"Hollow City" af Ransom Riggs, fra forlaget Quirk Books, udgivet i 2014. 2/5 stjerner.
"Hollow City" er fortsættelsen på "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children", og dermed anden bog i en planlagt trilogi, der kendetegnes ved blandingen af falmede fotografier og fantasy-inspirede ord.
Efter at have forladt deres hjem og flygtet med nød og næppe må børnene med de særlige evner, begive sig afsted til London, hvor de regner med at møde flere af deres egen slags. Jacob rejser afsted sammen med børnene, og befinder sig derfor i en sælsom tidslomme i år 1940, hvor krigen truer, og uroen er enorm.
"Hollow City" er fortsættelsen på "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children", og dermed anden bog i en planlagt trilogi, der kendetegnes ved blandingen af falmede fotografier og fantasy-inspirede ord.
Efter at have forladt deres hjem og flygtet med nød og næppe må børnene med de særlige evner, begive sig afsted til London, hvor de regner med at møde flere af deres egen slags. Jacob rejser afsted sammen med børnene, og befinder sig derfor i en sælsom tidslomme i år 1940, hvor krigen truer, og uroen er enorm.
“Strange, I thought, how you can be living your dreams and your nightmares at the very same time.”
Det er så let at blive forledt at et pænt cover, et lovende plot, et anderledes koncept. Det er så let at blive revet med af hype, af gentagende forsikringer om kvalitet og af en forfatters interessante Instagram-profil med mærkværdige billeder, der oser af stemning og af liv. Det kan ske for os alle, og det er også sket for mig. Jeg har købt en bog, jeg burde have lånt, og jeg har læst en bog, jeg burde have skimmet. Det har været spild af min tid, spild af pladsen i min bogreol og spild af mine penge.
I virkeligheden har "Hollow City" arvet alle dens forgængers fejl. Da jeg læste "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children" sidste år, var jeg frustreret over den mærkværdige mangel på sammenhæng mellem billeder og ord. De indsatte billeder gjorde intet for at fremme historiens forløb, men stak blot ud som akavede fremmedlegemer, umage forsøg på at forstærke en bog med et smuldrende plot. Akkurat det samme problem – og mange flere – gør sig gældende i "Hollow City". Billederne understøtter ikke historien, i stedet virker de blot som en forfatters trick til at få sin ordinære historie til at fremstå ekstraordinær.
Fotografierne dukker op i teksterne, hver gang Jacob møder en ny peculiar, et nyt menneske med magiske evner, eller blot når Jacob dovent samler en billedstak op fra et støvet gulv eller et aflåst skrin. "Jeg fandt en stak billeder, her er de," siger han, og billederne toner frem. Det er hverken kunstfærdigt præsenteret eller ordentligt integreret i den egentlige historie.
Men alt dette vidste jeg egentligt godt. Det kunne jeg sige mig selv ud fra den første bogs katastrofale sammenfletning mellem ord og billeder. Denne gang irriterede det mig blot endnu mere.
Det er så let at blive forledt at et pænt cover, et lovende plot, et anderledes koncept. Det er så let at blive revet med af hype, af gentagende forsikringer om kvalitet og af en forfatters interessante Instagram-profil med mærkværdige billeder, der oser af stemning og af liv. Det kan ske for os alle, og det er også sket for mig. Jeg har købt en bog, jeg burde have lånt, og jeg har læst en bog, jeg burde have skimmet. Det har været spild af min tid, spild af pladsen i min bogreol og spild af mine penge.
I virkeligheden har "Hollow City" arvet alle dens forgængers fejl. Da jeg læste "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children" sidste år, var jeg frustreret over den mærkværdige mangel på sammenhæng mellem billeder og ord. De indsatte billeder gjorde intet for at fremme historiens forløb, men stak blot ud som akavede fremmedlegemer, umage forsøg på at forstærke en bog med et smuldrende plot. Akkurat det samme problem – og mange flere – gør sig gældende i "Hollow City". Billederne understøtter ikke historien, i stedet virker de blot som en forfatters trick til at få sin ordinære historie til at fremstå ekstraordinær.
