Månedlig opsummering: Travle oktober

Oktober var: Faldne blade, brændte farver, tidligt måneskin og trætte øjne. Oktober var mail-besvarelser, røde tal på min iPhone skærm og en fyldt kalender. Oktober var en følelse af at være konstant bagud, konstant glemsom og konstant i bevægelse.

Men oktober var også smuk, som oktober altid er. Det ene øjeblik var bladene grønne, det næste var de gule, og pludselig var de væk. Odense blev forvandlet til et Harry Potter-landskab, som jeg vandrede i sammen med Gitte, min stue blev forvandlet til et læseunivers, som jeg forsvandt i til det længe ventede read-a-thon, og al min bekymring blev til glæde, da jeg endelig fik styr på efterårets eksamensplan.

I oktober havde jeg travlt. Min hverdag har været hektisk, men jeg har også fundet tid til små lykkestunder og finhedsøjeblikke. Jeg hev en weekend ud af kalenderen, trykkede pause-knappen i bund og tilbragte dage hos min mor i Jylland, besøgte min far i Kolding, fejrede månedsdag med Nico, bagte brownies og spiste pandekager. Jeg tog en spontan biograftur med Maja og så 'Kvinden der forsvandt', jeg fik drinks med min søster, og en weekend forsvandt i selskab med gamle veninder. Jeg tror, jeg skal vænne mig selv til at huske, at travlhed så langtfra behøver at være en negativ ting.

I oktober læste jeg: 20 bøger. 

I oktober købte jeg: 12 bøger. Jeg blev forledt af tilbud på SAXO og drømmebestillinger i forberedelse til Dewey's Read-a-Thon. 

Oktobers store læseoplevelse: Jeg er stadig åndeløs efter min genlæsning af L. M. Montgomerys Emily-bøger. Selv efter så mange år og så mange ændringer, slår de bøger mig fuldstændig ud, vender min verden på hovedet og minder mig om skønheden i livet og i verden. Da jeg endnu engang nåede til det sidste punktum i "Emily's Quest", var jeg grædefærdig. Overvældet. Overrasket.

Af nye bøger og førstegangsoplevelser har en anden af L. M. Montgomerys romaner også efterladt et mærke på min sjæl. "The Blue Castle" er det mest skrøbeligt romantiske, tankevækkende og vidunderfine, jeg længe er stødt på. At læse den var en påmindelse om den gave og de muligheder, der gemmer sig i hver eneste dag. 

Oktobers mest skuffende læseoplevelse: "Hollow City" af Ransom Riggs. Egentligt vidste jeg godt, at romanen næppe ville være noget for mig, men jeg håbede på trods af al min fornuft på en positiv overraskelse. Den kom dog aldrig, og bogen var en miserabel gentagelse af dens forgængers fejltagelser.
Oktobers mest mindeværdige ord: “If we don't chase things, sometimes the things following us can catch up” fra "Emily Climbs" af L. M. Montgomery. 

Oktobers lyrikvalg: Jeg har ikke læst lyrik i oktober. Jeg har ikke fundet den fordybelse og den ro, som lyriklæsningen har krævet af mig. Faktisk mangler jeg stadig de sidste sider i septembers lyrikvalg, "Poetry Please". Måske læser jeg to lyriksamlinger i november i stedet; eller også tillader jeg et hul i min lyriklæsning, som en påmindelse om oktobers hektiske larm.

På novembers læse-liste står der: Jeg vil gerne opspore flere af Montgomerys romaner, og jeg drømmer om mere børnelitteratur, flere underskønne betragtninger og meget mere romantik. 

Hvad med jer? Hvad fik I læst og oplevet i oktober? Og hvad står på jeres læse-liste for november?

"The Doll: Short Stories" af Daphne du Maurier

"The Doll: Short stories" af Daphne du Maurier, fra forlaget Virago, udgivet i 2011 (org. skrevet omkring år i 1928). 4/5 stjerner. 

Da jeg fandt denne sorte bog i en lys boghandel i Spanien, studsede jeg en smule. Jeg havde ikke hørt om disse noveller før. Faktisk anede jeg slet ikke, at de fandtes. Bogens titel sammensat med det berømte forfatternavn fik mig til at standse op og læse den sparsomme bagsidetekst. Der fandt jeg alle de svar, jeg ledte efter.

For novellerne i denne lille novellesamling er kun blevet opdaget for nylig. Men på trods af at være en af de nyligste opdagelser i du Mauriers forfatterskab, regnes disse noveller også for at være blandt de tidligste. Efter sigende skrev Daphne du Maurier "The Doll", da hun var blot 21 år gammel. Hun var lysår forud for sin tid, og novellesamlingen er et dirrende virvar af upålidelige fortællere, fordrejede sandheder og mørke sind; på sin vis en tydelig smagsprøve på de temaer, der kendetegner hele hendes forfatterskab.

“It was almost as if there were no such place, as if the island were a dream, a phantom creation of a sailor's brain, something rising out of the sea at midnight as a challenge to reality, then vanishing in surf and mist to be forgotten, to be half-consciously remembered years later, flickering for a bewildered second in a dusty brain as a dead thought.”

Jeg tænker ikke på Daphne du Maurier som en historiefortæller. Jeg tænker på hende som værende en slags orddesigner. Med sine sætninger lukker hun sin læser ind i hele verdener og klaustrofobisk opbyggede rum, hun forleder og lokker, og pludselig smider hun nøglen væk, og man er efterladt tilbage i et gotisk, jagende mørke. Daphne du Mauriers ord bliver hængende i luften, lang tid efter de er ophørt; som små spøgelser hjemsøger de deres læser, og gør du Mauriers snigende gys til en vedvarende følelse af ubehag.

I virkeligheden er det ufatteligt, at denne novellesamling hører til så tidligt i du Mauriers forfatterskab. Der er ikke et spor af usikkerhed, ikke én kliché eller så meget som en famlende tøven at spore. Novellerne er i stedet fuldstændigt originale, langt forud for deres tid og fyldt med en dirrende stemning. Daphne du Mauriers talent skinner ligeså klart i disse noveller som i de senere mesterværker, "Rebecca" og "My Cousin Rachel".

I novellerne udforsker du Maurier den menneskelige natur gennem et sammenvævende tema af besættelse. Upålidelige fortællere oplever dystre øjeblikke og undervejs træder deres eget mørke frem. du Mauriers karakterer forledes og forvrænges, og gennem novellerne kastes de rundt i et fluorescerende lys. Der er vendepunkter og overraskelsesmomenter, et hint af noget overnaturligt og et ventende mørke.
Når jeg tænker tilbage på den stund, jeg tilbragte med du Mauriers ord, er det naturligvis titelnovellen, der træder tydeligst frem. "The Doll" er en mærkværdig historie om et brev, der skyller op på en strand, et brev med den mest foruroligende fortælling om betagelse, besættelse og fordærv. Det er en fortælling om illusioner, og fortællingen er i sig selv en illusion. Jeg læste den med store øjne, undren og et chokeret gisp.
For Daphne du Maurier er chokerende. I "The Doll" fortæller hun en forudsigelig fortælling om en mand, der forelsker sig i en distanceret kvinde, en forelskelse der udvikler sig til en besættelse, og historien kolliderer med en afsløring, jeg aldrig selv havde forudset. Alt det man troede, man havde regnet ud, bliver vendt hovedet med ét afslørende, tankevækkende og voldeligt symbolsk stemningsbillede. 

“Then all at once she turned to me, her face pale, her eyes strangely alight. She said, “Is it possible to love someone so much, that it gives one a pleasure to hurt them? To hurt them by jealousy, I mean, and to hurt myself at the same time. Pleasure and pain, an equal mingling of pleasure and pain, just as an experiment, a rare sensation?”

