søndag den 23. november 2014

"Wolf Hall" (Thomas Cromwell Trilogy #1) af Hilary Mantel

"Wolf Hall" af Hilary Mantel, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2009). 2/5 stjerner

"Wolf Hall" vandt den prestigefyldte Man Booker Prize i 2009. Det er en historisk roman, der fortæller om en tid, hvor England var plaget af tumult. Bogen følger Thomas Cromwell, som blev født i 1485 og var søn af en smed. Thomas havde dog større ambitioner for sit liv end en karriere som smed, og han kæmpede sig stædigt op af en enormt stejl social rangstige.
Mantel fortæller historien om, hvordan Thomas endte med at blive Kong Henry VIII rådgiver og vejleder i kongens skilsmisse med Catherine af Aragon og snarlige ægteskab med Anne Boleyn. Mantels historie udspiller sig i en af Englands blodigste perioder, og hun lader Thomas Cromwell bevæge sig forsigtigt rundt i et politisk minefelt. 

Some of these things are true and some of them lies. But they are all good stories.” 

Jeg begyndte at læse "Wolf Hall" sammen med min mor. Hun læste den fordi, hun elsker historisk fiktion, jeg læste den fordi, jeg plejer at finde skjulte diamanter blandt vinderne af Man Booker Prize. I juni måned begyndte vi at bladre vores vej gennem bogen, og i juli måned var ingen af os endnu færdige med den. Min mor endte med at give op, jeg endte med at tvinge mig selv videre. Fælles for os begge var dog, at vi ikke fandt det i bogen, som vi havde håbet på. Mest af alt husker jeg den som værende umuligt lang, uendeligt tung og med en besynderlig skrivestil, der forvirrede mere end den gavnede.
Som læser falder man direkte ind i bogen, når man slår op på den første side. I løbet af tyve sider udpensles Thomas Cromwells problematiske barndom og de første femten år af hans liv. I det første kapitel er Thomas Cromwell et barn, og i det næste er han næsten tredive år gammel. Tiden går urimeligt hurtigt, og som læser undrer man sig over, hvad i alverden der er sket i mellemtidens huller. Til det spørgsmål tilbyder Mantel intet svar.
Bogen omhandler måske i virkeligheden ikke så meget Thomas Cromwell som person eller karakter, men derimod de historiske begivenheder der tilegnede ham en høj position ved Kong Henry VIII's side. Fra smedens søn til kongens rådgiver bevæger Thomas sig op gennem samfundet. Og dermed er Hilary Mantels roman vel egentligt mest en karriereroman.

It is all very well planning what you will do in six months, what you will do in a year, but it’s no good at all if you don’t have a plan for tomorrow.

Mantels research og historieoverblik er imponerende og skinner overlegent gennem romanen ved enhver given lejlighed. Med et omfattende persongalleri navigerer romanen rundt om kendte personligheder fra 1500-tallets England, og både Boleyn-familien, Thomas More og Jane Seymour gør deres entré i historiens forløb.
Det store persongalleri er nødvendigt for at fortælle den historie, Mantel vil fortælle. Men måden hun skriver på, gør det umuligt at overskue alle de forskellige navne, der nævnes i forbifarten. Af en eller anden grund nævner Mantel nemlig aldrig sine karakterers navne, når der tales. Næsten uden undtagelse skrives der, at han sagde, han gjorde, hun troede og så videre. Derefter er det op til læseren selv at udregne eller beslutte, hvem der sagde og gjorde hvad hvornår. Bogen bliver derfor næsten håbløst læsestof – og det gøres bestemt ikke lettere af, at Mantel introducerer fire-fem forskellige karakterer ved navn Thomas og næsten udelukkende kalder dem ved fornavn. 
Der er ingen tvivl om, at "Wolf Hall" er et fascinerende værk. Thomas Cromwell er en person, der ofte er blevet dæmoniseret gennem historien, og at se Henry VIII og Anne Boleyn gennem hans øjne er at se dem fra en helt ny vinkel. Bogen var en tung læseoplevelse, og jeg måtte kæmpe mig igennem den – men den lærte mig også noget nyt på vejen om en indviklet periode i Englands historie. Dog er jeg ikke sikker på, at jeg forstår pointen med det hele.
Bogen ender med et tomrum; en ligegyldig følelse af at have læst en historisk redegørelse frem for en deskriptiv roman. Der er ingen konklusion, intet højdepunkt og ingen pointe – bogen er snarere en serie af mindre episoder end ét helt historieforløb. Og hvis bogens største brillians er, at den er historisk korrekt og velresearchet, kunne jeg så ikke ligeså godt have læst en historiebog i stedet?

10 kommentarer:

  1. Synes du, den var så tung at komme igennem, at du ikke vil gå videre med 2'eren og 3'eren?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ved det ikke helt.. Er meget splittet. Har på den ene side fået af vide, at 2'eren er langt bedre end denne 1'er. Men på den anden side er det jo ikke så meget plottet som bogens skrivestil, jeg ikke brød mig om.. Suk. I hvert fald står den ikke øverst på min læse-liste..

      Slet
  2. Interessant er den også – men åh, skrivestilen brød jeg mig virkelig om. Ved endnu ikke om jeg vil fortsætte med serien..

    SvarSlet
  3. TAK! Hvor er det godt endelig at læse en anmeldelse, som rammer den samme oplevelse, jeg havde med Wolf Hall. Jeg var begyndt at tro, at jeg var den eneste, der havde det svært ved denne overhypede bog. Jeg synes ellers ikke, at jeg normalt er bange for litterære udfordringer - men her var det som om, Mantel havde anstrengt sig for at gøre bogen så utilgængelig som mulig - uden at jeg kunne se pointen med det. Så vidt jeg husker, kom jeg 2/3 igennem den, inden jeg gav op.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ja, ja!!! Jeg er helt, rørende enig. Det er virkelig en tung bog, og selv når man færdiglæser den, føles den ligegyldig..

      Slet
  4. Åh, det var ellers en bog jeg virkelig glædede mig til at nå til... Jeg har også en forkærlighed for historisk fiktion, men den lyder da godt nok som en tung sag :-(

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske vil du få lidt mere ud af den, end jeg gjorde! Det håber jeg i hvert fald, for jeg synes, at den var meget tung.

      Slet
  5. Øv! Den står ellers og venter på min hylde, jeg er spændt på, om jeg får samme oplevelse!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg håber inderligt, at din læseoplevelse bliver bedre end min!

      Slet
  6. Åh, hvor har jeg kæmpet med denne! Tror jeg nåede næsten halvvejs ... Vildt spændende emne, frygteligt fremlagt. Jeg følte hele tiden en distance hos karakterene - jeg kunne ikke komme ind under huden på dem. Scener, der burde have været hjerteskærende blev beskrevet med ligegyldighed ...

    SvarSlet