“Time has no divisions to mark its passage, there is never a thunder-storm or blare of trumpets to announce the beginning of a new month or year. Even when a new century begins it is only we mortals who ring bells and fire off pistols.”

Nytår er en mærkelig ting, og efterlader mig altid i en sær form for splittelse. Tal justeres, raketter affyres og mennesker krammes. Mad spises, champagne drikkes og kys udveksles. Og altimens glider et udlevet år forbi, og afløses fra det ene sekund til det andet med et helt nyt, uberørt og forventningsfuldt nytår. 

På et enkelt midnatsminut udløses en sær form for magi, som jeg ikke kan forstå eller udregne. Jeg kan blot mærke den - og ane det hav af muligheder, der venter forude i horisonten. Blinkende, lokkende og tøvende.

År 2013 har været et smukt år fyldt med smukke øjeblikke, oplevelser og mennesker. I et skørt indfald startede jeg Paperback Castles i slutningen af marts, uden den fjerneste idé om, hvor det ville føre mig hen, og hvad det ville bringe. Jeg havde aldrig troet, at bloggen ville vokse sig så stor så hurtigt, og medføre en lavine af nye bekendtskaber, spændende diskussioner og hjertevarmende kommentarer. Det er langt mere, end jeg nogensinde havde drømt om. Tak.

Jeg håber, I alle kommer godt ind i det nye år og får en helt fortryllende aften omgivet af både nye og gamle minder. Hver og en af jer, har gjort mit år 2013 til noget helt særligt, og for det takker jeg jer. Vi ses i år 2014.

Læse-refleksioner #1: Min eneste bogudfordring i 2013

Læse-udfordringer er en uhyre sjælden ting i min verden. I samme øjeblik jeg opstiller mål og oplister bøger, mister jeg lysten til at læse dem. I min ellers så nøje planlagte hverdag, fungerer læsevalg som små stjerneskud af spontanitet. Jeg vælger bøger ud fra øjeblikkelige indskydelser og tilfældige rækkefølger.

Naturligvis nærmest påbyder Goodreads en til at sætte og stræbe efter et læsemål, men oftest har jeg glemt at holde øje med tallet derinde. Det har aldrig været en ubøjelig målsætning i mine øjne. Derfor har den eneste reelle bogudfordring i 2013 for mit vedkommende været et ønske om at læse mere lyrik. Jeg startede 2013 med en beslutning om at læse én digtsamling i måneden - og undervejs er jeg blevet introduceret til en helt ny måde at bruge, læse og forstå ord på. Det har været en succes, og med akkurat 12 digtsamlinger, er ethvert mål opnået. (På billedet mangler "The Essential Rumi" af Rumi, samt "The People Look Like Flowers at Last" af Charles Bukowski, som jeg begge lånte på biblioteket.)

Januars stilfærdige snevejr blev tilbragt med "Penguin's Poems for Life" og "Penguin's Poems for Love", som er digtsamlinger med stor variation i emner, forfattere og tidsaldre, og den perfekte introduktion til enhver lyrisk begyndelse. I februar stiftede jeg bekendtskab med E. E. Cummings og hans komplicerede modernisme, der opfordrede til nærlæsning af hvert eneste ord. Marts blev fortryllet af W. B. Yeats og hans eventyrlige tilgangsvinkel. April forsvandt til ordlyden af Shakespeare klassiske sonetter, og i maj fandt jeg vejen ind i Emily Dickinsons skrøbelige univers. Under junis sommersol lod jeg mig forføre og beruse af John Keats' sensuelle og fuldendte digte, og i julis hede lånte jeg Bukowski med mig hjem fra biblioteket. Lewis Carrolls digte og nonsens blev læst i en rolig feriestund, og Rumis kærlighedsdigte forgyldte de dage, hvor det hektiske skoleliv atter vendte tilbage. I november kildrede Yahya Hassan min nysgerrighed, og sammen med resten af Danmark læste jeg med stor fascination de vrede og store bogstaver, han er så kyndig til at arrangere. November bød ligeledes på en introduktion til Lang Leavs naive og dog så komplekse digte med tilhørende illustrationer. I december læste jeg desuden også et par traditionelle juledigte - men dog ikke hele samlinger.

Dette år har jeg forvildet mig dybere ind i lyrikkens verden end nogensinde før; og på min vej har jeg fundet alskens perler og skatte. Forfatternavne jeg hidtil har betragtet med spørgsmålstegn på læben, har ændret sig til lovprisninger efterfulgt af en flok udråbstegn. Jeg har læst digte, der med fem simple ord, har udtrykt mere og ramt mig dybere end hele Tolstojs kæmpemæssige "Krig og fred". Jeg har stødt på lyrik, der nærmest grænsede til volapyk og indforståede koder, som jeg har måtte dechifrere med den største koncentration. Og undervejs er min glødende beundring for den komprimerede udtryksform vokset og vokset. Jeg vil for evigt være målløs og ordløs overfor lyrikkens metode til at udtrykke så meget med så få ord.
Jeg tror, jeg gerne vil gentage princippet om en månedlig lyriklæsning til næste år; og til den ventende januar har jeg allerede fundet Inger Christensen frem. 

Har I gennemført en form for bogudfordring i år? I så fald - hvilken? Og har I også fået læst en smule lyrik på vejen? 

Fjerde adventsvinder

Den fjerde og sidste adventskonkurrence er pludselig udløbet og skal afsluttes. I den forbindelse vil jeg meget gerne sige tak; tak til Lindhardt & Ringhof, People's Press og SAXO som så generøst har sponsoreret bøger til formålet, og tak til jer læsere, som så troligt har deltaget. Det har været en ren lykkeleg at fejre adventssøndage med jer.

Spørgsmålet i den sidste konkurrence har generet interessante svar og spændende bogtips. Fra Jack Kerouac til Suzanne Collins, Jo Nesbø, Fay Weldon og E. M. Forster spreder jeres læseeventyr sig i en inspirerende vifte af valgmuligheder. Der hersker ingen tvivl i mit sind om, at 2013 har været et fantastisk bogår med så uendeligt mange bogopdagelser - og enhver i mangel af læseinspiration kan med fordel gå på opdagelse i konkurrence-indlæggets kommentarfelt.

Vinderloddet er denne gang faldet i hænderne på Amanda, som jeg straks har sendt en mail. Til alle jer andre sender jeg alverdens tak. Jeg håber, fremtiden vil byde på flere milepæle og flere konkurrenceanledninger til bloggen - og jeg håber, I alle får et helt forrygende nytår. 