Bogens sidste novelle sidder også endnu fast i mig. I "The Limpet" leger Daphne du Maurier med ironi, humor, selvmodsigelser og narcissisme. Novellen tager form som en lang monolog, hvor en kvinde begræder sin egen skæbne. Denne kvinde undres og jamrer, fordi hun ikke forstår, hvorfor tingene altid er gået galt for hende, når hun altid har villet sine omgivelser det bedste. Men gennem al hendes retfærdiggørelse og snak afslører hun gradvist sit sande jeg; hendes egoisme og ondskabsfuldhed svæver op til overfladen, og indeholder så tydeligt svaret på det, som kvinden har undret sig over; nemlig hvorfor det gik galt. Kvinden forsøger så desperat at bevise, at hun fortjente bedre, end hvad hun fik – men ender i stedet med at bevise sin egen skyldige rolle i de knuste liv, der omgiver hende.
Det hele er imponerende skarpt og samtidig indhyllet i du Mauriers velkendte drømmeslør. Tingene er aldrig, hvad de ser ud til at være, og hos du Maurier er intet entydigt. Alting kan vende. Alting kan ændres.
Måske er det forkert at kategorisere disse noveller som gys. De er ikke klassiske uhyggelige, men snarere skræmmende, nervepirrende og atmosfæriske. Med sine små novelleeksperimenter planter Daphne du Maurier sansebomber, der sprænger i læserens sind. Et væld af farver, af undren og desorienterede indtryk stiger op af bogen og efterlader sin læser forandret.

"The Haunting of Hill House" af Shirley Jackson

"The Haunting of Hill House" af Shirley Jackson, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1959). 3/5 stjerner. 

Hill House er et firs år gammelt hus, der står tilbage, forladt og glemt i udkanten af en lille landsby. Ingen tør nærme sig det, og slet ingen tør bebo det. Huset er omgivet af en ondskabsfuld atmosfære, og har lagt scene til både selvmord og voldelige dødsulykker.
Dr. John Montague er en forsker i det overnaturlige, og han drages mod det efter sigende hjemsøgte hus. Som en del af et socialt og videnskabeligt eksperiment, udsender han invitationer til folk, der har oplevet noget overnaturligt i deres liv, og beder dem om at overnatte i huset sammen med ham. Kun to personer svarer på deres invitation; den skrøbelige og uerfarne Eleanor og den frygtløse Theodora. De bliver gjort selskab af husets arving, den unge Luke, som deltager i eksperimentet som en slags repræsentant for huset.
I Hill House begynder mærkelige ting at finde sted. Døre klapper og låser, natten er fyldt med underlige lyde, og atmosfæren er tung. Husets nye beboere vandrer rundt som i en tåget alkoholdøs og aner ikke, hvad de skal stille op med sig selv. Efterhånden bliver det sværere og sværere at skelne virkelighed fra overfølsomhed, frygt fra panik og spøgelser fra indbildskhed.

“Am I walking toward something I should be running away from?” 

Plottet lyder næsten banalt, gør det ikke? Et hjemsøgt hus, en videnskabsmand interesseret i overnaturlige fænomener og uhåndgribelige begreber, tre unge mennesker sammenknyttet på mærkelige måder, ubetryggende banken på døre, nattegåture afsluttet af skrig og en nagende tvivl om linjen mellem vanvid og virkelighed.
I Jacksons hænder er det dog alt andet end banalt. Det er elegant, raffineret og udsøgt. Fra bogens første deskriptive sætning til dens sidste (som i øvrigt er den samme), er romanen fyldt med sproglig finesse, tankelege og en gabende mangel på afklaring. "The Haunting of Hill House" begynder på samme måde, som den slutter; med usikkerhed, undren og en lammende stemning. Det væsentligt er ikke, hvad der skete, men tværtimod hvordan karakterne følte. 
Alt hvad der sker i Jacksons roman er underforstået. Hovedpersonen er utroværdig, hun lyver overfor sine omgivelser, overfor sig selv og dermed også overfor læseren. Gennem hendes øjne sløres romanen, og Jackson forlanger en kritisk læsning. Hver enkelt hændelse skal vurderes, hver eneste bevægelse skal analyseres, og hele tiden er virkeligheden tæt sammenklistret med mistro. Da Eleanor og Theodora går en tur i nattens mørke, begynder Theodora pludselig at skrige til Eleanor at de skal løbe; de løber, panikken stiger og dog afsløres det aldrig, præcis hvad de løber fra. Teksten bliver hjemsøgt af alt det, der aldrig bliver sagt.

“No live organism can continue for long to exist sanely under conditions of absolute reality; even larks and katydids are supposed, by some, to dream. Hill House, not sane, stood by itself against its hills, holding darkness within; it had stood so for eighty years and might stand for eighty more. Within, walls continued upright, bricks met neatly, floors were firm, and doors were sensibly shut; silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.”

Jackson leger med sin læser. Hun byder op til dans og stopper musikken halvvejs. Hun begynder en historie, og lader det være helt og holdent op til læseren at tilføje mening til den. Slutningen i "The Haunting of Hill House" er netop så kraftfuld, fordi den næsten ikke eksisterer. Den bliver hængende i luften. Den er blevet hængende i mig.
Jeg elsker utroværdige fortællere, og jeg elsker gåder. Jeg elsker psykologisk gys, og jeg elsker underdrevet spænding. Jeg elsker tvetydighed, og jeg elsker gotiske fraser. Men alligevel elskede jeg ikke "The Haunting of Hill House" fra ende til anden. Måske skyldes det mest af alt karaktererne, der er mærkeligt barnlige og karikerede. Selvfølgelig er det meningen, at Eleanor Vance skal være barnlig og følelsesmæssigt afstumpet, når hun stort set har tilbragt hele sit liv i et indelukket værelse sammen med sin syge mor. Hendes karakter er egentligt forståelige nok, men i sin pigede ivrighed er den også ulidelig. Særligt når Jackson vælger at sammensætte den usikre Eleanor med den oversikre Theodora. Følelserne mellem dem og den homoseksuelle kontekst var næsten for storladet, for typisk og for forudsigelig i en roman der ellers leger med usandsynligheden.
Desuden må jeg stille mig uforstående overfor professoren Dr. Montague og det pludselige besøg af hans kone. Hele Mrs. Montagues tilstedeværelse virkede overflødig. Det fungerede kun som en ligegyldig kontrast og en mærkværdig afbrydelse i en ellers flydende historie. Jackson er bedst, når hun er diskret, og hendes karakterer er bedst, når de fremstilles med psykologisk dybde frem for overfladisk larm.
"The Haunting of Hill House" forstyrrede ikke min nattesøvn eller hjemsøgte mine drømme. Men bogen naglede sig alligevel fast, kravlede under min hud og blev i mine tanker. Mest af alt fordi, jeg ikke helt anede, hvad jeg skulle stille op med dens slutning. Jeg blev nødt til at konstruere min egen konklusion, fordi Jackson ikke forærede mig hendes.

Tema-tirsdag #69: At adskille kunsten fra kunstneren

Jeg plejede at forgude J. K. Rowling. Jeg plejede at holde vejret, når jeg så hende på TV og vente spændt på, hvad hun ville have at sige. Jeg plejede at liste hende sammen med mine idoler og forbilleder, og jeg plejede at tænke, at der ikke var dén ting i verden, som hun ikke kunne klare. Hun var næsten en slags superhelt for mig.

Men med tiden er min kærlighed til hende blevet sur, og jeg er efterladt med en bitter smag i munden. Jeg bryder mig ikke om den måde, hvorpå hun så krampagtigt holder fast i sine bøger, ved at diktere hvordan hendes læsere skal forestille sig Harry Potter-karakterernes liv efter bogens slutning. Jeg bryder ikke om den måde, hvorpå hun forsøger at kravle ind i sine læseres hoved og hviske, hvad de skal tænke om hvad. Bogen er slut, punktummet er sat – og når historien udelukkende fortsætter i en læsers indre, tilhører den læseren selv.

