Konkurrence #21: Første adventssøndag

Denne konkurrence er venligst sponsoreret af Politikens Forlag og Høst & Søn. 

Jeg har ventet, og jeg har glædet mig. For mig er December ikke blot en julemåned; det er min yndlingsmåned. Jeg elsker det tidlige mørke, den hjemlige hygge, de små gøremål i form af julegaveindkøb, oppyntning og planlægning. Jeg elsker at binde sløjfer, flette hjerter og tænde lys. December er magisk. Og derfor vil jeg selvfølgelig gerne fejre julemåneden sammen med jer.

Hver adventssøndag vil der derfor være en konkurrence om en særligt sammensat bogstak. Temaet er, ganske enkelt, bøger jeg elsker, og bøger jeg gerne vil anbefale. Derfor er det kun passende, at første søndag starter med årets største stjerneskud; John Green.

Politikens Forlag har været så venlige at sponsorere to bøger i den forbindelse. Dene ene bog er "Will Grayson, Will Grayson" som er en vidunderligt tankevækkende fortælling om to drenge, der deler skæbne og navn. Med i stakken er også den helt juleperfekte "Let It Snow", som indeholder tre vidunderlige julenoveller om vintermørke og juleromantik.

Forlaget Høst & Søn sendte mig desuden for et par uger siden den nylige, danske oversættelse af "Paper Towns", som snart bliver filmatiseret. Bogen ejer og elsker jeg allerede, så jeg tænkte, jeg ville smide den med i konkurrencepuljen og således udlodde en gennemført John Green-bogstak. 

For at deltage i konkurrencen og vinde de tre bøger skal I blot skrive en lille kommentar til dette indlæg – fortæl gerne om jeres største julegaveønske i år. Husk også at skrive jeres e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med d. 5/12, hvorefter jeg hurtigst muligt offentliggør den heldige vinder.

"Emily's Quest" (Emily of New Moon #3) af L. M. Montgomery

"Emily's Quest" af L. M. Montgomery, fra forlaget Virago, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1927). 5/5 stjerner. 

Da Emily vender tilbage til New Moon efter sit High School-ophold i Shrewbury er alting forandret. Hendes nære barndomsvenner er spredt for alle vinde for at studere videre, arbejde og opbygge forbindelser. En del af fortryllelsen er forsvundet fra Emilys barndomslandskab, og hun kaster sig derfor over sine manuskripter for at skrive sig ud af sine hjertesorger.

Men selv Emilys manuskript svigter hende. Da hun genlæser sine ord, er de ubrugelige, ligegyldige og kun egnet til at brænde og blive til aske. Efter en lang periode af sygdom lægger Emily sin pen helt, glemmer sine drømme og hengiver sig til et ægteskab med en mand, som hun ikke elsker. Skyggerne af alt det der kunne have været, torturerer hende hver eneste dag.

“The ghosts of things that never happened are worse than the ghosts of things that did.”

Det her er en umulig opgave. Uanset hvad jeg skriver, og uanset hvordan jeg får det formuleret, vil det aldrig lykkedes mig at videregive min kærlighed til denne bog. Jeg husker så tydeligt, hvordan jeg læste den på en enkelt nat, da jeg var blot tolv år. Hvordan jeg overtalte min far til at kopiere hele kapitler fra den slidte biblioteksbog, så jeg kunne lære mine dyrebare yndlingslinjer udenad og altid have dem hos mig. Hvordan denne sidste bog i min elskede serie indeholdt akkurat den slutning, som jeg havde håbet på. Den slutning jeg ville have ønsket for mig selv.

Jeg husker det så tydeligt. Og nu har jeg tilføjet et nyt minde; et 24-årigt jeg, der for nyligt genlæste min barndomsfavorit og læste dagen væk med et hjerte ligeså håbefuldt og ligeså bankende, som det fortidige jeg der havde læst bogen 12 år før. Jeg færdiglæste bogen på en enkelt formiddag, lukkede den med tårer i øjenkrogen, og stillede den tilbage på reolen med en øjeblikkelig trang til genlæsning. Jeg overvejer stadig, om jeg snart skal læse den igen. Bogen har åbnet et tomrum i mit hjerte, der ikke kan fyldes op med andet end Montgomerys sødmefyldte, melankolske og sommerfuglelette ord. Jeg er atter blevet til pigen, der bare vil genlæse sit yndlingskapitel igen og igen for at være sikker på, at Emilys skæbne blev forseglet værdigt. Med det guldbånd, som hun fortjener.
Selvom jeg elsker alle tre bøger i Emily-serien, er det denne tredje bog, jeg elsker højest. Der er noget ved det sidste, skælvende punktum der rører mig igen og igen. Noget ved Montgomerys historiemagi, der gør mig sentimental og overstrømsk. For "Emily's Quest" er en kærlighedshistorie. En lang og indviklet kærlighedshistorie, der involverer et hint af det overnaturlige, talrige misforståelser og en beslutning der er lige ved at få det hele til at gå galt. Det som Montgomery allerede hinter i sin første bog, bliver til virkelighed her. Barndomsvenner bliver til kærester. Men vejen dertil er lang. 

“This afternoon I sat at my window and alternately wrote at my new serial and watched a couple of dear, amusing, youngish maple-trees at the foot of the garden. They whispered secrets to each other all the afternoon. They would bend together and talk earnestly for a few moments, then spring back and look at each other, throwing up their hands comically in horror and amazement over their mutual revelations. I wonder what new scandal is afoot in Treeland.”

Den Emily man møder i "Emily's Quest" er en helt anden Emily, end den håbefulde Emily man vinkede farvel til i "Emily Climbs" og den drømmende Emily, man for første gang blev introduceret til i "Emily of New Moon". For i denne tredje, afsluttende bog er Emily ramt af melankoli. Hun ser verden glide forbi sig, sine venner forsvinde ind i en lysende fremtid, og det går gradvist op for hende, at hendes glitrende barndomsdrømme er ved at miste deres guldstøv. Med et opgivende suk lader hun sin pen falde, hun binder sig til en mand, hun ikke elsker, og hun opgiver håbet om, nogensinde at fremkalde et smil hos ham, der betyder mest. Hun er en smule fortabt.
I min nylige genlæsning af bogen, gik det op for mig, at jeg ved, hvorfor Emilys drømme knækker. For hvad stiller man op, når det liv, man havde forestillet sig som 12-årig er helt ude af rækkevidde? Og hvad gør man, når man bliver færdig med sin uddannelse og pludselig indser, at man ikke aner, hvad det næste skridt skal være? Og, værst af alt, hvad hvis alt det, man har drømt om, slet ikke var det, man ønskede sig alligevel? Det er let for mig at forstå Emilys situation og det tomrum, som en færdiggjort uddannelse kan efterlade. Jeg står snart overfor det selv.
Men Montgomery skaber håb, selv når håbet er helt forsvundet. Og månebarnet Emily forbliver en genstand for beundring. Hendes blik fanger stadig træernes dans, stjernernes hvisken og gennem sit vindue hører hun stadig et hemmeligt kald fra en skikkelse, der står og venter på hende i lysningen. Bogseriens finale er et rørende, tårefremkaldende klimaks, der forener Emilys fremtid med læserens håb i en blanding af ironi, skæbne og forelskelse. Det er til dato det mest indflydelsesrige, jeg nogensinde har læst.

“A house isn't a home without the ineffable contentment of a cat with its tail folded about its feet. A cat gives mystery, charm, suggestion.” 

"The Count of Monte Cristo" af Alexandre Dumas

"The Count of Monte Cristo" (org. titel "Le Comte de Monte-Cristo") af Alexandre Dumas, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1844). Læst på engelsk – originalsproget er fransk. 4/5 stjerner. 

