Læse-refleksioner #2: De 14 bedste bøger i år 2014

Som et næsten nøje udregnet ekko af 2013, har jeg i år 2014 læst 201 bøger. Det er et usandsynligt højt tal – især når man tænker på, at det ikke alene repræsenterer 201 bøger, men 201 vidt forskellige universer, 201 menneskemængder af livlige karakterer og 201 forskellige sprogteknikker, ordlege og ordsammensætninger.

Ud af de 201 bøger er der en håndfuld, der har gjort større indtryk og endnu sidder fast og træder frem, når jeg ser tilbage på året, der er gået. Derfor har jeg her komponeret en lille liste bestående af de 14 bedste bøger i mit år 2014. 

For at bevare et overblik består listen blot af bøger, jeg har læst for første gang i år 2014. De bøger jeg genlæser, er de bøger jeg elsker højest – og tog jeg dem med, ville listen blot blive en gentagelse af det, I allerede vidste. Listen herunder er i stedet en refleksion over nye bøger, der gjort indtryk, og den er skrevet i prioriteret rækkefølge fra 14. pladsen til den uforglemmelige 1. plads.

#14: "Billedhuggerens datter" af Tove Jansson. "Billedhuggerens datter" er en pudseløjerlig lille bog, en tilfældigt sammenrystet pose af erindringer, et barneblik på en voksenverden og barnets oplevelse af denne verden. Tove Jansson sætter sig så misundelsesværdigt let ind i barnets tankegang, og hun ser ikke blot tilbage på sine egne minder; hun minder også mig om, hvordan det var at være barn. Bogen er et lille, sart mirakel.

#13: "Americanah" af Chimamanda Ngozi Adichie. Et af mine mål for 2014 var at læse en roman af Chimamanda Ngozi Adichie, og jeg er så glad for, at jeg fik det gjort. Med en skarp pen og en hverdagslig tone undersøger "Americanah" tilhørsforhold, identitet, afrikansk og amerikansk kultur og en moderne form for racisme. Det er øjenåbende og refleksionsværdigt. Spændende og præcist. Og så, så, så sandt.

#12: "Fragile Things" af Neil Gaiman. Ingen beskriver Gaimans noveller bedre end Gaiman selv. For de mange, små og sammensatte historiebidder er som skrøbelige ting fra en fjern eventyrsverden. Ord med lyd af flaksende vingesus, fortællinger der måske er drømme, følsomme ting fra underbevidsthedens mørke, og foruroligende drejninger der fremaner et mærkeligt, kærligt gys, der både er uhyggeligt og slet ikke uhyggeligt alligevel udfylder siderne i den turkise bog. "Fragile Things" er en fantastisk novellesamling om det overnaturlige og det hverdagslige, og Gaiman efterlader som altid sin læser i en magisk døs, når hans ord ophører. Det er en kunst, han mestrer til fulde.
#11: "The Custom of the Country" af Edith Wharton. 1900tallets New York er larmende og lokkende, og ingen beskriver det bedre end Edith Wharton. Med en hovedperson der er elskeligt ulidelig, udforsker "The Custom of the Country" overklassens hykleri og kvindens fangenskab i de sociale spilleregler. Whartons skitsering er både humoristisk og skarp; letlæst og tankevækkende, og jeg fik fornyet min respekt for forfatteren under læsningen.

#10: "The Count of Monte Cristo" af Alexandre Dumas. Et gigantisk, episk, svimlende og fantasifuldt eventyr af den kaliber, der slet ikke produceres længere. "The Count of Monte Cristo" har det hele; kærlighed, forrædderi, korruption, blodtørstig hævn og et virvar af illusioner. Det er en historisk page-turner, en sensationshistorie der slæber sin læser nådesløst efter sig. "Hvad sker der nu? Hvordan skal det hele ende?" mumler man, altimens man vender side efter side. Jeg tror ikke, der findes bedre underholdning end dét.

#9: "The Handmaid's Tale" af Margaret Atwood. Dystopier er mærkelige bøger. Baseret på et gran af sandhed som er blevet forstørret til en ekstremitet, har de altid så meget på hjerte; en tung lektion at videreføre, en diskussion der skal opstartes. I "The Handmaid's Tale" diskuterer Atwood samfundets kvindesyn, og hun gør det på sådan en nervepirrende og medrivende måde. Med et ildevarslende smukt sprog præsenterer Atwood et samfund, hvor kvinder er fødemaskiner, og mænd er i lederpositioner. Pointen er tydelig, plottet er barskt, og bogen er så god, at jeg ikke kan fatte, jeg ikke har læst den noget før. 

#8: "The Enchanted Places" af Christopher Milne. På årets sidste dag vendte jeg den sidste side i Christopher Milnes memoir, og jeg var lamslået. Forvirret. Forundret. For den famøse Christopher Robin reflekterer over, hvordan en fiktiv figur har forfulgt ham hele hans liv. En fiktiv figur løst baseret på hans egen barndom, indeholdende små doser af hans personlighed – men dog ikke alt. Bogen er tankevækkende, poetisk og så uendeligt fintfølende. For der er så ulideligt stor forskel på at være Christopher Robin og at være dén Christopher Robin. 

