Tema-tirsdag #15: "Hvordan blev du en læser?"

Jeg blev en læser på grund af min mor. Hun fyldte vores hjem med bøger; jumbobøger, kærlighedsberetninger og mysterielæsning, og langsomt fyldte hun også mit hjerte med dem. Jeg har tidlige erindringer om en helt speciel billedbog med billeder af telefoner og  pixi-bøger - heriblandt en særlig en om en bamse, der tabte sit øje og skulle syes. Jeg kan huske højtlæsning fra eventyrsbøger, et medlemskab i Anders Ands bogklub, "Krummerne" på kasettebånd inden sengetid og talrige traveture til biblioteker og brugtbogsforhandlere. Når jeg løb tør for læsestof, fandt min mor Puk-bøger frem, og vi delte vores læsekærlighed.

Jeg blev en læser på grund af min fantasi. Barrieren mellem virkelighed og dagdrømme, dagligdag og eventyr har altid været papirstynd i mit indre. Jeg læste Narnia og gemte mig i mit klædeskab. Jeg læste Astrid Lindgrens eventyr og troede på levende dukker. Min søster og jeg omskrev "Det lille hus på prærien", og vores yndlingsleg var at 'lege pennevenner'. Jeg var overbevist om, jeg havde en nær veninde i 'pigen-i-spejlet', og brugte flere timer på at sidde under en trappekrog og stirre intenst på spejlet overfor - en direkte følge af "Emily på Månegården". Jeg åbnede bøger, forvildede mig ind i forunderlige verdener, trådte igennem magiske portaler og glitrende døre - og virkeligheden holdte op med at være nok for mig. 

Jeg blev en læser på grund af en bjørn ved navn Paddington, en bamse ved navn Peter Plys og en prinsesse ved navn Askepot. Sidenhen knyttede jeg mig til Tommelise, Peter Pan og Hr. Rotte. Amy March, Lyra Sølvtunge, Harry Potter og Oliver Twist fulgte trop. Jeg græd med dem, sørgede over dem, delte deres hemmeligheder, deres glæder og deres grin. De flyttede ind i mine hjertekroge, farvede mine lege og udløste talrige historier og digte. Jeg husker dem som integrerede dele af min barndom, og de fremstår ligeså klart som mine fnisende hjerteveninder fra børnehavetiden.

Jeg blev en læser på grund af opmuntrende dansklærere, inspirerende engelsklærere og en enkelt frustreret matematiklærer. Jeg kunne ikke gribe eller kaste en bold, så diktat blev min yndlingsdisciplin, og stile blev min udtryksform. Min akavede fumlen med farveblyanter, ler og maling forsvandt, og i ordene fandt jeg min kreativitet. Mine frikvarterer blev brugt på skolebiblioteket, og min energi lå i mit lånerkort. Da jeg på handelsskolen annoncerede, at jeg ville studere litteraturvidenskab, nikkede min engelsklærer samtykkende, og sagde at "det var uundgåeligt". Og det var det også.

Jeg er en læser på grund af bøgernes kompleksitet, deres kunstneriske værdi og deres konstante horisontudvidelse. Jeg genlæser bøger fra min barndom, og finder dybtfølte lag af smukke livsfilosofier og samtidsmæssig kritik. Jeg finder nye detaljer og referencer i Rowlings Harry Potter-mosaik, og en ubegribelig indsigt i Austens samfundsskildring. Kæderækken af nye litterære fund og personlig påvirkning er uendelig. Jeg læser bøger, der bliver hængende i luften i flere dage, uger, måneder og år - og jeg mærker dem rumstere i mit baghoved. Så meget af hvad jeg er, stammer fra noget, jeg engang har læst i en bog. 

Jeg ved ikke, om jeg er blevet en læser, eller om jeg bare er. Jeg husker ikke, hvordan eller hvornår det skete; i min hukommelse sammenkædes læsning med at lære at gå, tale eller knappe en bluse. Min mor læste højt for mig, indtil jeg lærte at læse selv - derefter begyndte en grådig fortæring af alverdens bøger i konstant opadgående tempo og tykkelse. Jeg begyndte at læse, og blev kun afbrudt af en besættende Harry Potter tørke. 
Måske gav min engelsklærer mig ubevidst løsningen dengang - måske er min kærlighed til bøger virkelig uundgåelig. 

Dette indlæg er et svaret på et spørgsmål, Michael stillede mig for nylig. Og nu spørger jeg jer om det samme: hvordan blev I læsere? Har I, ligesom jeg, fulgt en ret kurs hele jeres liv, og gradvist arbejdet jer opad i bøgernes kompleksitet og tykkelse - eller har bestemte forfattere, bøger eller situationer konkret udløst jeres læsning? Hvor længe har I læst - og hvordan fik I begyndt? 

Vinderen af den lille bogpakke

Bagende hede og højt solskin. Uendelige timers fortabelse i bøger og den knitrende lyd af sider, der vendes. Dagene klistrer sammen, smelter og forenes i varmen; og nu er endnu en konkurrence slut, og endnu en vinder skal findes.

Med kærlige smil og tusinde kys er bogpakken med Cecilie Ahern, Audrey Niffenegger og den SAXO-sponsorerede Daniel Silva roman, gjort klar til afsendelse, og vinderen er blevet kontaktet i en jublende mail. 

Min spinkle blog runder snart 500 læsere. Det hele er gået så ubegribeligt stærkt, og jeg er så rundtosset, overrasket og dybt taknemmelig. Mit hjerte er så flyvende let takket være jeres store opbakning - og jeg fejrer snart det overvældende tal med endnu en konkurrence.

"Lolita" af Vladimir Nabokov

"Lolita" af Vladimir Nabokov, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1955). 4/5 stjerner. 

Nabokovs "Lolita" kan blive læst med et væld af perspektiver, fortolkningsmuligheder og forståelseshorisonter. Den kontroversielle historie om den midaldrende mand, Humbert Humbert, og hans kidnapning og sexuelle misbrug af den 12-årige Dolores Haze, bliver fortalt af Humbert selv, og hans fortællerstemme både farver og camouflerer handlingsforløbet i en sky af adjektiver.
Romanen indeholder en rædselsfuld beretning om en fortabt barndom, et forvrænget verdenssyn og en uforståelig besættelse. "Lolita" er en abnorm historie - skrevet i det mest betagende sprog overhovedet muligt. 

“Lolita, light of my life, fire of my loins. My sin, my soul. Lo-lee-ta: the tip of the tongue taking a trip of three steps down the palate to tap, at three, on the teeth. Lo. Lee. Ta. She was Lo, plain Lo, in the morning, standing four feet ten in one sock. She was Lola in slacks. She was Dolly at school. She was Dolores on the dotted line. But in my arms she was always Lolita. ”

Jeg læser først og fremmest "Lolita" som en sælsom skyggeleg; en endeløs labyrint af bedrag og manipulation, en konstant skiftende balancegang mellem sympati og afsky og et uigennemskueligt gardin af forførelse. 

Nabokov fører sine læsere bag lyset, med en drillesyg lethed gør han det umulige og det utænkelige; egentlige omstændigheder glemmes og ved hjælp af en fortabelse i ordenes poesi, formår han at lokke læseren til at sympatisere med en pædofil. Med en upålidelig fortæller og et væld af lyriske kærlighedserklæringer, lulles læserens sanser blidt i søvn og narres fuldstændig. 