De firkantede pakker under træet

Juleaften er allerede gledet forbi i en lykkelig døs af familiehygge, traditioner og minder, og ligeså er juledagene med deres afdæmpede ro, slikrester og eventyrsfilm. Julegaverne er givet og modtaget med kærlig omtanke og ligger stadig fremme, stablet i sirlige stakke. Jeg er endnu som et lille barn med mine julegaver, og kan slet ikke lade være med at kigge beundrende på de mange fine ting, og stryge kærligt over de blanke og perfekte overflader. Det føles akkurat som at være fem år igen og være omgivet af nyt og skinnende legetøj; også selvom mit foretrukne legetøj nu har ændret form til tunge og firkantede bøger.
Under juletræet fandt jeg således også firkantede pakker og sløjfeindbundne herligheder med mit navn påskrevet de tilhørende gavemærker. For mine omgivelser har med hovedrysten og smil for længst erkendt, at bøger bringer stor lykke i min verden. Alt for ofte har de set mig juble, smile og kramme en nyåbnet bog i en svimlende glædesrus. De har set mig indånde duften af nye og helt uberørte sider, og set mig kærtegne guldtryk og forsideillustrationer. De har set mig gå i læsemæssig trance i de følgende juledage, og de har lyttet til mine kvaler, når jeg vil læse alle bøger samtidig. Derfor giver de mig bøger med visheden om, det vil tænde julelys i mine øjne og sprede varme i min krop. For de bedste gaver er netop dem, der gives med intentionen om et ventende smil. Uanset form, farve og størrelse.

I videobloggen nedenfor fremviser jeg de bøger, jeg fandt under juletræet. Hvad med jer? Gemte der sig også firkantede vidundere under jeres juletræ? I så fald, hvilke? 

“Christmas waves a magic wand over this world, and behold, everything is softer and more beautiful.”

Jeg har elsket det lige siden, jeg var barn. At vågne juleaftensdag med kildrende forventninger og sommerfugle i maven, en gave fra Julemanden på sengebordet og lyden af min mors tidlige skramlen rundt i køkkenet. Det fineste var altid at træde ud af mit værelse med matte øje, og ane juletræets skinnende lyskæder skinne gennem glasdørene for enden af gangen. Som en strålende ledestjerne, et glitrende julesymbol, en sand barndomsdrøm. For i samme øjeblik mine øjne ramte de tændte lys for enden af gangen, vidste jeg, der ventede en helt særlig dag forude.

Juleaftensdag er mange ting; gensynskram, højlydt latter, pakkespil, æbleskiver og Disney's Juleshow. Dagen er præget af stemning, smil og barnlig begejstring. Forventningens glæde opbygges og opbygges for endelig at kulminere med andesteg, flæskesteg, mandelgave, juletræsdans og raslende gavepapir. Jeg betragter det som den bedste dag på hele året; og i skrivende stund sidder jeg og stirrer på juletræets reflekterende glaskugler, og venter på det hele vil gå i gang. Lige om lidt.

Glædelig jul, kære læsere. Må jeres juletræ stråle, jeres hjerte glædes, og jeres maver mættes på denne dag fyldt med varme og lykke; storm og kulde. Jeg håber, alle jeres ønsker går i opfyldelse.

"A Christmas Carol and Other Christmas Writings" af Charles Dickens

"A Christmas Carol and Other Christmas Writings" af Charles Dickens, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1843). 4/5 stjerner. 

Dette er en af de få historier, der fuldstændig overflødiggør en introduktion. Dickens' fortælling om den gnavne rigmand Ebenezer Scrooge, der en nat besøges af tre juleånder, er fuldstændig ikonisk. "A Christmas Carol" er blevet til en tradition - og i så mange af sæsonens julefilm og julebøger kan endnu ses tydelige spor fra den.
Denne udgave af bogen indeholder desuden også andre udsnit af Dickens' julerelaterede skriveri. Små essays, historier og tydeligt forarbejde til "A Christmas Carol" finder også sin vej ind i denne samling.

"There seems a magic in the very name of Christmas." 

Jeg kendte historien, før jeg overhovedet anede, der fandtes en bog. Den blev overleveret til mig i fjernsynets firkantede kasse med Disney-figurer og Muppets, og dens morale var allerede en så intregreret og selvfølgelig del af vores kultur, at jeg slet ikke skænkede det en tanke. Først mange år senere begyndte jeg at sammenkæde Dickens med juleeventyret om en mands omvendelse og næstekærlighedens vigtighed.

Man krediterer ofte Dickens for at have opfundet julen, som vi kender den i dag. Det er naturligvis en oversimplificeret betegnelse for Dickens' egentlige bedrift, men samtidig også en imponerende hyldest til den betydning, vi tillægger ham. Jul er nærmest blevet synonymt med Dickens, og hans indflydelse på vores fejring strækker sig længere, end øjet rækker. 170 år efter dens udgivelse, bliver "A Christmas Carol" stadig oplæst, indspillet, udgivet og udlånt; historien er blevet til en selvfølgelig del af julen - og ligeså er dens værdier, morale og budskab. Den er klassisk, og den er tidsløs.

På dansk oversættes titlen på Dickens' berømte julebog til "Et juleeventyr", og et eventyr er præcis, hvad man vil finde, når man åbner den lille fortælling. Et eventyr sprængfyldt  med socialrealisme og kritik, et eventyr med elementer af sorg, uhygge og død, et eventyr med tidsrejser, ånder og spøgelser; men mest af alt er "A Christmas Carol" et lille eventyr med alverdens magi, kærlighed og julestemning. Fra overdådige julemiddage til små glædende tanker - bogen indfanger julens fineste kvaliteter på et enkelt øjeblik, og selv den mest hårdkogte Ebenezer Scrooge vil ikke kunne modstå Dickens' trylleri. 

"A Christmas Carol" er, hovedsaligt, en historie om karakterudvikling; Scrooges forvandling fra egoisme til omtanke ses som det overordnede tema, der bærer bogen frem til dens endelige konklusion. Dickens fremstiller med historiens slutning et billede af den perfekt idealiserede jul. Familier samles, mad spises og glæde spredes. Fortid og fremtid forenes ved et nutidigt middagsbord, hvor der både er plads til nostalgi, minder og forventninger. Og således bliver de tre juleånder hængende lidt endnu.