"The Count of Monte Cristo" er en roman med et svimlende sideantal og et sitrende komplekst plot. Hovedpersoner og bipersoner vimler rundt mellem hinanden i et plot, som vi alle før eller siden er stødt på.

I romanens begyndelse møder man Edmont Dantés, en ung mand, som går en lysende tid i møde. Han er forlovet med sit livs kærlighed, den smukke Mercédès, og venter på en fortræffelig forfremmelse som kaptajn på et handelsskib. Men pludselig vender alting; misundelige fjender plotter mod Dantés, og han ender i fængsel for en forbrydelse, han slet ikke har begået.

I cellen fortæres Dantés af tanker om uretfærdighed og hævn. Da han en dag begynder at tale med fangen i cellen ved siden af, indvies han i en hemmelighed om en ventende skat. Dantés begynder derfor at lægge planer i mørket; planer om at flygte, finde skatten og tage hævn over alle de mennesker, der spillede en rolle i det liv, der så pludselig blev taget fra ham. 

“For all evils there are two remedies - time and silence.”

Hvor meget modgang kan et menneske klare uden at få lyst til at opnå hævn? Hvor meget uretfærdighed kan et menneske møde uden at begynde at skabe sit eget retfærdigsbegreb? Og hvad er retfærdighed i grunden? Et øje for et øje, en tand for en tand? I "The Count of Monte Cristo" stiller Dumas tunge spørgsmål og pakker dem ind i et næsten eventyrslignende plot. Og her mener jeg ikke eventyr som i den romantiserede, klassiske H. C. Andersen og Brødrene Grimm tradition; jeg mener eventyr i form af opdagelsesrejser, farefærd og spænding i stil med Jules Verne, Robert Louis Stevenson og Rudyard Kipling. Episke, plotprægede, hurtigtbevægende og labyrintmørke eventyr.
For Alexandre Dumas' roman er en labyrint. Den er, som så mange bøger fra sin samtid, originalt udgivet som føljetonroman i et tidsskrift, og kapitlerne bærer præg af en konstant udvidelse. I en hvirvelvind af subplots, sammenviklede skæbner og bipersoner der pludselig bliver til hovedpersoner, taber Dumas dog aldrig sit tempo eller sin læser. Selvom historien, ord for ord, bliver mere og mere indviklet, bliver man også som læser mere og mere medrevet af Dumas' franske hævnhistorie. Jeg kan så levende forestille mig at leve i Paris i 1840'erne og hungrende afvente den næste udgave af avisen "Journal des Débats" for at få den næste historiebid, den næste overraskelse og det næste plottwist med ubarmhjertige cliff-hangers. Bogen er uden tvivl blevet konsumeret som en TV-serie i dens samtid; en sæbeopera der er ligeså karikeret og usandsynlig, som den er besættende. Spørgsmål som "Hvad sker der i næste kapitel? Hvem er greven af Monte Cristo?" har udgjort mange samtaler på tværs af de franske spiseborde, fornemmer jeg. Bogen er en sensationshistorie.
Faktisk er bogen mange ting, men hvad den ikke er, er troværdig. Dumas' karakterer er overraskende flade og ensidige, plottet er spændende men på ingen måde plausibelt, og de mange bipersoner kravler igennem romanen som myrer, man hurtigt kan stirre sig blind på. Romanen har både karakter af skæbneroman, eventyr og fabel, og Dumas tilføjer en orientalsk atmosfære, der leder tankerne hen på "1001 nats eventyr". Dumas ofrer mange ting til ære for plottets fremgang – og dog er plottet det eneste, man behøver i denne gigantroman. For handlingen er så spændende, så forblændende, så feberdøsigt medrivende, at alle romanens fejl forsvinder som dug for solen. Troværdighed har ingen plads i Dumas' roman – men spændingen har.

“Life is a storm, my young friend. You will bask in the sunlight one moment, be shattered on the rocks the next. What makes you a man is what you do when that storm comes. You must look into that storm and shout as you did in Rome. Do your worst, for I will do mine! Then the fates will know you as we know you.”

To store, åbenlyse temaer strømmer gennem "The Count of Monte Cristo". Hævn og sjælefred er de to essentielle drivkrafter i Dumas' historie. Bogens hovedperson, Edmond Dantés, er besat af tanken om hævn, fordi han tror, at når hævnen over alle hans fjender er opnået, vil den bringe ham fred. Men Dumas sætter ikke lighedstegn mellem sjælefred og lykke, og bogens slutning er berørt af en vis grad af melankoli. Edmon Dantés får sin hævn – men hævnen har en høj pris for alle, også Edmond selv.
Bogen er gennemgående præget meget af handling og dialog; hemmeligheder, rænkespil og karakterer der aldrig er, den de ser ud til at være. Min udgave af bogen er pyntet med masker, og det symboliserer bogens handling på smukkeste vis. For hele historien er et stort maskespil, en konstant og vedvarende afsløring af de mange roller, et mennesker kan spille, og hvor mange masker der kan smides, før et sandt ansigt nogensinde træder frem.
Af samme grunde er bogen meget kompleks. Til tider forvirrende. Og måske endda overpyntet. Men det imponerende er, at Dumas slutter bogen efter 1200 sider og ikke har en eneste løs tråd tilbage. Alting rundes op. Alle spørgsmål bliver besvaret. Og romanen slutter i en overdådig finale, hvor alle masker smides, og alle hemmeligheder bliver afsløret. Som læser kan man ikke andet end at ånde lettet op, lægge bogen fra sig og sukke over den storhed, som man lige har været vidne til. "The Count of Monte Cristo" er en gigantroman skrevet af en gigantisk forfatter, og for dens handling alene er den alle dens sider værd.

Tema-tirsdag #73: Om at eje flere udgaver af den samme bog

Det startede af helt uskyldige og praktiske årsager. Min bogreol var fyldt med tunge, smukke og omfattende antologier; fem Charles Dickens romaner indbundet som en enkelt bog, Jane Austens samlede værker og alle Brødrene Grimms eventyr. Der var noget majestætisk over bøgerne, der udfyldte mine reolhylder med statelig elegance. Og de var ikke blot til pynt; en kold februar måned blev brugt på at læse alle Brødrene Grimms eventyr, og en eftermiddag sad jeg i min vindueskarm med tårespor ned af kinderne og læste Jane Austens "Persuasion" i en bog så tung, at mine arme knap nok kunne holde den.
Jeg var glad for mine bind med samlede værker, der tillod mig at have hele forfatterskaber indenfor let rækkevidde. Men efterhånden som jeg læste min vej igennem dem, begyndte jeg at ønske, jeg også ejede bøgerne i et tyndere, mere simpelt format, der kunne passe ned i min rygsæk og holde mig med selskab på togrejser og busture. Derfor købte jeg alle Jane Austens romaner i enkeltformat, så jeg også havde dem i en bærbar version, der kunne transporteres med mig hvor som helst.
Derefter fik jeg en dag brug for en ekstraudgave af "Persuasion", som jeg kunne understrege, overstrege og skrive noter i. Jeg købte en paperback til formålet, faldt over en stofindbundet skønhed i forbifarten og købte en mini-udgave i lommeformat. Og pludselig havde jeg fem udgaver af min yndlingsbog; fem bøger med samme indhold men med vidt forskellig fremtoning. 
Hvad der startede af praktiske årsager udviklede sig med tiden til et samlerprojekt. Jeg ejer i dag fem udgaver af "Persuasion", fire udgaver af "Pride and Prejudice", fem udgaver af "Alice's Adventures in Wonderland", tre udgaver af "Peter Pan", seks udgaver af "Little Women" og så mange forskellige udgaver af "Peter Plys", at jeg knap nok kan holde rede på det. Min bogsamling er fyldt med gengangere og tilbagevendende titler.

