onsdag den 3. december 2014

"Good Wives" (Little Women #2) af Louisa May Alcott

"Good Wives" er andel bog/del i Louisa May Alcotts serie, der begyndte med "Little Women". Læs min anmeldelse af "Little Women" her.

"Good Wives" af Louisa May Alcott, fra forlaget Puffin, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1869). 5/5 stjerner.

"Good Wives" er både en fortsættelse af "Little Women" og en del af "Little Women". Skrevet og udgivet et år efter dens forgængers pludselige popularitet, er "Good Wives" et bestillingsarbejde, som Louisa May Alcott blev bedt om at udføre. Dagligt modtog hun breve om, hvad der nu ville ske med hendes kære pigebørn, og oftest blev hun spurgt om, om Jo skulle giftes og i så fald med hvem. Og "Good Wives" er, mest af alt, svaret på det spørgsmål. Alcott viderefører sine pigebørns skæbner og lade dem vokse op og blive kvinder.
For at gøre forvirringen større bliver "Little Women" og "Good Wives" ofte betragtet som ét samlet værk, og i USA er de traditionelt set altid blevet udgivet sammen, som to dele af en større helhed, og på sin vis giver det også god mening. "Good Wives" indeholder nemlig den finale, som "Little Women" udelader i sin bratte konklusion. I Europa, og også i danske oversættelser, er bøgerne dog altid blevet udgivet separat; som en originalhistorie og dens fortsættelse.
Uanset hvordan man betragter de to bøger, er det dog svært at læse den ene uden at læse den anden. "Good Wives" starter, hvor "Little Women" slutter og fører de fire pigebørn videre i deres liv. Historien om de fire søstre er slet ikke slut, og "Little Women" er slet ikke færdiglæst, før man også har læst "Good Wives".

Life and love are very precious when both are in full bloom.

Jeg vil aldrig, aldrig, aldrig nogensinde vove at kalde "Good Wives" for en perfekt bog – og heller ikke "Little Women" for den sags skyld. Bøgerne er fyldt med moraliserende pegefingre, mærkværdige lektioner og er gennemsyret af viktorianske idealer. Selvom Alcott betragtes som en feministisk forfatter, og "Little Women" som et ikonisk værk, der lader kvindeskikkelsen blive fokuspunktet, er bøgerne fyldt med selvmodsigende lektioner. Og intet sted er det så tydeligt som i "Good Wives", hvor den ældste March-søster, Meg, bliver gift og skal oplæres som en dedikeret, omsorgsfuld og betænksom hustru. Alcotts prosa forvandles i enkelte kapitler til prædiken – og Megs selvopofrelse for sin mand lader meget tilbage at ønske. I Megs skæbne er der en belærende pegefinger, en faldgrube som man ikke bør tage alt for alvorligt, for Alcott forsøger også at opdrage sine læsere.
Men, som jeg sagde til min veninde i går, da snakken netop faldt på Alcotts elskede klassiker, er sagaen om Meg, Jo, Beth og Amy en bog, man læser for dens stemning. Og for dens karakterer. Alcotts ord fungerer som et stort krus varm kakao på en ubehjælpsom gråvejrsdag; sætningerne lander i munden med en sød varme og spreder sig ud i hele kroppen, fra tåspids til kinder, og efterlader en med en trøstefuld hjemlighed, en følelse af hygge der ikke kan fordrives. Uanset hvor uspiselige Alcotts lektioner kan være for den moderne læser, bliver de serveret med en sådan ynde, at det er svært at modstå og umuligt ikke at lade sig rive med.
Faktisk tror jeg, at "Good Wives" er min yndlingsdel af Alcotts berømte historie. For de fire piger man lærer at elske i "Little Women" bliver i "Good Wives" udviklet og digtet videre på i en sådan grad, at de føles virkelige. Amy ændres fra en karikatur af elegance til en følsom kvinde; Jo's ukuelige mod knækker og hun viser sig fra en skrøbelig side; Beths lyse sind formørkes; og den evigt problematiske Meg finder et øjebliks ro. "Good Wives" præsenterer ikke blot voksne kvinder men også voksende problematikker, gråzoner og nuancer, der gør den tidlige børnebog til en kompliceret ungdomsbog.

She preferred imaginary heroes to real ones, because when tired of them, the former could be shut up in the tin kitchen till called for, and the latter were less manageable.