"Reflect upon your present blessings - of which everyman has many - not on your past misfortunes, of which all men have some. Fill your glass again, with a merry face and a contended heart."

Denne udgave indeholder også små essays samt længere historier fra Dickens' arbejde som journalist og redaktør. De varierer fra en slags kedsommelige eksperimenter, der senere hen formede sig i retning til "A Christmas Carol", til små herlige stykker af komprimeret julestemning. 

Under læsningen af disse tilhørende skriverier, frydedes mit hjerte over et essay ved navn "Christmas Festivities", hvor Dickens beskriver den mest vidunderlige julescene på blot seks sider. Ligeledes frembragte "A Christmas Tree" alverdens smil og lykke med sin minutiøse beskrivelse af et juletræ, og de fantasibilleder det kan danne i små barnesind.

Disse mindre brudstykker af noveller og essays tilbyder et yderligere indblik i Dickens' forhold og litterære bearbejdelse af julen. I næsten hver julehistorie anes en symfoni af nostalgiske toner, og Dickens dvæler over tomme stole, der engang var besat. Julen er hos Dickens tæt forbundet med at mindes, og det ses tydeligt i "What Christmas is as We Grow Older", som er en lille beretning udgjort af refleksioner og tankestrømme. I den nedskriver Dickens de forandringer, som hver jul bringer, og forsøger at nå frem til den accept, der er nødvendig for at se fremad.

Naturligvis blegner de små historier i forhold til den udødelige "A Christmas Carol", men de danner dog alligevel et mere nuanceret baggrundstæppe for udviklingen af den endelige historie. Små glimt af hjertevarme, julestemning og nostalgi flyder gennem de små historier, og kulminerer på storslået vis i "A Christmas Carol" - og på den måde bliver læsningen til et sandt juleeventyr. Intet sted i verden finder jeg så megen julestemning som hos Dickens.

Konkurrence #10: Fjerde adventssøndag

Da jeg planlagde mine adventskonkurrencer og skrev rundt til søde sponsorer, lod jeg med vilje den sidste adventssøndag stå tom. For jeg ville have plads til en helt særlig gave, en helt særlig lykkeforæring. Noget som kunne vise min påskønnelse og taknemmelighed overfor jer. Verdens bedste læsere.

For nyligt opnåede bloggen en meget betydningsfuld milepæl. Det svimlende Bloglovin' tal forbipasserede 738 læsere, og efterlod mig helt åndeløs. Selvom det virker som et mærkværdigt tal at fejre og at hylde, har det en helt særlig personlig betydning for mig. Det betyder nemlig, bloggen har vokset sig større end min gamle blog. Og det troede jeg helt ærligt aldrig, jeg kunne opnå; og slet ikke så hurtigt. Tanken har hidtil virket som en umulighed.
En så speciel anledning kræver naturligvis en helt speciel gave. I virkeligheden var det slet ikke svært at udvælge den. Jeg vidste præcis, hvad det skulle være. Vi har alle yndlingsbøger i vores samlinger - og denne er absolut en af mine. En usigeligt smuk, gulddekoreret og læderindbundet udgave af Louisa May Alcotts hjertevarmende bog, "Little Women". En bog jeg slet ikke kan retfærdiggøre i simple fraser - hverken når det kommer til udseende eller indhold. En perle i enhver bogreol; og en fryd for enhver læser. Jeg startede min decemberlæsning med denne - og nu kan en af jer slutte jeres decemberlæsning med den. Vær blot opmærksom på, bogen er skrevet på engelsk. Læs min anmeldelse af bogen lige her.

For at deltage i konkurrencen skal I blot skrive en lille kommentar til dette indlæg - fortæl gerne om den bedste læseoplevelse I har haft i 2013. Jeg ser helst, at I er faste læsere på en eller anden måde, men det er ikke et krav, og det er ikke noget, jeg kontrollerer. Husk også at skrive jeres e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med d. 28/12, hvor jeg hurtigst muligt efter offentliggør den heldige vinder, og bestiller et eksemplar til vedkommende hjem fra The Book Depository. Indtil da ønsker jeg jer alle en glædelig jul!

Tredje adventsvinder

Inden årets korteste dag for alvor forsvinder ind i sit eget mørke, er der en vinder, der skal findes og en bog, der skal indpakkes. Den tredje adventssøndag er allerede langt bag os; og den fjerde venter forude. Vinderen af "Min tid i gule sokker", venligst udloddet af People's Press, er blevet udvalgt ved nummertilfældigheder på random.org, og indehaveren af lykketallet to er Malene. En mail er blevet sendt afsted, og bogen vil snart følge trop.

I morgen vil den sidste adventskonkurrence afsløres - og den udvalgte præmie er både personlig og vidunderlig. Jeg glæder mig virkelig til at udlodde en af mine absolutte yndlingsbøger i en af mine absolut yndlingsudgaver til jer.

Sov godt.

"Gaven" af Cecelia Ahern

"Gaven" (org. titel "The Gift") af Cecelia Ahern, fra forlaget Thaning & Appel, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2008). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 2/5 stjerner.

I "Gaven" følger man Lou Suffern, en travl forretningsmand, der kun lever halvt; i et fraværende røgslør er han altid fokuseret på fremtiden - på det næste møde, den næste aftale og den næste opgave. Hans familie skænker han sjældent en tanke, og ofte foretrækker han en drink efter arbejdet i stedet for den direkte vej hjem.
Alt dette ændres dog, da han en dag møder en hjemløs mand ved navn Gabe. Da han bliver imponeret af Gabes iagttagende evner, tilbyder han ham straks et job, og ændrer derved kursen på sit eget liv. Gabe har evnen til at forandre Lou; til at give ham et helt nyt perspektiv på den tid, han så skødesløst ødsler bort.

“Julemorgen er husene skattekister med skjulte sandheder. En krans på døren som en finger for munden; nedtrukne persienner som lukkede øjenlåg.”

Når man ser på den, er man ikke et øjeblik i tvivl. Cecelia Aherns navn toner tydeligt frem, og er blot forstærket af en rosende udtalelse fra Marian Keys. Forsidens yndige røde mønstre, den omhyggeligt bundne sløjfe og den sentimentale titel "Gaven",  danner øjeblikkelige illusioner om kærlighed og candyfloss. Bogen er markedsført og solgt som chick-lit; og dog falder den fuldstændigt udenfor det solide genrebegreb. 