Ved at lade Humbert Humbert være bogens talerør, tillader Nabokov et sjældent glimt ind i et forstyrret sind. Humbert er en veluddannet akademiker, en professor i litteratur, og således en mester med sine ord. Han arrangerer bogstaver, udelader detaljer, farver beskrivelser og retfærdiggør hændelser med øm kærlighedshvisken og uendelig fortrydelse. I hans virkelighed, er det ham, der blev forført - trods ædle og noble intentioner. Og i få, særlige vinkler med hjertet fortabt i sproget, er man tilbøjelig til at tro ham.

I virkeligheden er Humbert Humbert en kujon, en morder, en overgrebsmand og en ynkelig, selvmedlidende, voldelig og uhyrlig karikatur af et menneske. Han er en upålidelig fortæller, der gemmer sig under omhyggeligt dekorerede lag af smukt vævede ord. Digte, metaforer og uendeligt ordspil fungerer som en delikat forklædning til hans forskruede sind. 

Humbert kidnapper Dolores Haze, forvrænger hendes virkelighedsopfattelse, ituriver hendes identitet, og gør hende til hans Lolita - en 12årig pige uden en barndom. Som konsekvens deraf, forbliver hun anonym, hendes personlighed udviskes og Humberts overtager. Der findes ingen præcis eller troværdig beskrivelse af hende i bogen; selvom hendes navn pryder forsiden, er hun ingen steder at finde. I stedet er siderne fyldt med Humbert Humbert og hans kvalmende kandiserede stank. 

“You can always count on a murderer for a fancy prose style.” 

Nabokov kryber elegant ind under Humberts hud, piller ved mekanismer og manier, og producerer et begribeligt billede af en ubegribelig person. De løgne Humbert fortæller til læseren, er i virkeligheden det umenneskelige sandhedsbillede, der udgør den pædofiles ræsonnering. 

"Lolita" er surrealistisk og ækel, modbydelig og provokerende - og dog fuldstændig graciøs og charmerende. Historien er tankevækkende svær at modstå og næsten umulig at undgå. Det er en klassiker i ordets mest simple forstand.

Romanens sprog er en blomstrende herlighed, en forelskende poesi og en kvælende råddenhed. "Lolita" omhandler ikke blot en kontroversiel sexuel forførelse - den indeholder også en sværmerisk  undersøgelse af ordspillets evne til at forføre og forblænde sin læser. En kærlighedsaffære med alfabetet selv. 

 “And the rest is rust and stardust.”

"Kampen om tronen" (En sang om is og ild #1) af George R. R. Martin

"Kampen om tronen" (org. titel "A Game of Thrones"), af George R. R. Martin, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1996). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 3,5/5 stjerner.  

George R. R. Martins legendariske fantasy-fortælling udspiller sig i en middelalderlig verden  af ubalance, skygger og illusioner. Drager er uddøde, magi er forsvundet, og erobrerkongen Robert Baratheon føler skulende øjne hvile på sig i hans egen cirkel af rådgivere. Med venskabets bøn udnævner han således Eddard Stark af Vinterborg til at være hans højre hånd og konstante medhjælper. 
I et virvar af personligheder, myter, gamle guder, landsforviste tronarvinger og barneøjne påbegyndes en kamp om retfærdighed, manipulation og dominans - en kamp om tronen.

“Når man leger med i kampen om tronen, så sejrer man, eller også dør man. Der er ingen mellemvej.”

"Vinteren kommer" mumler Eddard Stark med sin myndige stemme, og opsummerer således hele bogens stemning i en simpel sætningskonstruktion bestående af kun to ord. En lang sommer er ved sin ende, glitrende snefnug og et truende mørke fejer langsomt tættere på; idyl bliver til kaos, orden bliver til opråb og fred bliver til en truende optakt. Bogen er en opbygning til et uundgåeligt opbrud, svagt synligt i horisonten og mildt afspejlet i Stark-ordene. 

Martin væver en gammel pointe ind i nye klæder; han fortæller en velkendt historie på en hidtil uberørt måde. "A Game of Thrones" er essentielt endnu en fortælling om grådige magtbehov, domination, underkastelse, politik og taktik. Et lurende tankespil om manipulation, intriger og hvisken i kroge - med en fjerlet berøring af antydninger om magi, drager og mørke skygger.

Med Westeros og dens omkringtliggende verden har Martin skabt et helt nyt univers og introduceret sine læsere til fjern mytologi og en fiktiv fortid. Komplicerede familiebånd, uigennemskuelige relationer og smuldrende myter om dragekonger og tyranner. Fortællingen breder sig over adskillige verdenshjørner; det kolde og isolerede nord, det juvelbesatte og korrupte liv ved hoffet i Kongshavn, det fremmedartede liv i østens hestetilbedende ørkenlandskab og den ubegribelige færden hinsides Murens adskillelse. Med fjerne glimt af gyldne horisonter og storslåede borge, sammenbindes alle rigets personligheder og kulturer i en fælles fortidsforståelse. 

Fortællingens sande drivkraft er dens karakterer, deres handlinger, individuelle regelsæt og genkendelige fortællerstemmer. Hvert kapitel repræsenterer et skift mellem otte forskelligt betragtende øjne og livssituationer. Den vedvarende udskiftning af stemning, tonefald og fortællervinkel muliggør en dybere forståelse af motiverne bag hver politisk overbevisning og de dertilhørende værdisæt.

De kompositoriske skift forårsager dog også opslugende elementer af tomhed, frustration og tempomæssige problematikker. Nogle af plotlinjerne er så rige på historie, fascination og spænding, mens andre er stilstående punktummer. Der synes aldrig at være nok linjer om Daenerys' færden i eksotiske riger, Tyrions taktiske plotten og komiske faren samt Eddard Starks balancegang mellem politik og pligt. Hver gang disse kapitler bliver abrupt afbrudt af en længere redegørelse af Bran Starks drømmesyn og feberdøs, fremanes proportionelle skævheder og fremdriftsmæssig stilstand. Naturligvis har nogle af plotlinjerne, herunder Bran Starks, en opbyggende effekt; men når de sammenlignes med kontrasthistoriernes veludviklede spændingspunkter, forsvinder harmonien og balancepunktet. 

“Hvis man skal tage en mands liv, skylder man at se ham i øjnene og høre hans sidste ord. Og hvis man ikke kan tåle at gøre det, kan det være, at manden ikke fortjener at dø.” 

Martins sprog er overraskende jordnært og siderne flød legende let forbi. Den danske oversættelse er muligvis en anelse oversimplificeret, og særligt fordanskningen af egenavne bragte mig irritation og panderynker. Winterfell blev til Vinterborg, Jon Snow forvandledes til Jon Sne, ulven Ghost blev til Hvide, og den skrøbelige sproglige dynamik blev nedtrådt et sted undervejs. Den dystre stemning, den barske tone og den krybende kuldefornemmelse forblev dog. 

Det er ikke ofte, jeg knuser og halverer mine stjerner; det bryder med min symmetri, min ordenssans og min simple længsel efter faste rammer. Ikke desto mindre efterlod denne bog mig med en vedvarende vaklen og tøven, og jeg rakker således ud efter den nemmeste beslutning muligt. Tre en halv stjerne og alverdens ambivalens er min endelige dom over den sagnomspundne fantasy-saga. 

Jeg sidder efterladt med en følelse af, at have misforstået noget. At have overset noget; en vigtig detalje eller et sammenklistret vendepunkt. Jeg nød bogen - men jeg blev hverken overvældet eller mundlam, som andres rosende toner antød, jeg ville blive. Et hviskende deja-vu fører mig tilbage til Tolkien og "Ringenes Herre", til Raymond E. Feist og "Magician", til Terry Pratchett og hans "Discworld"-serie. Episke fantasy-fortællinger, som alle forbigik min næsetip uden et aftryk af imponerende fascination. Måske er det i virkeligheden en genre, der er umulig for mig at forholde mig til med alle dens snørkler og særegne regelsæt. 