For forholdene i "Good Wives" er komplekse, Alcotts forudsigelige plotlinje brydes og det ægteskab, som alle tog for givet forvandles til støv. Alcott modtog adskillige breve med undrende spørgsmål og rasende protester underskrevet af utilfredse læsere, da hun udgav "Good Wives" og offentliggjorde sin heltinde, Jo's, skæbne. Personligt har jeg dog altid elsket twistet, det uforudsigelige og det relaterbare i, at hvad der virker som en selvfølgelighed som barn, ikke nødvendigvis bliver til virkelighed som voksen. Alcotts karakterer er virkelige, fordi de forandrer sig. Fordi de bliver til noget andet og mere, end de første sider i den første bog hintede.
Der er ingen karaktererer, der så fuldstændigt har overvundet mit hjerte, som de fire March-søstre. Jeg åbner "Little Women" og "Good Wives" hvert eneste år op til jul, læser et par kapitler og føler mig straks hjemme; hjemme i den vidunderlige March-familie og hjemme i en bog jeg læste og elskede som barn. At læse Alcotts ord er at vende tilbage til noget, jeg altid har elsket og altid har kendt.
Da jeg genlæste "Good Wives" i disse stille decemberdage, befandt jeg mig flere gange på grådens rand. Kapitlerne om den engleblide Beth skærer altid i mit hjerte, men også i bogens mere overdådige lykkeøjeblikke sad jeg med en klump i halsen. Der er så mange små finesser i Alcotts ordlandskab, så mange scener der er en pauseknap værdig og så yndige formuleringer, at det er umuligt ikke at blive rørt. I bogens sidste kapitler blev jeg genforenet med ord, jeg var besat af som barn. Ord jeg skrev ned og gemte i mit slidte ringbind med digte, tegninger og fjollerier, fordi jeg gerne ville lade som om, de var mine. De var så smukke, at jeg helst ville beholde dem for mig selv;

Four little chests all in a row, 
Dim with dust, and worn by time, 
Four women, taught by weal and woe 
To love and labor in their prime.


Et digt med lyden af noget fortabt. Et digt der i al sin simplicitet udforsker og beskriver de fire søstre, hele bogen har brugt på at belyse. Et digt der fortæller en historie alle kan relatere til; om kister med barndomshåb der er blevet lukket og dækket af tidens støv for derefter at blive fundet frem igen og efterlade ejerne med mindeglimt. Akkurat som den følelse jeg får, når jeg læser "Good Wives" igen og igen.

"Good Wives" er ikke en perfekt bog. Det vil jeg aldrig nogensinde vove at påstå. Jeg kan godt forstå, at nogle ikke kan holde den ud, og jeg kan godt forstå, at så mange finder den forældet. Men for mit eget vedkommende, er den noget af det mest vidunderlige, jeg nogensinde har læst. 
Selvom bogen ikke handler om meget andet end fire pigers stille opvækst og deres kommende ægteskaber, så er der noget i ordene, der taler til mig på tværs af tid og sted. Jeg kan ikke sætte mærkater på det eller definere det, men historien om de fire March-søstre er fyldt med en gammeldags charme, en eviggyldig sødme, som jeg ikke kan ryste af mig. 
"Good Wives" indeholder spor af romantik, knugende øjeblikke af sorg, essentiel personlig udvikling, løftede pegefingre og en del snak om penge, økonomi, hårbånd og silkekjoler. Men mest af alt indeholder den mit hjerte. Og derfor er "hjertevarm" det eneste ord, jeg kan bruge til at beskrive bogen med. "Good Wives" er en hjertevarm slutning på en hjertevarmende fortælling.

12 kommentarer:

  1. Jeg er stadig blandt kapitlerne i Good Wives, og må sige at jeg nyder hvert et øjeblik. Det er for mig en bog, der skal hygges med, og derfor læser jeg den gerne blandt andre bøger i min bogreol, så jeg fra tid til anden kan slå op i bogen og lade mig give hen. For jeg synes netop ikke, det er sådan en bog, som man absolut føler sig bundet af - hvor man bare ikke kan vente med at læse, hvad der nu sker - men mere en bog der rummer små lektioner og glimt fra en svunden tid, som godt kan tåle at lægges lidt til side fra tid til anden. Så den kan nydes i sit helt eget tempo.
    Min udgave af bøgerne er også delt op i to, og jeg kan ikke helt lade være med at se bøgerne mere som to små fortællinger fremfor en stor helhed. Men det er måske også fordi, jeg fornemmer, at bøgerne er skrevet ret forskelligt. I Little Women følte jeg tydeligere den hjertevarme hygge og det rolige tempo (som på mange måder jo netop gør den til den oplagte julebog), hvorimod Good Wives måske er lidt mere opstillet - og til tider måske en smule påtvunget (ved ikke om det er fordi, man ved, at bogen nærmest er en bestillingsvare).
    Jeg synes dog, at bogen har sin helt egen charme, og jeg nyder at læse om March søstrenes videre skæbner. Jeg ville da helt sikkert også være skuffet, hvis jeg aldrig havde fået den konklusion, som Little Women godt kunne mangle. Little Women vil dog altid have den største plads i mit hjerte af de to, fordi den for mig er den bog, der rummer allermest magi, fortryllelse samt barnlige fantasier og drømme.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, hvor fint. Det er afgjort en bog, man kan læse og nyde i små stemningsfulde bider, trække i langdrag og lade sig forsvinde i. Den er så, så, så vidunderlig.
      Jeg synes faktisk, at "Little Women" og "Good Wives" hænger så tydeligt sammen, så jeg ofte tænker dem som én bog. I mine øjne er deres skrivestil meget lig hinanden og stemningen ligeså – måske bortset fra den sørgmodighed, der trænger sig ind på både Jo og Beth. Jeg ved det ikke helt..
      Men faktisk var "Little Women" også lidt et bestillingsarbejde. I hvert fald mener jeg, at Louisa May Alcott hellere ville skrive historien om fire drenge, men hendes forlægger tvang hende i stedet til at skrive om piger. Det var hun meget utilfreds med, og hendes bøger får mere og mere karakter af, hvor træt hun egentligt var af March-familien. Det kan især læses i "Little Men" og "Jo's Boys", hvilket egentligt er uhyre interessant, synes jeg.

