Læse-refleksioner #1: De 10 bedste bøger i år 2015

2015 har været et travlt år, et hektisk år og et helt vidunderligt år. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg har nået og opnået så meget, men her i årets sidste dage kan jeg se tilbage på en række gyldne begivenheder og så mange smukke læsestunder.

I 2015 har jeg læst 122 bøger, og 18 af dem har været genlæsninger. Når jeg ser tilbage på årets læseoplevelser og mine pertentlige Goodreads-statistikker, slår det mig, at ud af de 15 bøger, jeg har bedømt til 5 stjerner, er de 11 af dem genlæsninger. Jeg er sikker på, at jeg midt i al travlheden har søgt tilbage til de læseoplevelser, jeg allerede kender. Dem jeg elsker allerhøjest.

Derfor er årets højdepunktsliste kortere end de foregående år. I år har jeg blot samlet 10 af de bedste bøger i mit år 2015. For at bevare overblikket består listen af bøger, jeg har læst for første gang i år 2015. Listen herunder er en refleksion over nye bøger, der gjort indtryk, og den er skrevet i prioriteret rækkefølge fra 10. pladsen til den uforglemmelige 1. plads.

#10: "It's Not Me, It's You" af Mhairi McFarlane. Hvornår har du sidst grinet hjerteligt over en bog? Ikke siden "Bridget Jones' Diary" har jeg grinet så højt eller så længe  af en fiktiv karakter, og ikke siden Rowells "Attachments" har jeg læst en så perfekt romantisk komedie. "It's Not Me, It's You" er en af den slags bøger, man har det oprigtigt sjovt med. En af den slags bøger, der får en til at sprutte af grin, imens den slipper tusinde flaksende sommerfugle løs i ens indre. Den er sjov, klog, sarkastisk, britisk og vidunderligt fin – og jeg har fundet den frem flere gange i løbet af året for at genlæse en sjov passage og genfinde hverdagsglæden på en dum dag. 

#9: "Thérèse Raquin" af Émile Zola. I virkeligheden er "Thérèse Raquin" en modbydelig bog. Men den indeholder en særegen grusom skønhed, der er umulig ikke at beundre. Den gotiske fortælling om en kvinde, der har en skæbnesvanger affære, er ikke rædselsfuld på grund af de mord, den beskriver, eller den besættelse den skildrer; den er tværtimod rædselsfuld fordi den afdækker den basale mørke, der hviler i så mange menneskers underbevidsthed. De ting man er i stand til at gøre for at overleve. 

#8: "The Gracekeepers" af Kirsty Logan. Kirsty Logans debutroman har givet genlyd i internettets afkroge, siden den udkom. Og det er ikke tilfældigt; for i den finder man en helt ny verden udgjort af stjerneklart vand, omrejsende cirkusartister og en lang række af ensomme nætter. Verdenen Logan skaber er poetisk og forunderlig; et melankolsk stemningsmaleri man kan forsvinde helt ind i. Hendes sprog er noget helt anderledes og  hendes verden så fremmedartet, at man ikke kan undgå at blive lokket med af hendes ord.

#7: "The Enchanted Wanderer and Other Stories" af Nikolai Leskov. Nikolai Leskov er en russisk forfatter, som alle burde kende. En forfatter der ikke skriver, men fortæller. At læse hans fortællinger bringer minder frem, som aldrig har eksisteret; minder om sene aftener på snuskede kroer som del af en større forsamling med en historiefortæller i midten; minder om lejrbål ved landevejene og lavmælte hemmeligheder hvisket under stjernerne; og gamle familielegender fortalt fra mund til mund i flere hundrede år. Nikolai Leskov er nemlig en mundtlig fortæller. Hans historie er fantastiske i sig selv – men følelsen af at få dem fortalt er uforglemmelig. 

#6: "A Traveller in Time" af Alison Uttley. En af årets sødeste læseoplevelser er også en af årets sidste. Jeg har netop færdiglæst "A Traveller in Time" i dag med et smil på læben og en rolig lykkefornemmelse i kroppen. Bogen er nemlig en charmerende, gammeldags perle. Et barndomseventyr og en opdagelsesrejse fortalt i det fineste billedsprog overhovedet muligt. 

#5: "The Twistrose Key" af Tone Almhjell. At læse "The Twistrose Key" mindede mig om at være et skolebarn, der lige har opdaget Narnia. Tone Almhjell tog mig ved hånden og førte mig ind i et snedækket barndomsunivers, der på én gang forekom mig mærkværdigt velkendt og fuldstændig nyt. Selv uden garderobeskaber og løver er "The Twistrose Key" et kærligt minde om C. S. Lewis' eventyrsserie, fordi den indeholder mindst ligeså meget magi skjult i dens sider. Det er længe siden, jeg har læst noget så fortryllende.

#4: "Den uendelige historie" af Michael Ende. Michael Endes historie er kendt af så mange – og også af mig. Jeg voksede op med den i filmform, og tænkte aldrig langt nok til at læse ordene bag. Nu kan jeg kun fortryde det; for bogen er af den slags, jeg fortryder, jeg ikke har læst før. Uden at vide det har jeg manglet den og dens ordtrylleri i mit læserliv. For Michael Ende kan noget med sine ord og sine armbevægelser; han kan gøre en tekst levende, og forvandle en læser til en deltager. Sidemæssigt er "Den uendelige historie" ikke uendelig – men jeg er sikker på, den vil vare for evigt alligevel. 