"Kampen om tronen" indeholder medrivende bladren og gispende spændingselementer - men den indeholder også lange passager af nytteløs filosofi, stilstand og frustrerende handlingsknuder, der fik mig til at føle mig som en svimlende passager på en konstant bakkefyldt rutchebanetur. 

Den sidste sætning på den sidste side efterlod et dirrende og vibrerende punktum, fyldt med magisk begejstring og en lovende omvæltning; men i en af de plotlinjer, der havde min opmærksomhed i forvejen. Martins enorme persongalleri indeholder adskillige oversete kroge - og uretfærdigt glorificerede stjerner. 

“A book is proof that humans are capable of working magic”

For et par år siden håbede jeg altid på de bløde pakker, indeholdende fine kjoler og palietbesatte toppe. I min barndom søgte jeg altid rastløst efter de store, raslende pakker med Belleville-lego. Og i dag er der intet, der kan få mit hjerte til at banke så hurtigt som en hård, firkantet pakke med en omhyggeligt bundet sløjfe. En bogpakke. 
Boggaver er en vidunderligt særpræget ting; bogen bliver for evigt blandet sammen med den venlige giver og historierne sammenfiltres til uigenkendelighed. Min højt elskede udgave af "Vinden i piletræerne" repræsenterer ikke blot en af mine yndlings fortællinger - det er også bogen, min kæreste måtte håbløst bladre igennem talrige eksemplarer af for at finde de helt rigtige illustrationer. Ligeledes vil "To Kill a Mockingbird" for evigt være den bog, min mor omtalte som "Fucking bird", og undrede sig over, hvorfor jeg ønskede mig.
Bøger er sådan en personlig ting; og langsomt indarbejder minderne sig ind i læsningen, ind i plottet og ind i hukommelsen. De står i reolen og vidner om den kærlighed, de er givet med. Omtanken der ligger bag er forfærdelig smuk. 

Min fødselsdag var således et rent vidunderland af bøger, bøger, bøger. Og de ligger nu stablet i sirlige stakke på gulve og i vindueskarme, indtil jeg finder nye pladser og opstillingsmuligheder til dem. Med en barnlig beundring lader jeg mine fingre kærtegne de helt blanke og glatte forsider, indsnuser den helt særlige duft uberørt papir og bladrer nænsomt igennem billeder og illustrationer.

I videobloggen nedenfor fortæller jeg nærmere om de bøger, mennesker med kærlig omtanke har skænket mig på det seneste. 

"Jeg skal gøre dig så lykkelig" af Anne B. Ragde

"Jeg skal gøre dig så lykkelig" (org. titel "Jeg skal gjøre deg så lykkelig) af Anne B. Ragde, fra forlaget Rosinante, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2011). Læst på dansk - originalsproget er norsk. Anmeldereksemplar fra SAXO. 3/5 stjerner. 

Fra den nederste kælderkrog hvor rotterne huserer, til den højeste altantop hvor Peggy-Anita slentrer nøgen rundt - "Jeg skal gøre dig så lykkelig" er en fortælling om en norsk boligblok i 1965, og de otte vidt forskellige familier der bor i opgang A.
Bogen beskriver de helt dagligdags hændelser i tilsyneladende smålige tilværelser; husmødrenes monotomi, ægtemændenes utilfredshed og børnenes milde oprør. Ragde inviterer læseren ind i otte sideløbende mini-universer og de vidt forskellige personligheder, der beboer dem. 

“Hun ville jo bare være hjælpsom. Hun kunne godt lide at gøre rent, føle, at hun gjorde nytte. Hun kunne godt lide at blande sæben i vandet og kigge ned i det rene skum, der byggede sig op i plasticspanden. Bagefter mærkede hun tilfredsstillelsen ved at hælde meget snavset vand ud. Jo mere snavset vandet var, des bedre arbejde havde hun gjort.”

Trappevask, nyanskaffede røde støvsugere, flaskeskibe, dørsælgere og stegt torskerogn. Udadtil lader alle beboerne i boligblokkens opgang A at føre det samme liv, med de samme trivielle bekymringer over de larmende tilflyttere i opgang B og den evindeligt trappevaskende fru Åsen. Med nysgerrige øjne iagttager beboerne hinanden nøje efter det mindste tegn på afvigelser fra de vante rutiner; snakken går, mens passiviteten er dominerende. For ingen tør blande sig i noget.
Efterhånden som historien langsomt udfolder sig, adskilles karaktererne dog, personlige brister afsløres, og facader krakeleres. Med antydningens kunst fortæller Ragde både om fødselsdepression, falmede kærlighedsforhold, utroskab, en forsømt og misrøgtet datter, kedsommeligt drikkeri samt den tomme ensomhed der kan eksistere i en fyldt boligblok. Spirende desperation i et trivielt mikro-format. 
"Jeg skal gøre dig så lykkelig" føles mest af alt som et intimt nøglehulsglimt; et stjålent blik ind i den dørspion, alle beboerne får installeret i bogens slutning. Ragde bevæger sig elegant ind mellem de mange skæbner, deres sorger og deres næsten oversete hverdagsglæder. Med en forudsigelig kronologi, tages en etage, en lejlighed, et hjem af gangen; fra den stereotypiske husmor fru Åsen i stuen til den smukke (og afklædte) Peggy-Anita på fjerde. Man bevæger sig både ind i kvindernes sukkende sind, mændenes bedøvede hoveder og børnenes funderinger. Til sidst samledes de mange puslespilsbrikker sig til et helt billede af 1960'ernes mentalitet og levevis. Ragde søger ikke at konkludere eller fascinere; hun danner derimod blot et simpelt stemningsbillede af datidens hverdagsdynamik.

“Han kom pludselig i tanke om, hvad hun havde sagt til ham, dengang han friede: Jeg skal gøre dig så lykkelig, Steingrim. Netop det havde hun sagt. Og nu havde hun gjort det.” 

Romanens sidste 70 sider tilbyder et skift i fortællervinklen og et vendepunkt i historien. En sælger af dørspioner træder ind i opgangen, og gennem hans øjne udnyttes en kærkommen mulighed til at se karaktererne udefra. Med en komisk kynisme skildrer han boligblokkens skæve personligheder og fremhæver deres mest tydelige fejl og mangler - og via ham skaber Ragde en rød tråd mellem den individuelle selvopfattelse og det egentlige udtryk.
Ragde forfalder dog sommetider til alt for velkendte stereotyper i sit persongalleri - men karakterne overlapper heldigvis konstant hinanden, og taletiden til den enkelte er begrænset til et minimum.  
"Jeg skal gøre dig så lykkelig" er en hverdagsfortælling, et stilstående øjebliksbillede af en forgangen tid og en løftet pegefinger om bedrageriske facader, og rotternes hujen i skjulte kælderetager. En langsomt opbyggende beretning om de desperate forsøg på at skrubbe pletter væk,  at udrydde rotter og at lukke øjnene for naboblokkens fremherskende larm. 

Boggaveprojektet

Irene igangsatte for nylig et smukt projekt i den hyggelige bogblogger-verden; et projekt der gik ud på at give gaver, anbefale bøger og glæde andre bogelskende bloggere. De tilmeldte fik hver især tilfældigt udtrukket en partner, som de skulle sende og modtage en boggave fra. 

Min partner blev Irene selv, og vores gaveudveksling har været intet mindre end en fornøjelig overraskelse. 

