"The Haunting of Hill House" af Shirley Jackson, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1959). 3/5 stjerner.
Hill House er et firs år gammelt hus, der står tilbage, forladt og glemt i udkanten af en lille landsby. Ingen tør nærme sig det, og slet ingen tør bebo det. Huset er omgivet af en ondskabsfuld atmosfære, og har lagt scene til både selvmord og voldelige dødsulykker.
Dr. John Montague er en forsker i det overnaturlige, og han drages mod det efter sigende hjemsøgte hus. Som en del af et socialt og videnskabeligt eksperiment, udsender han invitationer til folk, der har oplevet noget overnaturligt i deres liv, og beder dem om at overnatte i huset sammen med ham. Kun to personer svarer på deres invitation; den skrøbelige og uerfarne Eleanor og den frygtløse Theodora. De bliver gjort selskab af husets arving, den unge Luke, som deltager i eksperimentet som en slags repræsentant for huset.
I Hill House begynder mærkelige ting at finde sted. Døre klapper og låser, natten er fyldt med underlige lyde, og atmosfæren er tung. Husets nye beboere vandrer rundt som i en tåget alkoholdøs og aner ikke, hvad de skal stille op med sig selv. Efterhånden bliver det sværere og sværere at skelne virkelighed fra overfølsomhed, frygt fra panik og spøgelser fra indbildskhed.
Hill House er et firs år gammelt hus, der står tilbage, forladt og glemt i udkanten af en lille landsby. Ingen tør nærme sig det, og slet ingen tør bebo det. Huset er omgivet af en ondskabsfuld atmosfære, og har lagt scene til både selvmord og voldelige dødsulykker.
Dr. John Montague er en forsker i det overnaturlige, og han drages mod det efter sigende hjemsøgte hus. Som en del af et socialt og videnskabeligt eksperiment, udsender han invitationer til folk, der har oplevet noget overnaturligt i deres liv, og beder dem om at overnatte i huset sammen med ham. Kun to personer svarer på deres invitation; den skrøbelige og uerfarne Eleanor og den frygtløse Theodora. De bliver gjort selskab af husets arving, den unge Luke, som deltager i eksperimentet som en slags repræsentant for huset.
I Hill House begynder mærkelige ting at finde sted. Døre klapper og låser, natten er fyldt med underlige lyde, og atmosfæren er tung. Husets nye beboere vandrer rundt som i en tåget alkoholdøs og aner ikke, hvad de skal stille op med sig selv. Efterhånden bliver det sværere og sværere at skelne virkelighed fra overfølsomhed, frygt fra panik og spøgelser fra indbildskhed.
“Am I walking toward something I should be running away from?”
Plottet lyder næsten banalt, gør det ikke? Et hjemsøgt hus, en videnskabsmand interesseret i overnaturlige fænomener og uhåndgribelige begreber, tre unge mennesker sammenknyttet på mærkelige måder, ubetryggende banken på døre, nattegåture afsluttet af skrig og en nagende tvivl om linjen mellem vanvid og virkelighed.
I Jacksons hænder er det dog alt andet end banalt. Det er elegant, raffineret og udsøgt. Fra bogens første deskriptive sætning til dens sidste (som i øvrigt er den samme), er romanen fyldt med sproglig finesse, tankelege og en gabende mangel på afklaring. "The Haunting of Hill House" begynder på samme måde, som den slutter; med usikkerhed, undren og en lammende stemning. Det væsentligt er ikke, hvad der skete, men tværtimod hvordan karakterne følte.
Alt hvad der sker i Jacksons roman er underforstået. Hovedpersonen er utroværdig, hun lyver overfor sine omgivelser, overfor sig selv og dermed også overfor læseren. Gennem hendes øjne sløres romanen, og Jackson forlanger en kritisk læsning. Hver enkelt hændelse skal vurderes, hver eneste bevægelse skal analyseres, og hele tiden er virkeligheden tæt sammenklistret med mistro. Da Eleanor og Theodora går en tur i nattens mørke, begynder Theodora pludselig at skrige til Eleanor at de skal løbe; de løber, panikken stiger og dog afsløres det aldrig, præcis hvad de løber fra. Teksten bliver hjemsøgt af alt det, der aldrig bliver sagt.
Plottet lyder næsten banalt, gør det ikke? Et hjemsøgt hus, en videnskabsmand interesseret i overnaturlige fænomener og uhåndgribelige begreber, tre unge mennesker sammenknyttet på mærkelige måder, ubetryggende banken på døre, nattegåture afsluttet af skrig og en nagende tvivl om linjen mellem vanvid og virkelighed.
I Jacksons hænder er det dog alt andet end banalt. Det er elegant, raffineret og udsøgt. Fra bogens første deskriptive sætning til dens sidste (som i øvrigt er den samme), er romanen fyldt med sproglig finesse, tankelege og en gabende mangel på afklaring. "The Haunting of Hill House" begynder på samme måde, som den slutter; med usikkerhed, undren og en lammende stemning. Det væsentligt er ikke, hvad der skete, men tværtimod hvordan karakterne følte.
Alt hvad der sker i Jacksons roman er underforstået. Hovedpersonen er utroværdig, hun lyver overfor sine omgivelser, overfor sig selv og dermed også overfor læseren. Gennem hendes øjne sløres romanen, og Jackson forlanger en kritisk læsning. Hver enkelt hændelse skal vurderes, hver eneste bevægelse skal analyseres, og hele tiden er virkeligheden tæt sammenklistret med mistro. Da Eleanor og Theodora går en tur i nattens mørke, begynder Theodora pludselig at skrige til Eleanor at de skal løbe; de løber, panikken stiger og dog afsløres det aldrig, præcis hvad de løber fra. Teksten bliver hjemsøgt af alt det, der aldrig bliver sagt.