"Jeg forstår ikke, hvorfor du køber en bog, du allerede har, når der er så mange andre bøger, du også gerne vil læse. Det er da fjollet," siger venner og bekendte ofte, når de betragter min bogreol. Og på sin vis har de ret. Pladsen i min bogreol er knap, mængden af mine nye bogbestillinger er begrænsede og min læse-liste er uendelig. Hvorfor i alverden skal man bruge penge på en bog, man allerede har, når der står ti nye titler på ens ønskeliste? Det er ikke rationelt, og det er ikke logisk. Men det er selvfølgelig heller ikke meningen.
Selvom jeg ejer seks udgaver af Louisa May Alcotts børneklassiker "Little Women", synes jeg ikke, at jeg ejer seks ens bøger. Teksten indeni er den samme – en vidunderlig tekst fyldt med hjertevarme og barndomsminder – men bøgernes udformning er vidt forskellig. På én udgave er gammeldags hjemlighed vægtet højt med et indtryk af håndarbejde og korssting. På en anden udgave udgør fire objekter i form af en dukke, en klemme, en bog og en handske, bogens dominerende elementer. På fire udgaver er der en illustration af fire piger; i form af finurligt barnlige ansigter, skøjtende, leende og vinterklædte unge kvinder og sirligt udskårne, elegante silhouetter. Der er ingen tvivl om, hvem pigerne er; men de fire ansigter på de fire bøger har ikke det mindste til fælles. Det er fire fortolkninger, fire forestillingslege, fire billeder på, hvem March-søstrene kunne være. Og det er dét, der gør bogdesign så interessant. At sammenligne to udgaver af den samme bog, giver en idé om, hvor forskelligt en bog kan opfattes, og hvor forskelligt en tekst kan læses.
Der kan være mange grunde til, at jeg ejer en bog i flere udgaver. Sommetider skyldes det praktiske behov for forskellige formater, noteapparater, forord eller oversættelser; andre gange er det en direkte påvirkning af uimodståelig bogskønhed og et ønske om at eje mine yndlingsbøger i smukke udgaver. Men oftest ejer jeg flere udgaver af en bog, fordi bogdesign fascinerer mig. Fordi jeg tror på, at to bøger med samme titel slet ikke er den samme bog overhovedet. Og det er hverken spild af penge, tid eller reolplads i min optik.

Har I også gengangere i jeres bogsamling? Bøger I ejer i flere udgaver med forskellige forsider? I så fald – hvorfor? Og hvordan forsvarer I det? 
Eller er I måske af en anden mening, og kunne I aldrig drømme om at eje flere udgaver af en bog? Fortæl mig endelig jeres tanker i kommentarfeltet. 

"The Shadow of the Wind" (The Cemetery of Forgotten Books #1) af Carlos Ruiz Zafón

"The Shadow of the Wind" (org. titel "La sombra del viento") af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Penguin, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2001). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 5/5 stjerner.

Vinden kaster sin skygge over Barcelonas gader i 1945. Byen er halvvejs opbygget, halvvejs i ruiner, og hver aften forsvinder mørke skikkelser iført lange frakker ind i skyggerne mellem høje bygninger og labyrintlignende gader.

En enlig far begiver sig en dag med sin søn, Daniel, afsted for at besøge et sted gemt i Barcelonas skygger. Et sted kendt som de glemte bøgers kirkegård. Her får Daniel lov til at vælge en bog og bringe den med ham hjem; ved et tilfælde eller et skæbnespil, vælger Daniel "The Shadow of the Wind" af Juliàn Carax. En bog han kommer til at tilbringe en feberhed nat med at læse, fra ende til anden.

Med en barnlig entusiasme beslutter Daniel sig for at opspore flere bøger af sin nye yndlingsforfatter, blot for at opdage at Carax's bøger er forsvundet, udslettet og brændt af en mystisk person, hvis hovedærinde er, at destruere alle Carax's bøger. Daniels bog er en uhørt sjældenhed, og den kaster sin skygge over hele hans tilværelse. Da Daniel beslutter sig for at belyse sin yndlingsforfatters fortid, bliver han en del af et indviklet mysterie om besættelse, galskab, mord og umulig kærlighed. 

“Keep your dreams. You never know when you might need them. ”

For næsten præcis en måned siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg beskrev mine efterårslæsevaner. Jeg dryssede tillægsord ud over efterårssæsonen og sammenknyttede dem med bøger; jeg beskrev den dystre, gotiske, desperate, smukke og atmosfæriske fornemmelse, som jeg søgte i bøgerne på min efterårslæse-liste. Jeg forklarede min higen mod stemninger og følelser. Og uden at vide det beskrev jeg således "The Shadow of the Wind", som allerede på dét tidspunkt befandt sig i min snarlige fremtid. Ventende, lurende, lokkende. Det er den perfekte efterårsbog.

Det hele er der. Et gotisk mysterie, destruktive ildebrande, en dødsdømt kærlighed, en sløret skikkelse skjult bag en sort maske, omhyggeligt beskrevne gadehjørner med lygtepæle der kaster et klart lys på fortidens Barcelona, en bogkærlighed så håndgribelig at den får karakter af en kærlighedserklæring og en skrivestil så atmosfærisk, at jeg forsvandt for en stund, transporteret ud af toget, lænestolen, kroppen og ind i en bog. Jeg slugte ikke bogen – den slugte mig.

Jeg vidste det allerede, da jeg læste bogens første side. Jeg vidste, at jeg sad med noget særligt, for allerede på første side var der en sætning, der standsede mig, og som jeg blev nødt til at læse igen. Ord for ord. “I was raised among books, making invisible friends in pages that seemed cast from dust and whose smell I carry on my hands to this day.” Det er udsædvanligt, at en bog kan give en lyst til genlæsning, før man overhovedet er kommet igang.

Jeg har intet andet ord for Zafóns skrivestil end atmosfærisk. Zafón rekonstruerer 1930'ernes Barcelona og kaster en stemning af skødesløs hemmelighedsfuldhed over byen. Det er som om, hver en gade gemmer på et mysterie, der venter på at blive opklaret. Daniels egen opdagelsesrejse er kun en ud af mange, og bogen har efterladt mig med en gribende rejsetrang. Zafón har vækket en drøm om en vandretur i Barcelonas gader, en jagt efter et nyt eventyr i en by udgjort af skønhed og hemmeligheder.

“The moment you stop to think about whether you love someone, you've already stopped loving that person forever.”