Bogen til Irene krævede en urimeligt lang overvejelsesproces, og jeg ombestemte mig flere gange, før jeg nåede til det endelige resultat. Jeg endte med at sende hende "Fahrenheit 451" af Ray Bradbury, som er en klassisk science-fiction fortælling om bøger og bøgers indiskutable vigtighed. I den lille bogpakke lagde jeg også "Extremely Loud and Incredibly Close" af Jonathan Safran Foer, som er en rørende og livsbekræftigende fortælling om traumatisering og sorg.
Beslutningen hvilede først og fremmest på Irenes egne præferencer; hendes nysgerrighed overfor science-fiction og hendes kærlighed til hjerteskærende og relevant nutidig fiktion. De to bøger er ligeledes bøger, der har glædet mig og rørt mig. Bøger jeg kan anbefale, og bøger jeg gerne vil dele. 

Jeg havde bedt Irene om at overraske mig - og det gjorde hun på den bedst tænkelige vis. Da jeg kom hjem fra Italiens varme, lå to bøger og ventede på mig: "My Best Friend's Girl" af Dorothy Koomson, og "Still Alice" af Lisa Genova - to bøger jeg end ikke havde hørt om før.

Jeg glæder mig særligt til at læse "Still Alice", som skulle være en tankevækkende fortælling om alzheimers og den gradvist tilhørende fortabelse. Med kærligt rosende anmeldelser og et lovende stjerne-gennemsnit på Goodreads, er jeg fyldt med håb og forventning til dens historiespindelvæv.

"My Best Friend's Girl" lyder til at være velskrevet chick-lit; perfekt til dovne regnvejrsdage tilbragt i nattøj med en stor kop te.

Begge er bøger, jeg aldrig selv ville have udvalgt eller overvejet - og det er netop det fineste ved Irenes boggaveprojekt. At få åbnet øjnene op for oversete muligheder og få udvidet sin horisont en anelse er en næsten magisk konsekvens.

Tema-tirsdag #14: Biblioteker, boghandlere og store stygge Amazon

Endeløse rækker af bøger, uanede muligheder og en næsten håndgribelig summen af inspiration i luften. Knitrende sider i slidte biblioteksbøger, gamle overstregninger i genbrugsbøger og duften af en helt ny og endnu urørt bog. Jeg elsker at færdes i et landskab af bogreoler. 

Jeg er nærmest opvokset på et bibliotek. Udlån og genlån af elskede bøger var den største glædeskilde i mit barndomsunivers; og hver gang jeg måtte give slip og aflevere en yndlingsbog, var det med et fortrydelsens suk. Jeg har altid knyttet tætte bånd til bøger - og det er nok også derfor, jeg i dag foretrækker at købe dem i stedet. At genlæse dem fra tid til anden, lade dem indtage hæderspladser på min bogreol, og at kalde dem mine. Biblioteket er snarere blevet til en eksperimenterende legeplads, et startpunkt for udforskning og nysgerrighed. På biblioteket snuser jeg til bøger og forfattere, jeg endnu ikke er sikker på; jeg tillader mig selv at gå fejl, at prøve ting af der ikke nødvendigvis er lig med øjeblikkelig kærlighed. At gå på biblioteket er som at tage på opdagelsesrejse - jeg ved aldrig helt, hvor jeg ender, eller hvad jeg præcist kommer hjem med.

Næsten akkurat ligesådan har jeg det med antikvariater. At træde ind i et antikvariat, kan være ligesom at træde ind i et glemt og velbevaret årti. Bøger ligger i skødesløse stakke fra gulv til loft, uden orden og uden system. Peter Plys, side om side med kogebøger, og Dostojevskij. Gamle lægeromaner, tegneserier og litterære opslagsværker. En morsom skattejagt med impulsive resultater. 

Boghandlere er derimod noget helt andet. Jeg træder ind i en boghandel med en konkret idé om, hvad jeg søger; forfatter, titel og udgave. Og alt for ofte begiver jeg mig ud igen tomhændet. Jeg er muligvis en besværligt målbevidst kunde - men bogkøb er for mig en nøje velovervejet og langtrukken proces, der munder ud i et præcist ønske om et præcis bog. 

Jeg vil hjertens gerne støtte den danske bogbranche. Jeg vil hjertens gerne bevare boghandlerne, og muligheden for at slentre ind og ud mellem farverige reollandskaber. Jeg vil hjertens gerne betale 40 kroner ekstra for at få bogen med mig hjem med det samme i en knitrende plasticpose. Jeg er udmærket godt klar over, at vores handlinger som forbrugere har direkte virkning på det marked, vi befinder os på. Men hvad nytter det, når der ikke forhandles de forfattere, titler og udgaver, som jeg ønsker mig?

Med et enkelt klik finder jeg således de bøger, som ellers virkede sporløst forsvundet i boghandlen. Med et enkelt klik, en billig pris og en hurtig levering er de på vej til mig. Fra Amazon. Det er ikke optimalt - ej heller ønskværdigt. Men det er ofte sådan, det ender alligevel.

Den danske bogverden er blevet en anelse for smal til mig som læser. Jeg er blevet for utålmodig til at vente på oversættelser af debutromaner, for forblændet til at købe almindelige paperbacks udgaver og for forvænt til at lade mig nøje med kun to hylders udvalg af engelske klassikere. Globaliseringen sætter nye krav til alle brancher; også bogbranchen. 

Bibliotekets bredt favnende hylder og antikvariatets enorme stakke af bøger, opmuntrer til eksperimenter, til prøvelser og til leg - hvorimod boghandlernes høje priser tvinger mig til nøjere overvejelser og dybere grublen. Jeg vil gerne købe bøger hos de danske forhandlere; men det bliver nødt til at være de helt rigtige bøger. Med Amazons lokkende sirenekald i baggrunden kan jeg ikke længere nøjes. 

Hvad med jer? Hvordan bruger I biblioteket, antikvarerne og boghandlerne? Køber I online eller i butikkerne? Hvordan forholder I jer til de danske boghandlere?

"Caroline Mathilde" (Caroline Mathilde #1) af Herta J. Enevoldsen

"Caroline Mathilde" af Herta J. Enevoldsen, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1977). 3/5 stjerner. 

Herta J. Enevoldsen fører sine unge læsere på en tidsrejse til 1700tallets Danmark og datidens intrigefyldte liv ved hoffet. "Caroline Mathilde" fortæller historien om den 14-årige engelske prinsesse, der blev gift med den sindslidende og lunefulde Christian d. 7.
Enevoldsens beretning fortæller om Caroline Mathildes isolation, kulturchok og fangenskab i et ulykkeligt ægteskab, og hendes skæbnesvangre møde med den tyske læge, Johann Friedrich Struensee. Bogen er et fascinerende brudstykke af den danske kongehistorie - fortalt til børn og unge.  

“Hendes skuldre begyndte at ryste, men da hun hørte skridt, der nærmede sig, tog hun sig sammen og bekæmpede sin bevægelse. For prinsesser græder ikke, når nogen ser på det. Og en vordende dronning kan ikke tillade sig at vise sin svaghed.”

