Tema-tirsdag #74: "Kan en bog virkelig forandre dig?"

For adskillige måneder siden var jeg del af en samtale, der nu stadig er en del af mig. Jeg rodede mig ud i en lang række af spørgsmål, som jeg slet ikke var i stand til at besvare, hvor gerne jeg end ville. Og selv nu, efter et langt stykke tid, er jeg stadig usikker på mine argumenter og mine tanker. Derfor sidder jeg nu her, en alt for tidlig tirsdag morgen og skriver – for at give spørgsmålet videre til jer.

Det er ikke en usædvanlig sætning. Personligt har jeg udtalt den hundredevis af gange, alvorligt, selvfølgeligt, med eftertryk og henkastet. Jeg har aldrig stillet spørgsmålstegn ved dens indhold eller til dens bogstavelige betydning. Jeg har bare sagt det, og jeg har ment det. Troet på det. Vidst det.

"Dén bog forandrede mit liv."

Og jeg har ikke blot sagt det, når jeg talte om "Persuasion" af Jane Austen, men også om "Little Women" af Louisa May Alcott, "Middlemarch" af George Eliot, "Harry Potter and the Philosopher's Stone" af J. K. Rowling og "Emily of New Moon" af L. M. Montgomery. Der er mange bøger, jeg tildeler en mærkbar forandring, og der er mange bøger, jeg aldrig ville se mig selv kunne være den samme uden. Der er bøger, der har bygget mig, og de er blevet en del af min DNA, en naturlig del af den biologiske kode der gør mig til mig. Nogle af mit livs mest skelsættende øjeblikke har foregået i et bibliotek. 
Men for nylig blev min simple påstand udfordret med et kritisk blik og et efterfølgende spørgsmål: "Kan en bog virkelig forandre et liv? Hvordan vil du sige, at en bog har forandret dit?" Og herefter blev det rodet. For modparten forlangte store, konkrete forklaringer af langt mere omfattende art end et udsagn om berørte følelser og indridset hukommelse. Vedkommende forlangte et tydeligt, mærkbart og målbart eksempel på, hvordan en bog havde forandret mit liv. Og jeg havde ikke noget.
For mit vedkommende er det sjældent, hvis overhovedet, at en bog har igangsat en kæderække af begivenheder med direkte konsekvens for mine hverdagsrutiner. En bog har aldrig ændret på min overordnede livssituation eller revolutioneret min dagligdag. Det er svært at argumentere for, at en bog har forandret mit liv, når jeg blot har levet videre på den samme måde som altid efter at have læst den. For betyder forandringer ikke pr. definition, at noget ophører med at være som det hidtil har været? Og hvordan kan man være forandret, når alting er det samme?
Det er selvfølgelig langt mere kompliceret end som så. For man bør skelne mellem indre og ydre forandringer; tydelige forandringer i ens tilværelse og usynlige omvæltninger i ens verdensopfattelse. Ydre forandringer kan ses i samme sekund, de sker; en ny lejlighed kan markeres med en afkrydset dato i en kalender og ligeså kan et kærestebrud, en fødsel, et dødsfald eller noget så simpelt som en ændret frisure. Men indre forandringer? De ligger og venter, bobler og syder indeni og influerer alt, hvad man gør. Sommetider bliver resultatet af dem tydeligt efter flere år, andre gange forbliver de blot forandringer i tankerne; uforløste håb, drømme eller holdninger, som man aldrig har reageret på, men som man dog alligevel har haft. Og forandringer bliver vel ikke mindre virkelige af kun at have befundet sig i ens indre, gør de?

En dag for længe siden var jeg på skolebiblioteket, og jeg fandt en bog. Den hed "Emily på Månegården" og på forsiden var en mørkhåret pige med et drømmende blik. Jeg synes, Månegården lød som et fortryllende sted, så jeg samlede bogen op og tog den med mig hjem. Jeg læste den, og i den fandt jeg et barndomsidol; min Emily. Der var ingen, jeg hellere ville være.
Jeg ved, at det var dér, det hele startede. Emily skrev, så det gjorde jeg også. Emily ville være forfatter, så det ville jeg også være. Jeg havde altid været glad for læsning og for ord, men indtil dét tidspunkt anede jeg ikke, at man kunne arbejde med dem på dén måde. Dengang besluttede jeg mig for, at jeg ville beskæftige mig med ord, og intet har præget min uddannelse og mine fremtidsdrømme mere end den ene, tilsyneladende betydningsløse beslutning. Bogen forandrede noget i mig, og selvom det lyder sentimentalt at sige, at den formede mit liv derfra, så såede den en spinkel idé som jeg har holdt fast ved lige siden. Bogen fik mig til at drømme om et univers udgjort af ord.
Opdagelsen af Jane Austen forandrede ikke blot min læseverden, men resulterede i en helt ny interesse, et nyt litterært forbillede og en yndlingsbog så rørende at jeg knap nok kan tale  meningsfuldt om den. Da jeg opdagede Jane Austen, opdagede jeg også mit kernepunkt i litteraturen; det der senere skulle udmønte sig til en bachelor-opgave og et specialeemne. Hvor jeg før blot havde haft et løst kærlighedsforhold til 1800tallets litteratur, gav opdagelsen af Jane Austen mig et fokuspunkt. En passion jeg kunne sammenkoble med min uddannelse.
Og "Middlemarch"? "Middlemarch" af George Eliot forandrede mig for altid. Den måde jeg læser på, arbejder med tekster på, og hele den tilgangsvinkel jeg har til læsning generelt blev vendt på hovedet, da jeg læste "Middlemarch". For bogen lærte mig noget vigtigt om mig selv og om de bøger, jeg læser; om stædighed, spændingskurver og overraskelser. Mine læsekriterier har aldrig været de samme siden.
Jeg tror på, at bøger kan forandre mennesker og liv. Også selvom det måske sommetider blot er en lille forandring, en lille beslutning eller en ny, hemmelig drøm, der aldrig bliver udlevet alligevel. Jeg tror på, at selvom det ikke altid kan pinpointes eller forklares, så har den rigtige bog på det rigtige tidspunkt magten til at influere sin læser. På en evig, varig og vigtig måde.

Hvad siger du? Kan du opliste bøger, du føler har forandret dig? Eller tror du slet ikke på, at bøger er i stand til at forandre mennesker?