tirsdag den 18. november 2014

Tema-tirsdag #72: Klassikere – refleksioner, myter og anbefalinger

Klassikere. Jeg tror, det er en betegnelse, der har spillet mange læsere et puds. En betegnelse der har indgydt unødvendig ærefrygt, skabt panderynker og skruet forventninger og forhåbninger håbløst op i vejret. Faktisk tror jeg, det er et ord, der har været til mere skade end til gavn.
For hvad betyder det, når man taler om litterære klassikere? Jeg er endnu kun stødt på abstrakte definitioner og subjektive vurderingskriterier. Overordnet set burde det at tale om litterære klassikere være lig med at tale om bøger, der har overlevet tidens gang og derfor endnu er relevante, endnu har noget at sige. Men hvordan i alverden bedømmer man dét?
Jeg har intet endegyldigt svar. Men for mig er klassikere bøger, der er over 100 år gamle og endnu er i print. Og ligeledes er moderne klassikere bøger, der er udgivet for 30-50 år siden og stadig bliver genoptrykt. For hvis noget endnu trykkes, købes og læses efter så mange års stilhed, har det vel bevist sin kostelige tidsløshed. Ikke sandt?
Med denne definition er klassikere ikke bestemt ud fra deres indhold, deres kvalitet eller deres sværhedsgrad. Derimod blot ud fra deres alder og ud fra den interesse, læserne endnu har for dem. Og det tror jeg er vigtigt at holde fast i. For at læse en klassiker er ikke med garanti lig med at læse en svær bog, en historisk vigtig bog eller endda blot en god bog. At læse en klassiker er ganske enkelt lig med at læse en bog, der blev udgivet for længe siden og stadig er i print. En upoetisk, men målbar definition. 

Klassikere er en misforstået genre. Faktisk er det slet ikke en genre overhovedet. Ordet er en paraplybetegnelse, der dækker over børnebøger såvel som politiske tekster, samtidsromaner og dystopier. Fra Jane Austen til Nathaniel Hawthorne, William Shakespeare og H. C. Andersen favner klassiker-betegnelsen bøger på tværs af genrer, årstal og kulturer. Af samme grund kan man ikke bedømme én klassiker på en anden; for oftest har de slet intet til fælles overhovedet. At man ikke bryder sig om fortællingerne om Peter Plys har ikke umiddelbart nogen indflydelse på, hvad man synes om Platon. I mine øjne kan man derfor ikke udtale sig kollektivt om genren – at sige "man ikke bryder sig om klassikere" er at udelukke alt for mange bøger, alt for hurtigt.
Der hviler en mærkelig form for ærefrygt overfor klassiker-begrebet. Mange betragter ordet som et slags garantistempel; en klassiker være en god læseoplevelse, for "det er jo en klassiker", ligesom at en klassiker nødvendigvis være imponerende og intellektuelt udfordrende. Mange nægter at tro på, at klassikere kan være noget, man læser for sjov – og mange bliver skuffede, når de opdager, at klassikere ikke nødvendigvis lever op til den universelt ophøjede status, man troede, de havde.
Sandheden er, at jeg aldrig har mødt ét eneste menneske, der synes, at "Robinson Crusoe" af Daniel Defoe er en god bog. Det er dog alligevel en indiskutabel klassiker; udgivet i år 1719, stadig i print og stadig betragtet som en milepæl inden for realistisk fiktion. Klassiker-betegnelsen dækker i dette tilfælde ikke over andet, end at bogen stadig udgives, stadig har interesse og stadig regnes som enormt indflydelsesrig. Underholdsningsværdi, sværhedsgrad og kvalitet har intet med regnestykket at gøre. 
Omvendt tror jeg også, at flere har læst klassikere i deres barndom uden at vide det. Jeg læste "Little Women" i en ganske ung alder, ligesom jeg voksede op med historierne om Peter Plys og Peter Pan og Brødrene Grimms eventyr. Og der var intet svært, intet udfordrende eller imponerende ved det. Jeg læste og elskede historierne, før jeg overhovedet anede, at der fandtes litterære klassikere.