Jeg har tidligere skrevet om litterær nostalgi; om hvordan nogle bøger fremkalder sødlige minder fra barndomstiden om søvnløse nætter tilbragt med en opslået bog og en ivrig bladren. Denne bog er et af de tilfælde, hvor nostalgien for evigt vil blande sig med læsningen - og hvor man finder en skygge af sit tidligere barndomsblik mellem linjerne. Jeg læste Enevoldsens fortælling om Caroline Mathilde for første gang, da jeg var ni år gammel, og jeg blev fortabt i en verden af brusende balkjoler og skinnende kronjuveler. Jeg blev tryllebundet, overvældet og fuldstændig medrevet - bøgerne lærte mig en smule historie, og gav mig så uendelig meget fornøjelse.
Min oplevelse af bogen er således uundgåeligt farvet af mine lovprisende erindringer, og mine følelser er sammenfiltret med min barndomsbegejstring. Jeg kan umuligt være objektiv i denne sammenhæng.
Enevoldsens romaner er skrevet i et simpelt og letlæseligt sprog, der passer perfekt til målgruppen. Forsøget på at ramme datidens taleformer er forholdsvist troværdigt, og historielinjen følges til punkt og prikke. Store dele af fortællingen er naturligvis romantiseret i en høj grad; Struensees smil er blændende og varmende, Caroline Mathildes engelske opvækst er komplet idylliseret, og Enevoldsen forsøger at leve sig ind i de historiske personligheders tanker og følelser. Bogen er således farverig fiktion malet på et historisk lærred.

“Og de samlede deres snavsede pjalter sammen om de udtærede skikkelser og humpede besværligt bort, støttende sig til hinanden, mens de blandede en forbandelse over de riges hårdhed sammen med en bøn om, at denne unge dronning måtte få kraft til at sende en smule lys ind over den mørke, kummerlige tilværelse, fattigfolk som de måtte stride sig igennem.”

Mængden af fiktion genopliver den danske kongehistorie; fortidens prinsesser bliver relaterbare og datidens hofliv bliver forståeligt. Enevoldsen lader sin fortælling danse ud fra historiebøgernes støvede sider, og fortæller begivenhederne direkte i børns øjenhøjde. Med både dramatiserende og romantiserende toner udfolder kendte historier sig på helt nye måder, og skaber en uundgåelig fascination for det danske kongehus. 

Genlæsningen af "Caroline Mathilde" var både fyldt med gensynets glæde og en uudtalt skuffelse. Jeg fandt ikke den samme dybde og indlevelsesgrad i historien, som jeg huskede at have fundet som barn, og den høje grad af følelsesgætteri fyldte mig med irritation. Men naturligvis er dette først og fremmest en fiktionalisering, designet til at vække opmærksomhed og skabe interesse. Hvilket den også gjorde for mit vedkommende, da jeg tilfældigt fandt den på skolebibliotekets bugnende reoler. 

12 tilfældige facts (book edition)

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi, og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.


#1: Jeg ejer femten forskellige udgaver af Peter Plys-bøgerne. Hver gang jeg ser en henslægt på et tilbudsbord eller gemt i et støvet antikvariat, kan jeg ikke lade være med at købe den. Historien er mig bare så kær.

#2: Hvis en bog indeholder en spindende kat, elsker jeg automatisk historien en smule højere.

#3: Jeg har endnu ikke afprøvet en lydbog, og jeg tror slet ikke, jeg vil kunne koncentrere mig om det. Jeg foretrækker mine ord trykt på papiret, hvor jeg kan se dem og genlæse særligt skattede sætninger.

#4: Min læsning går altid en anelse langsommere, når jeg opholder mig udendørs. Jeg bliver distraheret af fuglesang og overvældet af dovenskab i solens varmende stråler. 

#5: Jeg har aldrig helt regnet ud, præcis hvad Vernon Dursley fra Harry Potter-serien arbejder med, og jeg aner ikke, hvad et drilbor egentligt er. 

#6: Mit studie tvang mig engang til at læse "Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha" af Miguel de Cervantes, og jeg hadede hvert sekund tilbragt med den bog.

#7: Hver jul genlæser jeg Charles Dickens' "A Christmas Carol". Det er en ubrydelig tradition.

#8: Da jeg var yngre, var jeg (som mange andre) dybt betaget af Gåsehud-serien af R. L. Stine, selvom de gav mig mareridt og bange anelser. Jeg husker især "Dukkernes nat", som gjorde særligt indtryk på mig. 

#9: Jeg skylder 60 kr. til Odense Centralbibliotek, fordi jeg bevidst valgte at beholde en bog om Jane Austen lidt længere end tilladt. 

#10: Jeg er blot seks bøger fra at have læst alle bøger på BBC liste 'Top 100 reads'. 

#11: Lord Alfred Tennyson var den første digter, jeg nogensinde lærte at elske.

#12: Sidste år læste jeg "The Hunger Games" af Suzanne Collins uden at have fortsættelserne liggende. Det resulterede i en udholdelig og næsten panisk venten på posten, og da jeg endelig modtog "Catching Fire" og "Mockingjay" læste jeg dem begge to på samme dag. 

"American Psycho" af Bret Easton Ellis

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi, og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

"American Psycho" af Bret Easton Ellis, fra forlaget Rosinante & Co., udgivet i 2011 (org. udgivet i 1991). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 2/5 stjerner. 

"American Psycho" er en tankevækkende fortælling om 80'ernes fremherskende materialisme og snæversynethed, og samtidig en næsten satirisk beretning om et menneskeligt mørke så absurd, at det er helt udenfor den almene forståelse. Med denne bog udforsker Ellis galskabens dybde og voldens effekt med så grafiske detaljer, at fortællingen føles som en ekstrem parodi på sindssyge.
Bogens hovedperson, Patrick Bateman, fører en særpræget form for dobbeltliv, og er til dels en pertentlig, veluddannet, politisk engageret og moderigtig ung mand i Manhattens finere samfundslag - men han er også en iskold morder, afhængig af tortur og vold. Udadtil er Patrick Batemans 'naboens søde dreng', der udtrykker korrekte holdninger om fattigdom og apartheid, men indadtil er han racist, homofob og mandschauvinist - en koldblodet psykopat. 

“... der er et begreb om Patrick Bateman, en slags abstraktion, men der er intet virkeligt jeg, blot en væren, noget illusorisk, og selv om jeg kan skjule min kolde stirren og du kan trykke mig i hånden og mærke kød og blod der griber dit og måske kan du endda fornemme at vores livsstile sikkert svarer til hinanden: Jeg er der ganske enkelt ikke.”

Jeg har færdiglæst "American Psycho" og tildelt den to stjerner uden den fjerneste intention om nogensinde at kaste et blik på den igen. Bogen fyldte mig med nådesløst ubehag og forfærdelse; den skræmte mig, gav mig kvalme og fremkaldte terror i de sene nattetimer. 

Historien fortælles i Patrick Batemans hoved, og med en klaustrofobisk nærhed beskriver han nøgternt hans hverdag, som består af endeløse diskussioner om passende tøj og korrekt etikette, nedværdigende blikke på hjælpeløse og hjemløse, et kærlighedsløst forhold til Evelyn og et surrealistisk behov for voldtægt, tortur og drab. Kapitlerne er små scenarier og situationer udplukket fra en større sammenhæng, og fortalt i Batemans flydende tankestrømme - kun afbrudt af adresserende og belærende afsnit om 80'ernes musik og popkultur. 
Ellis' samfundskritik er skarp og bidende. Romanen finder sted i en verden, hvor folk bliver præsenteret på deres valg af tøjmærker, og navne konstant ombyttes. Identitet og genkendelse er opløst, og materialismen er dominerende. Patrick Bateman er et direkte produkt af det samfund, han lever i; hans holdninger afspejler sig i film, musik, madanmeldelser og eksklusive tøjmærker. Han er en personificering af sine mørke omgivelser og omgangskreds, en ekstrem psyke dannet af en moralsk fortabt tid. 
Ligeledes muliggør ligegyldigheden i Patrick Batemans omgivelser de groteske mord, han udfører. Med en pralende fryd eller udtalt sandhedslængsel fortæller Bateman sine kollegaer og dates om hans morderiske tendenser - og ingen reagerer. Tomme øjne fortsætter henkastede samtaler, eller kategoriserer Batemans afsløringer som sludder og drilleri. Det samfund Ellis fremstiller er bedøvet af materialisme, og berøvet menneskelig sansning. Der lukkes øjne for ubehageligheder og trivialiteter, og det eksistentielle tomrum skaber en koldblodet psykopat. 

