Tema-tirsdag #65: Kom, lad os drømme

“Kom, lad os drømme. Lad os bryde ind igennem papirsvæggen, den ubarmhjertige port der adskiller fiktion fra virkelighed og i årevis har udelukket os fra Hogwarts. Lad os opdage det rigtige garderobeskab, blive ledt på vildveje af en hvid kanin og betræde forfrossen jord sammen med en gigantisk panserbjørn. Lad os foretage en rejse uden pas og uden transport, lad os stoppe tiden i lænestolen, i skoletimen, i regnvejrsbygen, i vaskerummet, i bibliotekets mørkeste, fjerneste og mest lydløse krog, og lad os tage afsted. Lad os åbne en bog og forsvinde. 1, 2, 3 – til drømmeland.”

“Skal vi starte der, hvor det hele startede? Skal vi starte med en pige og en bog, et garderobeskab og en ring, et venskab og et parallelt univers? Skal vi starte i et snelandskab så ufattelig stort, funklende og hvidt, at det stjæler et åndedræt, før det overhovedet er udåndet? I den stille verden hvor talende faune, brølende løver og en blød hukommelsesdyne venter, kunne vi gå på eventyr. Vi kunne lytte til træernes vind-hviskeri, til fløjlsbløde fløjtetoner og den fjerne lyd af klokkespil. Vi kunne holde et lille teselskab foran en brændende ild og besøge en flok bævere, hvis bosted jeg fjernt erindrer. Vi kunne leve et helt liv og vende tilbage til hverdagen med et trylleslag uden at finde andre forandringer end dem i os selv. Akkurat som da jeg vendte tilbage til verden efter at have læst bogen for første gang.

Derefter kunne vi vente under åbne vinduer. Vente på en stjerneklar nat, en flyvende dreng, en levende drøm og en tilbagevenden til noget velkendt og ukendt, den barndom vi aldrig troede, vi ville få tilbage. Vi kunne flyve hen til stjerneskær og blinkeri, fe-jalousi og havfruelokkeri, og vi kunne opleve en enkelhed, som vi næsten havde glemt. Eventyrlighed fra de glemte historier ville være omkring os, pirater ville kæmpe, krodiller ville tikke, indianere ville danse, og tiden ville forsvinde. Vi kunne gemme os for altid, i en tidskapsel, en indkapslet evighed. Fornægte realiteterne og leve i en leg, ligesom et drengebarn som jeg engang hørte om.
Eller vi kunne gå længere tilbage og besøge tiden før selvbevidsthed, før verdensforståelse og før logik. Vi kunne leve som en bjørn i en skov og kun koncentrere os om at finde den næste krukke med honning, og tænke tanker så simple, at de næsten helt ville forsvinde, før de var tænkt. Med en brummende nynnen ville vi tumle rundt; vi ville hoppe med tigere, spise middagsmad med kaniner og lytte til historier fra en ugle. En vandpyt ville blive til en oversvømmelse, et blæsevejr til et eventyr og en gåtur til en opdagelsesrejse. Alting ville være dækket med et støv af nyhedsværdi, med den særlige forundring der automatisk følger med en førstegangsoplevelse. Alting ville være nyt.
Eller også kunne vi falde. Vi kunne følge en hvid kanin, naivt opspore dens hjem og falde ned, ned, ned gennem skakter og gange, der vendte alting på hovedet, og fjernede os fra os selv. Vi kunne vokse og krympe, forvandles og forbandes, løbe og vandre gennem en skov, hvor blomster ville synge og filurkatte ville le. Det ville være som at leve i et sludderland; hvor intet gav mening, og ingen forsøgte at rette op. Det ville være vanvid for vanviddets skyld; teselskaber med mus, gådesang med mærkværdige tvillinger og filosofi med en sommerfuglelarve. Og måske ville vi på vores tilbagevej træde igennem et spejl og ind i et hjemligt landskab med en knitrende ild i pejsen, en opslået bog på bordet og en søvndrukken kat ventende på lænestolen. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre tilbagevenden end det.
Og til sidst kunne vi vente på posten. Vi kunne rette op på årevis af skuffelse, af forbiflyvende ugler og kedelige rudekuverter uden lakstempel og våbenskjold. Vi kunne endelig opleve øjeblikket, hvor et enkelt brev ville ændre et helt liv. Vi kunne tage til London, købe tryllestave, spise chokoladefrøer og prøve kapper. Vi kunne løbe igennem en væg og ind i et tog, tage en plads i et velpolstret sæde og se verden forsvinde. Vi kunne lytte til en talende hat, der ville annoncere et navn, et navn der ville blive til et hjem. Og vi ville få alle vores inderligste ønskedrømme opfyldt ved vores blotte tilstedeværelse. Ved blot at vandre ned af lange gange og se portrætter, trapper og gennemsigtige silhouetter bevæge sig. Ved blot at se en kedle boble lystigt, en husalf løbe rundt med en sok, og en ugle lande elegant på et morgenbord med en lille pakke bundet til dens ben. Lykken er i stedet selv, i mørtlen mellem slottets mursten og i jorden det er bygget på. Lykken er i troen, den håbløse og endeløse tro på en verden, der indeholder mere end man kan se. En verden man skal være indviet i og tro på, før den eksisterer. En verden vi alle har spejdet efter og ventet på, siden vi for længe siden læste en skæbnesvanger bog. For i virkeligheden vil ingen være mugglere, når det kommer til stykket. End ikke mugglerne selv,” sagde hun med et suk og blinkede sine drømme væk. Foran hende lå bjerge og bunker af bøger; hendes rejsekammerater. 

Hvor drømmer I jer hen på en tirsdag som denne?