onsdag den 3. september 2014

“The Collected Works of A. J. Fikry” af Gabrielle Zevin

“The Collected Works of A. J. Fikry” af Gabrielle Zevin, fra forlaget Little Brown, udgivet i 2014. 4/5 sterner.

Gabrielle Zevin begynder sin roman med en snert af desperation. Bogens hovedperson, A. J. Fikry, introduceres som en mand, der har mistet sin kone og dermed mistet sin verden. Som konsekvens deraf har han i mange år bevæget sig på kanten af alkoholisme og depression, og i de mørke nætter har han skålet med sine bøger, fordi der ikke var andre at skåle med. Gradvist har han kørt sin egen bogbutik i sænk, og han drømmer om at realisere sin plan og sælge en værdifuld førsteudgave af Edgar Allan Poes digte, for derefter at bruge resten af sit liv på at lave absolut ingenting. 
Men denne plan er en plan dømt til at slå fejl; for A. J. Fikrys værdifulde bog bliver stjålet, en lille forældreløs pige ved navn Maya bliver efterladt på hans gulv, altimens en ivrig kvindelig sælger venter på hans kontor.
"The Collected Works of A. J. Fikry" er historien om en mand, hvis liv blev omvendt for anden gang og aldrig nogensinde blev det samme igen. 

We aren't the things we collect, acquire, read. We are, for as long as we are here, only love. The things we loved. The people we loved. And these, I think these really do live on.

Det var en varm julidag. Faktisk var det næsten årets varmeste julidag, og jeg havde det elendigt. Vores skrantende blæser havde udstødt sit sidste prust og var brændt sammen, vinduerne var åbne, men vinden var stille, og luften var kvælende. Himlen var sammentrukket til et begyndende uvejr, en knude der manglede en forløsning. Jeg havde hovedpine, og jeg ventede på en regnbyge, der tilsyneladende aldrig ville komme. Jeg havde brug for at læse noget fjerlet og eskapistisk, noget humoristisk og fint, noget hjertevarmende og eftertænksomt. Og som det sommetider sker, fandt jeg den rigtige bog på det rigtige tidspunkt. Eller også fandt den mig. Jeg er endnu ikke helt sikker på, hvordan den slags magisk læse-timing egentligt udøves.
"The Collected Works of A. J. Fikry" er en bog om bøger, om boghandlere og om læsefællesskaber. Det er en fortælling om en stereotypisk højlitterær butiksejer, som nægter at sælge børnebøger, billedbøger, Young Adult-romaner og krimier; men mest af alt, er det en fortælling om, hvordan alt dette ændres, hvordan horisonter udvides og boghylder fyldes, efterhånden som hovedpersonen får set mere af livet og af verden. A. J. Fikry introduceres som den klassisk gnavne mand med et tragisk tab i sin fortid og et sort syn på sin fremtid, og han gennemgår derefter på næsten eventyrlig vis en forvandling, når den lille Maya lister sig ind i hans bogbutik, hans liv og hans hjerte. Der er en næsten Dickens-lignende tradition i A. J. Fikrys forvandling, som gør bogen hjemlig og velkendt fra dens allerførste side. Romanens første halvdel er også afgjort en beretning om en hård mand, hvis hjerte gradvist smelter indefra og opliver en hel bogbutik og en hel by med dets varme. Men bogens anden halvdel er anderledes. Den er mindre eventyrlig og langt mere jordnær. Den er bittersød, og den er rørende.
Et stort fokuspunkt i bogen er noveller, som A. J. Fikry også er en ihærdig læser af. Hvert kapitel starter med en note fra A. J. Fikry med en anbefaling og et par ord om en specifik novelle, og på en måde fungerer Zevins kapitler også som noveller i sig selv. Selvom bogen er en sammenhængende roman, er hvert kapitel en slags afrundet helhed; et lillebitte episodelignende historieforløb der begyndes og afsluttes i løbet af tyve sider. For "The Collected Works of A. J. Fikry" er netop et samlet og sammensat værk; og A. J. Fikrys liv sammenlignes dermed med en novellesamling, en helhed udgjort af mindre bestanddele, en historie udgjort af mindre episoder. In the end, we are collected works” skriver Gabrielle Zevin, og således opsummeres Fikrys liv såvel som læserens eget.