#7: "Hard Times" af Charles Dickens. Er man en garvet Dickens-læser, er det første, der vil overraske en ved "Hard Times" dens helt overskuelige længde. Det næste der vil falde en i øjnene er bogens miljø; for bogen finder ikke sted i Dickens' vanlige London, men derimod i en fiktiv by opfundet til formålet. Det er et forfriskende pust i et omfattende forfatterskab; en kort bog med så ufatteligt mange ting at sige, så megen humor og så mange af de elskelige karakterer, Dickens kreerer så let. Jeg smiler endnu ved tanken om den korte, lille bog, der overraskede mig så meget.

#6: "The Shadow of the Wind" af Carlos Ruiz Zafón. "The Shadow of the Wind" er en kærlighedserklæring. En kærlighedserklæring til bøger, de mennesker der skriver dem, og de mennesker der læser dem. En kærlighedserklæring til 1930'ernes Barcelona, hvor smalle gader og gotiske bygninger åbner for et støjende, summende, altopslugende mysterie. Zafón erklærer via sin bog en uudslukkelig kærlighed til sproget selv; til ord der kan puste liv i knitrende papirssider, og beskrivelser der kan få det til at brænde i læserens sjæl af længsel efter selv at træde ind i bogen. Bogen er så uhyggeligt velskrevet, at den har efterladt mig med en hjælpeløs trang til at vandre i dens fodspor; at tage til Barcelona og fortabe mig selv i en by udgjort af hemmeligheder, mysterier og ord. 

#5: "The Luminaries" af Eleanor Catton. "The Luminaries" vandt The Man Booker Prize i år 2013, og det er så let at forstå hvorfor. Bogen er en gigantisk historisk roman der både udforsker vilkårerne for minearbejderne i New Zealand i 1866 og dokumenterer nattehimlens bevægelser, månens faser og planeters positioner. Med karakterer der bevæger sig rundt mellem hinanden som spejlinger af et stjernekort, og hændelser der kan ses blandt stjernerne, før de kan ses i romanen, er strukturen uhyre kompleks. Under stramme regler og med stor menneskelig forståelse har Catton skabt en roman ligeså stor som nattehimlen selv. 

#4:  "The Snow Child" af Eowyn Ivey. "The Snow Child" er fyldt med atmosfærisk billedmageri. En bog med blide eventyrstræk der dog behandler livets mørkeste terror, da et barnløst par flytter til det iskolde Alaska og drives ud på kanten af deres psyke. Det er en stille roman om stille liv; så spidsfindigt skrevet at der er øjeblikke, der føles som poesi. En fortælling om sne, stjerneklare nætter og en pige der løber leende rundt på sine alfefødder. Romanen tilbyder et deskriptivt vinterunivers, man for evigt kan forsvinde i.

#3: "The Goldfinch" af Donna Tartt. Når jeg tænker tilbage på år 2014, tænker jeg automatisk på Donna Tartt. Når Donna Tartt rører på sig, efterlades hele den litterære verden stille for en stund; lamslået og forblændet af den selvfølgelige storhed, hun altid bringer med sig. "The Goldfinch" er ingen undtagelse. Det er en roman, der har taget 11 år at skrive, og det er en roman, der har værd at vente på. Delvist en Dickens-lignende dannelsesrejse og delvist en undersøgelse af hukommelsens forrædderiske mekanik,  kunstens indflydelse på livet og livets indflydelse på kunsten, favner romanen kernespørgsmålene i den moderne tankegang. Og resultatet er ikke blot imponerende – det er overvældende.
#2: "The Blue Castle" af L. M. Montgomery. Det er stadig svært for mig at formulere fornuftige sætninger, når jeg tænker på "The Blue Castle" af L. M. Montgomery. For bogen er en af de sjældne læseoplevelser, der sønderknuste mig. Som et svagt ekko af Austens "Persuasion" skriver Montgomery om ulevede liv og om den desperate ret til en ny chance. Ved hjælp af en rørende historie omvendes den gamle kliché om 'at leve hver dag, som var det den sidste' til noget langt større. Melankolien er øredøvende, budskabet er åbenlyst, og bogen er så inderlig, en uforudset storm i et stille læseliv.

#1: "Deathless" af Catherynne M. Valente. Jeg læste Valentes lyriske bog på en sommerdag, og den gjorde mig kold helt ind i sjælen. Jeg gøs, udåndede snefnugklædte suk og var mærkbart påvirket i flere dage efter. Det er jeg faktisk stadig.

Med sin mærkværdige eventyrsgenfortælling lokkede Valente mig ind i en verden, der var ligeså grusom, som den var smuk. Hendes ord var som lyriske istapper; glasskare, syleskarpe og åh-så-skrøbelige. Jeg læste bogen, og jeg kunne hverken sove eller finde ro. Jeg blev hjemsøgt af en hær af yndefulde sætninger.
"Deathless" havner her på årets førsteplads, fordi den umuligt kunne høre hjemme andre steder. Det er en sælsom bog; delvist en genfortælling af et russisk eventyr og delvist historisk fiktion fra en periode i Ruslands historie, hvor sultedøden hærgede. Surrealismen fra eventyret fremhæver grusomheden i den historiske virkelighed. 
Valente skaber sin helt egen verden og klemmer den ind i et lillebitte hulrum mellem fantasien og virkeligheden. Og alene tanken om den nat jeg tilbragte med den bog, kan få mig til at græde. Bogen er en nådesløs følelsesleg.

Hvilke store læse-oplevelse har I haft i år 2014? Deler vi nogle favoritter – eller ser jeres lister helt anderledes ud?