Månedlig opsummering: Kære juni

Som noget nyt vil jeg forsøge at afslutte hver måned med opsamlinger og statusopgørelse; bogstakke med bøger, jeg har læst, korte tanker om måneden der er passeret og en sammenklippet video med glimt af ting, jeg gerne vil forsøge at huske.

Juni var: pakket ind i rejsetasker og rygsække, togbilletter og gøremål. Juni var fyldt med aktivitet, gensyn med smilende ansigter og søde væsener. Juni var picnic med læseklubben i Munke Mose, aftenbål ved Sankt Hans og lange gåture. Juni var eksamensstress og efterfølgende belønning; to eksamensopgaver, to tolvtaller. Juni var krisemøder med Stine, fremtidsbeslutninger, positive overraskelser, en begyndende ferie og smukke øjeblikke.

I juni læste jeg: 21 bøger. Heraf var 5 af dem studie-relaterede. (Og flere af de læste bøger er desværre ikke med på billedet, fordi de var biblioteksbøger, eller fordi jeg har ladet dem stå i min reol hjemme hos min mor). 

I juni købte jeg: 5 bøger.

Junis store læseoplevelse: "Deathless" af Catherynne M. Valente. Jeg vandrer stadig rundt med splinter af historierester i mit indre. Jeg samler den stadig op for at finde citater, der hjemsøger mig. Det er den smukkeste bog, jeg har læst hele året, og jeg er slet ikke færdig med den endnu.

Junis mest skuffende læseoplevelse: "Under Wildwood" af Colin Meloy var frustrerende læsning, men ikke skuffende, da jeg ikke forventede mig alverden af den. Jeg læste den blot fordi, jeg var kommet til at købe den. Til gengæld blev jeg både irriteret og skuffet over "Black Cats and Evil Eyes" af Chloe Rhodes, som udgav sig for at være langt mere, end den egentligt var.

Junis lyrikvalg: I denne måde har jeg læst udvalgte digte af Percy Bysshe Shelley; en af de store engelske romantikere, hvis digte jeg tidligere kun har haft et svagt kendskab til. Og det er en skam, for han skriver vidunderligt. For at citere en af de smukkeste, mest forhåbningsfulde linjer nogensinde: “If Winter comes, can Spring be far behind?”

Junis læseklub-læsning: I læseklubben læste vi i denne måned "The Legend of Sleepy Hollow", som var en mærkværdig lille novelle.
På julis læse-liste står der: Flere Nancy Mitford romaner (som jeg stadig er håbløst bagefter med), et gensyn med Jane Austen og min absolutte yndlingsbog, digte fra 1400-tallets Persien og muligvis en genlæsning af "Bridget Jones", som jeg længe har længdes efter at genlæse.

Hvad med jer? Hvad fik I læst og oplevet i juni? Hvilke læseoplevelser var særligt smukke, og hvilke var skuffende? 
(Videoen nedenfor er en stemningsvideo med små juni-glimt, jeg gerne vil beholde og gemme. Fordi Vimeo drillede mig, så jeg mig nødsaget til at uploade den via YouTube, og derfor skal I lige huske at vælge 'HD' kvalitet i tandhjulet, så den bliver helt optimal.)

Konkurrence #17: Sommersød læsning

Denne konkurrence er venligst sponsoreret af Lindhardt og Ringhof.

I sidste måned dumpede en uventet pakke ind af min brevsprække. Jeg åbnede den og opdagede en boglignende firkant, sirligt indpakket i prikket gavepapir. Indholdet viste sig at være den sødeste bog om kærlighed, om livsglæde og om bøger. Det var den helt perfekte sommersammensætning.

"Læserne i Broken Wheel anbefaler" er Katarina Bivalds debutroman, og da jeg læste den, blev jeg på én gang mindet om TV-serien 'Gilmore Girls' og Joanne Harris' "Chocolat". Det er en bog med en læsende hovedperson, excentriske landsbybeboere og en bogbutik, der langsomt ændrer på hele landsbyens døsige rutine. Den var hurtigt læst, og efterlod mig med det største smil på mine læber. I kan læse mere om bogen her, og I kan finde min anmeldelse lige her. 

I anledning af den begyndende sommer og de (forhåbentligt) ventende solskinstimer, har Lindhardt og Ringhof været så søde at sponsorere et eksemplar af "Læserne i Broken Wheel anbefaler", som en af jer kan tage med i kufferten, i strandtasken eller blot læse i sengen. 

