"Emily of New Moon" (Emily of New Moon #1) af L. M. Montgomery

"Emily of New Moon" af L. M. Montgomery, fra forlaget Virago, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1923). 5/5 stjerner.

Montgomerys børnebog begynder med bittersødme og med sorg. Emily Byrd Starr er en lykkelig lille pige, på trods af det isolerede liv hun lever. Hun har sin far, hun har sin fantasi, og hun har sine to spindende katte – hvad mere kan hun ønske sig? Hun lever i et drømmelandskab, og når hun stirrer ud af sit vindue, ser hun feer og alfer, en overjordisk skønhed som er usynlig for alle andre.
Men lykken vender. Emilys far er døende, og Emily må se forældreløshed og ensomheden i øjnene. Hendes, for længst afdøde, mors familie tager hende til sig efter faderens død, men de lægger aldrig skjul på, at de gør det af pligt. Den strenge tante Elizabeth lader Emily flytte ind på New Moon, hvor alting er anderledes, ubetryggende og mærkeligt. Emily føler sig ikke tilpas, hverken i sit nye hjem eller i sin nye hverdag, der kræver skolegang og dermed lægger bånd på den frihed, som hun altid har nydt.
Men Emily er en håbefuld lille pige, og der er håb i hendes fremtid. I skolen møder hun den temperamentsfulde Ilse Burnley, den godhjertede og kunstneriske Teddy Kent og den ambitiøse Perry Miller. Sammen drager de på talrige eventyr i det fortryllede landskab, der omgiver New Moon – og selv tante Elizabeths strenge blik kan ikke ødelægge Emilys  boblende glæde. 

“It had always seemed to Emily, ever since she could remember, that she was very, very near to a world of wonderful beauty. Between it and herself hung only a thin curtain; she could never draw the curtain aside-- but sometimes, just for a moment, a wind fluttered it and then it was as if she caught a glimpse of the enchanting realm beyond-- only a glimpse-- and heard a note of unearthly music.”

Har du nogensinde prøvet at genlæse en gammel dagbog? Den følelse af at have åbnet en tidslomme, der indeholder alle dine barnlige drømme, fremtidshåb og ønsker? Den næsten ubehageligt bittersøde fornemmelse det er at blive konfronteret med et fortidigt jeg, der slet ikke er så fortidigt alligevel? At pludselig sidde og nedstirre en essentiel puslespilsbrik i det puslespil, der er dig? En brik der blev fastlagt for så længe siden, at du næsten havde glemt, den blev skabt?
I går genlæste jeg "Emily of New Moon", og det føltes akkurat som at åbne en gammel dagbog. Jeg vendte en side, og minderne fløj op omkring mig, og baskede i luften som var de tusinde sommerfugle. Vindueskarmen i min stue forsvandt, og i løbet af et splitsekund befandt jeg mig atter på mit barndomsværelse i min seng i nattemørket med en bog og lyttede til min søsters dybe vejrtrækning ved min side. "Emily of New Moon" er ikke min dagbog, men ikke desto mindre indeholder den mit hjerte alligevel.
På sin vis er "Emily of New Moon" en formularisk børnefortælling. Det afslører dens synopsis og bagsidetekst hurtigt. Montgomery er kendt for sin fortælling om Anne Shirley, der også blev adopteret af en skeptisk kvinde. Anne Shirley var også en drømmer, hun flyttede også ud på en gård, hun vandt også gradvist alles hjerte, og hun gennemgik også klodsede og fine oplevelser. Det er næsten så simpelt, at det er chokerende, at Montgomery valgte at skrive endnu en serie baseret på den samme formular. Men hvis man har læst om både Emily og om Anne, ved man, at ligheden både begynder og stopper i bagsideteksterne. Det er slående, hvordan to bøger kan virke så ens uden at være det.
For jeg er flere gange blevet forbavset over den inderlighed, de tre bøger om Emily, og i særdeleshed denne første, besidder. Hjerte og sjæl er blevet skrevet ind i fortællingen om den lille, mørkhårede, drømmende skabning, og hver side spilder over med det. Med Emily beskriver Montgomery på én gang barndommens sødme og tilbageblikkets bittersøde smag. Skrivestilen er både barnligt fortryllende og smerteligt belærende; Emilys spirende erfaringer er ikke blot eventyr. Det er oplevelser, man som læser ved vil mærke hende. 

“Don't be led away by those howls about realism. Remember-pine woods are just as real as pigsties and a darn sight pleasanter to be in.” 

For "Emily of New Moon" er selvfølgelig en dannelsesroman. Det er en fortælling om en lille pige, der bliver til en ung kvinde; en pige der skal lære at bibeholde sin egen fantasiverden ligesåvel som at tage del i den omkringliggende realverden. Det er en til tider hjertevarmende historie om venskab og om begyndende forelskelse, og det er en vidunderlig lektion i familie og tilknytningsforhold. Når jeg læser den i dag, kan jeg så tydeligt se, hvorfor jeg var så let tiltrukket af historien som barn; Emily er en yndigt farvelagt karakter, og hendes venner og familiemedlemmere komplimenterer hinanden så godt. Sammen kaster de sig ud i hverdagslige begivenheder, skændes og diskuterer. Der er øjeblikke af hjerteknugende romantik i uskyldigt børneformat, og der er klare sympatiregler, der lænker læseren fast til de rigtige karakterer på de rigtige tidspunkter. Bogen er fyldt med spindende katte, brusende kjoler og lyriske naturbeskrivelser, der fremhæver den skønhed, der ligger i drømmerens blik på verden. Hele historien er fortalt gennem et lilla filter af forunderlighed og barndomsmagi. 
Men der er også mere end det. I Emily har Montgomery, uden tvivl, indbygget en lille brøkdel af sig selv. Emily er en aspirerende digter og forfatter, og i takt med at plottet skrider frem, bliver der dannet en underliggende historie om historiernes natur; Emily lærer at skrive og at reflektere over at skrive. Dygtige og formanende skolelærere giver hende råd efter råd om realisme og fantasi, om overforbrug af pompøse fraser og hjerteløs reduktion af nytteløse sætninger. Men Emily mister aldrig sit drømmeblik; hun holder fast i sin måde at se verden på og sin måde at drømme på. Og en vigtig pointe ved Montgomerys Emily-serie er netop denne: at granskove er ligeså virkelige som svinestier, og at realisme ikke nødvendigvis betyder et farvel til skønhed. Det er ligeså reelt at fokusere på noget smukt som på noget grimt.

Det er muligvis det vigtigste, jeg nogensinde har lært af en børnebog. Eller nogen bog overhovedet. 

Og det er dét, der sætter sig fast i mig, slår mig ud og efterlader mig åndeløs efter endnu en genlæsning. Montgomery formidler gennem Emily et verdenssyn, som jeg helt og holdent tror på, fordi jeg er nødt til at tro på det, før min verden fungerer. "Emily of New Moon" er en fortælling, ikke om optimisme, men om perspektiv, og Montgomery forsvarer retten til at vælge sit eget perspektiv. Til at lade verden beholde sin fortryllelse, og til at blive ved med at lede efter smukke ting. Det er ord, der er værd at huske på. Det er ord, der er værd at leve efter. Det er de ord, jeg lever efter, og jeg fandt dem her; i en børnebog lånt på børnebiblioteket.