“No live organism can continue for long to exist sanely under conditions of absolute reality; even larks and katydids are supposed, by some, to dream. Hill House, not sane, stood by itself against its hills, holding darkness within; it had stood so for eighty years and might stand for eighty more. Within, walls continued upright, bricks met neatly, floors were firm, and doors were sensibly shut; silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.”
Jackson leger med sin læser. Hun byder op til dans og stopper musikken halvvejs. Hun begynder en historie, og lader det være helt og holdent op til læseren at tilføje mening til den. Slutningen i "The Haunting of Hill House" er netop så kraftfuld, fordi den næsten ikke eksisterer. Den bliver hængende i luften. Den er blevet hængende i mig.
Jeg elsker utroværdige fortællere, og jeg elsker gåder. Jeg elsker psykologisk gys, og jeg elsker underdrevet spænding. Jeg elsker tvetydighed, og jeg elsker gotiske fraser. Men alligevel elskede jeg ikke "The Haunting of Hill House" fra ende til anden. Måske skyldes det mest af alt karaktererne, der er mærkeligt barnlige og karikerede. Selvfølgelig er det meningen, at Eleanor Vance skal være barnlig og følelsesmæssigt afstumpet, når hun stort set har tilbragt hele sit liv i et indelukket værelse sammen med sin syge mor. Hendes karakter er egentligt forståelige nok, men i sin pigede ivrighed er den også ulidelig. Særligt når Jackson vælger at sammensætte den usikre Eleanor med den oversikre Theodora. Følelserne mellem dem og den homoseksuelle kontekst var næsten for storladet, for typisk og for forudsigelig i en roman der ellers leger med usandsynligheden.
Desuden må jeg stille mig uforstående overfor professoren Dr. Montague og det pludselige besøg af hans kone. Hele Mrs. Montagues tilstedeværelse virkede overflødig. Det fungerede kun som en ligegyldig kontrast og en mærkværdig afbrydelse i en ellers flydende historie. Jackson er bedst, når hun er diskret, og hendes karakterer er bedst, når de fremstilles med psykologisk dybde frem for overfladisk larm.
"The Haunting of Hill House" forstyrrede ikke min nattesøvn eller hjemsøgte mine drømme. Men bogen naglede sig alligevel fast, kravlede under min hud og blev i mine tanker. Mest af alt fordi, jeg ikke helt anede, hvad jeg skulle stille op med dens slutning. Jeg blev nødt til at konstruere min egen konklusion, fordi Jackson ikke forærede mig hendes.
Jackson leger med sin læser. Hun byder op til dans og stopper musikken halvvejs. Hun begynder en historie, og lader det være helt og holdent op til læseren at tilføje mening til den. Slutningen i "The Haunting of Hill House" er netop så kraftfuld, fordi den næsten ikke eksisterer. Den bliver hængende i luften. Den er blevet hængende i mig.
Jeg elsker utroværdige fortællere, og jeg elsker gåder. Jeg elsker psykologisk gys, og jeg elsker underdrevet spænding. Jeg elsker tvetydighed, og jeg elsker gotiske fraser. Men alligevel elskede jeg ikke "The Haunting of Hill House" fra ende til anden. Måske skyldes det mest af alt karaktererne, der er mærkeligt barnlige og karikerede. Selvfølgelig er det meningen, at Eleanor Vance skal være barnlig og følelsesmæssigt afstumpet, når hun stort set har tilbragt hele sit liv i et indelukket værelse sammen med sin syge mor. Hendes karakter er egentligt forståelige nok, men i sin pigede ivrighed er den også ulidelig. Særligt når Jackson vælger at sammensætte den usikre Eleanor med den oversikre Theodora. Følelserne mellem dem og den homoseksuelle kontekst var næsten for storladet, for typisk og for forudsigelig i en roman der ellers leger med usandsynligheden.
Desuden må jeg stille mig uforstående overfor professoren Dr. Montague og det pludselige besøg af hans kone. Hele Mrs. Montagues tilstedeværelse virkede overflødig. Det fungerede kun som en ligegyldig kontrast og en mærkværdig afbrydelse i en ellers flydende historie. Jackson er bedst, når hun er diskret, og hendes karakterer er bedst, når de fremstilles med psykologisk dybde frem for overfladisk larm.
"The Haunting of Hill House" forstyrrede ikke min nattesøvn eller hjemsøgte mine drømme. Men bogen naglede sig alligevel fast, kravlede under min hud og blev i mine tanker. Mest af alt fordi, jeg ikke helt anede, hvad jeg skulle stille op med dens slutning. Jeg blev nødt til at konstruere min egen konklusion, fordi Jackson ikke forærede mig hendes.
Jeg synes egentlig, det er meget sjovt, at du endte med at holde mere af bogen, end jeg gjorde - qua at jeg er meget til horror, troede jeg, det ville være omvendt :-)
SvarSletMit to største problemer med bogen var dels at historien virkede ret utroværdig (for eksempel at de ikke tog væk derfra, og at hustruen pludselig dukkede op), dels at personerne virkede så karikerede. Historien kom derfor til at virke distanceret og til tider arrogant, og det irriterede mig en hel del.
Jeg havde ellers en del forventninger til denne bog, men de blev desværre ikke indfriet.
Mvh.
Den lille Bogblog
Jeg kan bestemt godt lide horror – i den psykologiske, snigende, drillende form som denne jo netop er. Det er right up my alley :p
SletHustruen irriterede også netop mig. Jeg kunne slet ikke se, hvad hun skulle til for. Karaktererne var meget karikerede, men på den anden side var jeg vild med deres upålidelighed. I mine øjne var det nok ikke helt meningen, at de skulle være troværdige.
Men åh, skrivestilen! Så fantastisk!