For at deltage i konkurrencen skal I skrive en lille kommentar til dette indlæg. Jeg vil meget gerne lære jer lidt bedre at kende, så fortæl gerne noget om hvad I skal bruge sommeren på. Husk også at skrive jeres e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med d. 8/7, hvor jeg hurtigst muligt efter offentliggør den heldige vinder.

Vinderen af den lille bogstak

Det gjorde mig så glad at se kommentarfeltet til min seneste konkurrence blive fyldt med entusiastiske bogønsker og læsemæssige hængepartier. Der er så megen forskellighed i læsemønstre og præferencer, og hvad der står højt på den enes læseliste, kan befinde sig lavt på en andens. Jeg er derfor lykkelig for at kunne sende denne bogstak videre til en, der vil få mere glæde af den, end jeg har haft.

Vinderen af bogstakken blev således Laura, som jeg straks har kontaktet med en lykkebringende e-mail. I andre kan i stedet glæde jer til senere i dag, hvor en ny konkurrence starter og nye vinderchancer dukker op. Jeg udlodder nemlig den fineste sommerbog, som jeg selv både har læst og elsket. Indtil da håber jeg, I har en vidunderlig søndag. 

"Tales of the Macabre" af Edgar Allan Poe

"Tales of the Macabre" af Edgar Allan Poe, fra forlaget Archaia, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1835-1843). 4/5 stjerner.

"Tales of the Macabre" er en stor bog med et dystert udseende, der stemmer fuldstændig overens med dens titel. Bogen er fyldt med sælsomme illustrationer fra Benjamin Lacombes hånd; mærkeligt forvredne ansigter, stirrende ravneøjne og hjemsøgte gravsteder. Printet på glatte papirssider, der skifter mellem sort og hvid, befinder Poes noveller sig side om side med Lacombes illustrationer. Effekten er jagende, og bogen er et smukt objekt fyldt med smukke ord.

De udvalgte noveller i "Tales of the Macabre" har alle makaberheden til fælles. I "The Tell Tale Heart" afslører en morder sin egen forbrydelse, i "The Black Cat" forstyrres en mands sindelag af en enøjet sort kat, og i "The Oval Portrait" gemmer der sig en historie om en kunstner, der maler liv og skaber død.

“I heard all things in the heaven and in the earth. I heard many things in hell.”

Der hersker en grusom skønhed i Poes ord, som jeg aldrig har stødt på andre steder. Hans noveller har lokket mig ind i mørke rum beboet af mennesker, der vandrer rundt i misbrugets skygger med vanvid i øjnene og tortur i sjælen. I skrøbelige og næsten lyriske vendinger, opbygger Poe tungt symbolske universer, som på én gang er frastødende og fuldstændigt fængslende. Han skriver så ubærligt vidunderligt om de mest bizarre hændelser.

Den første novelle i denne udgave er muligvis den mest makabre af slagsen. I "Berenice" fortæller Poe om besættelse og fiksering, om en mand der stirrer sig blind på sin kones tænder og ikke er i stand til at betragte hende i sin helhed. Et dødsfald efterfulgt af en blodig samling af tænder danner rammen for en foruroligende historie, hvoraf gyset kan opspores i det usagte; i visheden om, hvad der er sket uden beskrivelsen af hvordan. I en elegant gotisk tradition, lader Poe læseren vide alt, uden selv at sige et ord.

Den sygelige besættelse er et tema, der gennemsyrer (og ofte determinerer) novellerne. Selvom Poe beskæftiger sig meget med genopståelse fra graven, hjemsøgte huse og døende kvinder, er det i virkeligheden i hans beskrivelser af den menneskelige psyke, at det egentlige skræmmeelement befinder sig; det er mørket i karakternes indre, og ikke deres hjemsøgte huse eller sælsomme oplevelser, der skaber mørket i novellerne selv. I "The Tell Tale Heart" indgyder fikseringen på et stirrende øje morderiske fornemmelser i hovedpersonen, i "The Black Cat" får et manglende øje altødelæggende konsekvenser, altimens en kunstnerskikkelse i "The Oval Portrait" er så besat af sit værk, at han glemmer livet omkring sig.

“Fate bound us together at the alter, and I never spoke of passion nor thought of love. She, however shunned society, and, attaching herself to me alone rendered me happy. It is a happiness to wonder; it is a happiness to dream.”