"Gaven" er opbygget som en rammefortælling; en vred teenagedreng smider juleaften en frossen kalkun igennem sin fars vindue, og bliver slæbt ned på den lokale politistation, hvor en synligt berørt politimand begynder at fortælle en historie om en sag, han for nyligt har arbejdet på. Sagen hjemsøger hans tanker, og han deler den voksende mystik om forretningsmanden, Lou Suffern, der tilsyneladende gemmer på et anstrøg af magi. Lous historie bliver derfor hurtigt bogens omdrejningspunkt, men afbrydes indimellem også af teenagesdrengens udbrud og politimandens fortællermæssige kvaler - og sådan veksler plottet frem og tilbage mellem nutid og fortalt tid.

Beretningen om Lou Suffern fokuserer på Lous meningsløst egoistiske liv og manglende evne til at skelne livets sande værdier fra arbejde, penge og status. I et næsten Ebenezer Scrooge-lignende historieforløb, bliver han konfronteret med Gabe, der er i stand til at ændre Lous synsvinkel en anelse. Måden Ahern indarbejder denne omvendelse på, er ved at benytte sig af et element af magisk realisme, der næsten tildeler Gabe en position som en slags god fe eller magisk juleånd. For Gabe har en usynlig gave til Lou - og gaven indeholder det mest dyrebare i verden; tid.

Som et hurtigt handlingsreferat vil afsløre, er dette ikke en typisk chick-lit roman. Varme tematikker om romantik og kærlighed er skubbet helt i baggrunden, og i stedet fortæller Ahern en historie om en mand med forkerte prioriteringer, og de midler der skal til for at omvende ham. Fortællingens afslutning er hverken sukkersød eller smilfremkaldende, men snarere didaktisk og moralistisk i dens endelige budskab. Ahern løfter tydeligt sin pegefinger, og formaner læseren til at udnytte tidens gave til det yderste. Når sløjfen løsnes i  Aherns indpakkede gave, opdages en indbygget morale, der befinder sig lige på vippekanten til det ulideligt belærende.

“Det er tid, vi ikke har nok af; det er tid, der skaber ufred i vore hjerter, og derfor må vi bruge den klogt. Tid kan ikke pakkes ind og pyntes med bånd og lægges under juletræet. Tid kan ikke gives bort. Men den kan deles.”

Der er ingen tvivl om, "Gaven" er skrevet med et fremadrettet blik. Hvert ord, hvert kapitel og hver en byggesten i Aherns plot er opbyggende, henledende til den endelige morale og det sidste punktum. Selvom et sådant puslespil bestemt er imponerende, har det også den konsekvens, at den løbende læseoplevelse forringes. Kapitlerne bliver midler til at opnå et mål; og livet i dem svinder ind. Karaktererne mister potentiale og liv, og dvælende detaljer fremstår deciderede ligegyldige. Når man når til slutningen, kan man ikke undgå at føle, Ahern blot kunne have skrevet sine belærende ord fra start og sparet historien bag.
I virkeligheden var det historiens nederste og mest ubetydelig lag, der fungerede bedst for mig. Den overordnede ramme der udgøres af snakken mellem den vrede kalkun-kastende teenager og den panderynkende politimand, og danner det egentlige præmis for historiefortællingen, virkede langt mere relevant, levende og dynamisk end bogens inderste kerne. Diskussionen der flyder frem og tilbage mellem de to karakterer, og teenagedrengens gradvise indlevelse i en historie, han lader som om, han er uinteresseret i, udviklede sig i et langt mere troværdigt tempo end Lou Sufferns ultimative omvendelse.
Ikke alene er Lou Suffern en forfærdelig karakter; han er også komplet uinteressant. Gabe tildeler ham en helt særlig gave, og dog formår han ikke at værdsætte den til fulde. Hans manglende respekt for hans udholdende og tålmodige familie er et vedvarende problem og hans mistro overfor den velmenende Gabe er konstant. Gabe er derimod en interessant karakter med en mystisk baggrund, der hverken forklares eller stilles spørgsmålstegn ved. Hans historie henligger i et dunkelt mørke på trods af, han er den egentlige katalysator for plottets fremdrift.
Det virker til tider som om, at Ahern spænder ben for sig selv i sit ønske om at skrive noget livsforandrende og sensationelt. Hun vil så gerne fremvise et sandt julemirakel, at hun med store armbevægelser tyr til magisk realisme og overjordiske fænomener, i stedet blot at fokusere på det basale grundlag af hendes egen historie. Og alt for ofte er det hverdagslige mirakuløst nok i sig selv.

“Christmas is not as much about opening our presents as opening our hearts.”

Timerne forsvinder og dagene med. Gaver købes og indpakkes, ønskesedler udarbejdes og fremvises, og i de sidste travle dage før jul opstår en travl gaveudveksling. Lige i det sekund jeg tror, jeg er ved at være færdig med mine gaveindkøb, vandrer jeg tilfældigt forbi yndige vinduesudstillinger og inspirerende tilbudskataloger; og det får tilsyneladende aldrig rigtigt en ende. For jeg elsker at finde de helt perfekte gaver til de sødeste mennesker i mit liv.
Og akkurat samme proces er det også med min egen ønskeliste. Egentligt færdigskrev jeg den i oktobers sidste dage, men jo tættere jeg er kommet på decembers julelys, jo mere har jeg rettet og tilføjet i den. Jeg kommer hele tiden i tanke om endnu en bog, der skal tilføjes, og endnu en filmatisering der skal nedskrives. Jeg er fanget i en håbløs og endeløs labyrint af bøger, dvd'er og alverdens Jane Austen-relateret småtteri, og jeg bliver nok aldrig færdig med at opsamle det hele. Ikke desto mindre er her et uddrag fra min kludrede og kilometerlange ønskeliste;

1: "The Snow Child" af Eowyn Ivey. En yndig og skrøbelig fortælling om kulde, længsel og familie, skrevet i et sprog der mest af alt minder om et russisk eventyr. Jeg har længe drømt om at få bogen læst; og med januars forestående kulde er tidspunkt helt ideelt.

2: "Sense & Sensibility" af Joanne Trollope. Stinna tippede mig for nylig om et projekt ved navn "The Jane Austen Project". Tilsyneladende går det ud på, at etablerede forfattere i løbet af de næste par år vil omskrive Austens romaner til moderne situationer. Konceptet er både forvirrende og fascinerende - og jeg ønsker mig den første bog i rækken for at se præcis hvad, projektet vil indebære.