Bogen indeholder så mange historietråde, så mange livlige, tragiske og farverige karakterer, så meget historie og så stort et mysterie, at der er et utal af ting, jeg gerne vil dvæle ved og hive frem for at eksaminere i dagslyset. "The Shadow of the Wind" er en skæbnefortælling om en forfatter og en læser, der spejler sig i hinanden. Daniel vokser, ligesom sin forfatterhelt Julián Carax, op bag en butiksfacade med et familieliv, der ikke kan kaldes ideelt. Daniel og Julián forelsker sig begge i deres bedste vens søster; en rigmandsdatter med en truende faderfigur, der stiller sig i vejen for de unges lykke. Efterhånden som Daniel lærer mere og mere om Juliàn Caraxs skæbne, opstår parallelle linjer mellem forfatteren og læserens liv. Objekter som bøger og kuglepenne binder dem sammen på tværs af årtier.
Der hviler en følelse af noget forudbestemt i bogens præmis. Daniel vælger tilfældigt Juliàn Caraxs bog ud af en hel labyrintgang af bøger. Eller vælger bogen ham? Forude venter et mysterie, der ændrer en hel livsbane, sammenfiltrer nutid med fortid og forbinder mennesker med hinanden i et farligt net af løgne. Juliàn Caraxs skæbne viser sig at være en næsten uundgåelig tragedie, der truer med at hive Daniel med sig i et altfortærende mørke. Men på trods af de mange opdagelser, paralleller og spejlinger har Daniel ingen skæbne – han vælger den selv. Og det er måske i virkeligheden bogens vigtigste pointe.
"The Shadow of the Wind" er en bog, der fortjener sammenligning med tidens største, gotiske mesterværker. Med en ildevarslende stemning på højde med Daphne du Mauriers "Rebecca", en rammefortælling ligeså kompliceret som Diane Setterfields "The Thirteenth Tale", en kærlighed så desperat og dødsdømt som Emily Brontës "Wuthering Heights" og en antihelt så tortureret som Heathcliff, et eventyr ligeså vidtomspændende som Alexandre Dumas' gigantromaner, gør "The Shadow of the Wind" sig fortjent til en plads mellem de allerstørste, de allerbedste bøger, jeg nogensinde har læst.
Der er ting i Zafóns roman, der er et helt litteraturstudie værdigt. Elementer af metafiktion, intertekstualitet, indforståede referencer, debatter om forfatteridentitet og en vedvarende vekselvirkning mellem en nutid og en fortid, der bliver mere og mere sammenblandet. "The Shadow of the Wind" er ikke bare en fortælling; det er en fortælling om fortællingen, om at være forfatter og læser, og hvad der kan ske i krydsfeltet derimellem. Det er en fortælling om bøger, der kan forandre liv og liv, der kan forandre bøger. Det er en kærlighedserklæring til litteratur og til kultur, til Barcelonas smalle gader og store katedraler, en hyldest til Victor Hugo og en tilbageskrivning til Cervantes. Det er en bog, der modsiger sig selv, og som både idylliserer og dæmoniserer den første kærlighed og det første kys. Det er en symbolladet tekst med tilbagevendende figurer af engle og djævle, og ordet "skygge" som har en dobbeltbetydning, hver eneste gang det dukker op.
Men alt det kan ignoreres. For bogen er, mest af alt, en af de magiske bøger, der også er en portal. Det er en bog, man kan træde ind i for en stund. 

“I felt myself surrounded by millions of abandoned pages, by worlds and souls without an owner sinking in an ocean of darkness, while the world that throbbed outside the library seemed to be losing its memory. ”

"Wolf Hall" (Thomas Cromwell Trilogy #1) af Hilary Mantel

"Wolf Hall" af Hilary Mantel, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2009). 2/5 stjerner. 

"Wolf Hall" vandt den prestigefyldte Man Booker Prize i 2009. Det er en historisk roman, der fortæller om en tid, hvor England var plaget af tumult. Bogen følger Thomas Cromwell, som blev født i 1485 og var søn af en smed. Thomas havde dog større ambitioner for sit liv end en karriere som smed, og han kæmpede sig stædigt op af en enormt stejl social rangstige.
Mantel fortæller historien om, hvordan Thomas endte med at blive Kong Henry VIII rådgiver og vejleder i kongens skilsmisse med Catherine af Aragon og snarlige ægteskab med Anne Boleyn. Mantels historie udspiller sig i en af Englands blodigste perioder, og hun lader Thomas Cromwell bevæge sig forsigtigt rundt i et politisk minefelt. 

“Some of these things are true and some of them lies. But they are all good stories.” 

Jeg begyndte at læse "Wolf Hall" sammen med min mor. Hun læste den fordi, hun elsker historisk fiktion, jeg læste den fordi, jeg plejer at finde skjulte diamanter blandt vinderne af Man Booker Prize. I juni måned begyndte vi at bladre vores vej gennem bogen, og i juli måned var ingen af os endnu færdige med den. Min mor endte med at give op, jeg endte med at tvinge mig selv videre. Fælles for os begge var dog, at vi ikke fandt det i bogen, som vi havde håbet på. Mest af alt husker jeg den som værende umuligt lang, uendeligt tung og med en besynderlig skrivestil, der forvirrede mere end den gavnede.
Som læser falder man direkte ind i bogen, når man slår op på den første side. I løbet af tyve sider udpensles Thomas Cromwells problematiske barndom og de første femten år af hans liv. I det første kapitel er Thomas Cromwell et barn, og i det næste er han næsten tredive år gammel. Tiden går urimeligt hurtigt, og som læser undrer man sig over, hvad i alverden der er sket i mellemtidens huller. Til det spørgsmål tilbyder Mantel intet svar.
Bogen omhandler måske i virkeligheden ikke så meget Thomas Cromwell som person eller karakter, men derimod de historiske begivenheder der tilegnede ham en høj position ved Kong Henry VIII's side. Fra smedens søn til kongens rådgiver bevæger Thomas sig op gennem samfundet. Og dermed er Hilary Mantels roman vel egentligt mest en karriereroman.

“It is all very well planning what you will do in six months, what you will do in a year, but it’s no good at all if you don’t have a plan for tomorrow.”

Mantels research og historieoverblik er imponerende og skinner overlegent gennem romanen ved enhver given lejlighed. Med et omfattende persongalleri navigerer romanen rundt om kendte personligheder fra 1500-tallets England, og både Boleyn-familien, Thomas More og Jane Seymour gør deres entré i historiens forløb.

Det store persongalleri er nødvendigt for at fortælle den historie, Mantel vil fortælle. Men måden hun skriver på, gør det umuligt at overskue alle de forskellige navne, der nævnes i forbifarten. Af en eller anden grund nævner Mantel nemlig aldrig sine karakterers navne, når der tales. Næsten uden undtagelse skrives der, at han sagde, han gjorde, hun troede og så videre. Derefter er det op til læseren selv at udregne eller beslutte, hvem der sagde og gjorde hvad hvornår. Bogen bliver derfor næsten håbløst læsestof – og det gøres bestemt ikke lettere af, at Mantel introducerer fire-fem forskellige karakterer ved navn Thomas og næsten udelukkende kalder dem ved fornavn. 

Der er ingen tvivl om, at "Wolf Hall" er et fascinerende værk. Thomas Cromwell er en person, der ofte er blevet dæmoniseret gennem historien, og at se Henry VIII og Anne Boleyn gennem hans øjne er at se dem fra en helt ny vinkel. Bogen var en tung læseoplevelse, og jeg måtte kæmpe mig igennem den – men den lærte mig også noget nyt på vejen om en indviklet periode i Englands historie. Dog er jeg ikke sikker på, at jeg forstår pointen med det hele.

Bogen ender med et tomrum; en ligegyldig følelse af at have læst en historisk redegørelse frem for en deskriptiv roman. Der er ingen konklusion, intet højdepunkt og ingen pointe – bogen er snarere en serie af mindre episoder end ét helt historieforløb. Og hvis bogens største brillians er, at den er historisk korrekt og velresearchet, kunne jeg så ikke ligeså godt have læst en historiebog i stedet?

"Den flammende verden" af Siri Hustvedt

"Den flammende verden" (org. titel "The Blazing World") af Siri Hustvedt, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2014. Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof. 4/5 stjerner. 

"Den flammende verden" er en roman, der udspyder røde flammer af arrigskab og vrede. Det er en fortælling om den indebrændte kunstner Harriet Burden, hvis udstillinger aldrig har fået den mindste anerkendelse eller opmærksomhed i New Yorks kunstnermiljø. Som en del af et større eksperiment beslutter Harriet Burden sig for at lege med perception og opfattelse ved at starte et projekt, som hun kalder Maskeringer. Hun lader mandlige kunstnere tage æren for hendes arbejde for at se, om hendes kunst i så fald vil blive bedre modtaget.