Poes noveller er fyldt med upålidelige fortællere; mænd enten blændet af alkohol, fanget i en  evig opiumdøs eller trancelignende tilstande. Deres ord er ofte modsigende, og derfor fyldes novellerne med en paradoksal dobbelthed; som da hovedpersonen i "The Tell Tale Heart" tilstår sin forbrydelse for at bevise sin sindsmæssige ligevægt, og i stedet ender med at bevise det akkurat modsatte. De overnaturlige elementer går igen i alle novellerne i vidt forskellige former, mens kvindeskikkelserne aldrig forandres. Kvinderne i Poes noveller er alle yndige væsener med stemmer som blid musik, og de er alle designet til en tidlig død som følge af mystiske sygdomme. De fungerer snarere som plotredskaber end som egentlige karakterer. Og dét er måske i virkeligheden Poes svageste punkt.

Ikke desto mindre nyder jeg at befinder mig i Poes makabre verden. For mig er han indbegrebet af klassisk gys og af gotisk absurditet, og det poetiske mørke i hans sætninger holder aldrig op med at fascinere mig. Hans noveller er stemningsdannende brudstykker, og de efterlader mig ikke så meget med rædsel som med et decideret ubehag. En alarmerende fornemmelse der bliver hængende i luften lang tid efter fuldendt læsning. 

“Books make great gifts because they have whole worlds inside of them. And it's much cheaper to buy somebody a book than it is to buy them the whole world!”

Min fødselsdag kommer altid bag på mig. Juni flyver altid så hurtigt forbi, og i løbet af et splitsekund er det atter juli, atter ønskeliste-tid og atter tid til at fejre, puste balloner op og tænde lys i en kage. Jeg har endnu ikke helt regnet ud, hvor tiden egentligt forsvinder hen.

Hvor hurtigt kalenderbladene end forsvinder, er det dog et ubenægteligt faktum. Endnu et år er gået, og om femten dage fylder jeg fireogtyve år. Derfor sidder jeg nu med et åbent Word-dokument foran mig og et hav af bogtitler i hovedet. For bøger er verdens bedste gaver, og af samme grund hører de også ofte til blandt mine største ønsker.

1: "Poems That Make Grown Men Cry" af Anthony Holden. Lige siden min veninde henkastet nævnte denne bog for mig, har jeg drømt om at eje den. Det er digtsamling med et finurligt koncept og med et stort potentiale. Bogen er nemlig, akkurat hvad dens titel lover: en samling af digte, der får voksne mænd til at græde.

Udvalgte berømtheder såsom Daniel Radcliffe, Salman Rushdie, Stephen Fry, Colin Firth og Jonathan Franzen præsenterer i denne herlige bog hver især et smukt digt, der har fået dem til at græde, og forklarer ligeledes hvad det er, ved de udvalgte ord, der rører dem så dybt. Aldrig har jeg hørt om noget så fint; og aldrig har en digtsamling befundet sig så højt på min ønskeliste.
2: "This is a Love Story" af Jessica Thompson. Louise fremviste for nylig denne sart turkisblå bog, og jeg tilføjede den næsten øjeblikkeligt til min ønskeliste. Det er en bog, der markedsføres som en blanding mellem "(500) Days of Summer", "Notting Hill" og "New Girl"; en vidunderligt pudsig kærlighedshistorie med klodsede hovedpersoner, et akavet møde og en spirende kærlighed. Perfekt til sommersødme og strandvejr. 

3: "Digte 2014" af Theis Ørntoft. Endnu en digtsamling og endnu en kriblende nysgerrighed. Anbefalinger af Theis Ørntofts digte har dannet ekko gennem min hverdag, lige siden den udkom i marts. Med udsolgte eksemplarer og alverdens ros har den danske digter stået højt på min læse-liste i flere måneder.

4: "The Art of Frozen" af Charles Solomon. Disneymagi er et levende begreb i min verden; jeg er for evigt tiltrukket af det lykkelige barndomsrige, Disney repræsenterer og det fine lag tryllestøv, de drysser ud over alle deres film. Frozen er ingen undtagelse, og jeg knuselsker filmen om de to prinsessesøstre. "The Art of Frozen" er et indblik i magiens tilblivelse; fra blyantstreger til animation, fra vag idé til storslået biograffilm. Jeg vil elske at bladre igennem bogen og dermed opleve den kreativitet og omtanke, der er blevet lagt i hver eneste af filmens scener.

5: "Northanger Abbey" af Val McDermid. Jeg var ikke begejstret for den første bog i The Austen Project. Faktisk var "Sense & Sensibility" af Joanna Trollope en fuldendt fiasko i mine øjne. Det yndige ved The Austen Project er dog, at forfatterne skiftes ud, og hver genfortælling af Austens romaner således bliver skrevet af en ny forfatter. Jeg er nysgerrig og forhåbningsfuld overfor krimiforfatteren Val McDermids nyfortolkning af "Northanger Abbey", og jeg håber, at hun kan bidrage med alt det, som Trollope ikke formåede. 

