"The Doll: Short Stories" af Daphne du Maurier

"The Doll: Short stories" af Daphne du Maurier, fra forlaget Virago, udgivet i 2011 (org. skrevet omkring år i 1928). 4/5 stjerner. 

Da jeg fandt denne sorte bog i en lys boghandel i Spanien, studsede jeg en smule. Jeg havde ikke hørt om disse noveller før. Faktisk anede jeg slet ikke, at de fandtes. Bogens titel sammensat med det berømte forfatternavn fik mig til at standse op og læse den sparsomme bagsidetekst. Der fandt jeg alle de svar, jeg ledte efter.

For novellerne i denne lille novellesamling er kun blevet opdaget for nylig. Men på trods af at være en af de nyligste opdagelser i du Mauriers forfatterskab, regnes disse noveller også for at være blandt de tidligste. Efter sigende skrev Daphne du Maurier "The Doll", da hun var blot 21 år gammel. Hun var lysår forud for sin tid, og novellesamlingen er et dirrende virvar af upålidelige fortællere, fordrejede sandheder og mørke sind; på sin vis en tydelig smagsprøve på de temaer, der kendetegner hele hendes forfatterskab.

“It was almost as if there were no such place, as if the island were a dream, a phantom creation of a sailor's brain, something rising out of the sea at midnight as a challenge to reality, then vanishing in surf and mist to be forgotten, to be half-consciously remembered years later, flickering for a bewildered second in a dusty brain as a dead thought.”

Jeg tænker ikke på Daphne du Maurier som en historiefortæller. Jeg tænker på hende som værende en slags orddesigner. Med sine sætninger lukker hun sin læser ind i hele verdener og klaustrofobisk opbyggede rum, hun forleder og lokker, og pludselig smider hun nøglen væk, og man er efterladt tilbage i et gotisk, jagende mørke. Daphne du Mauriers ord bliver hængende i luften, lang tid efter de er ophørt; som små spøgelser hjemsøger de deres læser, og gør du Mauriers snigende gys til en vedvarende følelse af ubehag.

I virkeligheden er det ufatteligt, at denne novellesamling hører til så tidligt i du Mauriers forfatterskab. Der er ikke et spor af usikkerhed, ikke én kliché eller så meget som en famlende tøven at spore. Novellerne er i stedet fuldstændigt originale, langt forud for deres tid og fyldt med en dirrende stemning. Daphne du Mauriers talent skinner ligeså klart i disse noveller som i de senere mesterværker, "Rebecca" og "My Cousin Rachel".

I novellerne udforsker du Maurier den menneskelige natur gennem et sammenvævende tema af besættelse. Upålidelige fortællere oplever dystre øjeblikke og undervejs træder deres eget mørke frem. du Mauriers karakterer forledes og forvrænges, og gennem novellerne kastes de rundt i et fluorescerende lys. Der er vendepunkter og overraskelsesmomenter, et hint af noget overnaturligt og et ventende mørke.
Når jeg tænker tilbage på den stund, jeg tilbragte med du Mauriers ord, er det naturligvis titelnovellen, der træder tydeligst frem. "The Doll" er en mærkværdig historie om et brev, der skyller op på en strand, et brev med den mest foruroligende fortælling om betagelse, besættelse og fordærv. Det er en fortælling om illusioner, og fortællingen er i sig selv en illusion. Jeg læste den med store øjne, undren og et chokeret gisp.
For Daphne du Maurier er chokerende. I "The Doll" fortæller hun en forudsigelig fortælling om en mand, der forelsker sig i en distanceret kvinde, en forelskelse der udvikler sig til en besættelse, og historien kolliderer med en afsløring, jeg aldrig selv havde forudset. Alt det man troede, man havde regnet ud, bliver vendt hovedet med ét afslørende, tankevækkende og voldeligt symbolsk stemningsbillede. 

“Then all at once she turned to me, her face pale, her eyes strangely alight. She said, “Is it possible to love someone so much, that it gives one a pleasure to hurt them? To hurt them by jealousy, I mean, and to hurt myself at the same time. Pleasure and pain, an equal mingling of pleasure and pain, just as an experiment, a rare sensation?”

Bogens sidste novelle sidder også endnu fast i mig. I "The Limpet" leger Daphne du Maurier med ironi, humor, selvmodsigelser og narcissisme. Novellen tager form som en lang monolog, hvor en kvinde begræder sin egen skæbne. Denne kvinde undres og jamrer, fordi hun ikke forstår, hvorfor tingene altid er gået galt for hende, når hun altid har villet sine omgivelser det bedste. Men gennem al hendes retfærdiggørelse og snak afslører hun gradvist sit sande jeg; hendes egoisme og ondskabsfuldhed svæver op til overfladen, og indeholder så tydeligt svaret på det, som kvinden har undret sig over; nemlig hvorfor det gik galt. Kvinden forsøger så desperat at bevise, at hun fortjente bedre, end hvad hun fik – men ender i stedet med at bevise sin egen skyldige rolle i de knuste liv, der omgiver hende.
Det hele er imponerende skarpt og samtidig indhyllet i du Mauriers velkendte drømmeslør. Tingene er aldrig, hvad de ser ud til at være, og hos du Maurier er intet entydigt. Alting kan vende. Alting kan ændres.
Måske er det forkert at kategorisere disse noveller som gys. De er ikke klassiske uhyggelige, men snarere skræmmende, nervepirrende og atmosfæriske. Med sine små novelleeksperimenter planter Daphne du Maurier sansebomber, der sprænger i læserens sind. Et væld af farver, af undren og desorienterede indtryk stiger op af bogen og efterlader sin læser forandret.