#3: "Lips Touch" af Laini Taylor. Fantasy er ikke min foretrukne genre, men allige blev jeg fortryllet af "Lips Touch". For Laini Taylor skriver med en usammenlignelig sensualitet; det fantastiske ikke hendes fortællinger er ikke hendes dæmoner, feer eller varulve men derimod skrivestilen selv, der er så atmosfærisk, at man forsvinder ind i den. Ikke siden "The Night Circus" har jeg læst noget, der dannede så tydelige og stærke billeder på min nethinde. "Lips Touch" er ikke en bog, man læser – det er derimod en bog, man lever i for en stund.

#2: "The Pearl" af John Steinbeck. Jeg undrer mig endnu over, at en så lille bog som "The Pearl" kan indeholde så meget historie. Det er sådan en præcis, ondskabsfuld og smuk fortælling om menneskers grådighed, samfundets korruption og om inderlige drømme om et bedre liv i en bedre verden. "The Pearl" er en bedragerisk simpel historie om en mand, der finder en perle – og om et samfund, der finder et offer. Det er historiefortælling, når det er allerstørst. 

#1: "The Children Act" af Ian McEwan. Jeg tænker stadig tilbage på den junidag med en ufrivillig gysen. Den junidag, hvor jeg samlede "The Children Act" op, begyndte at bladre, og pludselig befandt mig midt i nattemørket med et hamrende hjerte. Den junidag hvor et eller andet blev vendt på hovedet – noget som stadig ikke er rettet helt op. Ian McEwan knuste ikke blot mit hjerte med "The Children Act", han sneg sig også ind i mit hoved og ændrede på mine tanker. Og det er en bogs mest sjældne og vigtigste egenskab overhovedet. 

Hvilke store læseoplevelse har I haft i år 2015? Deler vi nogle favoritter – eller ser jeres lister helt anderledes ud?

Firkantede pakker

Juledagene er snart slut, og det er de stillestående helligdage også. Jeg skal atter til at pakker min taske og forlade Jylland til fordel for Fyn – det er snart tid til at tage af sted, og med mig tager jeg en håndfuld glitrende minder og en usandsynligt tung bogstak. Under juletræet lå nemlig adskillige firkantede pakker med mit navn på. Bogpakker til mig fra de mennesker jeg elsker allerhøjest.

Og akkurat som da jeg var yngre, er mine juledage forsvundet med doven afslapning og hyggelig oppakning. Jeg har nydt illustrationer, læst forord og forsøgt at forestille mig, hvor på bogreolen mine nye bogskatte skal bo. Jeg har færdiglæst enkelte bøger og påbegyndt adskillige. Og jeg har lyst til at læse alting samtidig – og helst øjeblikkeligt.

I videobloggen nedenfor fremviser jeg de bøger, jeg fandt under juletræet. Hvad med jer? Gemte der sig også firkantede vidunderpakker under jeres juletræ? I så fald, hvilke?

"In silver the wonder of a Christmas townland, the winking glitter of a frosty dawn."

Selvom kalenderlysets flamme stadig flakker over 21-tallet, siger kalenderen 24. På forunderlig vis er det blevet jul, og på sædvanlig vis kommer det fuldstændig bag på mig. Det har været en travl måned; en måned der er forsvundet i glimmerlys og gaveindkøb, og en måned der nu har nået sit højdepunkt. Juleaften.

Ingen dag er mig så kær som denne; familier samles rundt om god mad, god snak og fælles gaveudveksling. TV'et viser de samme julefilm i en evig båndsløjfe, og vi sidder samlet og ser dem sammen; griner på de samme steder, siger replikkerne før tid og venter spændt på de yndlingsøjeblikke, som vi har set tusind gange før. Træet blev pyntet i går med akkurat lige så meget pynt, som dets grene kunne bære, og Rasmus ligger nu og kigger op i glitervirvaret og nyder tilsyneladende duften af gran. Duften af jul.

Det er så længe siden, jeg sidst har været hjemme; og nu nyder jeg helhjertet at være her. Sammen med alle dem der betyder mest for at hygge, danse, spise og snakke til det tidlige mørke atter banker på. Det bliver så fantastisk. Det gør det altid.

Rigtig glædelig jul til jer, mine kære læsere. Jeg er så taknemmelig for, at I læser med, og uanset hvor I er, eller hvad I laver, håber jeg, at I får en smuk dag. Det fortjener I nemlig. I tankerne sender jeg jer en håndfuld julekram. 

"The Cat Who Came for Christmas" af Cleveland Amory

"The Cat Who Came for Christmas" af Cleveland Amory, fra forlaget Corgi, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1987). 3/5 stjerner.