Jeg har fundet meget fornøjelse, meget lærdom og meget skønhed i klassikere. Jeg har læst "Little Women" og drømt mig væk i en gammeldags, romantiseret verden, hvor kjoler og sløjfer udgjorde væsentlige overvejelser. Jeg er forsvundet ind i Jane Austens humoristiske fortællinger om hjerteknugende situationer. Jeg har læst "The Monk" af Matthew Lewis som en intetsigende sensationshistorie i et gammelt sladderblad. Jeg er vokset op med historier om den gule plysbjørn, altimens jeg som voksen har genbesøgt hundredemeterskoven og måbet. Med opspilede øjne og et hamrende hjerte har jeg bevæget mig igennem Edgar Allan Poes forfatterskab, og med mange, mange, mange gab og tunge øjenlåg er jeg blevet tvunget til at færdiglæse "Don Quixote" af Miguel de Cervantes. Aldrig i mit liv har jeg læst noget så kedeligt som "The Swiss Family Robinson" af Johan David Wyss, og aldrig nogensinde har jeg stødt på noget så vidunderligt som "Persuasion" af Jane Austen. 
Selv ud af det lillebitte klassikerudsnit, jeg kender til, er mine oplevelser så forskellige og forvirrende, at jeg slet ikke tror på, at klassikere har andet til fælles end tidens gang. For er det ikke det, ordet klassiker henviser til? Noget der er tidsløst – eller i hvert ikke er tidsbestemt.

En række helhjertede klassikeranbefalinger
- Til de der læser ungdomsromaner og Young Adult, anbefaler jeg, hvad der kunne minde om den første Young Adult-roman nogensinde. "Little Women" af Louisa May Alcott er en simpel fortælling om fire piger, der vokser op sammen, møder deres første forelskelse og overkommer livets forhindringer. I samme omgang bør jeg nævne "I Capture the Castle" af Dodie Smith, som er en ung piges dagbog, nedskrevet i glæde og i desperation.
- Til romantikerne anbefaler jeg Emily-trilogien af L. M. Montgomery for en gradvis dannelsesroman fyldt med de sødeste drømme og den mest levende romantik. Ønsker man  hjerteblødende romancer med en ironisk distance, er Jane Austens værker nødvendige at nævne. Særligt "Persuasion" er en indiskutabel kærlighedshistorie – selvom det måske ville give mere mening at starte sit Austen-bekendtskab med "Northanger Abbey". Shakespeares episke kærlighedshistorie om "Romeo and Juliet" kan umiddelbart være svær at gå til – men dens indhold er fundamentalt. 
- Til de der læser for eventyr, for plot og for handling, anbefaler jeg "Greven af Monte Cristo" af Alexandre Dumas. I Dumas' mørke labyrintgange af subplots lurer mysterier og noget, der kunne minde om action. Ligeledes er Jules Vernes forfatterskab fyldt med lun humor og håbløst forbiflimrende plot. 
- Til de der søger barndomsmagi og sødme, anbefaler jeg "The Secret Garden" af Frances Hodgson Burnett for en livsbekræftende fortælling om venskab, naturlighed og hverdagsskønhed. "The Wind in the Willows" af Kenneth Grahame, "Winnie the Pooh" af A. A. Milne og "Watership Down" af Richard Adams indeholder også smittende orddrømme. For en mere melankolsk barndomsrejse anbefaler jeg at flyve med "Peter Pan" af J. M. Barrie, som indeholder langt større dybde, end man indså som barn.
- Til krimilæserne anbefaler jeg det åbenlyse: Arthur Conan Doyles "Sherlock Holmes"-noveller og romaner. Den ultimative detektiv er en excentrisk personlighed, og hans eventyr er mange. 
- Til læserne der søger dyster stemning og mørke øjeblikke, anbefaler jeg "Jane Eyre" af Charlotte Brontë eller "Rebecca" af Daphne du Maurier for page-turnere fyldt med mystik, gotik og en snert af dramatisk kærlighed. Alternativt er "Dr. Jekyll and Mr. Hyde" af Robert Louis Stevenson en anden atmosfærisk roman om menneskets indre mørke. 
- Til de der er interesserede i samtidshistorie og samfundskritik, anbefaler jeg "Middlemarch" af George Eliot. Det er en svær, tung og lang roman, hvor et helt landsbysamfund flettes ind i en lysende finale. Desuden er Charles Dickens' romaner om Englands arbejderklasse et smukt og dystert glimt af 1800-tallets samfund, ligesom Harper Lees "To Kill a Mockingbird" er et slående portræt af 1960'ernes USA.
- Til de der læser dystopier og elsker science-fiction, anbefaler jeg uden et sekunds tøven "The Island of Dr. Moreau" af H. G. Wells for en skræmmende fortælling om videnskabens eksperimenter. Banebrydende dystopier såsom George Orwells "1984" og Ray Bradburys "Fahrenheit 451" er også både letlæselige og interessante, ligesom Mary Shelleys "Frankenstein" er en science-fiction roman uden sidestykke.
- Til de der ikke ved, hvor de skal starte, anbefaler jeg eventyrssamlinger og novellebidder. Brødrene Grimms eventyr er legendariske, Æsops fabler er grundlæggende genkendelige, og Bibelen kan udgøre spændende læsning, delt op i mindre etaper og flere bidder. Edgar Allan Poes dystre noveller (særligt "The Tell-tale Heart"), Katherine Mansfield smukke karakterportrætter (særligt "Miss Brill") og Ivan Turgenevs psykologiske noveller (særligt "Drømmen") er alle læseværdige, spiselige og interessante steder at begynde uden at fordybe sig i en hel roman.

