fredag den 2. januar 2015

"A Novel Bookstore" af Laurence Cossé

"A Novel Bookstore" (org. titel "Au Bon Roman") af Laurence Cossé, fra forlaget Europa Editions, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2009). Læst på engelsk – originalsproget er fransk. 3/5 stjerner.

"A Novel Bookstore" er historien om Ivan og Francesca, som driver en boghandel med et helt særligt koncept. Visionen er nemlig, at butikken ikke skal være domineret af bestsellerlister og gigantforfattere, men i stedet koncentrere sig om at sælge gode bøger til dedikerede læsere. Ivan og Francesca drømmer om at skabe en litterær drømmeoase, hvor tilfældige forbipasserende kan slentre ind og finde en bog, de aldrig har hørt om men altid har ledt efter.
I modsætning til alles forventning bliver boghandlen en succes. Kunderne strømmer til for at finde gode læseoplevelser og ægte inspiration. Men boghandlen bliver også offer for skeptiske blikke, og ejerne begynder at modtage voldelige trusler. Da et af medlemmerne af butikkens hemmelige komité bliver overfaldet, bliver Ivan og Francesca bange, og boghandlens fremtid bliver mere og mere usikker. 

We want books that cost their authors a great deal, books where you can feel the years of work, the backache, the writer's block, the author's panic at the thought that he might be lost: his discouragement, his courage, his anguish, his stubbornness, the risk of failure that he has taken.” 

Glem alt om plot, trusler og det ventende mysterie. "A Novel Bookstore" bør hverken læses for spænding eller for handling; den bør derimod læses af ren, ægte og inderlig bogkærlighed. For i sin egentlige kerne er det dét, bogen handler om.
"A Novel Bookstore" er et fiktivt forsøg på at adskille gode bøger fra dårlige bøger; en diskussion af litterær kvalitet, bøger og de mennesker der læser dem. For i hjertet af bogen og i hjertet af Paris forsøger to mennesker at åbne en boghandel og udelukkende fylde den med gode bøger. Livsforandrende bøger. Bøger der ikke nødvendigvis har vundet priser eller høstet anerkendelse, men som derimod besidder evnen til at røre deres læsere. Bøger der  varer længere end deres sidetal indikerer.
Hvor ville jeg gerne træde ind i den boghandel og være omgivet af en så stor magt. For det er en magt nogle bøger, de rette bøger, har. Magten til at ændre et liv for evigt.
Problemet er bare, at forskellige bøger har forskellige betydninger for forskellige mennesker. Hvordan kan man fylde en boghandel med gode bøger uden en definition af, hvad en god bog er? Her opstår det store dilemma, der gør en smuk vision til nytteløs fiktion. En sådan boghandel vil aldrig komme til at eksistere, også selvom Cossé desperat forsøger at argumentere for udvælgelsesprocessen af de gode bøger, logikken og rationaliteten bag det. For mig vil bøger aldrig blive et spørgsmål om logik – snarere tværtimod er min bogbedømmelse domineret af det mest ulogiske i verden. Følelser.
I "A Novel Bookstore" bruger Cossé mange sider på først at introducere idéen om en boghandel, der udelukkende vil sælge gode bøger. Derefter bruges talrige sider på at diskutere udvælgelsesprocessen; Ivan og Francesca starter en hemmelig komité, hvor hver person i komitéen har til opgave at producere en liste over gode bøger. Slutteligt bliver disse lister sammenlignet, og de bøger der optræder flest gange på listerne kommer til at udgøre butikkens hyldeplads. Og selvom det er en god idé, er den hverken fejlfri eller ultimativ.
For i bogbutikken er det hovedsageligt ukendte værker, der er i centrum. Smalle udgivelser, obskure forfattere og glemte titler, side om side med åbenlyse litterære giganter som Proust og Victor Hugo. Og pludselig begynder hele romanens koncept at virke som en nichépræget besættelse, endnu et led i en individualistisk kæde, hvor mainstream bliver synonymt med et skældsord.

'I had plenty of time,' he said, telling himself that was one of the saddest sentences there is.

Men selvfølgelig har Cossé også regnet dén ud. Den anden halvdel af romanen beskæftiger sig netop med denne receptionsproblematik, og et krimi-plot formes, da boghandlen efter en indledende succes begynder at modtage trusler. Der er mange, der ikke kan udholde tanken om bogbutikkens position som smagsdommer. For hvordan ville man selv reagere, hvis man gik ind i en boghandel, spurgte efter en bog og fik svaret: "Vi beklager. Her sælger vi desværre kun bøger, som vi har vurderet som værende god litteratur"? En lille del af en ville uden tvivl gå i protest.
Og selvom et stort mysterie med detektiver, hemmelige modstandsgrupper og chikane herefter begynder, er det hele tiden diskussionen om litterær kvalitet, der får centrumpladsen i "A Novel Bookstore". Det er en yderst interessant problematik, som Cossé fremhæver, og jeg tillod mig at drømme med; at indrette min egen kvalitetsstemplede boghandel i det magiske Paris. Idéen er fristende men også fejlende.
Jeg er nemlig grundlæggende uenig med Cossés roman. Hele bogen virker som et forsvar af den gode litteratur og den næsten automatiske undervurdering af genrelitteratur; kærlighed, spænding og krimi (hvilket er en uhyre ironisk detalje, eftersom "A Novel Bookstore" selv besidder krimielementer), og jeg blev hurtigt utålmodig undervejs.
"A Novel Bookstore" lykkedes i dens forsøg på at provokere og inspirere til videre diskussion. Det er et pudsigt indspark i en længere debat om litterær kvalitet og kanoniserede læse-lister, og Cossé belønner sin læser med alverdens stof til eftertanke – også selvom man, ligesom jeg, forholder sig kritisk til historiens endelige konklusion. 

2 kommentarer:

  1. For et par uger siden læste jeg om en nystartet boghandel i Kbh, hvor konceptet netop er, at de kun sælger gode bøger (... altså gode ud fra deres definitioner). Jeg kan desværre ikke huske navnet på boghandlen, men jeg tænkte ved samme lejlighed, at det var en lidt underlig (nærmest arrogant) tilgang til salg af bøger, for det er jo temmelig subjektivt, hvad den enkelte opfatter som en god bog.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej er det rigtigt? Det er helt gået min næse forbi. Men ja, konceptet er virkelig så problematisk, for det bliver så subjektivt, at det er helt nytteløst.

      Slet