Eksperimentet er storslået, larmende og forvirrende. Da den endelige afsløring finder sted, og Harriet Burden træder frem er kunstverdenen lammet af mistro – især fordi Burden forrådes af sin sidste samarbejdspartner, Rune, som glødende benægter Harriets rolle i udstillingen, som han lagde navn til. 
"Den flammende verden" fortæller Harriet Burdens historie som en samling af tekster, der er blevet opsporet efter Harriets død. En kritiker udgiver uddrag af Harriet Burdens egne dagbøger, altimens brudstykker fra kritikere, fans og familiemedlemmer også er indarbejdet i fortællingen som modstridende synspunkter på Harriet Burdens komplicerede liv.

“Det er som om, alle verdenerne i mit hoved er døende, mine flammende verdener, som jeg har klynget mig til med alt hvad jeg har, er langsomt ved at slukkes.”

Da jeg var halvvejs igennem "Den flammende verden", kom Siri Hustvedt til Danmark. Jeg begav mig både afsted til hendes interview på Den Sorte Diamant og så hende igen dagen efter, da hun gæstede Politikens Boghal. Da jeg tog afsted var jeg anelse bekymret for at få spoleret den bog, jeg endnu var igang med, men da jeg begav mig hjem igen, gik det op for mig, at det slet ikke var tilfældet. Ordene på siderne havde ganske rigtigt forandret sig efter det store forfattermøde. De var kun blevet større.
Det er nu et par år siden, at jeg blindt samlede "Det jeg elskede" op fra hylderne i et gammelt antikvariat. Jeg læste bogen straks derefter, og jeg husker den stadig som en bog, der vibrerede af intellektualitet, sørgmodighed og puslespilslignende spørgsmålstegn. Den var smuk og skræmmende på én og samme tid; og akkurat det samme har jeg nu lyst til at skrive om "Den flammende verden".
Skal jeg være helt ærlig, er der ting i Siri Hustvedts nyeste bog, som jeg aldrig ville have skænket en tanke, hvis jeg ikke havde hørt forfatteren selv fremhæve det. For romanen er langt mere end en tekst om perception; den er en øvelse i det. Bogens kapitler består af vidnesudsagn, artikler, samtaler om Harriet Burdens liv samt lejlighedsvise uddrag af de dagbøger, Burden skrev adskillige af, da hun endnu var i live. Det er små brudstykker af en større historie, omhyggeligt redigeret og udvalgt af en forsker, der tilfældigt faldt over Burdens historie og synes, den var vigtig nok til at afsløre. Men hvilke motiver har denne forsker? Hvilke dele af Burdens omfangsrige dagbogsskriveri vælger han at offentliggøre og hvilke vælger han at udelade? Og er den historie, vi læser i "Den flammende verden" i virkeligheden ikke blot små uddrag af et helt liv? En historie der er blevet manipuleret med i en sådan grad, at den leder vores opfattelse i en særlig retning?

“Jeg kunne især godt lide al skriften på væggene, fordi det fik mig til at føle, at jeg gik ind i en bog, ikke i den forstand at jeg bogstaveligt talt gik på siderne, men at jeg bevægede mig rundt i rummet mellem ordene og de billeder, man skaber i bevidstheden, når man læser. Jeg oplevede også små pust af minder, der steg op og atter forsvandt, en halvt om halvt bekendt del af et sted eller af en tanke, ofte et let smertefuldt minde, hang et øjeblik i min bevidsthed og forduftede igen.” 

"Den flammende verden" er et djævelsk rod af intertekstualitet, metafiktion, genreskift og manipulation. Det er en roman, der er ufatteligt svær at læse, fordi dens vigtigste ord altid står mellem dens linjer. Det er en upålidelig roman, som man slet ikke kan stole på, for ikke ét eneste kapitel er skrevet uden henblik på den pågældende fortællers motiv. Alle karakterne i denne bog har deres egne motiver; og selv de ord, der er skrevet af Harriet Burden selv, er kun en brøkdel af sandheden. Og der er så mange sandheder at holde styr på.
Der er ingen tvivl om, at Hustvedt leger med sin læser. Hun slører en historie og tilbyder usammenhængende brudstykker, skubber historien i én retning og en anden, vandrer ind i blindgyder og labyrintmørke og besvarer aldrig det mest essentielle spørgsmål, om de stemmer der befinder sig bag Harriets egen.
Bogen er et eksperimentelt mesterværk – noget man skal læse med tungen lige i munden, øjnene vidtåbne og i et indelukket verdensrum.  Hustvedt stiller vigtige spørgsmålstegn ved måden at opfatte mennesker på, at opfatte bøger på og at opfatte køn på. Bogen tager sin læser på en rejse gennem New Yorks lukkede kunstnersamfund, der er så velskrevet, at de mange gallerier, værksteder og malerpensler kommer til live for øjnene af en. Harriet Burdens karakter udsender en lammende varme, der brænder romanen op indefra og gør hvert ord til et spiddende stik. Flammende, fortærende og levende – intellektuelt overlegen og fyldt med så mange detaljer, at man ikke kan undgå følelsen af at have overset noget. Bogen og dens forfatter har efterladt mig åndeløs.

“Bibliotropic. Like sunflowers are heliotropic, they naturally turn towards the sun. We naturally turn towards the bookshop.”

Jeg sidder på en af vores gamle spisebordsstole og kigger rundt. Jeg er omgivet af bøger. Fra gulv til loft tårner de sig op, kræver plads og kræver opmærksomhed. Ved mine fødder står de seneste bjerge; en børnebog købt på Amazon, en bog om boghandlere købt i en boghandel, en beskadiget novellesamling og en dyrebar perle fra The Folio Society. Genlæsninger og genkøb, dobbeltgængere i min samling, lige ved siden af ukendte eventyr, som jeg endnu ikke har påbegyndt. Bøgerne er murstene i mit drømmebibliotek – og jeg elsker hver og en.

Mine bogkøb i oktober og november har været præget af en akut læsetrang, som jeg sjældent har følt før. Mine bogreoler er ikke tomme, og jeg har endnu meget uberørt læsestof, men i disse måneder har jeg haft lyst til noget andet. Jeg har haft brug for noget nyt, og med et ængsteligt udkig efter postmanden, har jeg ventet på bogpakker og på læseoplevelser. Jeg læste "A Tangled Web" samme dag, som jeg fandt den i min postkasse, og jeg lod spontant en hel læseuge forsvinde, da "The Count of Monte Cristo" blev afhentet bag Føtex' postskranke.  Det kribler i mine fingre for at genlæse "Little Women" efter en usammenlignelig vidunderudgave er nået frem, og jeg har allerede planlagt at tage "Hvalernes sang" med mig hjem, når jeg i weekenden besøger min mor. Mit læseskema er lagt, og snart er alle bøgerne i disse stakke læst. De har ramt plet i mit hjerte og i mit humør. 

I videoen nedenfor fremviser jeg de bøger, jeg har købt på det seneste. Hvad med jer? Er I også blevet ramt af efterårsstemning og læsetrang? Har I købt noget spændende eller noget fint for nylig? 

"Emily Climbs" (Emily of New Moon #2) af L. M. Montgomery

"Emily Climbs" af L. M. Montgomery, fra forlaget Virago, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1925). 4/5 stjerner. 

Emily Byrd Starr har altid vidst, at hendes fremtid lå i hendes pen. Hun har altid vidst, at hun vil være forfatter, og derfor er betingelserne for hendes ophold på High School et stik i hendes hjerte. For at følge med sine venner til Shrewsbury for at studere, må Emily opgive skriveriet og love sin Tante Elizabeth, at hun ikke vil skrive "noget der ikke er sandt". Det føles som et umådeligt offer, da Emily overgiver sine kladdehæfter og flytter ind hos tante Ruth.