“Min smerte er vedvarende og intens og jeg håber ikke på en bedre verden for nogen. Faktisk ønsker jeg min smerte påført andre. Jeg ønsker ikke at nogen skal undslippe.”

Ellis' skrivestil er forbavsende nøgtern, da den afspejler Batemans følelsesmæssige tomrum. Hangen til drab er nærmest en triviel størrelse i Patrick Batemans almindelige hverdag - som en naturlig del af en forskruet tankegang. Mordscenerne bliver næsten beskrevet objektivt; sproget danner hensynsløst grafiske billeder af blod der sprøjter, hovedskaller der knuses og arme der oversaves. Minutiøse detaljer om ubegribelige gerninger. 
Min udgave af bogen er desuden præget af en iøjenfaldende mangel på kommaer - jeg ved ikke, om det gør sig alment gældende for Ellis' skrivestil, eller om det er en direkte følge af oversættelsen. 

Bogens slutning åbner for mange mulige tolkninger, og bevæger sig på en spinkel vippekant mellem virkelighed og illusion. Upålidelig narration er en mulighed - ignorante omgivelser er en anden. "American Psycho" er et spørgsmålstegn, som det er op til læseren selv at besvare. Ellis' leger med halve hentydninger, mørkelagte blindgyder og umuligheder, og tvinger dermed sin læser til at tage stilling til et mysterie, der ikke tilbyder et endegyldigt svar. Modargumenterne for begge tolkninger bliver ved i en hjælpeløs kæderække af tvetydighed.
Sommetider kan det være en god ting at læse en historie, man helst ikke vil høre, og betragte ting man helst ikke vil se. "American Psycho" er en øjenåbner, der fremtvinger et billede man helst vil være foruden - et billede man normalt ville lukke øjnene for. At læse den var en surrealistisk oplevelse, der gjorde mig kvalm og svimmel. Det er en sjældenhed for mig at færdigløse en bog med et bevidst ønske om hurtigt at glemme den igen.
De to stjerner er således givet med ambivalens og tøven. De afspejler snarere min gruopvækkende læseoplevelse end bogens objektive kvalitet. Jeg er muligvis blevet desorienteret af de grafiske og detaljerede mordscener, og indtrykket jeg sidder tilbage med, former sig i direkte afsky - både overfor fortællingen selv, og det samfund den portrætterer. 

"A Room with a View" af E. M. Forster

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi, og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

"A Room with a View" af E. M. Forster, fra forlaget Penguin, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1908). 4/5 stjerner. 

Forsters korte bog om manerer, dannelse, ungdom og kærlighed  starter i det smukke Italien, hvor Lucy Honeychurch og hendes ældre kusine Charlotte Bartlett færdes under de varme himmelstrøg. Under deres ophold i Firenze møder de adskillige frie sjæle og besynderlige personligheder - heriblandt en særlig George Emerson, der overrasker den naive Lucy Honeychurch i en så stor grad, at hun hastigt rejser videre.
Da Lucy atter vender tilbage til sit hjem i England, konfronteres hun med et ubærligt fremtidsvalg, og skal således vælge mellem konvention eller passion - social klasse eller kærlighed.  

“We cast a shadow on something wherever we stand, and it is no good moving from place to place to save things; because the shadow always follows. Choose a place where you won't do harm - yes, choose a place where you won't do very much harm, and stand in it for all you are worth, facing the sunshine.” 

"A Room with a View" er en utrolig kort lille bog, og dog har den alligevel taget mig en evighed om at forstå. Første gang jeg læste den, blev jeg efterladt med en blank følelse af ligegyldighed. Den så omtalte kærlighedshistorie fangede mig ikke, rørte mig ikke og nåede aldrig helt at synke ind. Mine øjne fløj over siderne uden jeg helt var klar over, hvad det egentligt var, jeg læste. 
Så jeg forsøgte igen og læste den for anden gang med omhyggelig ro og dyb koncentration. Jeg vendte siderne langsomt og forsigtigt - for eftersom dette er en bog af få ord, er hvert ord vigtigt og uundværligt for historiens omfang. Bogens smalle tykkelse er enormt vildledende. 
Med et trylleslag kunne jeg pludselig se hvordan denne lille 200siders bog gemte på skatte, jeg fuldstændig havde overset, humor jeg slet ikke havde forstået, og karakterer som jeg slet ikke havde bemærket. Forsters lille fortælling er i virkeligheden en komedie om de øverste samfundslag, en klassisk dannelsesberetning og den er overbefolket med komiske og vidunderlige karakterer, der alle adskiller sig med lethed fra hinanden. 
Den naivt uerfarne og uskyldige hovedperson, Lucy Honeychurch, bevæger sig ud fra sin isolerede drømmeverden og ind i bitter erkendelse, hun bliver elsket, og hun afviser, hun afsværger kærligheden, og hun bliver forelsket. Lucys historie er en historie om opvækst, udvikling og klarsyn - og hele forløbet ligger halvvejs skjult mellem bogens linjer. 
Lucys medrejsende anstandsdame og kusine, Charlotte Bartlett, blev en uendelig kilde af morskab under læsningen. Forster fremstiller hende ikke blot som en tragisk pebermø, han tilføjer også komiske elementer af påtaget martyrdom; og Charlotte foregiver således ikke at være bitter over sin bitre skæbne. 
Dertil kan tilføjes den højlydte og sladrende skribent Miss Eleanor Lavish, den højtidelige og forblændede Cecil Vyse, den passionerede og højtflyvende George Emerson og Lucys barnligt fjollede bror Freddy. 

“It isn’t possible to love and to part. You will wish that it was. You can transmute love, ignore it, muddle it, but you can never pull it out of you. I know by experience that the poets are right: love is eternal.”

I virkeligheden er "A Room with a View" en romantisk komedie. Hjertekildrende øjeblikke, såsom stjålne kys i mørke korridorer og en passioneret kærlighedsåbenbaring i et lilla blomsterlandskab sætter glitrende spor af rosafarvet forelskelse gennem hele fortællingen. Den komiske værdi gør dog også konstant opmærksom på sig selv, via snæversynede karakterer, parodiske bøger under latterlige dæknavne og overspillede mini-dramaer om retten til et værelse med en god udsigt. 
Ligeledes er der også en lille mængde af passende samtidskritik skjult under de komiske hændelser. Forster synes at filosofere over kvindens ret til frihed, den overformelle britiske kultur og vigtigheden af rejser, kunst, bøger og musik for dannelsen af en personlighed og åbningen af en horisont. 
Hvad jeg overså i min første læsning, sprang mig i øjnene denne gang; den lille bog gemmer på en stor historie, set gennem øjnene af et vrimlende virvar af karakterer og i konstant skiftende omgivelser. Bogen er ikke en overvældende kærlighedshistorie med pompøst favnende armbevægelser; men den har lune glimt i dens øjenkroge og smukke lektioner i dens gemmer. 