You know everything you need to know about a person from the answer to the question, What is your favorite book?” 

Bogen er fyldt med skønne karakterer og den udspiller sig hovedsageligt mellem fyldte bogreoler, i en lille lejlighed over en elsket bogbutik og i hjemlig samtale mellem nære venner. Mængden af sympatiske karakterer er overvældende; der er den lokale politibetjent Lambiase, som besøger Fikrys bogbutik af sympati, køber bøger som han føler sig tvunget til at læse, og som derfor gradvist omvender ham fra en ikke-læser til en ihærdig læser og stifteren af bogklubben Chief's Choice. Der er den skørtejagende krimiforfatter Daniel Parrish, som helt ufrivilligt inspirerer Maya til selv at blive forfatter, der er den russiske danselærer, som omvender A. J. Fikry til en engageret danse-entusiast, der er den bogelskende PR-medarbejder Amelia, som bryder sammen i tårer, da hun skal sælge Fikry en bog, og så er der selvfølgelig Maya, Fikrys redning og romanens hjerte. Hele bogen er et dansende virvar af varme personligheder og den pudsige lille bogbutik, som forener dem alle.
Når jeg kategoriserer "The Collected Works of A. J. Fikry" som en feel-good roman, er det ikke for at sætte den i samme bås som de talrige klichéprægede romantiske komedier, der dagligt sendes i TV'et; men snarere fordi, at bogen i bogstaveligste forstand har en næsten fortryllende evne til rent faktisk at give sin læser en god følelse på trods af de alvorlige emner og tragedier, der indarbejdes i dens handlingsforløb. For selvom fortællingen om A. J. Fikry snarere er bittersød end lyserød og mere realistisk end romantisk, så indgyder historien sin læser med optimisme. Med forhåbning. Og med glæde.
Jeg forestiller mig, at denne bog vil gøre sig godt til den kommende sæson af rødgyldne blade, dampende kopper og mørke dage. Jeg forestiller mig, at den vil sprede varme, når radiatoren ikke kan skrues længere op, og når én dyne ikke længere er tilstrækkelig. Men i virkeligheden ved jeg, at den vil gøre sig godt på hvilken som helst dag; på samme måde som den efterlod mig på en varm julidag med et sind lidt lysere, end da jeg samlede den op. For det er deri, bogens sande magi består.

The words you can't find, you borrow. We read to know we're not alone. We read because we are alone. We read and we are not alone. We are not alone. My life is in these books, he wants to tell her. Read these and know my heart. 

10 kommentarer:

  1. Hi Rikke

    I found your blog a couple of days ago and I'd like to thank you for your inspiration.
    I love books and I love all your book reviews.
    I translate them with google which isn't always a good translation,
    but it's enough to get what you mean.
    Thanks again and I'm so pleased with your blog.

    Best wishes Chris (Christine)
    P.S I live in The Netherlands but I am British so English and Dutch speaking.

    SvarSlet
    Svar
    1. Thank you so much! I'm always a bit overwhelmed when people are willing to go through so much trouble in order to understand my texts. It means the world to me!

      Slet
  2. Ih, den lyder skøn! Sikke en fin og let anmeldelse :*

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du sød! Tusnd tak. Og tro mig - bogen er SÅ skøn!

      Slet
  3. Åh hvor lyder den bare super fin! TBR bliver lige fodret med endnu en seddel:)

    SvarSlet
  4. Lyder som en skøn bog, og er helt sikkert kommet på ønskelisten!

    SvarSlet
    Svar
    1. Fantastisk! Det er virkelig sådan en rar og smil-fremkaldende bog!

      Slet
  5. Åh, hvor det dog glæder mig, at du kunne lide bogen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er sådan en fin gave, søde Nikoline, og jeg knuselsker den! Du ramte plet!

      Slet