"Give Me Your Heart" af Joyce Carol Oates

"Give Me Your Heart" af Joyce Carol Oates, fra forlaget Corvus Books, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2010). 4/5 stjerner.

Giv mig dit hjerte. En simpel bøn i et høfligt brev sendt til en tidligere elsker, begynder Joyce Carol Oates' novellesamling. I en tiltagende besættelse, en feberhed bøn, en umulig hævn, bevæger den kvindelige skribent sig fra høflighed til vanvid, da hun skriver til sin tidligere elsker og beder om hans hjerte, fordi hendes eget fejler. Novellen begynder fjerlet og ender i et fortærende mørke. Bitter jalousi indrammer ordene, og den fine linje mellem bøn og trussel, kærlighed og had sløres mere og mere, efterhånden som den kvindelige afsender giver sig tydeligere og tydeligere til kende.
"Give Me Your Heart" er den første novelle i denne novellesamling og også den, der giver titlen til bogen. Stemningen fra den første novelle er toneangivende, og hele novellesamlingen er bundet sammen af hjertet og de upålidelige følelser, der er tilegnet det bankende organ. Kærlighed er temaet, der samler disse noveller – men også det, der river dem fra hinanden. 

“You're frightened. Your heart, that guilty organ, has begun to pound. At a second-floor window of your house on Richmond street (expensively restored Victorian, pale gray shingles with dark blue trim, "quaint," "dignified," among others of its type in the exclusive old residential neighborhood east of the Theological Seminary), you stare out anxiously at – what? Not me, obviously. I'm not there. At any rate, I'm not in sight.”

Jeg læste "Give Me Your Heart" i et bumlende tog, mens landskabet omkring mig hele tiden ændrede sig. Jeg læste en historiebid af gangen, en lille rystende episode delt op over flere dage, små jordskælv i små portioner. Det var meningen, at jeg skulle se Joyce Carol Oates, da hun var på Louisiana, og "Give Me Your Heart" blev valgt som min introduktion til hendes forfatterskab af ingen anden grund, end at den befandt sig, hvor jeg var; i et lille hjørne af et stort indkøbscenter i Spanien. Jeg endte dog med aldrig at få hende set, tiden fløj forbi mig, og jeg kom ikke på Louisiana den dag, da hun var der. Til gengæld fik jeg læst en novellesamling så voldeligt chokerende og elegant sammenvævet, at jeg endnu får kuldegys ved tanken. Jeg anede det ikke, da jeg købte den – men "Give Me Your Heart" var den perfekte introduktion til Oates' forfatterskab. Det er en af de bedste novellesamlinger, jeg nogensinde har læst.
Hver af de ti noveller i samlingen er små mesterværker, små fortællerlege og mindeværdige edderkoppespind. De er bizarre, endda makabre, og de ender alle med et uforudsigeligt plottwist, der efterlader læseren med et hamrende hjerte og opspilede øjne. Oates demonstrerer så tydeligt den brutale og rå grimhed, der kan gemme sig i et menneskehjerte; den lethed hvormed det hele kan vende i løbet af et enkelt sekund, situationer kan løbe løbsk, og følelser kan fortære. Og noget så basalt ømt som sætningen "Give me your heart" omdannes til en grufuld romantik.
Hjertet er et upålideligt organ tillagt endnu mere upålidelige følelser, og eftersom alle Oates' karakterer handler efter hjertets impuls, er de også upålidelige. Det er svært at vide, hvad man skal tænke eller tro; novellerne fremsætter mysterier, der aldrig bliver løst, og som i deres tvetydighed næsten bliver til decideret gys. Fra titelnovellens tiltagende terror til den ildevarslende atmosfære i novellen "Strip Poker", hvor en ung pige forledes til at deltage i et spil, hun ikke helt forstår, er novellerne fyldt med grusomheder så hverdagslige, at det næsten ikke er til at bære. 

“Very possibly this was a dream of such anguish he could scarcely bear it, and yet Jess knew it could not be a dream, for you can determine a dream by its texture. Dreams are soft-edged as watercolors, while waking life is hard-edged as a photograph.”

Oates skraber atmosfærer, der er kvælende klaustrofobiske, levende og psykologisk realistiske. Alle hendes scenarier befinder sig på en vippekant mellem forestillingen og virkeligheden, og novellerne efterlader en med forvirring og frygt – konklusionen skal foretages i læserens hoved, og uvisheden er pinefuld. Denne uvished opleves så tydeligt i novellen "Split/Brain" hvor en ung kvinde sidder i en bil og venter på at træde ind i sit hjem. Hun ved, at hendes nevø er der, og hun er bange for at møde ham. Hun sidder derfor i bilen og opbygger scenarier; det ene grusomt, det andet simpelt. Novellen slutter med, at hun rejser sig og træder ind af døren. Men hvad vil hun finde? Hvilket scenarie vil blive det sande? 
Oates' karakterer lider af besættelser. Kærligheden har gnavet i deres hjerner, fordøjet deres fornuft og blændet deres synscenter. I "The First Husband" bliver en mand besat af sin kones første ægteskab og bruger al sin tid på at opspore hendes første ægtemand, i "Smother" fortælles to historier om den samme opvækst med en fiksering på en særlig barndomshændelse som enten er oplevet eller indlevet, og i "Bleed" forvandles en god gerning til en faretruende trussel, blod på hænderne og arrest. Alting tog en drejning, som jeg aldrig havde forudset. Et hamrende hjerte er et ildevarslende tegn.
Det er længe siden, at jeg har læst noget så kraftigt, så åbenlyst voldeligt og grafisk, som disse noveller. Men selvom mange af Oates' karakterer får blod på hænderne og pletter på samvittigheden, så er det skræmmende ved volden ikke fysisk, men psykologisk. Der er noget ufatteligt skræmmende, ufatteligt tankevækkende, ufatteligt mørkt ved den måde, hvorpå Oates hiver fat i menneskets skyggesider og skriver om, hvad man egentligt er i stand til, hvis man overlades til hjertets passioner. Det er dyrisk. Det er fælt. Og det er så velskrevet og så fantastisk skarpt observeret, at jeg stadig er målløs.