Jeg bryder mig heller ikke om, at Rowling da Harry Potter-bøgerne sluttede tog et stort skridt tilbage og svor, at det var for evigt slut, for derefter at annoncere spin-off film (delt i tre dele, naturligvis) og skrive efterfølgende brudstykker om karakterernes liv. Jeg bryder mig ikke om, at Rowling besluttede sig for at skrive krimier under mandligt pseudonym, når netop de kvindelige forfatter i dén genre har store udfordringer udgivelsesmæssigt.

Måske er jeg for hård. Måske er mine holdninger ukorrekte. Måske blæser jeg endda noget småt op til noget stort. Men i mine øjne er Rowling ikke den strålende juvel, hun engang var. Jeg er ikke entydigt begejstret længere – og det har smittet af på hendes bøger. Jeg har længe tænkt, at jeg gerne ville genlæse Harry Potter-bøgerne, men jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg bliver ved med at udsætte det og ved med at vente. For jeg er bange og nervøs for, at magien vil udeblive. At fordi Rowling ikke længere stråler klart som min forfattermæssige ledestjerne, vil hendes bøger heller ikke gøre det.

Jeg ynder ofte at bilde mig selv ind, at forfatterpersonligheder og bøger er to vidt forskellige ting. Jeg praler af, at jeg vælger bøger med lukkede øjne overfor forfatteren bag. Ofte har jeg aldrig researchet på en forfatter, men derimod udelukkende på en bog. Hvis ikke forfatternavnet direkte afslører, om der er tale om en mand eller en kvinde, er jeg ofte heller ikke selv klar over det. Jeg aner intet om nationalitet eller kultur, alder eller religion. Jeg sætter mig blot ned og læser bogen, for hvad den er. Jeg lader bogen stå alene.

Men bøger står ikke alene, gør de? Er der ikke altid en forfatter bag, og er ligegyldighed overfor denne person virkelig en dyd? Kræver forfattere som James Frey, der har studerende ansat under dårlige vilkår for at skrive bøger for ham, ikke at man som læser tager stilling, inden man køber bogen? Kræver forfattere som den nyligt skandalerede Kathleen Hale, der har opsøgt en bogblogger og dermed krænket hendes privatliv, ikke en ekstra omtanke inden man støtter hende ved at købe en bog? Er man ikke nødt til at tage John Grishams nylige udtalelser om børneporno med, før man erklærer ham som værende sin nye yndlingsforfatter? Det tror jeg efterhånden, at jeg er. Alt ignorere det eller påstå at det slet ingen indflydelse eller betydning har for bogen selv er, for mit vedkommende, en løgn.
På en måde ville jeg ønske, at jeg var rationel nok til at adskille kunsten fra kunstneren. Til at separere forfatteren og værket. Til at anerkende det arbejde, der ligger i bogen, og glemme personen der har udført det. Men det er jeg bare ikke. Jeg vil aldrig kunne læse, og nyde, en bog af Kathleen Hale uden at tænke på hendes stalker-glorificerende artikel. Og jeg vil ærligt indrømme, at en del af stråleglansen er gået af Harry Potter, fordi jeg ikke længere idoliserer Rowling. Tingene har ændret sig. Jeg har ændret mig.
For selvom det er fint nok, at læse bøger med lukkede øjne for personen bag, og selvom jeg afgjort ikke er tilhænger af biografiske læsninger og fortolkninger, så er der nogle forfattere, der alligevel skiller sig ud. Der er viden, som man ikke kan undgå at blive informeret om og tage stilling til. Og det påvirker min læsning, mine bogbetragtninger og min tankegang – måske mere end jeg vil indrømme. 

Kan I adskille kunsten fra kunstneren? Kan I sagtens læse en bog af en forfatter, som I er skuffede over, irriteret på eller måske ligefrem forargede over? Kan I altid lade bogen stå alene – eller kommer I også sommetider til at inddrage personen/forfatteren bag i jeres læsning?

"Hollow City" (Miss Peregrine #2) af Ransom Riggs

"Hollow City" af Ransom Riggs, fra forlaget Quirk Books, udgivet i 2014. 2/5 stjerner. 

"Hollow City" er fortsættelsen på "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children", og dermed anden bog i en planlagt trilogi, der kendetegnes ved blandingen af falmede fotografier og fantasy-inspirede ord.
Efter at have forladt deres hjem og flygtet med nød og næppe må børnene med de særlige evner, begive sig afsted til London, hvor de regner med at møde flere af deres egen slags. Jacob rejser afsted sammen med børnene, og befinder sig derfor i en sælsom tidslomme i år 1940, hvor krigen truer, og uroen er enorm. 

“Strange, I thought, how you can be living your dreams and your nightmares at the very same time.”

Det er så let at blive forledt at et pænt cover, et lovende plot, et anderledes koncept. Det er så let at blive revet med af hype, af gentagende forsikringer om kvalitet og af en forfatters interessante Instagram-profil med mærkværdige billeder, der oser af stemning og af liv. Det kan ske for os alle, og det er også sket for mig. Jeg har købt en bog, jeg burde have lånt, og jeg har læst en bog, jeg burde have skimmet. Det har været spild af min tid, spild af pladsen i min bogreol og spild af mine penge.
I virkeligheden har "Hollow City" arvet alle dens forgængers fejl. Da jeg læste "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children" sidste år, var jeg frustreret over den mærkværdige mangel på sammenhæng mellem billeder og ord. De indsatte billeder gjorde intet for at fremme historiens forløb, men stak blot ud som akavede fremmedlegemer, umage forsøg på at forstærke en bog med et smuldrende plot. Akkurat det samme problem – og mange flere – gør sig gældende i "Hollow City". Billederne understøtter ikke historien, i stedet virker de blot som en forfatters trick til at få sin ordinære historie til at fremstå ekstraordinær.
Fotografierne dukker op i teksterne, hver gang Jacob møder en ny peculiar, et nyt menneske med magiske evner, eller blot når Jacob dovent samler en billedstak op fra et støvet gulv eller et aflåst skrin. "Jeg fandt en stak billeder, her er de," siger han, og billederne toner frem. Det er hverken kunstfærdigt præsenteret eller ordentligt integreret i den egentlige historie.
Men alt dette vidste jeg egentligt godt. Det kunne jeg sige mig selv ud fra den første bogs katastrofale sammenfletning mellem ord og billeder. Denne gang irriterede det mig blot endnu mere.

“There was romance in the unknown, but once a place had been discovered and cataloged and mapped, it was diminished, just another dusty fact in a book, sapped of mystery. So maybe it was better to leave a few spots on the map blank. To let the world keep a little of its magic, rather than forcing it to divulge every last secret. Maybe it was better, now and then, to wonder.”

