engang fordi, "Persuasion" er den bog jeg har genlæst oftest. Men det er alligevel den bog, der har betydet mest.

Jeg vidste det allerede, da jeg læste "Persuasion" for første gang. Jeg sad med min hensynsløst tunge udgave af Austens samlede romaner, og læste den korteste af dem alle. Det var en varm augustdag i 2011, og jeg sad i vindueskarmen på mit gamle værelse. Da bogen var færdig, rørte jeg mig ikke i flere minutter. Jeg stirrede tomt og ubeslutsomt ud i luften med tårespor på kinderne og et halvkvalt gisp i halsen. Jeg var chokeret, og mine tårer var ikke så meget et resultat af rørte følelser, som de var et resultat af en kraftfuld forskrækkelse. I det elvte kapitel i bogens anden del, fandt jeg i den stilfærdige roman en understrøm af følelser så kraftig, at et elektrisk stød gik igennem min krop. Det var som om, jeg var der selv. Det var som om, at jeg stod der i en stue fyldt af mennesker i 1800tallets Bath, og det var som om, at jeg aldrig nogensinde slap væk derfra igen. Jeg kan ikke forklare det. Den dag i dag er ordet 'kraftfuld' stadig det eneste ord, jeg har at tilbyde, når jeg skal beskrive "Persuasion". For den havde en kraftfuld virkning på mig.

Senere forsøgte jeg at læse romanen igen og igen med henblik på at finde ud af, hvor i teksten Austen overvandt og nedbrød mig. Jeg dedikerede hele min BA-opgave til at næranalysere den skæbnesvangre scene i det skæbnesvangre kapitel, ord for ord. Og det jeg fandt, forstærkede kun min beundring yderligere. Austens ord lyste klarere og klarere, desto nærmere jeg undersøgte dem.

Jeg har lært min yndlingsside af "Persuasion" udenad. Bevidst har jeg læst ordene igen og igen, indtil de for alvor satte sig fast. Grunden til denne tilsyneladende meningsløse øvelse er simpel: jeg vil ganske enkelt ikke være foruden de ord. Jeg vil gerne have dem med mig, i mit indre, uanset hvor jeg går hen, og uanset hvad jeg gør. Jeg kan ikke undvære dem.

Det er let for mig at udvælge en yndlingsbog, fordi jeg har en yndlingsbog. Ud af alle bøger i hele verden, har jeg fundet den rette. Den der vil hjemsøge og røre mig til evig tid. Den bog jeg vil læse og genlæse indtil mine øjne fejler, og mit syn svinder ind. Den bog jeg ville tage med mig på en øde ø, hvis jeg kun måtte tage én med. Den bog jeg finder frem i regnvejrsstunder og sommerøjeblikke; den bog jeg læser med et smil på læben såvel som tårer ned af kinderne. Den bog som jeg altid har liggende i min håndtaske, og hvis ord jeg altid har gemt i min hukommelse. Den bog som jeg vil leve lykkeligt med, resten af mit liv. Frasen 'yndlingsbog' er i mine øjne ikke en titel; det er en kærlighedserklæring. Og jeg tøver ikke et sekund med at erklære min kærlighed til denne. 

Har I en yndlingsbog? Eller er I af den mening, at den slags knap nok kan eksistere i en verden med så mange fantastiske bøger og så mange vidunderlige læseoplevelser?