Fotografierne dukker op i teksterne, hver gang Jacob møder en ny peculiar, et nyt menneske med magiske evner, eller blot når Jacob dovent samler en billedstak op fra et støvet gulv eller et aflåst skrin. "Jeg fandt en stak billeder, her er de," siger han, og billederne toner frem. Det er hverken kunstfærdigt præsenteret eller ordentligt integreret i den egentlige historie.
Men alt dette vidste jeg egentligt godt. Det kunne jeg sige mig selv ud fra den første bogs katastrofale sammenfletning mellem ord og billeder. Denne gang irriterede det mig blot endnu mere.
“There was romance in the unknown, but once a place had been discovered and cataloged and mapped, it was diminished, just another dusty fact in a book, sapped of mystery. So maybe it was better to leave a few spots on the map blank. To let the world keep a little of its magic, rather than forcing it to divulge every last secret. Maybe it was better, now and then, to wonder.”
Men selv hvis jeg kunne tilgive Riggs den skuffende billedbrug, er jeg ude af stand til at tilgive ham hans manglende plot, papirstynde karakterer og talrige gentagelser. Det store eventyr, den vilde jagt og den altomvendende rejse, bagsiden af "Hollow City" lover finder nemlig aldrig sted. Af en eventyrsbog at være er der påfaldende få eventyr til stede.
Ganske rigtigt nok består plottet af en sejltur, efterfulgt en gåtur og til sidst en tidsrejse for at hjælpe skoleforstanderen Miss Peregrine, der ved en fejl har mistet sine magiske evner og er blevet fastlåst i sin fugleform. Men rejsen har næsten intet formål, og børnene går i ring. De møder de onde widgets, der forsøger at dræbe dem, men de undslipper altid i sidste øjeblik. De møder talrige af, de ellers tilsyneladende så sjældne, peculiars (børn ligesom dem selv med magiske evner), og de er bange, utrygge og næsten hjælpeløse. Sådan går plottet i selvopslidende repeat, fra rejse til flugt fra widgets til møder med peculiars og forfra igen, lige indtil en forløsning begynder, og bogen slutter. Det hele er så tydeligt fyld, en klassisk midterbog i en trilog, hvis eneste formål er at holde historien hen, indtil den endelig afsluttes i det sidste bind. Men i stedet for at vække min interesse og opbygge finalen, har denne toer testet min tålmodighed og overbevist mig om, at jeg ikke skal vente på treeren. Den er ikke værd at vente på.
Jeg interesserer mig ikke for karaktererne, der er næsten imponerende endimensionelle og knap nok karakteriserede overhovedet. Børnene har deres evner, Milliard er den usynlige dreng med en medfølgende idenitetskrise over ikke at have fast form eller ansigt, Emma er den modige med fingre, der kan lave ild og Jacob er den tøvende helten, som kan mærke når ondt nærmer sig. Karaktererne er reduceret til ét gennemgående karaktertræk og én evne; de er hverken designet til at blive holdt med eller holdt af.
Jeg læste "Hollow City", fordi jeg havde hørt, at den var langt bedre end dens forgænger. Personligt fandt jeg dog intet at beundre deri; det eneste jeg kunne lide, var de mærkværdige fotografier, som på ingen måde gjorde noget for historien selv. "Hollow City" er en smukt designet bog; lokkende og lovende, uden et gram af materiale der kan leve op til potentialet.
Men selv hvis jeg kunne tilgive Riggs den skuffende billedbrug, er jeg ude af stand til at tilgive ham hans manglende plot, papirstynde karakterer og talrige gentagelser. Det store eventyr, den vilde jagt og den altomvendende rejse, bagsiden af "Hollow City" lover finder nemlig aldrig sted. Af en eventyrsbog at være er der påfaldende få eventyr til stede.
Ganske rigtigt nok består plottet af en sejltur, efterfulgt en gåtur og til sidst en tidsrejse for at hjælpe skoleforstanderen Miss Peregrine, der ved en fejl har mistet sine magiske evner og er blevet fastlåst i sin fugleform. Men rejsen har næsten intet formål, og børnene går i ring. De møder de onde widgets, der forsøger at dræbe dem, men de undslipper altid i sidste øjeblik. De møder talrige af, de ellers tilsyneladende så sjældne, peculiars (børn ligesom dem selv med magiske evner), og de er bange, utrygge og næsten hjælpeløse. Sådan går plottet i selvopslidende repeat, fra rejse til flugt fra widgets til møder med peculiars og forfra igen, lige indtil en forløsning begynder, og bogen slutter. Det hele er så tydeligt fyld, en klassisk midterbog i en trilog, hvis eneste formål er at holde historien hen, indtil den endelig afsluttes i det sidste bind. Men i stedet for at vække min interesse og opbygge finalen, har denne toer testet min tålmodighed og overbevist mig om, at jeg ikke skal vente på treeren. Den er ikke værd at vente på.