Men selv hvis jeg kunne tilgive Riggs den skuffende billedbrug, er jeg ude af stand til at tilgive ham hans manglende plot, papirstynde karakterer og talrige gentagelser. Det store eventyr, den vilde jagt og den altomvendende rejse, bagsiden af "Hollow City" lover finder nemlig aldrig sted. Af en eventyrsbog at være er der påfaldende få eventyr til stede.
Ganske rigtigt nok består plottet af en sejltur, efterfulgt en gåtur og til sidst en tidsrejse for at hjælpe skoleforstanderen Miss Peregrine, der ved en fejl har mistet sine magiske evner og er blevet fastlåst i sin fugleform. Men rejsen har næsten intet formål, og børnene går i ring. De møder de onde widgets, der forsøger at dræbe dem, men de undslipper altid i sidste øjeblik. De møder talrige af, de ellers tilsyneladende så sjældne, peculiars (børn ligesom dem selv med magiske evner), og de er bange, utrygge og næsten hjælpeløse. Sådan går plottet i selvopslidende repeat, fra rejse til flugt fra widgets til møder med peculiars og forfra igen, lige indtil en forløsning begynder, og bogen slutter. Det hele er så tydeligt fyld, en klassisk midterbog i en trilog, hvis eneste formål er at holde historien hen, indtil den endelig afsluttes i det sidste bind. Men i stedet for at vække min interesse og opbygge finalen, har denne toer testet min tålmodighed og overbevist mig om, at jeg ikke skal vente på treeren. Den er ikke værd at vente på. 
Jeg interesserer mig ikke for karaktererne, der er næsten imponerende endimensionelle og knap nok karakteriserede overhovedet. Børnene har deres evner, Milliard er den usynlige  dreng med en medfølgende idenitetskrise over ikke at have fast form eller ansigt, Emma er den modige med fingre, der kan lave ild og Jacob er den tøvende helten, som kan mærke når ondt nærmer sig. Karaktererne er reduceret til ét gennemgående karaktertræk og én evne; de er hverken designet til at blive holdt med eller holdt af.
Jeg læste "Hollow City", fordi jeg havde hørt, at den var langt bedre end dens forgænger. Personligt fandt jeg dog intet at beundre deri; det eneste jeg kunne lide, var de mærkværdige fotografier, som på ingen måde gjorde noget for historien selv. "Hollow City" er en smukt designet bog; lokkende og lovende, uden et gram af materiale der kan leve op til potentialet. 

"Emily of New Moon" (Emily of New Moon #1) af L. M. Montgomery

"Emily of New Moon" af L. M. Montgomery, fra forlaget Virago, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1923). 5/5 stjerner.

Montgomerys børnebog begynder med bittersødme og med sorg. Emily Byrd Starr er en lykkelig lille pige, på trods af det isolerede liv hun lever. Hun har sin far, hun har sin fantasi, og hun har sine to spindende katte – hvad mere kan hun ønske sig? Hun lever i et drømmelandskab, og når hun stirrer ud af sit vindue, ser hun feer og alfer, en overjordisk skønhed som er usynlig for alle andre.
Men lykken vender. Emilys far er døende, og Emily må se forældreløshed og ensomheden i øjnene. Hendes, for længst afdøde, mors familie tager hende til sig efter faderens død, men de lægger aldrig skjul på, at de gør det af pligt. Den strenge tante Elizabeth lader Emily flytte ind på New Moon, hvor alting er anderledes, ubetryggende og mærkeligt. Emily føler sig ikke tilpas, hverken i sit nye hjem eller i sin nye hverdag, der kræver skolegang og dermed lægger bånd på den frihed, som hun altid har nydt.
Men Emily er en håbefuld lille pige, og der er håb i hendes fremtid. I skolen møder hun den temperamentsfulde Ilse Burnley, den godhjertede og kunstneriske Teddy Kent og den ambitiøse Perry Miller. Sammen drager de på talrige eventyr i det fortryllede landskab, der omgiver New Moon – og selv tante Elizabeths strenge blik kan ikke ødelægge Emilys  boblende glæde. 

“It had always seemed to Emily, ever since she could remember, that she was very, very near to a world of wonderful beauty. Between it and herself hung only a thin curtain; she could never draw the curtain aside-- but sometimes, just for a moment, a wind fluttered it and then it was as if she caught a glimpse of the enchanting realm beyond-- only a glimpse-- and heard a note of unearthly music.”

Har du nogensinde prøvet at genlæse en gammel dagbog? Den følelse af at have åbnet en tidslomme, der indeholder alle dine barnlige drømme, fremtidshåb og ønsker? Den næsten ubehageligt bittersøde fornemmelse det er at blive konfronteret med et fortidigt jeg, der slet ikke er så fortidigt alligevel? At pludselig sidde og nedstirre en essentiel puslespilsbrik i det puslespil, der er dig? En brik der blev fastlagt for så længe siden, at du næsten havde glemt, den blev skabt?
I går genlæste jeg "Emily of New Moon", og det føltes akkurat som at åbne en gammel dagbog. Jeg vendte en side, og minderne fløj op omkring mig, og baskede i luften som var de tusinde sommerfugle. Vindueskarmen i min stue forsvandt, og i løbet af et splitsekund befandt jeg mig atter på mit barndomsværelse i min seng i nattemørket med en bog og lyttede til min søsters dybe vejrtrækning ved min side. "Emily of New Moon" er ikke min dagbog, men ikke desto mindre indeholder den mit hjerte alligevel.
På sin vis er "Emily of New Moon" en formularisk børnefortælling. Det afslører dens synopsis og bagsidetekst hurtigt. Montgomery er kendt for sin fortælling om Anne Shirley, der også blev adopteret af en skeptisk kvinde. Anne Shirley var også en drømmer, hun flyttede også ud på en gård, hun vandt også gradvist alles hjerte, og hun gennemgik også klodsede og fine oplevelser. Det er næsten så simpelt, at det er chokerende, at Montgomery valgte at skrive endnu en serie baseret på den samme formular. Men hvis man har læst om både Emily og om Anne, ved man, at ligheden både begynder og stopper i bagsideteksterne. Det er slående, hvordan to bøger kan virke så ens uden at være det.
For jeg er flere gange blevet forbavset over den inderlighed, de tre bøger om Emily, og i særdeleshed denne første, besidder. Hjerte og sjæl er blevet skrevet ind i fortællingen om den lille, mørkhårede, drømmende skabning, og hver side spilder over med det. Med Emily beskriver Montgomery på én gang barndommens sødme og tilbageblikkets bittersøde smag. Skrivestilen er både barnligt fortryllende og smerteligt belærende; Emilys spirende erfaringer er ikke blot eventyr. Det er oplevelser, man som læser ved vil mærke hende. 

“Don't be led away by those howls about realism. Remember-pine woods are just as real as pigsties and a darn sight pleasanter to be in.” 

For "Emily of New Moon" er selvfølgelig en dannelsesroman. Det er en fortælling om en lille pige, der bliver til en ung kvinde; en pige der skal lære at bibeholde sin egen fantasiverden ligesåvel som at tage del i den omkringliggende realverden. Det er en til tider hjertevarmende historie om venskab og om begyndende forelskelse, og det er en vidunderlig lektion i familie og tilknytningsforhold. Når jeg læser den i dag, kan jeg så tydeligt se, hvorfor jeg var så let tiltrukket af historien som barn; Emily er en yndigt farvelagt karakter, og hendes venner og familiemedlemmere komplimenterer hinanden så godt. Sammen kaster de sig ud i hverdagslige begivenheder, skændes og diskuterer. Der er øjeblikke af hjerteknugende romantik i uskyldigt børneformat, og der er klare sympatiregler, der lænker læseren fast til de rigtige karakterer på de rigtige tidspunkter. Bogen er fyldt med spindende katte, brusende kjoler og lyriske naturbeskrivelser, der fremhæver den skønhed, der ligger i drømmerens blik på verden. Hele historien er fortalt gennem et lilla filter af forunderlighed og barndomsmagi. 
Men der er også mere end det. I Emily har Montgomery, uden tvivl, indbygget en lille brøkdel af sig selv. Emily er en aspirerende digter og forfatter, og i takt med at plottet skrider frem, bliver der dannet en underliggende historie om historiernes natur; Emily lærer at skrive og at reflektere over at skrive. Dygtige og formanende skolelærere giver hende råd efter råd om realisme og fantasi, om overforbrug af pompøse fraser og hjerteløs reduktion af nytteløse sætninger. Men Emily mister aldrig sit drømmeblik; hun holder fast i sin måde at se verden på og sin måde at drømme på. Og en vigtig pointe ved Montgomerys Emily-serie er netop denne: at granskove er ligeså virkelige som svinestier, og at realisme ikke nødvendigvis betyder et farvel til skønhed. Det er ligeså reelt at fokusere på noget smukt som på noget grimt.

