"Jacob de Zoets tusind efterår" af David Mitchell

"Jacob de Zoets tusind efterår" (org. titel "The Thousand Autumns of Jacob de Zoet") af David Mitchell, fra forlaget People's Press, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2010). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra People's Press. 3/5 stjerner.

Den hollandske Jacob de Zoet er en ung mand, da han i 1799 ankommer til Nagasaki havn. Han er rejst afsted af samme grund som så mange andre unge mænd i hans tidsalder; han vil tjene en formue, så han kan gifte sig med pigen, som venter trofast på ham derhjemme.
Men tingene går ikke, som Jacob havde håbet. I den myldrende havn møder han Orito Aibagawa, der arbejder som jordemoder. Han forelsker sig gradvist i hende, og da hun en nat bliver solgt til en hemmelig sekt som betaling for sin afdøde fars gæld, vendes hele hans verden med ét på hovedet. Det kræver al hans viljestyrke at kæmpe sig igennem det korrupte samfund for at få hende tilbage, inden hendes navn og hendes liv er fortid.

“Der findes kun ét mesterværk i verden, tænker han, og det er verden selv.”

Jeg blev ved med at vente. Selv da historien havde fastlagt sin kurs, selv da der var intet at vente på, ventede jeg. Jeg ventede på noget overnaturligt og mærkeligt, noget ekstravagant og ulogisk. Men det kom aldrig. David Mitchells historiske roman er overraskende historisk. Den følger en lige plotlinje, en ret kurs hele vejen igennem og er på mange måder frarøvet Mitchells sædvanlige kendetegn. "Jacob de Zoets tusind efterår" er kendt for at være Mitchells mest narrativt simple roman – og det er jeg enig i.
Men hvad romanen mangler i overraskelser og labyrintsving, gør den op for i stemning. Mitchell maler et usædvanligt farverigt billede af en fjern kultur og en fjern tidsperiode. Hans Japan kommer til live på hans sider i en sanseeksplosion af gebrokne accenter, maddampe, klippeudsigter og kaotiske bølgeskvulp. Mitchells Japan er atmosfærisk, dragende og levende. I løbet af en enkelt side transporteres man til Orienten, og når bogen lukkes er man slet ikke klar til at forlade det igen.
Stemningen er dominerende i denne egentligt ret klassiske fortælling om umulig kærlighed, kidnapning og korruption. Karaktererne er arketyper, hovedpersonen Jacob de Zoet er gennemført god og principfast, hans kærlighedsobjekt Orito Aibagawa er en modig kvinde, der tages til fange, og den bagvedliggende skurk og dukkefører er entydigt ond og handler med afskyelige motiver. Tingene er skåret ud i pap for karaktererne, og den scene de bevæger sig rundt på er mere interessant end bevægelserne selv.

“Man får magt over de troende ved at plante troen.”

Bogen spænder fra 1799 til 1817, fra Jacob de Zoets håbefulde afrejse til Oritos slaveri og kærlighedsforholdets endelige konklusion. Hvor den første del af bogen hovedsageligt følger hvert enkelt skridt, Jacob de Zoets tager, beskæftiger midten af bogen sig næsten udelukkende med Oritos umenneskelige hverdag i den hemmelige sekt, hun er blevet solgt til. Mitchell leder sin historie så meget på afveje, favoriserer Orito plotlinje så højt over Jacob de Zoets, at hovedpersonen bliver væk fra sin egen historie. Kun når Jacob de Zoets navn næsten er glemt, når han befinder sig langt bag i læserens bevidsthed, introduceres han igen, plotlinjerne flettes sammen, og historien bliver hel. Men for mit vedkommende var skaden allerede sket; jeg var allerede blevet ligeglad med Jacob de Zoet, inden han dukkede op igen. Historien havde knækket for mig, og jeg kunne langt bedre lide dens midte end dens afslutning og begyndelse.
Måske er det fordi, det er Mitchell, og fordi hans skrivestil er så dekadent, storslået, umulig og usandsynlig, at jeg ikke kunne lade være med at vente. Vente på et eller andet stort. Noget der kunne ændre det hele, udvide perspektivet eller tilføje mening. Noget der aldrig kom. Efter endt læsning kunne jeg konstatere, at jeg havde læst en smuk bog med smukke stemningsbilleder, men jeg kunne ikke gennemskue, hvad det hele betød – og om det overhovedet betød noget. "Var det dét?" spurgte jeg mig selv. Er pointen med Mitchells historie denne gang i virkeligheden blot at fortælle en historie? En spændende historie, bevares, men ikke desto mindre en typisk historie med typiske karakterer?

Det tror jeg faktisk, at det er. Og jeg tror også, at det er derfor, jeg stadig venter. Fordi det er Mitchell, og fordi der burde være mere.