"The White Queen" (The Cousins' War #1) af Philippa Gregory

"The White Queen" af Philippa Gregory, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2008). 3/5 stjerner. 

Gregory begynder sin historie i 1464, hvor rosekrigene hærger, og hvor fætre kæmper mod hinanden i en blodig kamp om retten til Englands trone. Lancaster-familien må se sig gradvist slået af York-arvingen Edward IV, som udnævnes til konge, mens han endnu er meget ung, og som efter sin sejr må vie hele sit liv til de endeløse magtkampe mellem bærerne af de hvide og røde roser.
Enken Elizabeth Woodville, hvis mand er en dræbt York-modstander, betragter krigene med en afmålt ro. Da hun en dag hører, at Edward IV vil ride igennem hendes landsby, haster hun ud til vejkanten for at fange hans blik og bede om hans medlidenhed. Ikke blot lykkedes hendes plan, ikke blot mødes deres øjne; hun efterlader Edward tryllebundet af hendes skønhed, af hendes sind og af hendes styrke. I al hemmelighed bliver de gift, og efter krigens hærgen føres Elizabeth til hoffet som den hvide dronning.
Ikke alle møder Elizabeth med venlighed, og Edwards pludselige kærlighedsægteskab vækker afsky hos dem, der havde andre planer for hans fremtid. Elizabeth bliver hurtigt en brik i et politisk spil, og hendes position er ikke sikker, før hun har født en søn, en arving.

“If there is love enough, then nothing - not nature, not even death itself - can come between two who love each other.”

Er det en synd at holde mere af en TV-serie end af en bog? I så fald er jeg en hjælpeløs synder. Jeg læste "The White Queen" efter at have set den storslåede mini-serie af samme navn, og selv bogens forside var prydet med en påmindelse om skuespillerinden, som jeg blev ved med at se for mit indre, hver gang Elizabeths navn blev nævnt. Det var TV-serien, der førte mig til bogen; og nu efter endt læsning er det stadig den, jeg foretrækker.
Med "The White Queen" præsenterer Gregory et underholdende og spekulativt brudstykke af Englands historie. Bogen er hurtigt læst og indeholder et hobetal af krige og intriger, hemmelige planer, fortryllelser og affærer. Samtidig er det også en simpel kærlighedshistorie om en smuk kvinde, der stiller sig i vejkanten og håber at fange sin konges blik; en dokumentation af et ægteskab og en livslang kærlighed, afspejlet i kønne børneansigter. Gregory krydrer alle historiske begivenheder med fiktionens magi.
Men også en anden form for magi flyder gennem Gregorys roman. Elizabeth Woodville og hendes mor er tæt forbundet med et mytisk billede af en lokkende havfrue-gudinde, og en oldgammel form for magi gennemsyrer dermed fortællingen og opfylder alle Elizabeth Woodvilles ønsker. Historiske hændelser bindes tæt sammen med disse heksemagter; Elizabeth og Edward bliver gift ved hjælp af en ring bundet i en snor, en storm udsletter en vigtig flåde på grund af Elizabeths raseri, og en mand svækkes på grund af hemmelige ord, som Elizabeth har hvisket ud i nattens mørke. Det er tydeligt, at Gregory benytter magi-elementet og familien Woodvilles hekserygte som det bærende element, der forklarer historiens gang. På sin vis kan jeg godt lide denne fortællerleg med datidens paranoide trolddoms-anklager, men samtidig føles det næsten som en afstumpet forenkling af faktiske historiske hændelser. Sommetider skinner det tydeligt igennem, at Gregory benytter overtroen som en form for bortforklaring, mens skrivestilen forvandles til en anstrengt gentagelsesstrategi om vigtigheden af en medaljon, historien om en havfrue og ønsket om en storm.

“The sons of York will destroy each other, one brother destroying another, uncles devouring nephews, fathers beheading sons. They are a house which has to have blood, and they will shed their own if they have no other enemy.”

Generelt er Gregorys skrivestil ofte gentagende og cirkulende; ensformet og flad. Bogen er skrevet fra Elizabeth Woodvilles synsvinkel, og selvom dette valg giver større indblik i Elizabeths tanker, gør det også den overordnede historie mere svær at følge. For Elizabeth er ikke til stede under de store slag og til alle de politiske møder; i stedet færdes hun i storslåede gemakker og gemmer sig på kirkens hellige jord. Der er mange steder, Elizabeth ikke kan komme, og som bogen derfor heller ikke kan beskrive uden at bryde sine egne fortællerrammer.
Som resultat henfalder Gregory ofte til genfortælling og opsummering; historiske begivenheder opremses som højtlæsning af en velkendt tidslinje, men integreres aldrig i bogen. 
"The White Queen" er en letlæst fornøjelse, et herligt maskeradebal af intriger, balsale og langvarige kampe om den glitrende krone, og bogen giver et fint overblik over den tumulte periode i Englands historie, hvor brødre forrådte hinanden og fætre bekrigede hinanden på tværs af landegrænserne. Ved at lade Elizabeth Woodville være bogens omdrejningspunkt, undersøger Gregory hvilken form for indflydelse intelligente og stærke kvinder kunne udøve i 1400tallets England. Selvom jeg afgjort foretrækker mini-serien frem for bogen, har bogen den fordel at den afslutter den påbegyndte historie, og derfor fortsætter efter Kong Edwards død. Elizabeths del i historien bringes til ende, altimens vejen ryddes til ære for en ny epoke og den blomstrende røde rose.