Heltinde-hyldest #5: Emily Byrd Starr og et stykke af mig selv

Dette er et diskussionsindlæg om Emily Byrd Starr, heltinden i L. M. Montgomerys Emily-serie. Jeg har forsøgt at navigere udenom spoilers, så indlægget burde kunne læses uden store afsløringer af Emilys gradvise drømmerejse. I kan læse min anmeldelse af den første bog i Emily-serien, "Emily of New Moon" lige her.

Jeg er ikke klar over, hvor Emily slutter, og hvor jeg selv begynder. Jeg mødte hende i en så tidlig og afgørende alder, og hun har været en del af mig lige siden. Hun gjorde indtryk på mig, da jeg var nem at gøre indtryk på, og hele mit liv har været præget af de ord, som Montgomery lagde i hendes mund. Jeg fandt aldrig en sjælefrænde i Anne Shirley, men i Emily Byrd Starr fandt jeg et stykke af mig selv.
Jeg var et mærkeligt barn, da jeg voksede op. En smule for inderlig og alt for flyvsk. Jeg læste bøger i hobetal, og jeg ledte altid efter karakterer, som jeg kunne spejle mig i. Jeg var tiltrukket af bøger med hovedpersoner, der elskede at læse eller skrive, og det var også derfor, jeg forelskede mig så hovedkuls i "Pigebørn" af Louisa May Alcott og forsøgte mig med "Anne på Grønnebakken" af L. M. Montgomery. Problemet var bare, at selvom Jo March og Anne Shirley læste og skrev med en feberhed iver, så kunne jeg ikke genkende mig selv i dem. De var larmende, dansende, udadvendte karakterer, og det afskrækkede mig. Jeg forstod dem ikke, og jeg vidste, at jeg aldrig kunne være som dem.
Og så stødte jeg på Emily. Emily trådte ind i mit liv med en stille melankoli. Hendes fortælling startede med et dødsfald, og hendes øjne var både fjerne, fordi hun drømte, og fordi hun savnede. Hun var stilfærdig af karakter og ikke, som jeg var sommetider, af frygt. Hendes personlighed blev ikke nedtonet, fordi hun havde færre replikker end Anne Shirley, men derimod blev den blot forstærket, fordi hun havde et så farverigt indre liv. Da jeg stødte på Emily kunne jeg for første gang relatere til en karakter af hele min sjæl. Når Emily blev misforstået, fordi hun ikke råbte op eller talte direkte, græd mit hjerte med hende. Jeg forstod hende og alt det, som hun aldrig fik sagt.

L. M. Montgomerys Emily-serie har aldrig opnået samme popularitet som hendes Anne-serie. Anne-serien var en bestseller, en larmende succes allerede da den udkom. Men Lucy Maud Montgomery foretrak selv Emily. Faktisk påbegyndte forfatteren Emily-serien, fordi hun var træt af at skrive om Anne Shirley.
Det er almindelig kendt, at Montgomerys egen favoritkarakter var Emily. Hun udtalte flere gange, at Emily var den af hendes hovedpersoner, der mindede mest om hende selv, og det er måske også derfor, at så mange (jeg selv inklusiv) hævder, at der gennem Emily-bøgerne strømmer en langt mere dybtfølt inderlighed, end der gør i Anne-serien. Men det er selvfølgelig bare et spekulativt argument.
Historien om Emily adskiller sig dog skarpt fra historien om Anne ved først og fremmest at være en historie om en spirende forfatter. Anne Shirley skriver ganske vist også; noveller, digte og brudstykker, men hun ofrer sine skriblerier, da hun bliver gift. Emily ofrer aldrig det aldrig; hun vil ikke adskilles med sin pen for noget, og selv da hun forsøger at konformere sig til sine omgivelsers forventninger, fejler det fatalt. Hun kan ikke leve uden at skrive. Hun kan ikke undertrykke eller undvære den del af sig selv. 
Jeg siger ikke, at Emily er en bedre karakter end Anne, fordi hun holder fast i sin barndomsdrøm. Faktisk er Emily ofte en mere nådesløs, mere stædig og mere kompromisløs kold karakter end Anne – netop fordi hun så indædt har besluttet at følge sin ambition. Hun kravler, trin for trin, op af sin såkaldte alpevej, og hun bevæger sig målrettet mod sine forfatterdrømme. Hun er en karakter, der selv når alt omkring hende fejler, ved hvad hun vil. Hun er en forfatter skabt af en anden forfatter.

På en måde er Emily Byrd Starr revolutionerende. For hun er en karrierekvinde i en tid, hvor kvinder ikke havde nogle karrierer. Hun tilpasser ikke sig selv til sine omgivelser. Hun ofrer intet til ære for ægteskab eller samfundsnormer. Hun er modig, for hun lader sig ikke undertrykke.
Og alligevel er hun så blid. Så romantisk, så rosenrød drømmebyggende og forhåbningsfuld. Hendes hjerte banker med store følelser, hendes violetgrå øjne er gemt under kaskader af tykke øjenvipper, og gennem dem ser hun verden indhyllet i et fortryllet drømmeskær. Emily taler med sit eget spejlbillede, ser Vindpigen løbe igennem skoven og løfte træernes grene til en farveldans, og overalt hvor Emily færdes opfanger hun glimt af en skønhed så blændende, at det næsten er ubærligt. Emily er en drømmer, der ikke bliver knækket af verden. Emily får den største gave, fordi hun er et blidt menneske, som verden ikke formår at gøre hård eller bitter, selvom hun går jernhårde realiteter i møde.
Det er en historie, der rammer mig i hjertet hver gang. Da jeg var elleve år, genkendte jeg mig selv i Emily af simple grunde. Fordi hun var stille. Fordi hun skrev. Fordi hun elskede katte. Fordi hun drømte, og fordi hun tænkte lyserødt. I dag håber jeg, at jeg havde ret dengang. Der er ingen i verdenslitteraturens farverige persongalleri, jeg hellere vil være end Emily Byrd Starr. Der findes så få intakte drømmere.

Har I prøvet at læse en bog i barndommen og genkende jer selv? Har I også en barndomskarakter fra en barndomsbog, som I inderligt beundrer? Og har I også læst historien om Emily? I så fald, hvad synes I om hende? Og hvordan synes I, hun tager sig ud i en sammenligning med Anne Shirley?