3: "Blogbogen" af Julia Lahme. Med sin dekorative kulør af blide pastelfarver og et indhold fyldt med inspirerende bloggere, har denne bog længe stået højt på min ønskeliste. Blogging er efterhånden en integreret del af min dagligdag, og sommetider ville et lille drys af evaluering og målestokke være kærkomment.
4: "The Goddess and the Thief" af Essie Fox. Jeg har for nylig kastet min kærlighed over Essie Fox og hendes forfatterskab, der altid tager udgangspunkt i det viktorianske London med et anstrøg af kærlighed og dyster mystik. "The Goddess and the Thief" er netop udkommet, og bogens dekorative forside, mystiske handlingsreferat og forfatternavn har skubbet den helt til tops på min boglige ønskeliste.
5: "Grimm Tales" af Philip Pullman. Denne bog er som en skræddersyet himmellykke. Ikke blot regner jeg Philip Pullman blandt mine evige yndlingsforfattere; eventyrsgenren bogen falder ind under, hører også til blandt mine yndlingsgenrer. "Grimm Tales" består nemlig af 50 genfortællinger af Brødrene Grimms velkendte eventyr. 
6: My Ideal Bookshelf Prints. Min begejstring for Jane Mounts dekorative bog-illustrationer er ikke mindsket siden mit sidste køb. Jeg har længe overvejet at tilføje et nyt bog-billede til samlingen, og særligt de fine Jane Austen print spøger i mine tanker.

Hvad står øverst på jeres ønskeliste? 

Tirsdags-tip #3: Til Harry Potter-fanatikeren

Her i decembers glitrende dage, har jeg sat tema-tirsdag midlertidigt på pause. I stedet vil jeg benytte tirsdagen til at fremhæve bøger og uddele tip, der kan være inspiration for både ønskelister og gaveindkøb.

Det er efterhånden to år siden, jeg for første gang åbnede denne bog, og dog er det stadig den mest massive bog, jeg ejer. Indbindingen er voldsomt tyk, højdemæssigt kan jeg kun akkurat lige presse bogen ind i min bogreol, og bogens tyngde og vægt gør den næsten til en umulighed at holde i armene under læsningen. "Page to Screen" af Bob McCabe er en stor bog, en tyk bog, en tung bog - og ikke ét eneste ord i den er spildt.

Bogen er på ingen måde en nyhed eller en hidtil ukendt opdagelse, men den fortjener dog at blive nævnt i det simple tilfælde, at der sidder en enkelt Hogwarts-beundrer på den anden side af skærmen, som endnu ikke har hørt om den. For den er et sandt vidunder og en af de største juveler i min bogsamling.

Som titlen så fint antyder, er dette en gennemgang af Harry Potter-bøgernes forvandling fra nedskrevne ord til udspillet filmvirkelighed. Fra den svære start med manuskriptskrivning, planlægning og casting til special effects, rekvisitter og kostumer. Hver en velovervejet detalje er med, hver en indledende fase er beskrevet, og alle tankerne bag er yndigt fremhævet. "Page to Screen" viser ikke kun hvor omfattende et projekt, Harry Potter-filmatiseringerne har været - den viser også, hvor gennemarbejdet hver eneste frekvens i filmene er. Bogen tager læseren med til designet af Dumbledors kontor og forståelsen af Sirius Blacks stamtræ, den viser vej bag kulisser, filmlærred og replikker, og den giver et fortroligt indblik ind i en fuldstændig magisk verden.

"Page to Screen" er således fyldt med interessante vinkler og afslørende tekster. Det er spændende at læse om, hvilke skuespillere der skulle have udfyldt andre roller, og hvilke overvejelser der blev lagt i udeladelsen af elskede bog-scener. Sideløbende med teksten er bogen også udgjort af alverdens billeder, skitser, kunst og snapshots. Rowlings egen hurtige skitse af Hogwarts er at finde sammen med stiliserede kort over Hogsmeade, talrige forslag til designet af Hermiones tidsvender og idéer til Lunas festkjole. Men bedst af alt er næsten de små glimt af privatliv bag kulisserne; skuespillere i afslappede og hjemlige øjeblikke, som udenforstående så sjældent får lov til at se.

Dette er en bog jeg ofte tager frem og bladrer i, for den er fyldt med det særlige præg af fortryllelse, jeg i så mange år har forbundet stærkt med både Harry Potter bøger og film. At se en bog komme til live er altid en stor oplevelse, og at få et glimt ind i processen bag er fængslende. Citater fra J. K. Rowling selv, skuespillere og instruktører gør "Page to Screen" til et indviende glimt bag den polerede overflade uden at spolere magien. Når alt kommer til alt, er det måske det mest fantastiske ved denne bog; at den giver den Hogwarts-hungrende sjæl ny information, nye indblik og nye byggestene til den verden, vi alle kollektivt længdes og sukker efter, flere år efter den er ophørt med at være aktuel.

"Harry Potter: Page to Screen" er skrevet af Bob McCabe, og udgivet af Titan Books i 2011. Den kan bl.a. købes her.

"Letters from Father Christmas" af J. R. R. Tolkien

"Letters from Father Christmas" af J. R. R. Tolkien, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2009 (org. udgivet i 1976). 4/5 stjerner.

I årene 1920-1943 ankom der hver december magiske breve med Nordpolens poststempel til Tolkiens børn. Brevene var skrevet med rystende og spindelvævstynde bogstaver, og afsluttet med en venlig hilsen fra selveste julemanden. Med indhold varierende fra simple fortællinger om julehverdagens travlhed og de ventede gaver til eventyrlige kampe med trolde, var hvert brev noget særligt - og ofte var kunstfærdige tegninger også vedlagt i de brogede konvolutter.
"Letters from Father Christmas" er en samling af disse fantasifulde breve skrevet af en kærlig far til sine elskede børn. De er ikke majestætiske værker, og blev aldrig skrevet med henblik på udgivelse; men de er fyldt med Tolkiens kendetegnende kreativitet og en helt særlig form for julestemning.

“Here we are again. Christmas seems to come around pretty soon again; always much the same and always different.” 

