En aften med Garth Risk Hallberg

I onsdags var en helt særlig forfatter på besøg. Garth Risk Hallberg, forfatteren til gigantromanen "Byen brænder", besøgte landet, og jeg trodsede min forkølelse for at tage til København og se ham i Politikens Boghal. Jeg havde glædet mig så længe til at møde manden bag romanen, jeg havde boet så længe i.

"Byen brænder" er nemlig en af de romaner, man lever i, imens man læser den. Både fordi den er så lang, men også fordi den er så stemningsmættet. Hallbergs New York kommer til live, imens man vender side efter side, og de mange karakterer ender til sidst med at føles som venner – nære venner, som det er svært at tage afsked med. Jeg har altid haft svært ved at læse og orientere mig i multiplotsromaner, men i "Byen brænder" oplevede jeg for første gang, at der ikke var én karakter, jeg foretrak på bekostning af de andre. Jeg elskede dem alle; vrimlende, forvirrende, selvmodsigende og fuldstændig fejlbare, som de var.

Hallbergs historie er så utrolig – debutanten med et 1000-siders manuskript i skrivebordsskuffen, der endte med et forskud på over 2 millioner – men historien han har skrevet, er i mine øjne endnu mere utrolig. Og det bekræftede mødet med forfatteren mig i.

For Hallberg sagde mange kloge ting i onsdags. Han fortalte om at skrive noget, det var meningen, ingen skulle se; og om at få idéen til en bog, han følte var større, end han selv kunne overskue. Han fortalte om at være en outsider, en bognørd, en læser – og han fortalte om hvordan grundig, historisk research til en historisk roman ofte ender med at blive unødvendigt tung. Som han selv sagde: fiktionen er jo netop forfatterens privilegium. Han var ufatteligt velformuleret og præcis – og så var han ufatteligt venlig, da han signerede min bog med et smil og en lille portion smalltalk. Det var en fantastisk aften.