Hvilke bøger ønskedrømmer I om for tiden?

"Grimm Tales" af Philip Pullman

"Grimm Tales" af Philip Pullman, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). 2/5 stjerner. 

"Grimm Tales" er en samling af 50 nøje udvalgte eventyr af Brødrene Grimm, genfortalt og omredigeret med Philip Pullmans fornemmelse for klarhed og præcision. Hvert eventyr er efterfulgt af en lille redegørelse for Pullmans historievalg, eventyrets oprindelse og en minimal analyse af de foretagne valg og den morale, eventyret indeholder.

“The fairy tale is in a perpetual state of becoming and alteration. To keep to one version or one translation alone is to put robin redbreast in a cage.”

Hvis man skulle tro på undertitlen til Pullmans eventyrssamling, "For Young and Old", er "Grimm Tales" dedikeret til alle læsende væsener på tværs af aldergrupper og verdenshjørner. "Grimm Tales" er tilegnet enhver med interesse for eventyr, og dog er jeg efterladt med en følelse af, den ikke er tilegnet til nogen overhovedet.
Jeg kan ikke forestille mig, hvem Pullman har haft i tankerne, da han begyndte at redigere Grimm brødrenes eventyr; jeg kan ikke forestille mig med hvilken hensigt, eventyrerne er samlet. Bogens minimalistiske forside og dens tætskrevne sider uden illustrationer eller kulørte farver, er ikke umiddelbart inviterende for nysgerrige børneøjne; omvendt er der ikke tilføjet nok nye elementer til eventyrerne, til at gøre dem meningsfulde at læse for de voksne, der kender Grimm brødrenes ord i forvejen. I sidste ende indfinder Pullmans eventyrsforsøg sig i et meningsløst limbo, hvor kun fans af Pullman selv vil opspore den.

Det ville være nemlig være en fejltagelse at tro, at "Grimm Tales" indeholder deciderede genfortællinger af Brødrene Grimms eventyr. Pullman præsenterer ikke en omfortolkning af eventyrerne, men snarere en redigering. Han udfylder de narrative huller og usandsynligheder i folkeeventyrernes kendetegnende rod, han udvisker plotkonflikter og tilføjer et hint af moderne slang i den løbende dialog. Men eventyrerne læses, forstås og fremstår akkurat som de var; Pullmans små redigeringer ændrer ikke et øjeblik på deres solide fundament.

På bagsiden af "Grimm Tales" står der, at eventyr-redigeringen er Pullmans forsøg på at lade de klassiske eventyr fremstå "clear as water", og der hersker ingen tvivl om, at det har lykkedes ham til fulde. Ved at stilisere de gamle fortællinger, der bærer så tydeligt præg af mundtlig tradition, ved at polere deres til tider rå fremtoning, ved at erstatte et par ord hist og pist, er det lykkedes Pullman at ændre eventyrerne til næsten kliniske beretninger. Jeg ved ikke, hvordan en så stor historiefortæller som Pullman har formået det; men fortællerstemmen i "Grimm Tales" er næsten anonym. Eventyrerne har mistet deres traditionelle charme. 

“When the moon did come up it was full and brilliant, and the white stones Hansel had dropped shone like newly minted coins. Hand in hand, the two children followed the trail all through the night, and just as dawn was breaking, they arrived at their father's house.”

Pullman tilføjer ikke meget nyt i sin redigering af eventyrerne, men til gengæld fjerner og udvisker han en stor portion. Det der er tilbage føles som spinkle skeletter af de eventyr, vi alle voksede op med. Resultatet er en følelse af mærkeligt ligegyldighed.
"Grimm Tales" er bogen, der har fået mig til at tvivle på Pullmans forfatterskab. Skrivestilen er uudholdeligt velpoleret og upersonlig, nyhedsværdien er ikke-eksisterende og Pullmans kendetegnende fantasi udebliver. De små bemærkninger og tanker, som Pullman tilknytter hvert eventyr bærer præg af en interessant analysetilgang, men er så korte, at de ikke når deres fulde potentiale. I stedet får omskrivninger lov til at stå alene, og det er de i virkeligheden slet ikke stærke nok til.