Hvordan definerer du begrebet "klassikere"? Oplever du ofte, at andre betragter begrebet på en anderledes måde end dig? Læser du klassikere, og i så fald – hvilke er blandt dine favoritter? 

24 kommentarer:

  1. Jeg vil give dig ret i din definition af klassikere. Jeg har ikke som sådan tænkt yderligere over det, end at det var "gamle værker, som stadig er interessante i dag".
    "I Capture the Castle", "The Secret Garden" og "Jane Eyre" er blandt mine yndlingsklassikere - de er simpelthen så fantastiske på hver deres måde!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for, at du er enig! Problemet er nok, at det hurtigt bliver en meget løs og super abstrakt definition.

      De er virkelig fantastiske! Jeg elsker dem!

      Slet
  2. Jeg er dét eneste menneske, der bare elskede Robinson Crusoe :D

    Jeg er næsten enig med din klassiskerbetegnelse - selvom der mangler nogle år. Jeg kalder Rebecca og Det Fordømte Forår klassikere, selvom de er "nyere" end 100-årsgrænsen, for jeg ved ikke, hvad de ellers er :)

    Jeg er selv vild med Rebecca, Jane Eyre, Greven af Monte Cristo, Northanger Abbey, Grapes of Wrath, og selvom jeg er helt enig med dig i, at man ikke kan hade klassikere, vil jeg driste mig til at sige, at jeg elsker at læse dem. Ikke fordi de alle er gode - jeg tænker altid på Rejsen til Jordens Indre, når jeg bliver sur på klassikere - men fordi jeg føler, jeg gør noget godt for mig selv, når jeg udvider mit kendskab til dem.
    Godt indlæg! Det er utroligt, du bliver ved med at kunne finde på temaer!

    SvarSlet
    Svar
    1. Seriøst? Elskede du den? :D Du er den første, jeg har hørt sige det! Fan-tas-tisk :D :D :D :D

      Ah, ja. Jeg plejer at sige, at bøger, der er udgivet op til for 30 år siden kan defineres som 'moderne klassikere', så der falder "Rebecca" ind under for mig. Den er jo helt fantastisk!

      Og jeg forstår godt, man kan generalisere lidt, og sige at man elsker klassikere. Jeg plejer at sige, jeg elsker klassikere fra 1800tallets England / Realisme og viktoriansk litteratur – for det er en klassikerperiode, jeg forguder :D