Tema-tirsdag #13: Historisk fascination

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi, og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

Jeg har altid været en håbløs drømmer, og jeg har altid drømt mig tilbage til fortidens pompøse kjoler og overdådige balsale. Min romantiserede udgave af 1800tallet er den tid, jeg allerhelst vil befinde mig i - i en verden af galanteri, pomp og pragt. Naturligvis var virkeligheden en anden; langt mere barsk, snavset og kvindefornedrende, men ikke desto mindre har jeg dannet mig mit helt eget ignorante billede af datidens storhed og elegance. 

Måske startede det allerede med mit slidte VHS-bånd af Askepot og hendes glitrende kjoleherlighed, eller også var det alverdens eventyrsfortællinger om guldkronede prinsesser, der plantede længslen i mit hjerte. Den har nærmest altid været der.

Da jeg ved et lykkeligt tilfælde en dag befandt mig overfor bibliotekshylderne proppet med Herta J. Enevoldsens historie-fortællinger, var jeg tabt for altid. Caroline Mathilde, Leonora Christina og særligt Marie Antoinette udgjorde mit historiske verdensbillede.

Sidenhen har jeg ofte flygtet ind i en royal verden af silkekjoler og kunstfærdigt broderi. Overdrevne dramatiseringer, historiske redegørelser og rent gætteri; jeg har læst og elsket en bred vifte af bøger om fortidens kongelige kvindeskæbner. Det er en helt speciel form for historisk fascination, der både er gruopvækkende og fuldstændig romantisk. Jeg fortaber mig hovedløst i indgående beskrivelser af tunge diademer, guldbelagte kareter og brusende balkjoler. Jeg forsvinder i et yndefuldt sprog med kunstfærdige sætningsopbygninger og tiltaleformer. Jeg forarges over uretfærdighed og komplot; og jeg frydes over enkelte glimt af (formodet) ægte eventyrskærlighed.

Sommetider betegner jeg de fiktive fortællinger om virkelige skæbner som en slags 'guilty pleasure'. Og dog finder jeg så megen fornøjelse i dem, at jeg ikke helt kan føle mig skyldig over det alligevel. 

Læser I også om fortidens kongehuse? Eller har I måske en helt anden historisk fascination? 

"The Blue Fairy Book" af Andrew Lang

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi, og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

"The Blue Fairy Book" af Andrew Lang, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1889). 3/5 stjerner. 

"The Blue Fairy Book" var den første bog i Andrew Langs række af eventyrssamlinger. Hver bog kendetegnes ved deres farve, og de breder sig i et sandt regnbue spektrum af nuancer. 

Bøgerne indeholder eventyr fra alverdens kulturer, som Andrew Lang indsamlede, tilrettede og organiserede. Denne blå herlighed indeholder både velkendte eventyr om elskede karakter såsom Askepot, Rødhætte og Rumleskaft - men også mindre genkendelige fortællinger i form af "Why the Sea is Salt", "The White Cat" og "The Red Etin". 

“Be as true-hearted as you are beautiful, and we shall have nothing left to wish for.”

Det er altid en fornøjelse at læse klassiske eventyr, og betragte de historier, man troede, man kendte udfolde sig i helt uventede retninger og nye drejninger. Eventyr varierer i sådan en ekstrem grad, at man sommetider kan komme til at tvivle på, hvorvidt titlen har været en fejl - og om den overhovedet har noget til fælles med den velkendte barndomshistorie.

Eventyrslæsning er naturligvis også den sødeste form for eskapisme; simple historier med strukturelle ligheder og velkendte kompositioner fører altid næsten tankerne ad nostalgiske og fjerlette veje. Prinserne får altid deres prinsesser, dragerne bliver besejret, katte kan tale og magi er en synlig størrelse, der både kan udøves og tilbageføres. Hvert eventyr har en belærende morale, en opløftet pegefinger, og fortæller om mod, godhed og fantasi. Eventyrsverdenen er et fantastisk sted at færdes i.

Utroligt nok tog denne bog mig alligevel evigheder at læse; om det skyldes en stressende eksamensperiode eller koncentrationsmæssige besværligheder, ved jeg ikke. Eventyrene var akkurat som jeg forventede dem - og dog ikke. 

“The next room was a library, and she saw everything she had ever wanted to read, as well as everything she had read, and it seemed to her that a whole lifetime would not be enough to even read the names of the books, there were so many.”

I vinters genlæste jeg Brødrene Grimms komplette eventyrssamling, og jeg blev fanget i fortællingernes hidtil oversete mørke. Tæer blev skåret af og øjne blev hugget ud af deres øjenhuler af bidske fugle - jeg blev overrasket over eventyrenes ekstremt morbide side, og forundret over den barske tilgangsvinkel. Eventyrene var så langt fra de Disneyficerede versioner, jeg voksede op med.

Andrew Langs eventyr indeholder derimod ikke så mange af den slags overraskelser; historierne lader til at stemme overens med Disneys romantiserede fortællinger i en højere grad. Selvom de fremstillede eventyr er evigt klassiske og elskelige, virkede de en anelse svage, måske endda tilbageholdende, i forhold til Charles Perrault og Brødrene Grimms mere upolerede versioner af de samme fortællinger.

Bogen er dog stadig læseværdig - og særligt for de, der foretrækker helt rene og genkendelige eventyrsfortællinger fra barndommens tidligste år. For mit vedkommende tog forudsigeligheden dog et flig af glæden, hvilket måske blot er den sørgelige konsekvens af at læse eventyr udenfor barndommens rammer.

Naturligvis var der også skinnende guldkorn mellem de mange sider. Langs udgave af "The Beauty and the Beast" må være den bedste, jeg nogensinde har læst. Den naturlige sødme og smukke morale i den simple historie, fremstilles på bedste og mest elegante vis i Langs hænder. Ligeledes hører "The White Cat" og "East of the Sun and West of the Moon" til blandt bogens største skatte. 

Konkurrence #4: En fødselsdagsgave

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi, og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden. 

Denne konkurrence er venligst sponsoreret af SAXO (og af mig selv). 

Fødselsdage handler om mange ting blandt andet at give gaver og bringe lykke; og jeg har brugt anledningen til at finde en fin fødselsdagskonkurrence-gave frem til en af jer. 

SAXO har været så venlige at udlodde en bog til sommerlæsningen - "Den faldne engel" af Daniel Silva, som er en spændende krimi. I kan læse mere om bogen lige her. 

Jeg har desuden selv fundet yderligere to bøger frem for at skabe en fin lille bogpakke. En lilla fryd med guldtryk i form af Cecilia Aherns "Dagbog fra i morgen", og en bog fra toppen af min egen læseliste "På den anden side" af Audrey Niffenegger. 

De tre bøger repræsenterer således tre af de mest underholdende genrer til sommerens tidsfordriv; krimi, chick-lit og fantasy. Fjerlet og inddragende strandlæsning. 

For at deltage i konkurrencen om denne lille bogpakke skal I blot lægge en lille kommentar til dette indlæg  og fortælle hvilken genre I holder allermest af. Husk også at skrive jeres e-mail, så jeg kan kontakte vinderen. I kan deltage i konkurrencen indtil d. 25/7, hvor jeg hurtigst muligt efter offentliggør den heldige vinder.

“Birthdays are nature's way of telling you to eat more cake.”

Godmorgenkys på panden og hæs sang. Kagerester og farverigt krymmel. Kærligt indpakkede gaver, hvoraf særligt de firkantede og hårde af slagsen, fanger min opmærksomhed. Søde kort fyldt med søde ord, smil, latter og snak - og endnu et år. I dag er det min fødselsdag.