      Jeg forstår dog godt, hvad du mener! Jeg vil slet ikke kunne sige, hvilken en af bøgerne jeg holder mest af (måske netop fordi jeg tænker det som én bog), men jeg ville helt sikkert også hade at stå uden en konklusion i "Little Women". Det er sådan nogle yndige, skønne, hjertevarmende fortællinger! :)

      Slet
    2. Ej, hvor er det spændende at høre! Jeg var ikke klar over, at Alcott i virkeligheden havde til intention at skrive om fire drenge. Men jeg har jo heller ikke læst Little Men eller Jo's Boys. Det er bestemt en vinkel på bogen, som jeg nu brændende ønsker at få med :-)
      Jeg tror måske også, at bogens indvirkning på mig har noget at gøre med, hvor jeg har været i livet, da jeg har læst bøgerne. Det lyder måske mere filosofisk, end det er.. Men nogle gange så påvirker ens virkelig liv altså ofte de nedskrevne sider. Det gør de i hvert fald hos mig ;-)

      Slet
  2. Du giver mig virkelig lyst til at læse bogen, Rikke, og det er dejligt at få så meget inspiration til læsning her på din blog!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det er jeg virkelig glad for at høre :)

      Slet
  3. Det er en rigtig god anmeldelse. Ind imellem læser man bare en bog, som rammer én i hjertet - som begejstrer og betager, selvom man - rationelt set - godt kan se, at bogen har sine begrænsninger. Men det er jo en af de charmerende ting ved at læse, og det er derfor rigtig godt, at du gør så meget ud af at beskrive stemning og handling i anmeldelsen, så det er lettere at vurdere, om man selv vil have samme oplevelse af bogen.

    Jeg håber, jeg får læst begge bøger på et tidspunkt. Jeg må dog indrømme, at jeg blev noget betænkelig, da du beskrev de moraliserende steder og de selvmodsigende passager om kvindens rolle som hustru, for det vil sandsynligvis gøre mig temmelig sur (og så underdriver jeg endda - min yndlingskvinderolle er den lettere fandenivoldske, selvstændige og handlekraftige kvinde, og her tror jeg, at pigebørnene er lidt mere forsigtige og pæne :-)). Men det kan jo være, at bogen fænger alligevel. Det må komme an på en prøve.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Man kan sagtens elske en bog og se dens fejl alligevel. Det er jo netop en bog, man læser på grund af stemning, og karaktererne, og ikke så meget andet. Jeg elsker den virkelig! :)

      Der er bestemt også fandenivoldske øjeblikke i bogen (omend de er af lidt mere subtil karakter. Som da moderen f.eks. erklærer, at ingen piger bør strammes ind i et korset eller at piger ligesom drenge har brug for sjov og frisk luft), men der er også ____mange____ moraliserende lektioner om at være en god hustru, en god kristen og en god pige. Man må afgjort lige tage det med en gran salt.

      Det sjoveste er næsten, at Louisa May Alcott ikke selv var gift, og hadede at skulle gifte sine hovedpersoner væk i bogen. Derfor bliver en af heltinderne gift med en helt anden, end man tror – simpelthen fordi forfatteren gik i protest. Det er en meget fin, humoristisk bagtanke, som man godt lidt kan mærke under læsningen ;D

      Slet
  4. Eg ser at Puffin in Bloom-utgåva er ganske tykk. Er alle fire delene inni? (Little Women, Good Wives, Little Men, Jo's Boys)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej desværre ikke. Der er bare stor skrift :) Det er kun 'Little Women' og 'Good Wives' :)

      Slet
  5. Virkelig god anmeldelse af en af mine yndlingsbøger. Du har helt ret, den er sommetider lidt "opdragende" og "tung" i det, men man bliver grebet af den og elsker den alligevel.. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for, du synes :') Jeg synes egentligt ikke, at bogen som sådan er tung, den er bare meget viktoriansk :) Men det er selvfølgelig også meget charmerende!

      Slet