      Slet
  3. Fantastisk indlæg Rikke! <3

    Jeg ser gang på gang personer, der afskriver "klassikere", fordi man har læst en enkelt og fandt den tung eller kedelig, men klassikerbegrebet er så problematisk, når man ikke rigtig ved, hvad det indebærer, for "klassiker" er ikke en genre, som du jo også skriver. Det er netop en betegnelse for bøger, der har "stood the test of time", det er bøger, som på en eller anden måde stadig bliver læst, som stadig har en gyldighed, som man stadig kan læse i dag. Klassikere dækker over ligeså mange genrer, som der findes, og man kan derfor på ingen måde afskrive samtlige klassikere på baggrund af en enkelt læsning. Jeg er også træt af, at mange mener, at man ikke kan hyggelæse med en klassiker, jeg læser selv mange klassikere af lyst og ikke pligt, og jeg har fundet meget større glæde ved at læse mange klassikere end at læse nutige romaner, jeg er blevet rørt, skræmt, fascineret, jeg har drømt mig væk, og jeg har elsket at følge personernes rejser, fordi de stadig har en relevans i dag, og jeg har også læst Robinson Crusoe og hadet hele teksten, og været frustreret over, hvor uoverskueligt kedelig den var, netop derfor skal man ikke dømme klassikere på baggrund af en enkelt læsning :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er så sød! :*

      Jeg elsker, at du også har læst og hadet "Robinson Crusoe". Når man sammenligner den bog med sine klassikerfavoritter kan man jo, om noget se, hvor stor spændvidde der er mellem klassikerne. Og at de netop ikke ér en genre.

      Slet
  4. Jeg vil have Jules Verne i mine tanker når jeg skal udvide min klassiker-horisont!

    Dog vil jeg lige sige, at for mig, så er Little Women en malplaceret anbefaling til dem der læser Young Adult. Jeg kan godt se, hvordan den var det første bud på den genre og derfor nok også hører til dér, i teorien. Men jeg ville personligt blive fælt skuffet, hvis jeg havde samlet den op, på dén baggrund. Jeg synes nemlig den er meget tør og 'stiv', stort set alt andet end hvad de moderne YA-fortællinger er. Men på den anden side så ved jeg ikke, hvor jeg ellers ville placere den..

    Jeg har lige købt Robinson Crusoe, og håber jeg synes bedre om den end du gjorde ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja! Jorden rundt på 80 dage er fantastisk!

      Ah, well.. For nogle er "Little Women" måske tør, men den indeholder pr. definition de samme ingredienser som mange af de moderne romaner i dag; forelskelse, rivalisering, dannelsesroman, udviklingsforløb og et lille drys af familiedrama. Men altså, det er jo afgjort en personlig ting – om ikke andet tænker jeg, det er en god roman, hvis man er interesseret i YA-genren generelt og gerne vil se, hvordan det startede :)

      Jeg glæder mig MEGET til at høre din mening om "Robinson Crusoe" :D

      Slet
  5. Spændende at læse, Rikke, Jeg har ikke før tænkt over, hvad der forbindes med litterære klassikere - på litteraturprogrammet Alfabet havde vi en serie, vi kaldte Klassikeren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder virkelig som en spændende serie!

      Slet
  6. Då eg meldte meg på ein utfordring drevet av ein amerikansk bokblogger tidlegare i år (utfordringa heiter Back to the Classics) fekk me ikkje velga bøker som var yngre enn 50 år. Det syns eg var ein grei regel. Du har heilt rett i at klassikere er ikkje ein egen sjanger, men eg forstår godt følelsen av ærefrykt, men klassikerbegrepet er så vidt at det skal noko til for at alle skal like det same.

    Blant mine klassikerfavoritter er The Secret Garden, Little Women, Our Mutual Friend (Dickens), Anna Karenina, Jane Eyre, North and South (Elizabeth Gaskell), Persuasion og garantert ein haug andre eg ikkje kjem på i farten.

    Eg har høyrt Robinson Crusoe på lydbok, og det var superkjedelig, men for nye lesere må den jo ha eit visst spenningsmoment. Kjem Robinson seg av øya eller er han stuck der til evig tid?

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, skønne favoritter! Jeg elsker "North and South" af Elizabeth Gaskell. Det er en enestående bog, som ofte bliver overset!

      Måske har du ret i, at "Robinson Crusoe" er spændende for folk, der ikke kender historien. For mig var den virkelig forfærdelig!

      Slet
  7. Rigtig interessant indlæg - det lægger op til en virkelig god diskussion. Det er vel, individuelt hvordan man vil betegne en klassiker. Dog har jeg også den opfattelse, at klassikere er bøger skrevet for mange mange år siden, som stadig rumsterer i vores moderne læseverden. Værker der ikke har mistet sin betydning gennem årene, og som også er nutiden stærkeste litterære værker. Jane Austen bøger er, blandt andet, stjerneklare klassikere for mig. Sammen med de velkendte børnebøger som strækker sig ud over, og længere tilbage end vores egen barndom.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak!