Det første brev i denne samling er dedikeret til Tolkiens ældste søn, John, i 1920. Det er en simpel, næsten note-lignende, hilsen med et løfte om sne og en snarlig julegave. Det sidste brev i samlingen er derimod skrevet til Tolkiens yngste barn, Priscilla, i 1943 og indeholder et varmt farvel til den årelange korrespondence.
Efterhånden som man læser igennem Tolkiens muntre julemandsbreve til sine børn, vil man opdage en særlig udvikling. Hvad der tilsyneladende startede som små hilsner på få linjer, udvikler sig pludselig til sidelange beretninger om elskeligt klodsede isbjørne, troldekampe og Nordpolens decemberrutiner. Tolkien opbygger et helt karaktergalleri rundt om julemanden, og lader også isbjørne og hjælpenisser nedskrive deres hilsner side om side med julemanden. Brevene fungerer som en form for episodiske fortællinger; små brudstykker af et liv i et hektisk decembervirvar. Hvert brev gemmer på en ny fortælling om det seneste års ståhej i Nordpolens kulde, eller venskabelige hilsner og korte opdateringer til Tolkiens nysgerrige børn. 
Men ikke blot brevenes fylde gennemgår en udvikling; fortællingerne om julemandens gavearbejde påvirkes også af den samtid, Tolkien skrev brevene i. Små hentydninger til krig, om manglende ressourcer til de ønskede gaver og udeblevne breve bindes sammen med årstallene, og viser hvordan virkeligheden fandt sin vej ind i Tolkien-familiens barndomsbreve. På trods af dette, er tonen i de mange julebreve dog fyldt med lethjertet julestemning og barnlig begejstring. I sin personificering af julemanden, de pertentlige hjælpenisser og den hjælpeløst uforbederlige Isbjørn, danner Tolkien et julescenarie, ethvert barn kan drømme sig ind i.

“I suppose you will be hanging up your stocking just once more: I hope so for I have still a few things for you.”

Denne udgave af Tolkiens julemandsbreve indeholder ikke blot brevenes tekst; men også fotografier af de originale breve og tegninger, Tolkien leverede til sine børn. Med sin detaljesans og omhyggelighed udviklede Tolkien genkendelige håndskrifte og stavemåder for både julemanden, isbjørnen og hjælpenissen. Brevene er nærmest små kunstværker i sig selv med julemandens kryptisk rystende bogstaver, Isbjørnens firkantede og næsten rune-lignende kragetæer og hjælpenissen Ilbereths elegante skråskrift. Et helt alfabet er udarbejdet ud fra Isbjørnens fantasi og vedlagt et af brevene, farverige tegninger afbryder julemandens tekstafsnit og noter om slædeture står påskrevet på en af de leverede konvolutter. Jeg kan levende forestille mig, hvordan modtagelsen af så gennemarbejdede breve har bragt fryd i ethvert barndomshjem.
I en charmerende komposition af munterhed, fantasi og julestemning er brevene ikke kun fortællinger om en klodset isbjørn, der ødelægger julemandens tag, eller en ivrig hjælpenisse der fungerer som en uundværlig sekretær; brevene fungerer også som et oprigtigt glimt ind i private juletraditioner og barnlig julemandstro - en illusion holdt i live af en kærlig far med en ihærdig forestillingsevne. Ordene der udfylder brevene, og grundigheden de er skrevet med, er private gaver fra en far til sine børn, og det er dét, der gør dem så enestående smukke, rørende og uendeligt hjertevarmende.

Konkurrence #9: Tredje adventssøndag

Denne konkurrence er venligst sponsoreret af People's Press.

Bogen med den kulørte titel og den lange perlerække af inddragende billeder, står øverst på mange ønskelister i år. Også i min familie. Bogens hyggelige emnefelt tiltaler enhver nostalgiker, enhver dansk filmelsker; og enhver der nogensinde har befundet sig foran TV-skærmen med en af filmene om Olsen Banden som barn. Jeg var også selv betaget af det herlige land af billeder og tekst, som bogen kan tilbyde.

På denne tredje adventssøndag har People's Press været så julevarmende søde at sponsorere et eksemplar af den billedrige beretning. Hvad enten I selv vil læse den med ivrige øjne, eller lægge den under juletræet med et kært navn på til/fra kortet, er "Min tid i gule sokker" dømt  til at sprede glæde - akkurat ligesom de muntre film, den omhandler. I kan læse langt mere om bogen lige her, og I kan læse min anmeldelse her.

For at deltage i konkurrencen skal I blot skrive en lille kommentar til dette indlæg - fortæl gerne hvilken Olsen Banden film, der er jeres favorit. Husk også at skrive jeres e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med d. 20/12, hvor jeg hurtigst muligt efter offentliggør den heldige vinder.

Anden adventsvinder

Endnu en uge er forbipasseret, og endnu en adventssøndag venter forude. Vinderen af den anden adventspræmie sponsoreret af Saxo er fundet ved tilfældigt nummerlotteri - og bogen er pakket ind. Helt klar til afsendelse og til modtagelse af en heldig vinderpige ved navn Sarah. Jeg har straks sendt en  lykkebringende e-mail afsted med nærmere information.

Resten af jer kan prøve heldet igen i morgen, hvor jeg udlodder en bog, der ikke kun er fornøjelig læsning - men også en helt ideel julegaveidé til både fædre og mødre. Et hyggeligt drys af nostalgi og farverige billeder venter forude.

Jeg ønsker jer alle en fantastisk juleweekend, og håber I klikker forbi i morgen. 

"Amelia Grey's Fireside Dream" af Abby Clements

"Amelia Grey's Fireside Dream" af Abby Clements, fra forlaget Quercus, udgivet i 2013. 2/5 stjerner.

"Amelia Grey's Fireside Dream" er fortalt fra Amelia Grey's perspektiv på et tidspunkt, hvor hendes 30-års fødselsdag venter lige om hjørnet. Selvom Amelia er komfortabel i hendes vante dagligdag, hvor hun bor sammen med hendes mand Jack i en lille lejlighed i London og underviser på sit 7. år på en af Londons skoler, begynder hendes urealiserede drømme dog at nage. Hun drømmer om at gøre en forskel i sit job, og hun drømmer om at flytte ud til landets ro - i et yndigt hytte-lignende hus med plads til indretningsdrømme og grønne fingre.
Bogen følger således Jack og Amelias husjagt og gradvise renoveringsproces. Den følger Amelias besværligheder på jobbet kontrasteret med Jacks travle hverdag, Amelias nyforelskede mor og oprørske lillesøster, samt en attraktiv gartner. Bogens handling udspiller sig fra maj til december - fra sommer til jul.