Det er muligvis det vigtigste, jeg nogensinde har lært af en børnebog. Eller nogen bog overhovedet. 

Og det er dét, der sætter sig fast i mig, slår mig ud og efterlader mig åndeløs efter endnu en genlæsning. Montgomery formidler gennem Emily et verdenssyn, som jeg helt og holdent tror på, fordi jeg er nødt til at tro på det, før min verden fungerer. "Emily of New Moon" er en fortælling, ikke om optimisme, men om perspektiv, og Montgomery forsvarer retten til at vælge sit eget perspektiv. Til at lade verden beholde sin fortryllelse, og til at blive ved med at lede efter smukke ting. Det er ord, der er værd at huske på. Det er ord, der er værd at leve efter. Det er de ord, jeg lever efter, og jeg fandt dem her; i en børnebog lånt på børnebiblioteket.

"Jacob de Zoets tusind efterår" af David Mitchell

"Jacob de Zoets tusind efterår" (org. titel "The Thousand Autumns of Jacob de Zoet") af David Mitchell, fra forlaget People's Press, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2010). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra People's Press. 3/5 stjerner.

Den hollandske Jacob de Zoet er en ung mand, da han i 1799 ankommer til Nagasaki havn. Han er rejst afsted af samme grund som så mange andre unge mænd i hans tidsalder; han vil tjene en formue, så han kan gifte sig med pigen, som venter trofast på ham derhjemme.
Men tingene går ikke, som Jacob havde håbet. I den myldrende havn møder han Orito Aibagawa, der arbejder som jordemoder. Han forelsker sig gradvist i hende, og da hun en nat bliver solgt til en hemmelig sekt som betaling for sin afdøde fars gæld, vendes hele hans verden med ét på hovedet. Det kræver al hans viljestyrke at kæmpe sig igennem det korrupte samfund for at få hende tilbage, inden hendes navn og hendes liv er fortid.

“Der findes kun ét mesterværk i verden, tænker han, og det er verden selv.”

Jeg blev ved med at vente. Selv da historien havde fastlagt sin kurs, selv da der var intet at vente på, ventede jeg. Jeg ventede på noget overnaturligt og mærkeligt, noget ekstravagant og ulogisk. Men det kom aldrig. David Mitchells historiske roman er overraskende historisk. Den følger en lige plotlinje, en ret kurs hele vejen igennem og er på mange måder frarøvet Mitchells sædvanlige kendetegn. "Jacob de Zoets tusind efterår" er kendt for at være Mitchells mest narrativt simple roman – og det er jeg enig i.
Men hvad romanen mangler i overraskelser og labyrintsving, gør den op for i stemning. Mitchell maler et usædvanligt farverigt billede af en fjern kultur og en fjern tidsperiode. Hans Japan kommer til live på hans sider i en sanseeksplosion af gebrokne accenter, maddampe, klippeudsigter og kaotiske bølgeskvulp. Mitchells Japan er atmosfærisk, dragende og levende. I løbet af en enkelt side transporteres man til Orienten, og når bogen lukkes er man slet ikke klar til at forlade det igen.
Stemningen er dominerende i denne egentligt ret klassiske fortælling om umulig kærlighed, kidnapning og korruption. Karaktererne er arketyper, hovedpersonen Jacob de Zoet er gennemført god og principfast, hans kærlighedsobjekt Orito Aibagawa er en modig kvinde, der tages til fange, og den bagvedliggende skurk og dukkefører er entydigt ond og handler med afskyelige motiver. Tingene er skåret ud i pap for karaktererne, og den scene de bevæger sig rundt på er mere interessant end bevægelserne selv.

“Man får magt over de troende ved at plante troen.”

Bogen spænder fra 1799 til 1817, fra Jacob de Zoets håbefulde afrejse til Oritos slaveri og kærlighedsforholdets endelige konklusion. Hvor den første del af bogen hovedsageligt følger hvert enkelt skridt, Jacob de Zoets tager, beskæftiger midten af bogen sig næsten udelukkende med Oritos umenneskelige hverdag i den hemmelige sekt, hun er blevet solgt til. Mitchell leder sin historie så meget på afveje, favoriserer Orito plotlinje så højt over Jacob de Zoets, at hovedpersonen bliver væk fra sin egen historie. Kun når Jacob de Zoets navn næsten er glemt, når han befinder sig langt bag i læserens bevidsthed, introduceres han igen, plotlinjerne flettes sammen, og historien bliver hel. Men for mit vedkommende var skaden allerede sket; jeg var allerede blevet ligeglad med Jacob de Zoet, inden han dukkede op igen. Historien havde knækket for mig, og jeg kunne langt bedre lide dens midte end dens afslutning og begyndelse.
Måske er det fordi, det er Mitchell, og fordi hans skrivestil er så dekadent, storslået, umulig og usandsynlig, at jeg ikke kunne lade være med at vente. Vente på et eller andet stort. Noget der kunne ændre det hele, udvide perspektivet eller tilføje mening. Noget der aldrig kom. Efter endt læsning kunne jeg konstatere, at jeg havde læst en smuk bog med smukke stemningsbilleder, men jeg kunne ikke gennemskue, hvad det hele betød – og om det overhovedet betød noget. "Var det dét?" spurgte jeg mig selv. Er pointen med Mitchells historie denne gang i virkeligheden blot at fortælle en historie? En spændende historie, bevares, men ikke desto mindre en typisk historie med typiske karakterer?

Det tror jeg faktisk, at det er. Og jeg tror også, at det er derfor, jeg stadig venter. Fordi det er Mitchell, og fordi der burde være mere.

Gode gerninger og et glædeligt gensyn

Da jeg for fire-fem år siden begyndte at gå på jagt i antikvariater, genbrugsbutikker og glemte bogstakke var der to forfattere, jeg altid kiggede efter. Den ene var Herta J. Enevoldsen, hvis bøger jeg havde nydt som barn, og den anden var L. M. Montgomery hvis Emily-serie jeg havde læst og genlæst i det uendelige. Desværre fandt jeg aldrig nogle af de bøger, jeg søgte; hvis jeg endelig stødte på L. M. Montgomerys navn, var det altid i forbindelse med hendes Anne-serie i stedet. Emily-serien var forsvundet uden ord eller varsel, udgået fra forlaget og gemt væk på biblioteket.

Jeg havde desperat brug for min barndomsveninde Emily i min bogsamling, så det endte med, at jeg bestilte trilogien hjem i en engelsk udgave, i absolut miniformat og paperback. Der fandtes nemlig slet ikke andre muligheder på daværende tidspunkt – end ikke på Amazon. Bogen var svær at opstøve. Og det har naget mig lige siden.

For et par måneder siden stødte jeg atter på min barndomsfavorit – denne gang i en mere dekorativ, yndig og sart engelsk udgave. Den har lige siden prydet mine reoler, og jeg betragter den med glæde, men i mine øjne har den alligevel ikke været helt rigtig. For det var ikke den, jeg voksede op med.

Det er pudsigt, hvordan jeg i så ekstrem grad forbinder den sene aftenlæsning under dynen på mit barndomsværelse med den grå bog med den sorthårede pige på forsiden. Det er tankevækkende hvordan min Emily, og måden jeg forestiller mig hende på er modelleret på den Emily, der prydede forsiden på den gamle biblioteksbog. Måske er det fordi, jeg har læst netop den bog med netop den forside så uendeligt mange gange. Måske er det fordi, det er der, hvor det hele startede. Faktum er bare, at jeg ikke omtaler bogen som "Emily of New Moon", men derimod som "Emily på Månegården". Det er dét, der føles mest rigtigt, for det er det, jeg har gjort hele min barndom.

