Tema-tirsdag #69: At adskille kunsten fra kunstneren

Jeg plejede at forgude J. K. Rowling. Jeg plejede at holde vejret, når jeg så hende på TV og vente spændt på, hvad hun ville have at sige. Jeg plejede at liste hende sammen med mine idoler og forbilleder, og jeg plejede at tænke, at der ikke var dén ting i verden, som hun ikke kunne klare. Hun var næsten en slags superhelt for mig.

Men med tiden er min kærlighed til hende blevet sur, og jeg er efterladt med en bitter smag i munden. Jeg bryder mig ikke om den måde, hvorpå hun så krampagtigt holder fast i sine bøger, ved at diktere hvordan hendes læsere skal forestille sig Harry Potter-karakterernes liv efter bogens slutning. Jeg bryder ikke om den måde, hvorpå hun forsøger at kravle ind i sine læseres hoved og hviske, hvad de skal tænke om hvad. Bogen er slut, punktummet er sat – og når historien udelukkende fortsætter i en læsers indre, tilhører den læseren selv.

Jeg bryder mig heller ikke om, at Rowling da Harry Potter-bøgerne sluttede tog et stort skridt tilbage og svor, at det var for evigt slut, for derefter at annoncere spin-off film (delt i tre dele, naturligvis) og skrive efterfølgende brudstykker om karakterernes liv. Jeg bryder mig ikke om, at Rowling besluttede sig for at skrive krimier under mandligt pseudonym, når netop de kvindelige forfatter i dén genre har store udfordringer udgivelsesmæssigt.

Måske er jeg for hård. Måske er mine holdninger ukorrekte. Måske blæser jeg endda noget småt op til noget stort. Men i mine øjne er Rowling ikke den strålende juvel, hun engang var. Jeg er ikke entydigt begejstret længere – og det har smittet af på hendes bøger. Jeg har længe tænkt, at jeg gerne ville genlæse Harry Potter-bøgerne, men jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg bliver ved med at udsætte det og ved med at vente. For jeg er bange og nervøs for, at magien vil udeblive. At fordi Rowling ikke længere stråler klart som min forfattermæssige ledestjerne, vil hendes bøger heller ikke gøre det.

Jeg ynder ofte at bilde mig selv ind, at forfatterpersonligheder og bøger er to vidt forskellige ting. Jeg praler af, at jeg vælger bøger med lukkede øjne overfor forfatteren bag. Ofte har jeg aldrig researchet på en forfatter, men derimod udelukkende på en bog. Hvis ikke forfatternavnet direkte afslører, om der er tale om en mand eller en kvinde, er jeg ofte heller ikke selv klar over det. Jeg aner intet om nationalitet eller kultur, alder eller religion. Jeg sætter mig blot ned og læser bogen, for hvad den er. Jeg lader bogen stå alene.

Men bøger står ikke alene, gør de? Er der ikke altid en forfatter bag, og er ligegyldighed overfor denne person virkelig en dyd? Kræver forfattere som James Frey, der har studerende ansat under dårlige vilkår for at skrive bøger for ham, ikke at man som læser tager stilling, inden man køber bogen? Kræver forfattere som den nyligt skandalerede Kathleen Hale, der har opsøgt en bogblogger og dermed krænket hendes privatliv, ikke en ekstra omtanke inden man støtter hende ved at købe en bog? Er man ikke nødt til at tage John Grishams nylige udtalelser om børneporno med, før man erklærer ham som værende sin nye yndlingsforfatter? Det tror jeg efterhånden, at jeg er. Alt ignorere det eller påstå at det slet ingen indflydelse eller betydning har for bogen selv er, for mit vedkommende, en løgn.
På en måde ville jeg ønske, at jeg var rationel nok til at adskille kunsten fra kunstneren. Til at separere forfatteren og værket. Til at anerkende det arbejde, der ligger i bogen, og glemme personen der har udført det. Men det er jeg bare ikke. Jeg vil aldrig kunne læse, og nyde, en bog af Kathleen Hale uden at tænke på hendes stalker-glorificerende artikel. Og jeg vil ærligt indrømme, at en del af stråleglansen er gået af Harry Potter, fordi jeg ikke længere idoliserer Rowling. Tingene har ændret sig. Jeg har ændret mig.
For selvom det er fint nok, at læse bøger med lukkede øjne for personen bag, og selvom jeg afgjort ikke er tilhænger af biografiske læsninger og fortolkninger, så er der nogle forfattere, der alligevel skiller sig ud. Der er viden, som man ikke kan undgå at blive informeret om og tage stilling til. Og det påvirker min læsning, mine bogbetragtninger og min tankegang – måske mere end jeg vil indrømme. 

Kan I adskille kunsten fra kunstneren? Kan I sagtens læse en bog af en forfatter, som I er skuffede over, irriteret på eller måske ligefrem forargede over? Kan I altid lade bogen stå alene – eller kommer I også sommetider til at inddrage personen/forfatteren bag i jeres læsning?