      Og jeg er helt enig, omend det hurtigt bliver en meget flyvsk definition. Jane Austen er afgjort også en stjerneklassiker hos mig. Hendes bøger er uvurderlige i min mening.

      Slet
  8. Skide godt indlæg!
    Jeg har været så "irriteret" over, når klassikere betegnes som en genre. For det er det jo ikke. Samtidig har jeg haft utrolig svært ved at forklare, hvad der så definerer klassikere, og hver gang har jeg netop måtte ty til, at det er værker der har overlevet tidens gang. At deres relevans er ligeså vigtig i dag, som da den blev skrevet. Men det er altid lidt abstrakt og forvirrende, at betegne klassikere som et samlet felt, men det tror jeg netop skyldes at de ikke kan sammenlignes på kryds og tværs, da de tilhører hver deres genre og tid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak!

      Det er nemlig irriterende. Især når folk udtaler sig om klassikere samlet. Jeg bliver så frustreret og forvirret. Det er en alt for bred definition til at være en egentligt genre.

      Slet
  9. Jeg tror, du har meget ret i din definition af klassikere. Selv tror jeg, at jeg nogle gange - helt ubevidst - kommer til at stemple klassikere som værende gode bøger. Derfor bliver jeg af og til skuffet over at have læst en klassiker, som jeg egentlig ikke brød mig om. Det er som om, jeg forventer, at bogen må være god, når nu den er blevet udgivet i så mange år :-)

    Sikke en fin liste, du har lavet! Jeg skal helt sikkert læse Emily-trilogien :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det ligger helt sikkert også i ordet, klassikere. Det er jo pr. definition et positivt ord, der indebærer tidsløshed. Derfor tror jeg også hurtigt, det kan blive til, at man tænker, at alle klassikere er gode. Men det er de bare ikke altid, når man tænker på personlig smag..

      Og tak! Emily-trilogien kan KUN anbefales!

      Slet
  10. Tusind tak!

    Din definition er super interessant. Men hvordan bedømmer man, hvad man skal læse? Bliver det så ikke hurtigt meget subjektivt og personligt bestemt? Så er klassikere noget, man selv definerer :)

    SvarSlet
  11. Efter at ha' fulgt din blog er jeg selv begyndt at få interesse for at læse "klassikere" ;)
    Er helt vild med billede nr. 4 over din meget fine samling! Drømmer selv om et par bøger i den serie.
    Jeg vil forresten høre dig, om du på et tidspunkt kunne lave et indlæg om, når du køber bøger fra udlandskesider. Hvad man skal være obs på, om der er "skjulte" gebyrer, fragt priser osv.? Jeg mener at du har skrevet om det før, men der savnede jeg bare lidt flere oplysninger.
    Rigtig god dag
    Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine søde ord! :)

      Det kan godt være, jeg laver en opdateret indkøbsguide på et tidspunkt :)

      Slet
  12. Jeg er så det eneste (næh det andet kan jeg se i kommentarerne) menneske i hele verden, der elskede Robinson Crusoe, da jeg første gang støvede den op i en fjern krog i en nu næsten lige så fjern tid på det lille lokale skolebibliotek. Det var i øvrigt en af de første bøger jeg selv læste, efter jeg havde tygget mig igennem Troldepus-bøgerne.

    Men ellers er jeg meget enig, jeg har det også svært (og lidt anstrengt) med at omtale klassikere, som en hel genre, men der kan komme nogle interessante diskussioner ud af at forsøge at placere bøger i klassiker-kategorien - hvor ubrugeligt, subjektivt og på sin vis intetsigende etikken så er bagefter

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah ja – jeg kunne også godt lide bogen i en børnebogs-udgave. Men i dens fulde omfang, puha, der hadede jeg den. Hvilken version har du læst den i? :)

      Og du har helt ret. Klassiker-betegnelsen eksisterer af en grund og kan også godt være nyttig :)

      Slet
  13. I absolutely adore yours blog. This is an amazing place where I love to come back... :-) When I see your books, I think you should do another Bookshelf tour video. That would be really great... :-) Have a very nice time with all of these stories...

    SvarSlet