“A Christmas tree stood in the corner, the tip nearly touching the ceiling, a tiny angel balanced on the top.”

På sin vis virker en chick-lit roman med udgangspunkt i indretning og hjemlig opbygning som et forfriskende pust. Problemet opstår blot, når møblerne får tildelt større roller end karaktererne, og husets vægge bliver historiens bærende fundament. Skinnende sider i stakkevis af boligmagasiner, bestemte mønstre på sofaens puder, køkkenlåger og hjemlige DIY-projekter udgør store dele af bogens sideantal - og selvom det danner en god fornemmelse for det hus, Amelia forsøger at skabe, bidrager det ikke yderligere til historien.
At Amelia ligeledes fortaber sig fuldstændig i indretningsprocessen, og derved ikke skænker sit ægteskab, sin familie eller sin arbejdsløshed en eneste tanke, gør kun indretningen yderligere irrelevant. Amelia bruger istandsættelsen af hendes nykøbte hus som en særpræget eskapisme, og nægter således at håndtere alt andet omkring hende. Med en affærdigende ligegyldighed lukker hun øjnene for hendes kærlighedsliv, og vender sig i stedet mod møbler og dekorationer.
I en nærmest baglæns - og særdeles velkendt - bevægelse, falder Amelias liv mere og mere fra hinanden i takt med, at hendes hus fuldendes. Clements leger med principper om dybde og overflade, og lader således Amelias hjemlige perfektionisme dække over de dybere problemer. Problemet er blot, at den endelige konfrontation og omvendelse i Amelias tanker er ligeså overfladisk, som de mekanismer der dækker over den. 
Clements forsøger at iscenesætte bogens grundlæggende kærlighedskonflikt mellem Amelia og Jack som en form for forudsigeligt trekantsdrama; men alt den spænding, hun forsøger at opbygge, fjerner hun ved et enkelt skuldertræk mod historiens slutning. Bogens største klimaks tabes fuldstændig på gulvet ved den simpleste løsning overhovedet muligt. Let, enkelt og fuldstændig gnidningsfrit forløses al spænding - og reduceres kun til en usammenhængende undren.

“It feels as though we're building a house, but not a home.” 

Egentligt er "Amelia Grey's Fireside Dream" ikke en julebog. Historien starter i maj måneds bagende solskin, og flytter sig fra sommer til efterår, fra efterår til vinter. Datoer er løbende angivet - og slutter således med et julescenarie i decembers afventende dage. Bogens letlæselighed og sukkerdrys er dog alligevel velegnet til julelæsningens krav om hygge og simplicitet.
Jeg læste bogen på en enkelt aften, og fandt straks en ny historie frem fra mine gemmer. Bogen er af den slags, som læses ligeså hurtigt, som den glemmes. Dens karakterer er ligeså stillestående, som de møbler, de indkøber. Dens plot er ligeså overfladisk som dens bagsidetekst, og dens endelige budskab fuldstændig blottet for slåkraft. Til en grå regnvejrsdag, en stille aften, og en periode uden koncentration, kan jeg sagtens anbefale den som letlæselig underholdning; men den giver ikke mere, end hvad man kan forvente af en middelmådig kærlighedskomedie på aftenens TV-skærm.

"Let it Snow" af John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle

"Let it Snow" af John Green, Maureen Johnson of Lauren Myracle, fra forlaget Penguin, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2008). 3/5 stjerner.

"Let it Snow" markerer sammenfletningen af tre historier og tre forfattere. Alle tre historier udspiller sig i Gracetowns forfrosne vinterlandskab, og alle tre historier påvirker hinanden på kryds og tværs; for slutteligt at blive bundet sammen til en sammenhængende fortælling.
I en blanding af standsede toge, hujende cheerleaders og en sneklædt juleaften udspiller historierne sig på kaffebarer og caféer mellem fremmede, bedste venner og tæt omslyngede kærestepar. Fingre flettes sammen i kulden, læber mødes over en kaffekop og tilfælde udvikler sig til mirakler i den knitrende julesne. 

“Christmas is a state of mind.” - John Green

Jeg åbnede "Let it Snow" og blev hurtigt suget ind i et virvar af snefnug og lavine-lignende tilstande. Som i et sandt Narnia var alting pludselig tilfrosset og dækket med et glitrende lag sne helt modsat den danske decembergrå udsigt, jeg var omgivet af. I takt med at bogens karakterer blev kolde og forfrosne, mærkede jeg hvordan mit eget hjerte begyndte at smelte. Fjollet teenagesødme og ungdomsromancer prægede de tre historier i forskellige grader, og fremtryllede smil på mine læber.
Bogen er afgjort stærkest i sin begyndelse, hvor Maureen Johnson elegant fører en piges katastrofalt kuldsejlede jul ind i et helt fremmed favntag. Klichéerne er synlige fra historiens start, men med store skefulde af Johnsons tilhørende ironi afbalanceres de varsomt. Johnsons lille fortælling om pigen med det usædvanlige navn Jubilee, hendes maniske nisse-dekorationssamlende forældre, en fejlslået togtur med en flok ulideligt begejstrede heppekorspiger, en dreng dækket i plasticposer og en mand klædt i sølvpapir, er fortalt i et humoristisk og charmerende sprog. Johnson er også den eneste af de tre forfattere, der decideret integrerer julen som en essentiel del af hendes fortælling. Jubilees julekærlighed farver historien og skaber derved den særligt kildrende stemning, der medfølger ved enhver romantisk julekomedie.
John Greens historie "A Cheertastic Christmas Miracle" udgør bogens midte, og selvom John Green afgjort er det bærende og sælgende navn i "Let it Snow", er hans tredjedel hverken et højdepunkt eller et knudepunkt. På sin vis formidler han en forudsigeligt sød beretning om en snevandring i nattemørket, der sætter to bekendte i et helt nyt lys overfor hinanden, men historien mister sit tempo og karaktererne deres personlighed undervejs. I persongalleriet findes et væld af stereotyper; lige fra drengepigen til de fjantede cheerleaders og den overgearede bedste ven, og Green der normalt fremtryller et troværdigt åndedræt på sine sider, formår ikke at vække dem til live.