Jeg havde egentligt opgivet at blive genforenet med den rigtige Emily-bog. Efter flere års søgen virkede det helt umuligt – lige indtil jeg for et par uger siden fik verdens sødeste, mest hjertevarmende mail fra Signe Liv. Det viste sig nemlig, at hun havde et ekstra eksemplar af den barndomssøde fortælling og gerne ville forære mig den. Bare sådan. Uden at vide hvor meget det betød, eller hvor længe jeg havde ledt, sendte hun mig en mail og gjorde mig så jublende lykkelig. 

Jeg er atter blevet genforenet med min barndomsheltinde og den helt rigtige bog med den helt rigtige forside, der bringer så mange minder frem. Da jeg så bogen igen, kunne jeg ikke lade være med at smile – for det var som at blive genforenet med en gammel barndomsven. Og for det kan jeg slet ikke takke Signe Liv nok.

Kender I det der med, at nogle barndomsbøger bare er nødvendige at eje i præcis den udgave, man læste dem i? At det føles langt mere rigtigt? I så fald – hvilke bøger har I det sådan med?

Tema-tirsdag #68: Jeg – en sæsonlæser

Mit humør skifter i takt med vejret. På dage hvor solen titter frem fra skyerne og spreder dens varme stråler, fyldes jeg med energi. På dage hvor skyerne dækker himlen og regndråberne falder, fyldes jeg med ro. På snevejrsdage synes jeg, verden er stille, og i blæsevejr synes jeg, verden tilføjes et drys af kaos. Jeg påvirkes ufatteligt meget af årstider og af vejrskift – og fordi jeg påvirkes, gør min læsning det også. Jeg er en sæsonlæser.

Overordnet set læser jeg det samme hele året rundt. Jeg holder mig til mine yndlingsgenrer, jeg læser klassikere og historisk fiktion, chick-lit og fantasy, romantik og børnelitteratur. Og alligevel er der forskel, stor forskel på, hvad jeg vælger inden for den enkelte genre. De klassikere jeg varmer mig på i vinteren er vidt forskellige fra de, der underholder mig i efteråret.
I løbet af de kortere og kortere dage, læser jeg længere og længere bøger. Mørket giver anledning til en anden form for fordybelse; indendørsverdenen bliver til min primære verden, og en næsten meditativ stilhed sænker sig over mit sind. I de mørke måneder kan jeg koncentrere mig på en anden måde – hvilket egentligt er logisk nok. Når vejret indbyder til hjemlighed, er der mere plads til de ambitiøse læseprojekter. De tykke bøger. Dette efterår læser jeg Alexandre Dumas "The Count of Monte Cristo", og når jeg er færdig med den, ligger Ann Radcliffes "The Mysteries of Udolpho" og venter. Begge er tunge bøger med en tung stemning.
For det er en anden ting, efteråret og mørket gør ved mig. Årstiden får mig til at lede efter atmosfæriske bøger, der drives frem af deres stemningsbilleder og fornemmelser. Dystre værker som "Jane Eyre" eller "Wuthering Heights" sammenkæder jeg i høj grad med nøgne træer og dalende grader, men deskriptive eventyrsfortællinger som "The Night Circus" eller "The Book of Lost Things" er i mine øjne mindst ligeså efterårspassende. I overgangsfasen mellem sommer og vinter har jeg brug for noget ligeså transformerende som årstiderne selv. Jeg har brug for noget med stemning og atmosfære. Noget med hjerte.

Jeg er en sæsonlæser i så høj grad, at nogle bøger virker helt utænkelige for mig at læse uden for deres sæson. "Little Women" er med dens familiefokus og smittende varme en indiskutabel julebog for mit vedkommende, mens Charles Dickens' "Great Expectations" med dens tidlige marts-beskrivelser kun kan læses i foråret. Jeg kan slet ikke forestille mig, at læse "Sommerbogen" uden sommersolen, og samtidig insisterer jeg på, at "Anne of Green Gables" tilhører efteråret. Det er ikke nødvendigvis rationelt, men det føles rigtigt.
Naturligvis er der bøger, jeg elsker, og som jeg læser hele året rundt. Naturligvis kan jeg også godt finde på at genlæse "Little Women" i maj eller "Great Expectations" i november. Men faktum er, at jeg i så høj grad forbinder bøger med bestemt årstider, at jeg ofte ender med at udsætte dem, til de "passer bedre ind". For jeg tror på, at de rigtige bøger skal læses på det rigtige tidspunkt. Og jeg tror på, at det rigtige tidspunkt også kan involvere den rigtige årstid.
I virkeligheden hænger det nok sammen med, at jeg er så traditionsbundet. Jeg læste "Great Expecations" for første gang i marts, og jeg har genlæst den i marts lige siden. Jeg har et helt program af fast julelæsning, der involverer både "Little Women" og "A Christmas Carol". Jeg er en ivrig genlæser, og ved at sammensætte bøger med en årstid, kan jeg sprede mine genlæsninger ud i løbet af året. Det har både praktiske og følelsesmæssige aspekter.
Sommetider er det en enkelt sætning eller en gennemstrømmende stemning, der får mig til at forbinde bøger med en særlig årstid. Sommetider er det et åbenlyst tema (såsom jule-sammenhængen i "A Christmas Carol) eller et bevidst læseminde, der får mig til at fastsætte specifikke tidspunkter for genlæsning. Og andre gange er det mit humør, der gang på gang drager mig mod den samme konklusion; som denne oktober der endnu engang har givet mig lyst til lange bøger og store læseprojekter. Jeg er en håbløs sæsonlæser, og lige nu befinder vi os i min yndlingssæson. Jeg elsker efteråret. Og jeg elsker efterårsbøger.

Kan I genkende det, jeg snakker om? Er der bøger, I forbinder med en særlig årstid, højtid eller måned? Er der nogle bøger, temaer eller genrer, som I vender tilbage til hvert efterår? I så fald, hvilke? Eller er I helt modsat mig, helt upåvirket af sæsonskift, vejrskift og forbipasserede måneder, når I skal vælge en bog?

"En plus en" af Jojo Moyes

"En plus en" (org. titel "The One Plus One") af Jojo Moyes, fra forlaget Cicero, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2014). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Cicero. 3/5 stjerner.

Jess Thomas kæmper en hård kamp mod hverdagen og økonomien. Som alenemor må hun jonglere to jobs og to børn, altimens hun forsøger at være den bedste mor, som hun kan være og overøse sin datter og sin stedsøn med alt den kærlighed, de behøver.
Da Jess' datter Tanzie bliver tilbudt en plads på en dyr privatskole som følge af sine matematiske evner, er det med tårer i øjnene, at Jess må indse, at hun ikke har råd. Men pludselig dukker en mulighed op – en matematikkonkurrence med en høj pengepris som gevinst. Det eneste problem er blot, at konkurrencen afholdes langt væk, og Jess har hverken bil eller rejsepenge til formålet.
Løsningen på problemet bliver Ed Nicholls, en tiltrækkende forretningsmand der sidder fast i ubehageligheder på jobbet og i privatlivet. Han vil gerne væk, tage en pause og glemme verdenen omkring ham, men han aner tilsyneladende ikke helt, hvad han siger ja til, da han tilbyder et lift til den larmende, kaotiske og livlige Thomas-familie.

“Der var engang en mand, der hed Ed. Han mødte en pige, som var det mest optimistiske menneske, han nogensinde havde kendt.”

Jojo Moyes. Det er mit faste svar på et tilbagevendende spørgsmål. Uanset hvem der beder om en anbefaling af en bog om kærlighed eller en chick-lit roman, så er mit svar Jojo Moyes. Hendes navn er for mig blevet synonymt med smukke kærlighedsfortællinger og en form for videreudviklet chick-lit. Hendes bøger formår på én gang at være fjerlette, hurtigt læste og samtidig hjerteknugende relevante, tårefremkaldende og fyldt med stof til eftertanke. Jeg erindrer så tydeligt den vinterdag sidste år, hvor jeg læste "Me Before You" under dynen. Bogen knuste mit hjerte.

