"En plus en" af Jojo Moyes

"En plus en" (org. titel "The One Plus One") af Jojo Moyes, fra forlaget Cicero, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2014). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Cicero. 3/5 stjerner.

Jess Thomas kæmper en hård kamp mod hverdagen og økonomien. Som alenemor må hun jonglere to jobs og to børn, altimens hun forsøger at være den bedste mor, som hun kan være og overøse sin datter og sin stedsøn med alt den kærlighed, de behøver.
Da Jess' datter Tanzie bliver tilbudt en plads på en dyr privatskole som følge af sine matematiske evner, er det med tårer i øjnene, at Jess må indse, at hun ikke har råd. Men pludselig dukker en mulighed op – en matematikkonkurrence med en høj pengepris som gevinst. Det eneste problem er blot, at konkurrencen afholdes langt væk, og Jess har hverken bil eller rejsepenge til formålet.
Løsningen på problemet bliver Ed Nicholls, en tiltrækkende forretningsmand der sidder fast i ubehageligheder på jobbet og i privatlivet. Han vil gerne væk, tage en pause og glemme verdenen omkring ham, men han aner tilsyneladende ikke helt, hvad han siger ja til, da han tilbyder et lift til den larmende, kaotiske og livlige Thomas-familie.

“Der var engang en mand, der hed Ed. Han mødte en pige, som var det mest optimistiske menneske, han nogensinde havde kendt.”

Jojo Moyes. Det er mit faste svar på et tilbagevendende spørgsmål. Uanset hvem der beder om en anbefaling af en bog om kærlighed eller en chick-lit roman, så er mit svar Jojo Moyes. Hendes navn er for mig blevet synonymt med smukke kærlighedsfortællinger og en form for videreudviklet chick-lit. Hendes bøger formår på én gang at være fjerlette, hurtigt læste og samtidig hjerteknugende relevante, tårefremkaldende og fyldt med stof til eftertanke. Jeg erindrer så tydeligt den vinterdag sidste år, hvor jeg læste "Me Before You" under dynen. Bogen knuste mit hjerte.

Der er substans i Moyes' bøger. Der er levende karakterer. Der er moralske spørgsmål, og der er smukke, livsbekræftende øjeblikke. Moyes har ikke blot pustet nyt liv i chick-lit genren; hun har forandret den.

"En plus en" er en roadtrip roman. Det er en lettere forudsigelig fortælling om en kvinde og mand, der starter på helt skæv fod, og derefter bliver tvunget til at lære hinanden bedre at kende. Det er en fortælling om at lade alt for meget afhænge af en snæver mulighed, og det er en fortælling om, hvad økonomisk og følelsesmæssig desperation kan føre til. Men mest af alt er det en fortælling om kærlighed – kærligheden mellem en mor og hendes børn, mellem søskende og mellem fremmede.

Alle ingredienser til en følelsesmæssigt rutschebanetur er til stede. Hovedpersonen Jess er øjeblikkeligt elskelig; hun er et positivt menneske, en enlig mor der kæmper med økonomien og dog stadigvæk har besluttet sig for at forsørge endnu et barn. Hun er typen, der af princip nægter at spise på McDonalds, fordi hun ikke vil være "dén form for enlig mor". Hun øser ud af kærlighed til sine to børn, der begge kæmper med mobning og følelsen af at være blevet efterladt. Og så formår hun i øvrigt at se det bedste i en mand, der har talt ned til hende.

Men faktum er, at jeg ikke blev rørt. Ikke rigtigt. Jeg blev hverken overrasket eller overvældet, lykkelig eller trist. Plottet var gennemgående lidt for bekvemmeligt til, at jeg kunne lade mig røre. Det hele var bygget op efter en velfungerende men også ufatteligt velkendt skabelon – en skabelon Moyes ellers har imponeret mig ved at bryde med i sine andre bøger. Hele idéen om modsætninger der mødes og kastes sammen ved tilfældige omstændigheder er slidt. Ligeså er fortællingen om en roadtrip, der ender som en dannelsesrejse.

“Hun vidste nemlig, at der sker noget med en, hvis ens mor aldrig omfavner en, aldrig fortæller en, at man er den dejligste i hele verden, og overhovedet ikke lægger mærke til, om man er hjemme eller ej: Man lukker ned for en lille del af sig selv. Man har ikke brug for hende. Man har ikke brug for nogen. Og uden selv at være klar over det, så venter man. Man venter på, at andre kommer tæt nok på til at se noget ved en, de ikke bryder sig om, noget, de ikke havde set fra begyndelsen, og så vil de også blive kolde og forsvinde, ligesom morgendisen. For der må da være noget helt galt med en, hvis ikke engang ens egen mor rigtig elsker en, ikke?”

Det er citater som ovenstående, der illustrerer Moyes' dybde. Behandlingen af moderskabsfølelse og familiesammenhold er det bærende tema i "En plus en" og ikke, som man skulle tro, romantikken. Det er Jess' betingelsesløse kærlighed til sine børn, der er den smukkeste kærlighed i bogen. Og det er i beskrivelsen af de forhold, Moyes brillerer.

Til gengæld er det romantiske forhold i bogen præget af klichéer. Af usandsynlighed. Af en halvhjertet sympati, der ikke rigtig fik mig til at heppe, håbe eller sukke. Måske er det fordi, Ed er en svag karakter, der egentligt blot flyder rundt i romanens overflade. Måske er det på grund af omstændighederne eller den forudsigelige situation. Eller måske er det fordi, jeg er træt af millionæren, der møder den fattige kvinde og transformerer hendes liv. Sandheden er blot, at jeg var ligeglad med den spirende romantik – jeg ville langt hellere læse om de familiemæssige bånd.

Men også i den lille familie der kommer igennem så meget, er der klichéer at spore. Af en eller anden grund irriterede det mig grusomt, da Jess' stedsøn Nicky i løbet af en enkelt nat fik enorm succes med sin blog – på trods af, at han kun har skrevet to indlæg, ikke har promoveret den eller så meget som logget ind i to måneder. Det er et usandsynligt plotgreb, et nødvendigt led i en kæderække af begivenheder, der leder romanen mod dens slutning. Det er for tydeligt. For let.

"En plus en" er ikke en dårlig bog; alt hvad Moyes rører får et særpræg, en særligt genkendelig stemning. Hendes karakterer er så levende, og selv Thomas-familiens hund bliver til en helstøbt personlighed i løbet af ganske få sider. Den inddragede diskussion om moderskab, om mobning og om at føle sig alene i verden er ligeså smuk, som den er vigtig, og tilføjer en smule dybde til en roman der er gennemgående forudsigelig. 

"En plus en" er en fin bog, et solidt stykke chick-lit og en underholdende fortælling. Den er bare ikke, slet ikke, blandt Moyes' bedste.