“His eyes, when at last he drew back, were as warm as melted chocolate. He smiled, and I melted into a swirl of chocolate, too. It was the most perfect Christmas Eve ever.” - Lauren Myracle

Lauren Myracles afsluttende historie er den mest problematiske i samlingen. Med en kærlighedshungrende og selvabsorberet teenagepige i hovedrollen, mister fortællingen hurtigt sin læsers sympati. Myracle forsøger tilsyneladende at følge eksemplet fra Dickens' "A Christmas Carol", og lade en egoistisk skabning omvendes til en betænksom juleelsker. Desværre er hovedpersonens forvandling hverken troværdig eller medrivende, men blot en forvirret sammenblanding af dyrehandlere, ældre damer og nyfarvet pink hår. Historien mangler både struktur og finesse; budskabet om omtanke for andre bliver udråbt så tydeligt, at det nærmest fremstår ligegyldigt.
"The Patron Saint of Pigs" af Lauren Myracle er bogens sidste dalende snefnug, og også det røde bindebånd, der bringer alle de tre fortællingers karakterer sammen, og danner en afsluttende sløjfe. Med det velkendte fænomen fra film som 'Love Actually', føres de mange karakterer i den snedækkede landsby, Gracetown, slutteligt sammen til sidst under smil og tilfældigheder. Sammenhængen der skabes mellem de tre små historier om ungdommelig kærlighed og vinterkolde romancer er både forudsigelig og fornøjelig, sukkersød og candyfloss-pink. 

Læseklub #3: Snik-snak, juleri og danske forfattere

Hver bog læses med nysgerrighed, og hvert møde starter med et smil. Snakken flyder og bevæger sig i alverdens retninger - frem og tilbage mellem bøger, ord og hverdagstanker -, småkager spises, te drikkes, og timerne svinder ubemærkeligt ind. Det er det samme, hver gang vi mødes, og dog bliver jeg hver gang så overrasket over læseklubbens funktioner og glæde. Bøger får mere liv, flere vinkler og større mening, når de diskuteres i fællesskab med ligesindede. Ordene flyver ud fra siderne og ind i rummet, blandes med de tilstedeværendes tanker og transformeres pludselig til noget helt andet. Noget mere virkeligt, håndgribeligt og deleligt - og det er deri, magien opstår.

I går eftermiddags mødtes jeg atter med Mai, Nikoline og Anne. Over en skål pebernødder og chokoladegodter tog vi plads ved mit spisebord, og diskuterede månedens bogvalg, "Let it Snow" af John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle. I en blanding af begejstring, skuffelse og juleglæde diskuterede vi den og alt muligt andet i decembermørket. Idéen bag månedens læsning var hovedsageligt at læse noget julet; og det var enormt hyggeligt at tilføje lidt juleri til læse-listen på den måde.

Januars travle måned byder på alverdens læse-udfordringer på eksamensfronten, og derfor er vi i øjeblikket på udkig efter den perfekte januar-bog. Ikke for lang men dog substantiel, interessant og gerne dansk. Vi nåede aldrig rigtig til en endelig konklusion i går, for som det så ofte er, når man skal komme i tanke om noget, husker man slet ingenting. Udkigsjagten fortsætter med vidtåbne øjne.

Kan I foreslå en (ikke alt for bekendt) dansk forfatter og en god, forholdsvist kort, bog i den sammenhæng? 

Tirsdags-tip #2: Til lyrikelskeren (eller lyrikbegynderen)

Her i decembers glitrende dage, har jeg sat tema-tirsdag midlertidigt på pause. I stedet vil jeg benytte tirsdagen til at fremhæve bøger og uddele tip, der kan være inspiration for både ønskelister og gaveindkøb.

Blandt mine julegaver sidste år, fandt jeg disse to bøger. "Penguin's Poems for Love" indbundet med en kærlig sløjfe fra Nico, og "Penguin's Poems for Life" i kulørt gavepapir fra mine svigerforældre. Ikke alene fremkaldte gaverne store smil i åbningsøjeblikket - de fremkalder endnu den største varme og glæde, når jeg ser dem på min bogreol. De to bøger formåede nemlig at gøre noget helt enestående og overvældende; de fik mig til at forelske mig i lyrikken igen.
"Penguin's Poems for Love" er, som navnet så ordret indikerer, en samling af  engelske kærlighedsdigte. Fra Shakespeares klassiske sonetter til E. E. Cummings' modernistiske tegnopsætning, fra W. B. Yeats eventyrslignende ordbryggeri til Lemn Sissays minimalisme, og fra John Keats' elegance til Frank O'Haras digt om colaer, er bogen fyldt med velkendte skønheder og helt fremmede ordlege. Digtene er udvalgt af Laura Barber og inddelt i kategorier af nyforelskelsens beruselse, ægteskabets første dage, besidderisk jalousi og altødelæggende besættelse. Bogen indeholder et kærlighedsdigt til enhver lejlighed, enhver tidsalder og ethvert sindelag.
"Penguin's Poems for Life" fordeler sig i en bredere vifte af emner. Digtene er ligeledes udvalgt af Lauren Barber, og delt op efter de almen-menneskelige perioder af livet. Bogen starter således med digte om ubevidst barndom, skoleliv og den første forelskelse, og slutter med digte om den sidste forelskelse, alderdom og tilbageblik. I en cirkulær bevægelse går digtene tilbage til deres udgangspunkt og kan læses forfra. Ikke alene er det en betagende idé - den er også yndigt udført. I en blanding af børnerim fra A. A. Milne og Lewis Carroll og dybdegående linjer fra Emily Brontë og Jenny Joseph dokumenteres og illustreres livets største epoker i en blændende harmoni.
Disse to digtsamlinger er blandt mine kæreste ejendele. I en periode af romanlæsning og skolestress mindede de mig atter om, hvor stor magi en velvalgt strofe kan udøve. De inspirerede mig til at genlæse klassiske digte - og udforske moderne lyrikere. For det de gør, og det de gør så godt, er at de præsenterer et væld af stilarter og udtryksformer, og dermed påviser hvor stor variation der findes indenfor en ellers så ofte forsømt genre. Til enhver lyriklæser, enhver lyrikbegynder, enhver elsker af elegant simplicitet og inderlige ord, anbefaler jeg disse. Jeg ved, det vil være en smuk gave - for det var det for mig.

"Penguin's Poems for Love" og "Penguin's Poems for Life" er udvalgt af Lauren Barber, og udgivet af Penguin Classics i hhv. 2009 og 2007. De kan bl.a. købes her og her.