Der er substans i Moyes' bøger. Der er levende karakterer. Der er moralske spørgsmål, og der er smukke, livsbekræftende øjeblikke. Moyes har ikke blot pustet nyt liv i chick-lit genren; hun har forandret den.

"En plus en" er en roadtrip roman. Det er en lettere forudsigelig fortælling om en kvinde og mand, der starter på helt skæv fod, og derefter bliver tvunget til at lære hinanden bedre at kende. Det er en fortælling om at lade alt for meget afhænge af en snæver mulighed, og det er en fortælling om, hvad økonomisk og følelsesmæssig desperation kan føre til. Men mest af alt er det en fortælling om kærlighed – kærligheden mellem en mor og hendes børn, mellem søskende og mellem fremmede.

Alle ingredienser til en følelsesmæssigt rutschebanetur er til stede. Hovedpersonen Jess er øjeblikkeligt elskelig; hun er et positivt menneske, en enlig mor der kæmper med økonomien og dog stadigvæk har besluttet sig for at forsørge endnu et barn. Hun er typen, der af princip nægter at spise på McDonalds, fordi hun ikke vil være "dén form for enlig mor". Hun øser ud af kærlighed til sine to børn, der begge kæmper med mobning og følelsen af at være blevet efterladt. Og så formår hun i øvrigt at se det bedste i en mand, der har talt ned til hende.

Men faktum er, at jeg ikke blev rørt. Ikke rigtigt. Jeg blev hverken overrasket eller overvældet, lykkelig eller trist. Plottet var gennemgående lidt for bekvemmeligt til, at jeg kunne lade mig røre. Det hele var bygget op efter en velfungerende men også ufatteligt velkendt skabelon – en skabelon Moyes ellers har imponeret mig ved at bryde med i sine andre bøger. Hele idéen om modsætninger der mødes og kastes sammen ved tilfældige omstændigheder er slidt. Ligeså er fortællingen om en roadtrip, der ender som en dannelsesrejse.

“Hun vidste nemlig, at der sker noget med en, hvis ens mor aldrig omfavner en, aldrig fortæller en, at man er den dejligste i hele verden, og overhovedet ikke lægger mærke til, om man er hjemme eller ej: Man lukker ned for en lille del af sig selv. Man har ikke brug for hende. Man har ikke brug for nogen. Og uden selv at være klar over det, så venter man. Man venter på, at andre kommer tæt nok på til at se noget ved en, de ikke bryder sig om, noget, de ikke havde set fra begyndelsen, og så vil de også blive kolde og forsvinde, ligesom morgendisen. For der må da være noget helt galt med en, hvis ikke engang ens egen mor rigtig elsker en, ikke?”

Det er citater som ovenstående, der illustrerer Moyes' dybde. Behandlingen af moderskabsfølelse og familiesammenhold er det bærende tema i "En plus en" og ikke, som man skulle tro, romantikken. Det er Jess' betingelsesløse kærlighed til sine børn, der er den smukkeste kærlighed i bogen. Og det er i beskrivelsen af de forhold, Moyes brillerer.

Til gengæld er det romantiske forhold i bogen præget af klichéer. Af usandsynlighed. Af en halvhjertet sympati, der ikke rigtig fik mig til at heppe, håbe eller sukke. Måske er det fordi, Ed er en svag karakter, der egentligt blot flyder rundt i romanens overflade. Måske er det på grund af omstændighederne eller den forudsigelige situation. Eller måske er det fordi, jeg er træt af millionæren, der møder den fattige kvinde og transformerer hendes liv. Sandheden er blot, at jeg var ligeglad med den spirende romantik – jeg ville langt hellere læse om de familiemæssige bånd.

Men også i den lille familie der kommer igennem så meget, er der klichéer at spore. Af en eller anden grund irriterede det mig grusomt, da Jess' stedsøn Nicky i løbet af en enkelt nat fik enorm succes med sin blog – på trods af, at han kun har skrevet to indlæg, ikke har promoveret den eller så meget som logget ind i to måneder. Det er et usandsynligt plotgreb, et nødvendigt led i en kæderække af begivenheder, der leder romanen mod dens slutning. Det er for tydeligt. For let.

"En plus en" er ikke en dårlig bog; alt hvad Moyes rører får et særpræg, en særligt genkendelig stemning. Hendes karakterer er så levende, og selv Thomas-familiens hund bliver til en helstøbt personlighed i løbet af ganske få sider. Den inddragede diskussion om moderskab, om mobning og om at føle sig alene i verden er ligeså smuk, som den er vigtig, og tilføjer en smule dybde til en roman der er gennemgående forudsigelig. 

"En plus en" er en fin bog, et solidt stykke chick-lit og en underholdende fortælling. Den er bare ikke, slet ikke, blandt Moyes' bedste.

Magiske Odense

I efterårsferien forvandles Odense. Et tykt lag tryllestøv pustes ud over byens centrum, butikker bliver ryddet og fyldt med sælsomme genstande, et helt særligt tog afgår fra banegården og fører en flok heldige børn til deres drømmeland, kappeklædte mennesker slentrer omkring i gaderne, og luften giver genlyd af ivrige børneråb, ord som "Hæmmer!", "Lammer!" og "Expaliarmus!" remses op igen og igen. I efterårsferien bliver Odenses gågade til Diagonalstræde, Tusmørkegyden og den Magiske Markedsplads. I efterårsferien afholder Odense nemlig Harry Potter festival.
I fredags mødtes jeg med Gitte for at udforske og opleve. Og undervejs blev jeg så rørt og overvældet; ikke af opstillingen selv, men af de mennesker der tog del i den. For de yngre børn havde en fest. Det var så tydeligt, at de var trådt ind i deres yndlingsbog, og at de nød hvert eneste sekund.
Jeg bliver helt målløs, når jeg husker, at det er over syv år siden, Rowling sidst nedskrev ord om troldmandsdrengen. Det er syv år siden, den sidste bog udkom, og alligevel lever fortælingen endnu så stærkt blandt det yngre publikum. Børn drømmer stadig om at komme til Hogwarts. Børn lærer stadig Rowlings besværgelser udenad for at kunne beskytte sig mod mørke troldmænd. Og børn venter stadig på det magiske Hogwarts-brev. Det smukkeste ved at tage til Harry Potter festivalen var virkelig at blive bekræftet i, at nye generationer lever sig ligeså meget ind i Rowlings legende, som vi selv gjorde. Og som vi måske stadig gør.

Harry Potter-festivalen er en årlig begivenhed i Odense, og finder sted fra torsdag-søndag i efterårsferien. Du kan læse mere lige her.

Read-a-Thon – En minutiøs opdatering (#4)

I dag er en ganske særlig dag; en dag dedikeret til læsning, til fordybelse og til et fællesskab bygget rundt om papirssider og ordkrøller. I dag er dagen for det halvårlige Dewey's Read-a-Thon, hvilket betyder at mennesker over hele kloden vil læse uafbrudt i 24 timer og løbende diskutere og fortælle om de læseoplevelser, de møder på deres vej. Jeg deltager nu for fjerde gang; og jeg har glædet mig så længe.

Dette indlæg vil i løbet af dagen blive fyldt med opdateringer fra mit læsedøgn. Tilføjelser af billeder og ord vil ske gradvist, og på den måde vil indlægget være under konstant opbygning. Alternativt kan I også følge med i mit Read-a-Thon-eventyr på Twitter og Instagram. Jeg håber, at I alle får en skøn lørdag – uanset om I tilbringer den med en bog eller ej.

Kl. 13.51 - Jeg har brugt hele morgenen på at trippe og vente, nedstirre min bogstak og anrette min frugttallerken. Jeg har lavet te og vasket tøj, trommet med fingrene og været rastløs. Og nu er det snart. Faktisk er det lige om lidt.