Ikke alene må Emily pludselig vænne sig til et nyt hjem med en tante, som hun ikke kan udstå; hun må også vænne sig til en ny by, en ny skole og helt nye samfundsregler. De venskaber som Emily satte så stor pris på hjemmefra begynder at forandre sig. Teddy, Ilse og Perry udgør stadig hendes indercirkel – men ikke på samme måde som før.

“If we don't chase things, sometimes the things following us can catch up.” 

Måske er "Emily of New Moon" et eventyr. En smuk, legende, dansende og drømmende fortælling om en forældreløs pige, der finder en familie; en hjemløs pige der finder et hjem; en enspænder der knytter tætte venskabsbånd. Selvom fortællingen begynder med melankoli, er den gennemsyret af håb. Af tiltro og af magi.
Men "Emily Climbs" er anderledes. I den er Emily ikke længere et vidunderligt naivt barn – i stedet er hun en ung pige. Og selvom hun stadig er en drømmer, så antager hendes drømme en mere konkret form. Historien ændrer sig fra børnebog til ungdomsbog – fra et eventyr til en stejl klatretur.
Plotmæssigt indeholder "Emily Climbs" hverken store revolutioner eller uhørte afsløringer. Montgomery følger sit stjernebarns skrivedrømme, og dokumenterer hvordan avisernes mange afslag pludselig vendes til talrige trykte digte i de snævre spalter, dekoreret med Emilys navn. Det er ærligt og hårdt arbejde, der fører Emily tættere på sit mål – og selvom man som læser aldrig tvivler på Emilys skriveevner, er bogen fyldt med Emilys egen usikkerhed, sårbarhed og tvivl. For findes der noget sværere end at betragte sin ønskedrøm lige inde for rækkevidde, men dog så uopnåelig og urørlig som en fjern, funklende stjerne? 
Altimens Emily skriver, går verdenen omkring hende videre. High School er larmende, forvirrende og sanseberigende. Gamle venskaber knækker næsten over i kølige misforståelser, intriger spirer op fra det rene ingenting, og følelser som Emily slet ikke anede, hun var i stand til at føle, banker på hendes inderste hjertevægge. Selvom bejlere melder sig på banen, smigrer bliver uddelt, og stammende kærlighedserklæringer bliver fremsagt, er det aldrig den rigtige, der taler. Emilys første forelskelse er bittersød.

“The world is always young again for just a few moments at the dawn.”

Med et anstrøg af det okkulte åbner Montgomery en dør til Emilys sind, som før kun stod på klem. Emily sensitivitet er så nuanceret, at hun kan betræde linjen, der skiller overtro fra magi. Hele sit liv er hun blevet kaldt et alfebarn – og hun illustrerer med ubevidst ynde gang på gang, hvorfor hun minder folk om de fjerne alfelande. Hun er noget særligt.
Selvom "Emily Climbs" ikke er begivenhedsrig, er den et følelsesfyrværkeri. Montgomery sætter med lethed ord på, hvordan det føltes, da man for første gang oplevede sin verden blive vendt på hovedet i en stormende, knugende, endeløs forelskelse. Ligeledes behandler bogen også den præcise følelse af at være anderledes, at være den udenforstående betragter til andres øjeblikke af morskab. På tværs af et århundrede nikker jeg genkendende til Montgomerys ord og Emilys tanker; teenageårenes følelseskaos og ambitionens bitre eftersmag.
Emily var altid forudbestemt til at blive en forfatter. En indfanger af ord, følelser og øjeblikke. En nedskriver af skønhed, af håb og af dagligdags eventyrlighed. "Emily Climbs" er først og fremmest fortællingen om Emilys pen og dens vej til papiret. Og mellem linjerne strømmer en langt mere utrolig fortælling om en pige, der vokser op, og to hjerter der vokser sammen. En fortælling så genkendelig, at den næsten gør ondt at læse. Det er som en tidsrejse hver eneste gang. Et ungt pigehjerte er gemt mellem siderne på denne bog.

“I've a pocket full of dreams to sell," said Teddy, whimsically... "What d'ye lack? What d'ye lack? A dream of success--a dream of adventure--a dream of the sea--a dream of the woodland--any kind of a dream you want at reasonable prices, including one or two unique little nightmares. What will you give me for a dream?”

Tema-tirsdag #72: Klassikere – refleksioner, myter og anbefalinger

Klassikere. Jeg tror, det er en betegnelse, der har spillet mange læsere et puds. En betegnelse der har indgydt unødvendig ærefrygt, skabt panderynker og skruet forventninger og forhåbninger håbløst op i vejret. Faktisk tror jeg, det er et ord, der har været til mere skade end til gavn.

For hvad betyder det, når man taler om litterære klassikere? Jeg er endnu kun stødt på abstrakte definitioner og subjektive vurderingskriterier. Overordnet set burde det at tale om litterære klassikere være lig med at tale om bøger, der har overlevet tidens gang og derfor endnu er relevante, endnu har noget at sige. Men hvordan i alverden bedømmer man dét?

Jeg har intet endegyldigt svar. Men for mig er klassikere bøger, der er over 100 år gamle og endnu er i print. Og ligeledes er moderne klassikere bøger, der er udgivet for 30-50 år siden og stadig bliver genoptrykt. For hvis noget endnu trykkes, købes og læses efter så mange års stilhed, har det vel bevist sin kostelige tidsløshed. Ikke sandt?

Med denne definition er klassikere ikke bestemt ud fra deres indhold, deres kvalitet eller deres sværhedsgrad. Derimod blot ud fra deres alder og ud fra den interesse, læserne endnu har for dem. Og det tror jeg er vigtigt at holde fast i. For at læse en klassiker er ikke med garanti lig med at læse en svær bog, en historisk vigtig bog eller endda blot en god bog. At læse en klassiker er ganske enkelt lig med at læse en bog, der blev udgivet for længe siden og stadig er i print. En upoetisk, men målbar definition. 

Klassikere er en misforstået genre. Faktisk er det slet ikke en genre overhovedet. Ordet er en paraplybetegnelse, der dækker over børnebøger såvel som politiske tekster, samtidsromaner og dystopier. Fra Jane Austen til Nathaniel Hawthorne, William Shakespeare og H. C. Andersen favner klassiker-betegnelsen bøger på tværs af genrer, årstal og kulturer. Af samme grund kan man ikke bedømme én klassiker på en anden; for oftest har de slet intet til fælles overhovedet. At man ikke bryder sig om fortællingerne om Peter Plys har ikke umiddelbart nogen indflydelse på, hvad man synes om Platon. I mine øjne kan man derfor ikke udtale sig kollektivt om genren – at sige "man ikke bryder sig om klassikere" er at udelukke alt for mange bøger, alt for hurtigt.
Der hviler en mærkelig form for ærefrygt overfor klassiker-begrebet. Mange betragter ordet som et slags garantistempel; en klassiker må være en god læseoplevelse, for "det er jo en klassiker", ligesom at en klassiker nødvendigvis må være imponerende og intellektuelt udfordrende. Mange nægter at tro på, at klassikere kan være noget, man læser for sjov – og mange bliver skuffede, når de opdager, at klassikere ikke nødvendigvis lever op til den universelt ophøjede status, man troede, de havde.
Sandheden er, at jeg aldrig har mødt ét eneste menneske, der synes, at "Robinson Crusoe" af Daniel Defoe er en god bog. Det er dog alligevel en indiskutabel klassiker; udgivet i år 1719, stadig i print og stadig betragtet som en milepæl inden for realistisk fiktion. Klassiker-betegnelsen dækker i dette tilfælde ikke over andet, end at bogen stadig udgives, stadig har interesse og stadig regnes som enormt indflydelsesrig. Underholdsningsværdi, sværhedsgrad og kvalitet har intet med regnestykket at gøre. 
Omvendt tror jeg også, at flere har læst klassikere i deres barndom uden at vide det. Jeg læste "Little Women" i en ganske ung alder, ligesom jeg voksede op med historierne om Peter Plys og Peter Pan og Brødrene Grimms eventyr. Og der var intet svært, intet udfordrende eller imponerende ved det. Jeg læste og elskede historierne, før jeg overhovedet anede, at der fandtes litterære klassikere.

