To bog-filmatiseringer i omvendt rækkefølge; The Maze Runner og Gone Girl

Det regnfulde efterårsvejr rimer på biografture. Der er intet mere efterårsperfekt end at synke ned i et rødt sæde i en mørk sal i selskab med en god veninde og en stor portion popcorn. Særligt ikke når der er tale om bog-filmatiseringer.

I september og oktober har jeg fået fine invitationer fra 21th Century Fox, der var så venlige at invitere mig ind for at se både 'The Maze Runner' og 'Gone Girl'. Jeg takkede lykkeligt ja i begge tilfælde – selvom det på mange måder var bagvendt og omvendt, da jeg slet ikke havde læst de bøger, som det hele tog udgangspunkt i. Og jeg plejer ellers at være meget striks med at læse bogen først.
I virkeligheden burde det ikke gøre nogen forskel; en historie er en historie, og at se en film siger ikke nødvendigvis meget om at læse en bog. Sommetider kan det endda være en hjælp ikke at åbne bogen med blinde øjne. Ikke desto mindre er det blot en inkarneret regel i ethvert læseliv: se aldrig filmen, før du har læst bogen bag. En regel som jeg nu har brudt, to gange i træk.

Da Stine og jeg tog i biografen for at se 'The Maze Runner' havde jeg ingen idé om, hvad der var i vente. Jeg kendte hovedoverskrifterne for den ventede ungdomsfilm; et dystopisk overlevelsesspil mellem en flok forvirrede drenge, men jeg anede intet om handling eller plot. Jeg havde ikke engang set traileren først.

Filmen efterlod mig mest af alt forvirret. Jeg undrede mig over sammenhængen i den verden, der blev fremvist, og sad tilbage med langt flere spørgsmål end svar. En stor del af karaktererne forekom mig afstumpede og urimelige; Thomas' mange spørgsmål og mangel på svar irriterede mig, og flere plottwists og blindgyder havde Stine og jeg hvisket om, lang tid før de indfandt sig på skærmen – lige fra det obligatoriske offer af den godtroende følgesvend til den ventende forbindelse mellem filmens eneste kvindelige hovedperson og den mandlige hovedrolle. Det hele blev hurtigt lidt for nemt og lidt for stor en kliché.
Ikke desto mindre var jeg dog underholdt. Filmen har mange scener, der udspiller sig i et hæsblæsende tempo, bratte labyrintgange og højlydte skrækmelodier. De grålige, brunlige, grønlige og dystre farvetoner understreget dystopiens mørke, altimens karakterernes mange skænderier afspejler deres desperation. Særligt Gally den selvskrevne bølle, spillet af Will Poulter, havde desperationen, konflikten og fortvivlelsen malet i sit ansigt. Han var en af de få karakterer, der tilføjede en smule dybde til persongalleriets overfladeleg – samtidig med, at han var en tilbagevendende forhindring og frustration for hovedpersonens heltefærd.
Da jeg så 'The Maze Runner', var jeg overbevist om, at dens flade karakterer og papirstynde plot var en medfølge af historiens transformation fra bog til skærm. Da jeg derefter læste bogen, blev jeg klar over, at filmen for mit vedkommende var at foretrække. Bogens problemer var tydeligere end filmens.
Faktisk er meget ændret og forbedret i filmens spilletid. Karaktererne er, om muligt, lettere at holde af, forstå og sympatisere med i filmen, end de er i bogen. Enkelte plotelementer tilpasses også filmformatet, og rækkefølgen af hændelserne ændres, så der ikke er ét stille sekund på skærmen. Det er en actionfilm og et opdagelseseventyr – hvorimod bogen i højere grad er spekulativ, stillestående og tilbagevendende. 

Rosamund Pikes porcelænsfine ansigt stirrer udtryksløst ud i luften, mens Ben Afflecks desperation langsomt udvikler sig til irritation. En hel landsby leder efter en kvinde ved navn Amy, som er sporløst forsvundet – og dog. For små spor dukker op og de peger i stigende grad på Amys mand Nick, der i forvejen ikke har formået at fremstille sig selv i et sympatisk lys. Amys forsvinden udvikler sig til en gådefuld spøgelsesleg, og hvad der i starten virkede som et lykkeligt ægteskab, ændrer pludselig form til et truende mørke. Var Nick og Amy så lykkeligt gift, som Nick har ladet sine omgivelser tro? Og hvilken rolle spillede Nick selv i sin kones forsvinden? Spørgsmålene kører, filmen ruller, og mysteriet begynder.

Jeg vidste ikke meget, om 'Gone Girl', inden jeg så filmen. Men jeg vidste noget. Og derfor ventede jeg. Jeg ventede på den drejning, som jeg vidste, det hele ville tage, og jeg ventede på den afsløring, som jeg vidste ville komme. Jeg befandt mig på kanten af mit sæde – og jeg ventede.

'Gone Girl' er en øvelse i perception. En bevidst leg med publikum om opfattelsen af mennesker og af verden. En omvendt perlekæde af logik og fragmenterede argumenter, der skal kædes sammen. En løsning der ikke er givet på forhånd. Et mysterie i ligeså høj grad som et spørgsmål om tiltro.
Filmen var dyster, nervepirrende og diabolsk. Handlingen var fyldt med skarpe drejninger; skuespillerne spillede med adskillige masker, der røg af én for én og alligevel aldrig afslørede det sande ansigt bag. Ben Affleck var på én gang bragende usympatisk og hjælpeløst efterladt i sin rolle som Nick, Rosamund Pike bar en overflade af blankpoleret glas og afslørede indimellem glimt af et indre, eksplosivt kaos. Neil Patrick Harris var besat, gal og genial, en ufrivillig skurk i et større puslespil. 
Filmen var eminent udført. Men den var også for lang. Dens afslutning var for udpenslet, for bizar og for overdrevet til min smag. I virkeligheden så jeg helst, at filmen sluttede, da mysteriet gjorde; de efterfølgende scener fungerede som en alt for udpenslet epilog med intet andet formål end at dræbe ethvert spor af tvivl. Og eftersom at netop tvivlen er det bærende element i filmen, ville jeg have foretrukket, at det blev bevaret. Men det havde selvfølgelig ikke være nogen slutning overhovedet.
Filmen har dog overbevist mig om én ting: jeg vil aldrig komme til at læse bogen. Det er en af den slags historier, der mister dens kraft, ligeså snart mysteriet afsløres. Og selv hvis bogen er mere veludført end filmen, tror jeg ikke, den vil kunne bevare min interesse. Jeg har fået mine svar. Måske endda i en lidt for grundig form.

Har I set 'Gone Girl' eller 'The Maze Runner'? Hvad synes I om dem? Og hvordan har I det med at se film, før I har læst bogen bag? Ender I også med ikke at få læst bogen?