Det er en mærkværdig ting, det der med at sidde og vente på en tilladelse til at læse. En så hverdagslig ting er næsten sær at tælle ned til. Men det er netop det, jeg elsker ved dette arrangement; læsningen forvandles til noget særligt. Til en begivenhed man venter på.

Kl. 14.00 - Minutviserne har ramt det magiske klokkeslet, klokken er to, og det er nu officielt læsetid. Den første bog i min læsestak er børneklassikeren "Heidi" af Johanne Spyri, som jeg traditionen tro synkronlæser med Anne Nikoline. Jeg glæder mig til at læse en bog, som jeg kun husker i brudstykker, og jeg glæder mig til at diskutere den med en ligesindet undervejs.

Jeg kryber nu sammen i sofaens blødeste hjørne iført dyne og nattøj, og bevæbnet med en stor kop te i et lyserødt krus. Jeg er klar til at læse – og jeg er klar til at forsvinde ind i en bog. 

Kl. 15.32 - "Heidi" er ligeså yndig, som jeg troede, den ville være. Læseoplevelsen er en smule pudsig, for hvert eneste ord jeg læser er fyldt med genkendelse. Det er som om, jeg har læst bogen før – selvom jeg kun mindes en billedbogsudgave af den hjertevarme fortælling. Men måske har billedbogen været nok til at gøre mig bekendt med grundlaget i historien? I hvert fald husker jeg kapitler, som jeg slet ikke anede, jeg havde læst.

Kl. 17.18 - En bog er færdiglæst, og en ny er påbegyndt. "Heidi" af Johanna Spyri var den fineste barndomsfortælling. Naturalistisk og yndefuld – charmerende og eventyrlig. Den varmede mig indefra og ud, og fik mig til at trække på smilebåndet flere gange. Sikke en sød begyndelse.
Efter at have færdiglæst "Heidi" har jeg spist en smule pizza, drukket to kopper te og fundet det næste læseeventyr frem. Jeg vil nu påbegynde "The Blue Castle" af L. M. Montgomery, og jeg glæder mig sådan. Det er nok den bog i min læsestak, jeg har set mest frem til. Og jeg er så spændt på endelig at læse den.

Kl. 20.22 - Mit hjerte. Mit bristefærdige hjerte kan slet ikke rumme eller kapere en så vidunderlig bog, som den jeg lige har læst. L. M. Montgomery er magisk. Hendes ord er magiske.
Kender I følelsen af at være blevet ramt? Af at have læst noget så særligt og så fint, at det er helt umuligt at finde en passende reaktion? Sådan har jeg det lige nu. Jeg har en klump i halsen og et smil på læben. "The Blue Castle" er en drøm. Og jeg skal lige bruge lidt tid på at fordøje den.

Kl. 21.30 - Nico laver pandekager, og den liflige duft er ved at sprede sig i den lille lejlighed. Efter en times klikkeri og bloggeri, er jeg ved at være klar til den næste bog i min læsestak;  "Among Others" af Jo Walton, som skulle være en stjernefin fantasyroman.

Kl. 23.42 - Mine øjenlåg er begyndt at blive tungere, siderne bliver vendt langsommere. Men ikke desto mindre hygger jeg mig, og "Among Others" er en fortryllende bog, der i ligeså høj grad handler om bøger og læsning, som den handler om eventyrlighed. Smukke citater dukker op alle vegne og rammer fuldstændig plet på et læsedøgn som dette. “If you love books enough, books will love you back.”

Kl. 02.17 - Jeg er skiftevis træt og energisk. Ganske langsomt læser jeg min vej igennem "Among Others", mens jeg drikker te og spiser vindruer. Nico er gået i seng, og lejligheden er helt musestille.

Kl. 03.04 -  Jeg har lige færdiglæst "Among Others", som var en drømmende fortælling, der balancerede så fint på kanten mellem magisk realisme og virkelighed. Jeg er endnu ikke sikker på, om der rent faktisk er magi i bogen, eller om bogen i sig selv bare er magisk.
Næste bog på min liste er "En plus en" af Jojo Moyes. Jeg glæder mig til at påbegynde den og til at læse noget fjerlet i disse sene nattetimer. 

Kl. 05.19 - Det der med søvn er en sjov ting. Jeg når altid til et krisepunkt i løbet af disse tidlige morgentimer, tvinger mig selv videre og holder pludselig op med at være træt. I hvert fald for nu. Moyes' bog er hyggefin, og jeg vil snart lave mig en kop varm kakao til at supplere den med. 

Kl. 06.51 - Min energi er langsomt ved at vende tilbage, og "En plus en" er den perfekte bog til et lidt sløvt sind. Ikke desto mindre føles den dog mere forudsigelig og mindre speciel end hendes andre bøger – men med 150 sider tilbage, kan den nå at overraske mig endnu.

Kl. 08.31 - Solen er stået op, men himlen er grå. Små melodiske plop rammer ruden, og jeg læser i skæret fra et næsten nedbrændt stearinlys. Det er atter morgen, og jeg er ikke engang træt. Ikke endnu.
Jeg har lige færdiglæst "En plus en". Den var god, sød og helt chick-lit fornøjelig, men den var ikke mere eller andet end dét. Moyes andre bøger har ramt mig hårdere, og måske havde jeg forventet noget mere.
I mellemtiden vil jeg finde endnu en bog frem. Jeg er spændt på at læse "Cinder" af Marissa Meyer, som er en genfortælling af yndlingseventyret om Askepot. Jeg aner slet ikke, om det er mig – men det vil jeg snart finde ud af.

Kl. 11.43 - Overspringshandlinger. Fra vasketøj til gåtur, fra morgenmad til et lille bogkøb, jeg klikker mig rundt og vender ikke helt så mange sider. Jeg har nu læst en tredjedel af "Cinder", og den er meget fin og letlæst, men umiddelbart heller ikke andet end dét. Jeg venter stadig på at blive overrasket og overvældet.
Jeg har i øvrigt sammenklippet en lille stemningsfilm og mini-videoblog. I kan se den nedenfor. 

Kl. 12.25 - Jeg læser, og jeg læser. Det er blevet tid til slutspurten, til den sidste time og den sidste bog. Jeg ved endnu ikke, om jeg kan nå at færdiglæse den, men jeg vender ivrigt side efter side og udnytter hvert resterende minut.

Kl. 13.39 - Selvom finalefanfaren endnu ikke har lydt, er jeg stoppet med at læse. For tyve minutter siden færdiglæste jeg "Cinder" af Marissa Meyer og skyndte mig derefter ud for at tage et langt og brændende varmt bad.
"Cinder" var en god bog til formålet – letlæst, hurtiglæst og ufattelig plotbaseret. Men den er til gengæld heller ikke så meget andet eller mere end dét. Jeg er glad for, jeg inkluderede den i min bogstak, men jeg er også glad for, at jeg gemte den til allersidst. 

Kl. 14.01 - Målstregen er passeret, og dette efterårs Read-a-Thon er nu officielt slut. 24 timer er gået, 5 bøger er blevet læst, og 1765 sider er blevet vendt. Jeg har læst om læsekærlighed i "Among Others", trådt i en modernistisk Askepots fodspor i "Cinder", befundet mig i smukke bjerglandskaber omgivet af idylliske familiehjerter i "Heidi", været på en umulig roadtrip i "En plus en" og sukket over forhåbningsfulde luftkasteller i "The Blue Castle". På et enkelt døgn har jeg oplevet talrige eventyr og bedst af alt; jeg har haft nogle at dele dem med.
Denne gang har mange danske blogs (bogblogs såvel som andre blogs), Instagram-kontoer og Twitter-profiler bugnet med bogopdateringer og læseindtryk. Der har været så stor opbakning, så stort fællesskab og så meget læsestof at finde, at et enkelt blogbesøg hurtigt blev til mange. Og det har været så vidunderligt at være en del af.