Jeg har fundet meget fornøjelse, meget lærdom og meget skønhed i klassikere. Jeg har læst "Little Women" og drømt mig væk i en gammeldags, romantiseret verden, hvor kjoler og sløjfer udgjorde væsentlige overvejelser. Jeg er forsvundet ind i Jane Austens humoristiske fortællinger om hjerteknugende situationer. Jeg har læst "The Monk" af Matthew Lewis som en intetsigende sensationshistorie i et gammelt sladderblad. Jeg er vokset op med historier om den gule plysbjørn, altimens jeg som voksen har genbesøgt hundredemeterskoven og måbet. Med opspilede øjne og et hamrende hjerte har jeg bevæget mig igennem Edgar Allan Poes forfatterskab, og med mange, mange, mange gab og tunge øjenlåg er jeg blevet tvunget til at færdiglæse "Don Quixote" af Miguel de Cervantes. Aldrig i mit liv har jeg læst noget så kedeligt som "The Swiss Family Robinson" af Johan David Wyss, og aldrig nogensinde har jeg stødt på noget så vidunderligt som "Persuasion" af Jane Austen. 
Selv ud af det lillebitte klassikerudsnit, jeg kender til, er mine oplevelser så forskellige og forvirrende, at jeg slet ikke tror på, at klassikere har andet til fælles end tidens gang. For er det ikke det, ordet klassiker henviser til? Noget der er tidsløst – eller i hvert ikke er tidsbestemt.

En række helhjertede klassikeranbefalinger; 

- Til de der læser ungdomsromaner og Young Adult, anbefaler jeg, hvad der kunne minde om den første Young Adult-roman nogensinde. "Little Women" af Louisa May Alcott er en simpel fortælling om fire piger, der vokser op sammen, møder deres første forelskelse og overkommer livets forhindringer. I samme omgang bør jeg nævne "I Capture the Castle" af Dodie Smith, som er en ung piges dagbog, nedskrevet i glæde og i desperation.
- Til romantikerne anbefaler jeg Emily-trilogien af L. M. Montgomery for en gradvis dannelsesroman fyldt med de sødeste drømme og den mest levende romantik. Ønsker man  hjerteblødende romancer med en ironisk distance, er Jane Austens værker nødvendige at nævne. Særligt "Persuasion" er en indiskutabel kærlighedshistorie – selvom det måske ville give mere mening at starte sit Austen-bekendtskab med "Northanger Abbey". Shakespeares episke kærlighedshistorie om "Romeo and Juliet" kan umiddelbart være svær at gå til – men dens indhold er fundamentalt. 

- Til de der læser for eventyr, for plot og for handling, anbefaler jeg "Greven af Monte Cristo" af Alexandre Dumas. I Dumas' mørke labyrintgange af subplots lurer mysterier og noget, der kunne minde om action. Ligeledes er Jules Vernes forfatterskab fyldt med lun humor og håbløst forbiflimrende plot. 
- Til de der søger barndomsmagi og sødme, anbefaler jeg "The Secret Garden" af Frances Hodgson Burnett for en livsbekræftende fortælling om venskab, naturlighed og hverdagsskønhed. "The Wind in the Willows" af Kenneth Grahame, "Winnie the Pooh" af A. A. Milne og "Watership Down" af Richard Adams indeholder også smittende orddrømme. For en mere melankolsk barndomsrejse anbefaler jeg at flyve med "Peter Pan" af J. M. Barrie, som indeholder langt større dybde, end man indså som barn.

- Til krimilæserne anbefaler jeg det åbenlyse: Arthur Conan Doyles "Sherlock Holmes"-noveller og romaner. Den ultimative detektiv er en excentrisk personlighed, og hans eventyr er mange. 
- Til læserne der søger dyster stemning og mørke øjeblikke, anbefaler jeg "Jane Eyre" af Charlotte Brontë eller "Rebecca" af Daphne du Maurier for page-turnere fyldt med mystik, gotik og en snert af dramatisk kærlighed. Alternativt er "Dr. Jekyll and Mr. Hyde" af Robert Louis Stevenson en anden atmosfærisk roman om menneskets indre mørke. 

- Til de der er interesserede i samtidshistorie og samfundskritik, anbefaler jeg "Middlemarch" af George Eliot. Det er en svær, tung og lang roman, hvor et helt landsbysamfund flettes ind i en lysende finale. Desuden er Charles Dickens' romaner om Englands arbejderklasse et smukt og dystert glimt af 1800-tallets samfund, ligesom Harper Lees "To Kill a Mockingbird" er et slående portræt af 1960'ernes USA.
- Til de der læser dystopier og elsker science-fiction, anbefaler jeg uden et sekunds tøven "The Island of Dr. Moreau" af H. G. Wells for en skræmmende fortælling om videnskabens eksperimenter. Banebrydende dystopier såsom George Orwells "1984" og Ray Bradburys "Fahrenheit 451" er også både letlæselige og interessante, ligesom Mary Shelleys "Frankenstein" er en science-fiction roman uden sidestykke.
- Til de der ikke ved, hvor de skal starte, anbefaler jeg eventyrssamlinger og novellebidder. Brødrene Grimms eventyr er legendariske, Æsops fabler er grundlæggende genkendelige, og Bibelen kan udgøre spændende læsning, delt op i mindre etaper og flere bidder. Edgar Allan Poes dystre noveller (særligt "The Tell-tale Heart"), Katherine Mansfield smukke karakterportrætter (særligt "Miss Brill") og Ivan Turgenevs psykologiske noveller (særligt "Drømmen") er alle læseværdige, spiselige og interessante steder at begynde uden at fordybe sig i en hel roman.

Hvordan definerer du begrebet "klassikere"? Oplever du ofte, at andre betragter begrebet på en anderledes måde end dig? Læser du klassikere, og i så fald – hvilke er blandt dine favoritter? 

Biografvinderen

Med et trylleslag er det blevet efterår. Rigtigt efterår af den mørkeste slags. Dagene er svundet ind til det rene ingenting, og jeg vandrer forvirret rundt, og tror det er midnat, når klokken er 17.

Jeg aner ikke, hvor tiden er blevet af, eller hvor lyset er forsvundet hen; men vinteren banker på døren, og rødligt glitterstads indtager hylderne i den lokale Netto. Det er snart vinter, og jeg byder december velkommen med et kærlighedskys. Jeg glæder mig til en ny version af min absolutte yndlingsmåned. Julen er det smukkeste, jeg ved, og "Little Women" ligger allerede klar til endnu en genlæsning. 

I dette begyndende vintermørke er der intet, der virker mere kærkomment end en ventende biograftur. Jeg takker af hele mit hjerte for jeres store deltagelse i den nylige konkurrence, og jeg glæder mig over at udråbe Natasja som en heldig biografvinder. Jeg glæder mig til at udbyde flere vinderchancer og holde flere (jule)konkurrencer snart. 

Jeg håber, at I har en skøn novembermandag. 

"Cinder" (The Lunar Chronicles #1) af Marissa Meyer

"Cinder" af Marissa Meyer, fra forlaget Square Fish, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). 2/5 stjerner.  

Med "Cinder" genfortæller Marissa Meyer et kendt eventyr om en forældreløs pige, en glemt sko, et stort bal og en ventende kærlighed. Cinder bor i New Beijing og er en talentfuld mekaniker. Omkring hende er verdenen i kaos, en dødbringende sygdom hærger, og en voksende hær truer fra det ydre rum. Verdensfreden hænger i en tynd tråd.