En juleaften i New York stødte Cleveland Amory på en sær lyd, da han gik sin aftentur. En udsultet og fortabt kat kaldte på ham, og han samlede den op og tog den med hjem – kun for en aften eller to, for han foretrak hunde og ville egentligt ikke have en kat. Men katten var flyttet ind – og den havde tænkt sig at blive.
"The Cat Who Came for Christmas" er fortællingen om det første år, hvor Cleveland Amory boede sammen med sin kat. Et år fyldt med sære begivenheder, magtkampe og ægte kattekærlighed. 

“One of the ways in which cats show happiness is by sleeping.”

"The Cat Who Came for Christmas" er en fortælling om et usandsynligt venskab mellem en mand og en kat der opstår midt i juletiden, og den er akkurat lige så hjertevarm, som man kunne forstille sig. Fyldt med underfundige bemærkninger om kattens egenrådighed og smilfremkaldende øjeblikke hvor kattens ejer indser, hvor glad han egentligt er for sin kat, er denne lille bog en perle for enhver katteejer og katteelsker. Det er nemlig en sand historie om den forståelse, der sommetider kan opstå mellem et menneske og et firbenet væsen med knurhår. 
Men selvom det er en sand historie, føles det ikke sådan. Amory skriver med en legende lethed og kaster sig ud i kapitellange refleksioner over, hvor meget et kattenavn egentligt betyder, og hvilke stamfaderen katten har. Historie, fantasi, sludder og vrøvl blandes sammen med hinanden undervejs, og selvom historien i sig selv er sand, føles bogen ofte som fiktion. Sommetider mister man synet af bogens røde tråd og glemmer, hvad det egentligt er, man læser; en hjertevarm historie om en forsvundet kat – eller en redegørelse for ægypternes kattetilbedende tendenser.
Og selvom det er charmerende, er det også en smule trættende. Bogen zigzagger mellem hjemlige katteepisoder og højtflyvende refleksioner. Og selvom der afgjort er meget, der skal tages i betragtning, når man skal navngive sin kat, har jeg svært ved at forstå, at det er over tyve siders prosa værd. Især når det er tyve selvgentagende siders rableri.

“As anyone who has ever been around a cat for any length of time well knows cats have enormous patience with the limitations of the human kind.”

Men på trods af sine fejl er bogen hjertesmeltende sød. Især begyndelsesscenen hvor Cleveland Amory finder katten, og egentligt ikke har besluttet sig for at beholde den – men alligevel formår at skræmme den dame, der skal adoptere katten væk, fremkaldte talrige smil hos mig. For det mest fantastiske ved de små pelsdyr er jo netop, at man ender med at holde af dem, før man har forstået det selv. Og så er det allerede for sent.
Som såden er "The Cat Who Came for Christmas" ikke en julebog. Men det er en sand fortælling om en kat, der overvandt dens ejers kattefjendske hjerte; en kat der flyttede fra gaden og ind i lejlighed og forandrede en mands liv for altid. Det er en fortælling om magtkampe og krisesituationer, som kun katteelskere vil kunne genkende – og om den umulige opgave det er, at opdrage en kat, når det i virkeligheden er katten, der opdrager en. Og ud over at vække enhver katteelskende impuls til live, så foregår bogen også i juletiden, hvor sneen falder og julestemningen hersker.

Tirsdags-tip #10: Til eventyrelskeren

Her i decembers glitrende dage har jeg, ligesom sidste år, sat tema-tirsdag midlertidigt på pause. I stedet vil jeg benytte tirsdagen til at fremhæve bøger og uddele tip, der kan være til inspiration for både ønskelister og gaveindkøb.

For nylig læste jeg et forholdsvist ukendt teaterstykke om eventyrsfigurer og litterære begreber. Et teaterstykke der i 2013 blev opført med Ben Whishaw og Judi Dench i hovedrollerne – og som efterfølgende er blevet udgivet som tekst. Et teaterstykke om dén Alice, der inspirerede Lewis Carroll til at skrive "Alice's Adventures in Wonderland" og om dén Peter der inspirerede J. M. Barrie til at skrive om et barn, der aldrig voksede op. 

"Peter and Alice" er et teaterstykke, der tager udgangspunkt i det faktum, at Alice Liddell en dag mødte Peter Llewelyn Davies til en litterær begivenhed. Forfatteren spekulerer i, hvad de to mennesker mon talte om, da de mødtes; to mennesker med så mange sære omstændigheder til fælles.

"Peter and Alice" er et fascinerende teaterstykke om, hvad det vil sige at være en fiktiv karakter og et virkeligt menneske – samtidig. Om den konflikt mellem at have en udødeliggjort barndom på papiret og et egentligt voksenliv, man selv lever videre i. Om de skuffede blikke andre sender, når de finder ud af, Peter Pan virkelig er vokset op – og at Alice er en ældre dame, ikke i Eventyrland men i England. 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det må være sært, at få sin barndom skrevet ned og læst højt for alverdens børn over hele kloden. Og jeg er slet ikke i tvivl om, det må være sært at blive genkendt og anerkendt for noget, der egentligt aldrig er sket. "Peter and Alice" handler om netop dét, og jeg forestiller mig, at enhver barndomslæser af J. M. Barrie og Lewis Carroll vil finde det umådeligt fascinerende. Især hvis man er klar over de tragedier, der hjemsøgte Llewelyn Davies-familien, og den ensomhed Lewis Carroll var plaget af. 