Jeg fylder 23 år, og min ønskeseddel har nærmest udelukkende bestået af bøger, kjoler og tegnefilm. Jeg læser stadig børnebøger, jeg genlæser stadig Peter Plys, og jeg venter stadig længselsfuldt på mit Hogwarts-brev. Alder er blot et tal. 

Fødselsdage opfordrer dog altid til en smule refleksion; små funderinger over året der er gået, og året der er givet. Tiden er fløjet forbi, ligesom sider i en bog, og et nyt kapitel er påbegyndt. Kapitel 23. Jeg ved endnu ikke, hvad det helt skal indeholde, men jeg ved, hvad det starter med; en kildrende lykkefølelse, en pakket kuffert, en forestående ferie og uendelige stakke af ventende bøger. Jeg glæder mig allerede. 

"The Ocean at the End of the Lane" af Neil Gaiman

"The Ocean at the End of the Lane" af Neil Gaiman, fra forlaget Headline, udgivet i 2013. 5/5 stjerner. 

Neil Gaimans nyeste roman handler om minder; hvordan de forvrænges, fortrænges, ændres, genoplives og forbliver i menneskets kaotiske tankestrømme. Tilsat underfundige eventyrselementer, uhyrlige fantasy-kreationer og et barnligt verdenssyn fortæller bogen både om venskab og familie, liv og død. 
Hele bogen er et tilbageblik til en kaotisk tid i en unavngivet jeg-fortællers barndom. Ved kanten af en dam, som en nabopige engang betegnede som et hav, stirrer en halvvoksen mand ned i vandets spejlblanke overflade og husker ting, han troede, var druknet og tabt for altid. 
Med et enkelt blink er han atter syv år gammel på flugt fra en truende ondskab, der vil opløse alle familiebånd og omvende hans tilværelse fra idyl til fangenskab. Den eneste redning er den sælsomme Hempstock familie længere nede af vejen; og i særdeleshed den jævnaldrende Lettie Hempstock, som er i stand til at benytte besværgelser og jage skygger.

“I was not happy as a child, although from time to time I was content. I lived in books more than I lived anywhere else.”

Dette er en fortælling om barndom, men den er ikke fortalt til børn. Dette er en fortælling om erindring, men den involverer ikke nostalgi. Det er snarere en fortælling, der stiller spørgsmålstegn ved hukommelsens funktioner; hvordan vi husker,  hvordan vi glemmer og den tilsyneladende simple konstruktion af et komplekst minde.  
"The Ocean at the End of the Lane" er ikke den fantasy-roman, jeg havde forestillet mig. Det er ikke den bog, jeg havde forventet, Neil Gaiman ville skrive. Den er et genre-mæssigt rod; et miskmask af fabel, myte og magisk realisme. Min veldefinerede genre-inddeling må give fortabt overfor den.
Omslaget på min udgave af bogen er pyntet med personlige barndomsbilleder fra Gaimans egen opvækst, og historien udspiller sig ligeledes i det hus, der dannede rammen for Gaimans tidligste år. Via en navnløs jeg-fortæller tilsætter Gaiman et drys af fantasi til sin hjemegn, og fører læseren gennem et landskab med lige dele af umuligheder og virkelighed.  Romanen er efter sigende ikke direkte selvbiografisk - men den indeholder dog brudstykker, der til forveksling ligner sparsomme glimt af Gaimans inderste hjertekroge.

“She had such unusual eyes. They made me think of the seaside, so I called her Ocean, and could not have told you why.”
  
Dette er en smuk fortælling, og den er smukt skrevet. Under læsningen stødte jeg på adskillige citater, der føltes som fragmenter af min egen barndom - og jeg tror, det vil gøre sig gældende for ethvert barn, der nogensinde har søgt tilflugt og trøst i bøgernes imaginære verdener. 
Gaimans formuleringer er udgjort af melankolske sangstemmer og sandfærdige melodier. Når den frygtsomme hovedperson monotont messer Lewis Carrolls digte som bønner, og børnesange anvendes til magiske forvisninger, overvældes læseren af en mytisk genkendelse. Det simple og rytmiske sprog bygger broer af accept på tværs af ubegribelige hændelser og mærkværdige karakterer.
Hovedpersonen mindes gennem hele historien, det barn han var, og i modsætning til den stædige Coraline og den heltemodige Nobody maler Gaiman et portræt af en sårbar og skrøbelig dreng. Barndommen behandles uden det glorificerende lys, og der præsenteres en 7-årig dreng omgivet af ensomhed, frygt og usikkerhed; en dreng der har behov for at sove med døren på klem for at jage mareridtene på flugt, en kujonagtig helteskikkelse der både tisser i bukserne og konfronterer sine dæmoner.
Plottet er mærkværdigt og besynderligt og fuldstændig elskeligt. I et virvar af bøger, barnlige opdagelsesrejser, udklippede minder, rendyrket ondskab, spindende katte og en dysfunktionel familie der er ved at falde fra hinanden, gemmer der sig både oldgammel magi og ærefrygtindgydende visdom.
Og blandt alle de fine budskaber og belærende lektioner, finder jeg en fortælling om smertefulde minder, der aldrig kan tydes, og en opgivende viden om en skæbne, der aldrig kan ændres. Jeg-fortælleren genoplever sine minder, samtidig med han sørger over deres uigenkaldelighed. Minder er således ubøjelige størrelser - man kan leve i dem uden at kunne ændre dem. Barndommens skrøbelighed sætter sit spor overalt i historien. 

“I do not miss childhood, but I miss the way I took pleasure in small things, even as greater things crumbled. I could not control the world I was in, could not walk away from things or people or moments that hurt, but I took joy in the things that made me happy.”

Bøger betyder forskellige ting for forskellige mennesker, og denne endte med at betyde noget helt særligt for mig. Med den åbnede Neil Gaiman støvede døre i mit baghovede og lod lyset strømme igennem. Han mindede mig om noget, jeg troede, jeg havde glemt - en kærlig erindring, der havde revet sig løs dalede atter ned til mig, så jeg kunne lukke mine fingre tæt sammen om den og knuge den ind til mit hjerte.

At læse "The Ocean at the End of the Lane" blev en dybt personlig og intim oplevelse, der fik mine tanker til at rumstere, og flyttede rundt på et eller andet i mit indre. Historien finder sted i Neil Gaimans barndomshjem, men jeg endte med at se mit eget gule murstenshus i stedet. Bogen er muligvis Gaimans mest personlige beretning; men den er også universal, den strækker sig i det uendelige, den favner barndommens mest basale bestanddele, og hvisker lavmælte hemmeligheder til enhver voksen der nogensinde har været barn.

Jeg fandt en lille sandhed gemt bag magiske beretninger om månespejlinger, marker af kattekillinger, orange himmelhvælvinger og salte bølgeskvulp. Jeg fandt en lille sandhed om det barn jeg engang var, og aldrig nogensinde bliver igen. Jeg fandt en lille sandhed og efterlod til gengæld et lille hjerteaftryk et sted undervejs.

Jeg har slet ikke ord nok. Jeg har tidligere rost Neil Gaimans originale skrivestil, hans overraskende drejninger og sorte humor. Jeg har tidligere givet ham fem stjerner og alverdens ros. Men denne bog fortjener mere end det. Den er ophørt med blot at være en Neil Gaiman bog. Den er blevet en personlig bog, en vigtig bog for mig. Min beundring for Neil Gaiman, hans forfatterskab og hans bøger er dybere end havet selv.
I kan lytte til Neil Gaimans oplæsning af et uddrag fra det første kapitel lige her.