Jeg interesserer mig ikke for karaktererne, der er næsten imponerende endimensionelle og knap nok karakteriserede overhovedet. Børnene har deres evner, Milliard er den usynlige dreng med en medfølgende idenitetskrise over ikke at have fast form eller ansigt, Emma er den modige med fingre, der kan lave ild og Jacob er den tøvende helten, som kan mærke når ondt nærmer sig. Karaktererne er reduceret til ét gennemgående karaktertræk og én evne; de er hverken designet til at blive holdt med eller holdt af.
Jeg læste "Hollow City", fordi jeg havde hørt, at den var langt bedre end dens forgænger. Personligt fandt jeg dog intet at beundre deri; det eneste jeg kunne lide, var de mærkværdige fotografier, som på ingen måde gjorde noget for historien selv. "Hollow City" er en smukt designet bog; lokkende og lovende, uden et gram af materiale der kan leve op til potentialet.
Jeg elskede Miss Peregrins home, så håber jeg vil kunne elske forsættelsen ligeså meget :),
SvarSletellers synd at de begge to har skuffet dig så grumt, heldigvis har vi alle forskellig smag :)
Hvis du elskede Miss Peregrine, vil du helt sikkert også kunne lide denne. Den fortsætter meget i samme spor – hvilket jeg personligt havde håbet på, den ikke gjorde.
SletJeg læste den første bog og konkluderede, at det ikke rigtigt var noget for mig. Jeg har været lidt fristet til at læse 2'eren, da mange folk siger, at den bliver bedre... Men nu tror jeg da vist bare, at jeg dropper det! ;)
SvarSletDet tror jeg roligt, jeg kan råde dig til! Den første er faktisk bedre end den her anden, synes jeg..
SletDa jeg læste "Miss Peregrim" som grafisk roman, var jeg meget skuffet. Plottet er som du skriver meget tyndt, ja nærmest helt fraværende og den sagde mig absolut ingenting. Men jeg troede det skyldtes, at jeg gik glip af noget i teksten fra den rigtige roman, som tegneserien ikke kunne have med. Efter at have læst din anmeldelse, har jeg ikke store forhåbninger om, at det vil være en bedre oplevelse at læse den egentlige roman.
SvarSletÅh hvor er det en skam at også du har haft sådan en frustrerende oplevelse med den! Jeg har ikke læst den som graphic novel, men noget siger mig, at den heller ikke er bedre i det format.
SletJeg har længe gerne ville læse den første, men nu bliver jeg helt i tvivl! Selvfølgelig er smag forskellig, men dine kritik punkter giver god mening.. Måske det bliver filmen først så (:
SvarSletGud, kommer der en film? Det anede jeg ikke! Åh suk. Jeg ender sikkert også med at se den alligevel :p
SletÆv, at den skuffede sådan! Jeg har den på Kindlen, men har netop heller ikke villet bruge penge på en "rigtig" kopi inden jeg fik læst den efter den undervældende oplevelse det var at læse den første...
SvarSletHåber din næste "Halloween"-bog var bedre ;)
Jeg synes virkelig, den var frustrerende. Og irriterende. Og spild af ressourcer, penge og potentiale. Æv og æv. Jeg håber, du får en bedre oplevelse end min!
SletJeg ELSKER "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children"! Heldigvis for mig (må man sige heldigvis?), fungerede bogen helt optimalt til mit temperament, og selvom jeg godt kan se din pointe med at billederne ikke bringer historien videre, så synes jeg at de var en skøn lille detalje til fortællingen. Jeg synes virkelig det var en god bog!
SvarSletHvor er det dejligt, at du fik så meget ud af bogen! Det gjorde jeg slet ikke – og måske burde jeg allerede der have holdt mig fra 2'eren. Bwah.
Slet