Stykket er som sagt relativt ukendt. Men for enhver eventyrelsker tror jeg, det er en hengemt perle, der vil fremkalde både læselykke og fascination. 

"Peter and Alice" er skrevet af John Logan og udgivet af Oberon Books i 2013. Bogen kan bl.a. findes her.

"The Lion, the Witch, and the Wardrobe" (The Chronicles of Narnia #2) af C. S. Lewis

Man kan læse bøgerne i Narnia-serien i mange forskellige rækkefølger. Jeg har altid læst bøgerne i den rækkefølge, C. S. Lewis selv anbefalede, og derfor betegner jeg "The Lion, The Witch and the Wardrobe" som den anden bog i Narnia-serien, selvom den blev udgivet først. Læs mere om rækkefølgen på bøgerne her.

“The Lion, the Witch and the Wardrobe” af C.S. Lewis, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 1996 (org. udgivet i 1950). 5/5 stjerner.

C. S. Lewis' ikoniske eventyr begynder ved et tilfælde. De fire Pevensie-børn leger gemmeleg, snubler ind i et klædeskab og befinder sig pludselig i en hel ny verden. En verden dækket af sne, befolket af talende dyr og fyldt med glitrende skønhed. De befinder sig i Narnia.
I Narnia hersker en ægte vinterheks og på grund af hende, har sneen vundet over sommeren. Det er altid vinter men aldrig jul. Der er altid frygt og ingen glæde. Lige indtil Pevensie-børnene kommer – og med dem en oldgammel profeti om ophævelsen af heksens magi.

“Daughter of Eve from the far land of Spare Oom where eternal summer reigns around the bright city of War Drobe, how would it be if you came and had tea with me?” 

Dalende snefnug, løver og en kær lille faun der venter på te. Jeg har brugt timer på at sidde i gamle garderobeskabe og vente på lyden af klokker og det gennembrydende lys fra en velkendt gadelygte. Det er endnu ikke sket; men jeg venter stadig, og det sitrer endnu i mig, når jeg ser et enormt garderobeskab, beundrer et snedækket landskab eller ser små fingerringe med grønne perler. Aslans kongerige har altid virket så umuligt nært – så nær min egen rækkevidde, at jeg forventer at støde på det når som helst. Akkurat som Pevensie-børnene gjorde. 
Jeg tror, jeg var otte år gammel, da jeg for første gang opdagede Lewis' snedækkede eventyrsverden. Jeg sad i en gammel gymnastiksal og så ældre børn opføre et teaterstykke, der var baseret på bogen. Det var præget af tøvende skuespil og fnisende skuespillere, som skoleteater altid er, men som jeg sad der og betragtede de fjollede skolebørn i deres rustninger og pelskostumer, blev Narnia-verdenen virkelig for mig. Mere virkelig end den verden jeg befandt mig i. Og for et kort øjeblik så jeg løver, gadelygter og talende bævere dér i scenens rampelys.
Der gik lidt tid, inden jeg fandt forbindelsen fra gymnastiksalen til skolebiblioteket; men jeg blev ledt til en glemt bogreol af venlige bibliotekarer og mine egne mumlerier "en eller anden bog om et magisk skab". Derfra fandt jeg min vej til Narnia. Derfra forsvandt jeg fra min verden og ind i Lucys. Og selvom jeg aldrig har været der, er jeg heller aldrig kommet hjem igen. 
Historien er min, men for mange er den den samme. Børneøjne over hele kloden har læst Lewis' ord og på skift hadet Edmund, grinet med Lucy, grædt med Aslan og kigget med ekstra opmærksomhed og mistænkelighed på alverdens garderobeskaber efter endt læsning. Det er en evne, Narnia-fortællingerne har. Det er derfor, de er noget helt specielt. 

“People who have not been in Narnia sometimes think that a thing cannot be good and terrible at the same time.”

