Gode gerninger og et glædeligt gensyn

Da jeg for fire-fem år siden begyndte at gå på jagt i antikvariater, genbrugsbutikker og glemte bogstakke var der to forfattere, jeg altid kiggede efter. Den ene var Herta J. Enevoldsen, hvis bøger jeg havde nydt som barn, og den anden var L. M. Montgomery hvis Emily-serie jeg havde læst og genlæst i det uendelige. Desværre fandt jeg aldrig nogle af de bøger, jeg søgte; hvis jeg endelig stødte på L. M. Montgomerys navn, var det altid i forbindelse med hendes Anne-serie i stedet. Emily-serien var forsvundet uden ord eller varsel, udgået fra forlaget og gemt væk på biblioteket.

Jeg havde desperat brug for min barndomsveninde Emily i min bogsamling, så det endte med, at jeg bestilte trilogien hjem i en engelsk udgave, i absolut miniformat og paperback. Der fandtes nemlig slet ikke andre muligheder på daværende tidspunkt – end ikke på Amazon. Bogen var svær at opstøve. Og det har naget mig lige siden.

For et par måneder siden stødte jeg atter på min barndomsfavorit – denne gang i en mere dekorativ, yndig og sart engelsk udgave. Den har lige siden prydet mine reoler, og jeg betragter den med glæde, men i mine øjne har den alligevel ikke været helt rigtig. For det var ikke den, jeg voksede op med.

Det er pudsigt, hvordan jeg i så ekstrem grad forbinder den sene aftenlæsning under dynen på mit barndomsværelse med den grå bog med den sorthårede pige på forsiden. Det er tankevækkende hvordan min Emily, og måden jeg forestiller mig hende på er modelleret på den Emily, der prydede forsiden på den gamle biblioteksbog. Måske er det fordi, jeg har læst netop den bog med netop den forside så uendeligt mange gange. Måske er det fordi, det er der, hvor det hele startede. Faktum er bare, at jeg ikke omtaler bogen som "Emily of New Moon", men derimod som "Emily på Månegården". Det er dét, der føles mest rigtigt, for det er det, jeg har gjort hele min barndom.

Jeg havde egentligt opgivet at blive genforenet med den rigtige Emily-bog. Efter flere års søgen virkede det helt umuligt – lige indtil jeg for et par uger siden fik verdens sødeste, mest hjertevarmende mail fra Signe Liv. Det viste sig nemlig, at hun havde et ekstra eksemplar af den barndomssøde fortælling og gerne ville forære mig den. Bare sådan. Uden at vide hvor meget det betød, eller hvor længe jeg havde ledt, sendte hun mig en mail og gjorde mig så jublende lykkelig. 

Jeg er atter blevet genforenet med min barndomsheltinde og den helt rigtige bog med den helt rigtige forside, der bringer så mange minder frem. Da jeg så bogen igen, kunne jeg ikke lade være med at smile – for det var som at blive genforenet med en gammel barndomsven. Og for det kan jeg slet ikke takke Signe Liv nok.

Kender I det der med, at nogle barndomsbøger bare er nødvendige at eje i præcis den udgave, man læste dem i? At det føles langt mere rigtigt? I så fald – hvilke bøger har I det sådan med?