Cinder er en cyborg, og derfor indtager hun en lav plads i samfundet. Hendes forældre er døde, hun aner intet om sin fortid, og hun bor sammen med sin hjerteløse stedmor, der ikke under hende så meget som et sekunds opmærksomhed.

Men alt det ændres, da tilfældighederne fører Prins Kai til Cinders værksted. Pludselig befinder Cinder sig i en intergalaktisk konflikt, altimens hun føler en hjælpeløs tiltrækning overfor den charmerende prins. 

“Even in the Future the Story Begins with Once Upon a Time.” 

Det klassiske eventyr om Askepot og hendes efterladte sko hører til blandt mine absolutte favoritter. Ikke alene er jeg vokset op med den funklende Disney-version, som jeg så lige indtil mit VHS-bånd blev slidt, jeg er også vokset op med højtlæsning fra både Brødrene Grimms og Charles Perraults folkeeventyr. Historien står mit hjerte nær på en måde, som jeg slet ikke kan forklare. Og derfor var jeg både bekymret og begejstret, da jeg hørte om "Cinder".

Marissa Meyer bør have stor ros for hendes friske vinkel på den gamle fortælling. Askepot som en halvt programmeret, halvt menneskelig cyborg i et futuristisk Beijing med et bedragerisk Lunar-folk som en fjende, der konstant overvåger jorden fra stjernehimlen. Cinder mister ikke sin sko, hun mister sin kunstige fod, og hendes frygt for at få afsløret sin sande identitet har intet med fattigdom at gøre – snarere hendes programmerede indre.

I en blanding af eventyr og science-fiction vrider Meyer de velkendte ord om til noget helt nyt, noget helt særligt. Naturligvis gør eventyrgrundlaget historien ganske forudsigelig (det ventende bal, den ventende prins og den ventende afsløring) er selvfølgelig elementer i enhver Askepot-historie. Men vejen dertil er hos Meyer markant anderledes, og plottet mister aldrig sit tempo. Slutningen er en nådesløs cliff-hanger, der lover flere afsløringer og mere spænding, og giver flere spørgsmål end svar. Og det er måske i virkeligheden mit største problem med bogen; mængden af spørgsmål og manglen på svar.

“She was a cyborg, and she would never go to a ball.”

Cinder bliver set ned på, fordi hun er en cyborg. Fordi hun er halvt mekanisk, har kunstige hænder og fødder, og fordi hendes indre organer er forbundet af ledninger. Gennem hele bogen bliver hun mødt med skulende blikke og nedladende kommentarer. Da hun gradvist forelsker sig i Prins Kai, er det et tilbagevendende problem, at han ikke ved, hun er en cyborg. "Er cyborgs overhovedet i stand til at elske, eller er det bare en del af deres programmering?" bliver Cinder spurgt. Der er bare ingen, der kan svare.

Når man læser bogen og befinder sig i Cinders tanker, er det tydeligt, at Cinder er i stand til at føle, at elske og at håbe. Hun er mere menneskelig, end de mennesker der omgiver hende. Men hvordan hænger det sammen? Hvor stor betydning har Cinders programmering for hendes følelser? Når alle ser ned på cyborgs på grund af deres mekaniske tankegang, er det så bare en fordom, eller er Cinder en undtagelse? Jeg ved det ikke.

Ligeledes ved jeg heller ikke, hvorfor jorden er i begyndende krig med Lunar-folket fra månen. Konflikten bliver aldrig forklaret, baggrundsinformationen bliver aldrig afsløret. Som sagt mister "Cinder" aldrig sit tempo – men plottet mister dets dybde. Meyer bygger et helt univers, men det er overfladisk. Der er grobund og potentiale for alskens store diskussioner, men i stedet navigerer bogen elegant uden om og efterlader læseren med en hurtigtlæst bog og resterne fra et velkendt eventyr.

"Heidi" af Johanna Spyri

"Heidi" af Johanna Spyri, fra forlaget Puffin, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1880). Læst på engelsk - orginalsproget er tysk. 4/5 stjerner. 

Heidi er kun fem år, da hun bliver revet fra sine trygge omgivelser. Hun er forældreløs og hjælpeløs, og hendes tante kan ikke længere passe hende. Derfor bliver Heidi sendt op til hendes bedstefar, som bor i Alperne. Tunge rygter og frygtsomme blikke omgiver den gamle mand, som generelt er genstand for megen sladder i den lille by. Men Heidi er ikke bange for den gamle mand – hun er snarere fascineret.

Heidi elsker sit nye liv i de smukke bjerge, hvor hun passer geder, kigger på fugle og danser i solskinsstriber. Hun er endelig begyndt at føle sig hjemme, da hendes tante en dag atter dukker op for at føre Heidi til en ny dagligdag i en nærliggende storby. Med et knust hjerte skal Heidi vænne sig til et nyt liv – altimens hun længdes tilbage til det lille hus i bjergene. 

“Saying good night to the mountains, the sun throws his most beautiful rays to them, that they may not forget him till the morning.” 

Det er sjovt, hvordan bøger kan spille en et puds, lege med ens hukommelse, og hvordan læseminder pludselig kan strømme frem efter flere års glemsel. Jeg kan godt huske, at jeg har læst "Heidi" som barn. Jeg husker en billedbogsversion af bogen, som jeg altid læste med min hjerteveninde, inden vi lagde os til at sove i hendes køjeseng. Jeg husker billeder af en lyshåret pige med håret i fletninger og en seng af halm. Jeg husker princippet af en naturalistisk fortælling om røde kinder, sund kost og lange dage i solrige bjerge. Men jeg troede jo ikke, at jeg kendte hele historien.

Da jeg læste "Heidi" til årets read-a-thon, var det med troen om, at historien i store dele ville være ukendt for mig. Jeg vidste godt, at jeg havde læst den tidligere – men i en udgave med flere billeder end ord, og derfor troede jeg, at historien ville have nye elementer. Det havde den ikke. I stedet ringlede små klokker i mit indre, hver gang jeg nåede et nyt kapitel. Og det gik langsomt op for mig, at jeg vidste, hvad der ville ske.

På den måde blev min læseoplevelsen end anden, end jeg havde forventet. Den blev til et gensyn med et kært barndomsminde, og imens jeg læste den, fik jeg ondt i mine kinder. Et smil blomstrede op på mine læber i løbet af det første kapitel, og det forlod mig ikke, før bogen var læst færdig. Den var vidunderligt sød, fyldt med charme og sødme, håb og naivitet. Den var et stykke af en barndom, jeg svagt kunne erindre.

“I want to go about like the light-footed goats.”

Egentligt kan "Heidi" med lethed sammenlignes med Frances Hodgson Burnetts "The Secret Garden". Begge bøger er udødelige klassikere skrevet i slutningen af 1800tallet og videreleveret til en ny generation; begge bøger er naturalistiske refleksioner over barnets frihed og sundhed. Begge bøger diskuterer vigtigheden af et selvvalgt hjem; et sted man kan høre til, vokse op og gro fast. Og vigtigst af alt, maler begge bøger et yndigt billede af en flygtig idyl; mennesker i harmoni med dem selv og den natur, som omgiver dem.

Men Johanna Spyri skriver med en sødme, jeg ikke har fundet andetsteds. Hendes naturbeskrivelser er levende billeder, Heidis sind er ligeså lyst som de solstriber, hun leger i, og familieforholdene der skitseres gør næsten ondt i ens hjerte med deres oprigtighed. Historien er indbegrebet af hjertevarme, af livsglæde og barnesind – uanset om man læser den som voksen eller som barn.