For mig har det aldrig handlet om Pevensie-børnene. Selvom jeg altid har været en karakterlæser og særligt som barn læste mig selv ind i alle de fiktive karakterer, jeg mødte, har jeg aldrig været interesseret i Pevensie-børnene selv. Jeg var ikke en fornuftig Susan; jeg var aldrig en modig Peter; jeg ville ikke være en fejlbar Edmund; og Lucy var alt for lille til, at jeg kunne sympatisere med hende. For mig har det altid handlet om verdenen. Om Narnia.
Narnia forekom mig så virkelig; som en paralelverden, der virkelig kunne rumstere og eksistere ved siden af den verden, jeg kendte. Det var et eventyrunivers fyldt med alt det, som børn forbinder med eventyr; talende dyr, talende træer, fantasivæsener, smukke slotte og lykkelige slutninger. Og bedst af alt, forekom det mig så tilgængeligt. Som et sted man rent faktisk kunne snuble ind i, hvis man åbnede den rette garderobeskabsdør. Og man behøvede slet ikke være noget særligt for at finde det; man kunne være en smålig Edmund eller en lillebitte Lucy. Narnia lod til at være åbent for alle – hvis man altså fandt det først. Og derfor var jeg på en endeløs jagt.
Jeg har hvinet af fryd, gyset af frygt og grædt bitre tårer, imens jeg læste Narnia-bøgerne. Plottet er så simpelt og så velkendt; en hjemme-ude-hjemme historie om fire børn, der tager på eventyr, overkommer deres frygt, og vender sikkert tilbage til den verden, de kom fra. Den verden som i sidste ende nok ikke er så sikker overhovedet. En skurk skal bekæmpes, og når eventyret er slut, efterlades børnene tilbage med en rastløshed, de ikke kan forstå. En rastløshed som læseren kun alt for let kan genkende.
Meget er blevet sagt om Narnia-seriens underliggende budskaber og moraler; C. S. Lewis' overlagte mimikering af kristendommens fortællermønstre, og karakterernes symbolisme der kan oversættes direkte til Bibelen. Og noget af kritikken er umulig at ignorere eller forsvare; Narnia-serien har så mange fejl. Men for mit vedkommende har bøgerne aldrig handlet om religion eller krig. De har derimod altid handlet om at tro på magi; og om at finde et glimmerkorn af lykke i en grå verden. C. S. Lewis fik mig til at tvivle på min egen verden, imens jeg læste hans bøger; akkurat ligesom Pevensie-børnene tvivler på deres, når en uskyldig gemmeleg forvandles til et legendarisk eventyr. 

“Well, sir, if things are real, they're there all the time."
"Are they?" said the Professor; and Peter did not quite know what to say.” 

Længe før Dumbledore fik Harry til at tvivle på sin virkelighed, fik den kære professor mig til at tvivle på min. Og dengang tog jeg et valg; jeg valgte, at jeg foretrak at leve i en verden, hvor garderobeskaber var mere end praktiske møbler – og hvor man ikke behøvede at være en eventyrshelt for at leve i et eventyr.

"Little Men" (Little Women #3) af Louisa May Alcott

"Little Men" af Louisa May Alcott, fra forlaget Hesperus Press, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1871). 4/5 stjerner. 

"Little Men" begynder med et ønske, der er gået i opfyldelse. I "Good Wives" drømte Jo om at starte et børnehjem og en skole for drenge, og den drøm er blevet til virkelighed i "Little Men". Plumfield giver genlyd af glade drengestemmer, og Jo befinder sig midt i det hele, som legekammerat og moderfigur for de mange kærlighedshungrende drenge.

På Plumfield bor 10 drenge og piger – den violinspillende Nat, som har levet et hårdt liv på gaden er den seneste tilføjelse. I en hverdag af lektier og leg får de forsømte drenge liv i kinderne igen, og selvom Jo ofte må kæmpe for at bevare tålmodigheden, er livet på Plumfield alt det, som hun drømte om og håbede på. Og langt mere til. 

“It takes so little to make a child happy, that it is a pity in a world full of sunshine and pleasant things, that there should be any wistful faces, empty hands, or lonely little hearts.” 

Denne bogs eksistens vil altid være et mirakel for mig. En kærkommen overraskelse af den slags som kommer alt for sjældent i en bogelskers liv. En overset perle og en anledning til en lang tilbagerejse ind i det barndomsunivers, jeg elskede så højt. 

Jeg læste Louisa May Alcotts bøger som barn. Eller også slugte jeg dem. "Little Women" og "Good Wives" var blandt mine største læseskatte, og jeg har smilet, sukket og grædt så meget sammen med Meg, Jo, Beth og Amy, at de føles som en del af mig selv. Alt for ofte har jeg ønsket, at Louisa May Alcott havde skrevet flere bøger i serien om de fire pigebørn – og for få år siden, opdagede jeg, at det havde hun. "Little Men" er tredje bog i serien om March-familien. Og jeg anede det ikke.

Første gang jeg læste "Little Men", gjorde jeg det med blandede følelser. Jeg var så lykkelig over at have opdaget endnu en bog i serien, jeg elskede så højt; og jeg så lidt skuffet over, at serien ikke kredsede så meget om de karakterer, som jeg længdes efter at høre mere om. For selvom "Little Men" afgjort hører hjemme sammen med bøger om familien March, handler de mere om den nye March-generation end den gamle. Meg, Amy og Laurie er skygger i baggrunden, Jo hører hjemme i mellemgrunden, altimens March-børnene og Jos plejebørn indtager pladserne på hovedscenen. Men dermed ikke sagt, at nye og gamle karakterer ikke spejler sig i hinanden. For Alcott lader dele af sin historie gentage sig med nye ansigter – og derfor er intet helt fremmed for læseren alligevel. 

“…Mrs. Jo sat smiling over her book as she built castles in the air, just as she used to do when a girl, only then they were for herself, and now they were for other people, which is the reason perhaps that some of them came to pass in reality.”

"Little Men" er en børnebog med en struktur, der matcher "Little Women" helt perfekt. Plottet er kun løst sammehængende, og hvert kapitel er en lille episode, der illustrerer et særligt karaktertræk ved en af de mange karakterer. Små drengebørn – og enkelte piger – myldrer ind og ud mellem siderne, og det kræver en halv bog, før man er helt sikker på, hvem der er hvem – og hvem der kan hvad. Men til den tid har de alle boret sig igennem ens inderste hjertekammer.

Alcott skriver om gavmildhed, ydmyghed, kristendom og familieliv med en velkendt varme, og selvom hun sommetider prædiker og moraliserer, sørger den vidunderlige blanding af vilde, larmende og velmenende drengebørn for at bære historien videre uden alt for mange pauser og uden alt for mange løftede pegefingre. Især den generte Nat med sine smukke violintoner vandt mit hjerte, imens den velmenende og hårde ballademager Dan knuste det. Alcotts drengebørn er på en uventet måde blevet mig næsten lige så kære som hendes pigebørn. 

Jeg kan ikke lade være med at ønske, at jeg havde læst "Little Men" og fortsættelsen "Jo's Boys" som barn. Bøgerne havde stillet min hedeste Alcott-feber, da den rasede. Men på den anden side er der også noget smukt ved en god overraskelse. Og efter at have undværet bøgerne i så mange år, værdsætter jeg nu deres eksistens endnu mere. 

“Christmas isn't a season. It's a feeling.”

Jeg elsker julen og alt ved den. Jeg elsker at skrive ønskeliste og gaveliste; at finde på ønsker og at finde på gaver. Uanset om de er boglige eller ej.

Mine egne ønsker ender dog ofte med netop at være boglige. Jeg elsker firkantede pakker, og juledagene skinner stadig i barndommens skær, når jeg kan tilbringe dem med en ny bog; i en ny historie. Det er gaveglæde på det allerhøjeste plan, og derfor er min ønskeliste ofte fyldt med bøger og bogligt nips. Her er et (sent) uddrag af mine juleønsker;  

 

1: "Finding Winnie" af Lindsay Mattick. Alle kender historien om Peter Plys, men få kender historien om den virkelige bjørn, som plysbjørnen var inspireret af. Winnie var en bjørn, der blev reddet af en dyrlæge under Første Verdenskrig, rejste verden rundt, og som endte sit liv i en zoologisk have i London, hvor en dreng ved navn Christopher Robin ofte kom forbi. "Finding Winnie" er ikke historien om drengen, men om bjørnen. Den bjørn som senere blev genstand for så mange andre børns kærlighed.  

2: "Magic Flutes" af Eva Ibbotson. "Magic Flutes" er historien om en prinsesse i 1900-tallets Wien. En prinsesse der flygter fra sin kongelige tilværelse og i stedet prøver lykken som operasangerinde. Det er efter sigende en fortælling om eventyr, om musikmagi og om kærlighed – og Eva Ibbotson er kendt for at fortælle den slags historier så smukt, at man ikke kan lade være med at leve sig ind i hvert eneste ord.

3: "Charlotte Brontë: A Life" af Claire Harman. Jeg ved forsvindende lidt om de tre Brontë-søstre. Jeg ved kun det, andre har fortalt mig, og de små mytiske bidder om deres liv, der så ofte svæver rundt i internetsfæren. Jeg vil så gerne vide mere om Brontë-søstrene og dermed kunne skelne deres liv fra myten – og særligt vil jeg gerne vide mere om Charlotte, der var forfatteren bag "Jane Eyre". 

4: Teaterbilletter til "Fornuft og følelse". I foråret opsætter Århus Teater en musikalsk version af "Fornuft og følelse" med Peter Langdal som instruktør. Austens ord bliver dermed vækket til live på en helt ny måde – og jeg har så svært ved at forestille mig hvordan. Jeg bliver nødt til at se det; jeg bliver nødt til at opleve det.

5: "The Fox and the Star" af Coralie Bickford-Smith. Coralie Bickford-Smith er designeren bag mange af Penguins allersmukkeste bøger. Hun er særligt kendt for at have designet Penguin Clothbound-serien og også for at have skabt de ikoniske mønstre for Penguin English Library-serien. Jeg har i lang tid beundret hendes bogdesign – og nu har hun skabt en smuk børnebog selv med hendes egne ord og hendes egne illustrationer. Bogen skulle tage sin læser med ind i et smukt univers fyldt med sarte streger og kunstfærdige billeder. Og jeg kunne ikke forestille mig noget bedre.

6: "A Christmas Carol" af Charles Dickens. Verdens mest ikoniske julebog i en vidunderlig juleindpakning. Folio Societys bøger er noget særligt, og der er noget ved denne røde farve, der drager mig. Det ville være en smuk tilføjelse til min bogreol. 

7: Et bogligt tekrus. Jeg elsker bøger, og jeg elsker te. Og faktisk elsker jeg også krus. Dette boglige tekrus kombinerer derfor flere af mine åbenlyse hjertelængsler og lover mig fine morgener med en dampende drik. 

Står der også bøger på din ønskeliste? I så fald, hvilke? Og hvad er dit højeste juleønske? 

Tirsdags-tip #9: Til bogsamleren

Her i decembers glitrende dage har jeg, ligesom sidste år, sat tema-tirsdag midlertidigt på pause. I stedet vil jeg benytte tirsdagen til at fremhæve bøger og uddele tip, der kan være til inspiration for både ønskelister og gaveindkøb.

Nogle gaver er så vidunderlige, at man næsten øjeblikkeligt får lyst til at give dem videre. Til at dele dem med andre og til at vise verden, at de eksisterer. Præcis sådan en gave er "Slightly Foxed – But Still Desirable" af Ronald Searle. Da jeg sidste søndag åbnede min adventsgave og fandt den, var det som at blive foræret en lille og skinnende perle. Bogen er nemlig en selvironisk, tragikomisk, latterlig og helt ubærlig sand fortolkning af det at være bogsamler.

For i bogen tager Ronald Searle de betegnelser, som antikvariater og brugtbogsforhandlere bruger og fortolker dem via helt simple tegninger. Det er nådesløst morsomt – og udtryk som "dented at the head" antager pludselig en hel ny betydning. Searle forklarer i sit forord, at en bogsamlers liv er et hårdt lod, og at man ofte må finde sig i mange skuffelser og mystiske begreber, når man bestiller bøger hos specialiserede forhandlere. Og hele bogen er en slags meditation over emnet; over de umulige udtryk og mærkværdige tilstande man som bogsamler skal finde sig i.

Bagerst i bogen er desuden også lister med ordforklaringer, hvor Searle i en blanding af sørgelig sandfærdighed og humor, forklarer hvad de mærkværdige udtryk egentligt betyder. Og hvad man kan forvente, når man klikker 'køb' på en bog, der er beskrevet som "desirable".

"Slightly Foxed – But Still Desirable" er en ægte bogperle fyldt med lun humor og skarpe tegninger. Det er en bog, som alle bogsamlere vil kunne nikke genkendende til, og det er en bog, som alle bogsamlere vil kunne genkende sig selv i. Uanset hvor lidt man så vil indrømme det. Jeg er ellevild med den.

Min udgave af "Slightly Foxed – But Still Desirable" er en udgået udgave fra Folio Society. Den kan man – ironisk nok – opspore brugt, hvis man har lyst. Alternativt kan man købe en lignende udgave af bogen her. 

"Christmas at Thompson Hall and Other Stories" af Anthony Trollope

"Christmas at Thompson Hall and Other Christmas Stories" af Anthony Trollope, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1863-1870). 4/5 stjerner. 

Anthony Trollope hører til blandt 1800-tallets helt store skribenter. Han skrev ivrigt og meget, og i sine ungdomsår arbejdede han på et postkontor, hvor han sommetider drog inspiration fra de glemte breve, som aldrig blev sendt eller afhentet. 

I "Christmas at Thompson Hall and Other Stories" er fem af hans noveller samlet – alle fem noveller udspiller sig ved juletid i det engelske landskab, hvor talrige misforståelser, højtidskvaler og kærlighedserklæringer opstår. 

“Perhaps it is not intended that people's lives should be what you call bright.”

Anthony Trollope beskæftiger sig med familier. Komiske og tragikomiske familier med meget trivielle problemer og næsten beundringsværdige evner til at forvandle bagateller til katastrofer. Familier fra den landlige, engelske overklasse der rejser eller mødes på grund af julen. Julen har altid evnen til at bringe familier sammen.

I "Christmas at Thompson Hall" som er bogens længste historie, indtager et ægtepar en kro. Og på kroen spreder de mildt kaos med deres store armbevægelser og mærkværdige misforståelser; de er et klassisk overklassespar, der ikke kan afkode andre menneskers sociale normer. Og resultatet er en kendetegnende britisk og humoristisk fortælling, der næsten minder om Charles Dickens' overdrevne karakterskitser. 

Trollope fortæller lune historier med et drys af noget hjertevarmt; i "Christmas at Kirkby Cottage" fører en kærlighedserklæring til hjemligt panik og en håndfuld kærlige skænderier – for derefter at ende på forudsigelige vis med et kys og en ring, altimens en umoralsk  ophængning af en mistelten skaber kaos i "The Mistletoe Bough".

“Kissing, I fear, is less innocent now than it used to be when our grandmothers were alive.”

Trollopes familier er karikerede, latterlige og så elskelige. Novellerne vrimler med larmende mennesker uden situationsfornemmelse, som roder sig ud i et utal af misforståelser. Småskænderier, julehad, gamle damer der mundhugges, og forelskede par der bæver af nerver og forventning; Trollopes noveller rummer alle de konsekvenser, det kan have, når familier mødes til jul. Og det er så morsomt; så glimrende underholdning. 

At læse novellerne føltes som at se en gammeldags, britisk julefilm. For humoren er enormt britisk; hjemlig, fin og overdreven latterlig. Trollope mestrer sin pen fuldstændig og formår at blande poetiske julebeskrivelser med tørre konstateringer og langvarige diskussioner om, hvorvidt sennep på brystet virkelig kan kurere en forkølelse. Historierne emmer af gammeldags jul i hvide snelandskaber, på herregårde og på små vejhoteller. Selvom mange af historierne med lethed kunne foregå i løbet af hele året, bærer de alligevel en særlig julehygge med sig, som man ikke kan finde andetsteds. De timer jeg tilbragte i selskab med Trollopes karakterer fyldte mig med julestemning og ægte decemberlykke.

"Round the Christmas Fire: Festive Stories" af Nancy Mitford m.fl.

"Round the Christmas Fire: Festive Stories" af Nancy Mitford m.fl., fra forlaget Vintage Classics, udgivet i 2013. 4/5 stjerner.

"Round the Christmas Fire" er en samling af julenoveller og vinterhistorier i alskens former og farver. Med en blanding af romanuddrag, noveller, spøgelseshistorier og endda bidder fra virkelige dagbøger, er bogen en nostalgisk tidsrejse tilbage til klassiske juletraditioner og mundtligt historiefortælleri. 

“It was snowing. It was always snowing at Christmas. December, in my memory, is white as Lapland, though there are no reindeers. But there were cats.” – Dylan Thomas

Forsiden af denne julebog er dekoreret med et billede af en familie foran en pejs; en hjemlig scene med gran, gaver og forventningsfulde børn, der sammenkrummet sidder og venter. Venter på at pakke gaverne op, spise maden og på at aftenen skal gå i gang. Og for en kort stund, imens jeg læste, indtog jeg børnenes plads foran pejsen. Jeg var der, og jeg mærkede varmen, lyset og glæden, som kun julen kan bringe. Gennem mesterlige noveller fortalt af kærlige stemmer, rejste jeg ind i bogen for en stund. Ind i et traditionelt, britisk og muntert julelandskab.

Og faktisk overraskede min indlevelse i bogen mig. Jeg havde ikke regnet med at blive suget så dybt ind i forfatternes juleunivers, for jeg regnede med, at jeg kendte det i forvejen. Jeg har læst så mange klassiske julehistorier, at det kom helt bag på mig, hvor mange i denne samling, jeg slet ikke kendte. Det smukkeste ved "Round the Christmas Fire" er afgjort hvor mange glemte perler, bogen gemmer på. Stort set alle forfatterne er kendte – men historierne er indsamlet med juleelskerens imponerende viden.

Således tog jeg i løbet af 270 sider med til julemiddag med Nancy Mitford, altimens P. G. Wodeouse fik mig til at bryde sammen af grin over butleren Jeeves' påtagede korrekthed. Jeg bagte en katastrofal juletærte i selskab med Edith Nesbit og seks velmenende børn, og bedst af alt tog jeg på elevatortur med John Cheever og blev overøst med gaver fra mennesker, der var glade for at give. Selvfølgelig blev der indimellem også tid til at genbesøge Charles Dickens, Truman Capote og O. Henry – men sandheden er, at ingen julebog havde været komplet uden. De er obligatoriske stop på enhver snedækket julevej.

“But it was good to think he had this to come back to, this place which was all his own, these things which were so glad to see him again and could always be counted upon for the same simple welcome.” – Kenneth Grahame

Jeg elsker "Round the Christmas Fire" alene for at have introduceret mig for "Christmas is a Sad Season for the Poor" af John Cheever. Den lille novelle om den fattige hotelarbejder, der fortæller alle gæsterne om sine trange kår i juletiden, forekom mig som et tragikomisk og hudløst ærligt mesterværk. Novellen er til dels en fortælling om en mand, der hader julen, fordi han ikke har råd til at fejre den – og fordi han er tvunget til at se andre fejre den i overflod, og til dels er den et rammende studie i, hvorfor gaver betyder så meget for os. Og hvorfor de sommetider kan være bedre at give end at modtage. Der er så meget sandhed og grotesk julestemning proppet ind på novellens få sider, at jeg er efterladt dybt imponeret og berørt.

Blandt andre højdepunkter var naturligvis også Edith Nesbit, der med et velvalgt uddrag fra "The New Treasure Seekers" fortalte om barnlige løsninger på manglende julestemning; den påtagede fornuft i at tigge penge og bage en tærte fyldt med rosiner og bær, der var blevet vasket med sæbe. Ligeledes illustrerer "Jeeves and the Yule-Tide Spirit" af P. G. Wodehouse den engelske humor til perfektion. Med tørre konstateringer, en butler der tog sin herre ved næsen og talrige forviklinger af den urkomiske falde-på-halen-agtige slags, skrev Wodehouse sig ind i mit hjerte. Og jeg er overbevist om, at jeg snart er nødt til at møde Jeeves igen.

Og slutteligt vil jeg også fremhæve Edith Whartons elegante julegys. "Afterward" er en sart novelle, der skiller sig tydeligt ud fra den hjertevarme mængde, ved at handle om død, sorg og kriblende fornemmelser. "Afterward" er en spøgelseshistorie af den slags, der kunne blive fortalt over et lejrbål og skabe mareridt for en hel folkeskoleklasse. Og netop fællesskabsfølelsen gør den til en julehistorie – en julehistorie, der hører hjemme i denne samling af noveller i fortællertone.

For der er noget over novellerne i "Round the Christmas Fire", der minder mig om oplæsning. Novellerne bindes sammen på tværs af temaer som spøgelser, gaver, fattigdom, minder, familie og kærlighed, fordi de alle har en blinkende undertone af oplæseri. En fornemmelse af viderelevering og en følelse af indlevelse, der gør, at man virkelig tror, man sidder dér; midt i bogens forside, foran pejsen og nyder en kærlig oplæsning. Og på den måde er titlen ufattelig velvalgt.