Jeg er efterladt i mørket. Jeg ved ikke, hvad Pullmans intention med dette eventyrsprojekt er. Jeg ved ikke, om han forsøger at genfortælle eventyrerne for en ny generation, om han forsøger at forbedre Brødrene Grimms ord, eller om hans formål er at eksaminere og analysere de halvtres eventyr. Uanset hvad hans formål har været, er jeg skuffet. Jeg læste denne bog på grund af Pullmans ekstraordinære fortællerevner – men alt jeg fandt var en gennemsyrende middelmådighed.

Tema-tirsdag #52: Sommerens læseplaner (og sommerbogsanbefalinger)

Denne sommerferie er lidt speciel for mit vedkommende, for den bliver den sidste rigtige af slagsen. Det sidste uddannelsesår venter forude, og således forsvinder den næste sommer i et hav af uvished. Jeg har ingen idé om, hvad den næste sommer vil bringe mig, eller hvad den vil indebære. Det er en mærkelig bittersød fornemmelse, der efterlader mig med et brændende ønske om at nyde hvert eneste sekund af denne sommer og al den tid, den giver mig. Tid til at hygge, danse, feste, dase og tid til at læse.

Jeg har, traditionen tro, sammensat en yndig bogstak, som skal underholde mig og forsøde min tilværelse under solstråler såvel som sommerbyger og tordenvejr. Det er en farverig bogstak fyldt med bøger, jeg længe har glædet mig til at læse, forfattere jeg har længe glædet mig til at møde, og øjeblikke jeg længe har drømt om at opleve. Det er en bogstak, der er som en helt rejse i sig selv.

Den første og mest selvfølgelige bog på sommer-læselisten er min yndlingsbog, som jeg altid byder sommeren velkommen med. "Persuasion" af Jane Austen er altid en fryd at genlæse, og den er det smukkeste sommerritual, jeg har. Jane Austen gøres også selskab i bogstakken med en anden af mine yndlingsforfattere; Neil Gaiman, hvis novellesamling "Smoke and Mirrors" er den næste bog, der skal diskuteres i min læseklub.

Til de smukke solskinsdage i Spanien ligesåvel som i Danmark, har jeg øremærket "The White Queen" af Philippa Gregory, som jeg tror er spændingslet og fuldstændig medrivende. Måske vil stranddagene også lokke mig til at erhverve de resterende bøger fra Gregorys succes-serie. Ligeledes glæder jeg mig til at læse om hverdagsmagi i "Some Kind of Fairy Tale" af Graham Joyce, når havedaseriet når sit højeste.

Sommerens stille regnvejrsdage og tidlige morgenstunder regner jeg med at tilbringe i dyb læsetrance med kærlighedsdigte og historisk fiktion. Digtsamlingen "Faces of Love" med digte fra 1300tallets Persien vil transportere mig til en anden verdensdel, altimens Alice Hoffmans "The Museum of Extraordinary Things" vil fremmane viktoriansk mystik. Min klassikerkærlighed regner jeg med at få tilfredsstillet med Edith Whartons vidunderord om 1900-tallets New York.

Jeg leger desuden med tanken om at medbringe bog tre og fire i George R. R. Martins fantasy-univers, når jeg drager til Spanien. De store bøger er velegnede til flyveture såvel som strandture, og sommeren skænker mig så gavmildt det tidsrum, jeg har brug for, for at få dem læst.

Hvad med jer? Hvad skal I læse i ferien? Er der måske en særlig bog, som I glæder jer til at læse?

Hvis nogle af jer skulle mangle læseinspiration til sommerens lange solskinsdage, vil jeg varmt anbefale jer at se nedenstående video, som består af 9 bogbloggeres anbefaling af en god sommerbog. Tryk afspil og se hvilken bog Anne Nikoline, Gitte, Ida, Louise, Maja, Mette, Michella, Rebecca, Stine og jeg anbefaler til sommerlæsningen.

"Americanah" af Chimamanda Ngozi Adichie

"Americanah" af Chimamanda Ngozi Adichie, fra forlaget Fourth Estate, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2013). 4/5 stjerner. 

Da Ifemelu og Obinze mødes og bliver forelskede, er verden omkring dem ved at gå i stå. Nigeria er under militærdiktatur, uddannelsessystemet er uorganiseret, og de fleste forsøger at rejse væk. Da Ifemelu får chancen for at komme til USA, opfordrer alle hende således til at gribe den; især Obinze, der hele sit liv har drømt om at opleve USA. Han lover hende, at han også vil forsøge at rejse. De har en plan.
Desværre lykkedes planen ikke, og Obinze kan ikke komme ind i USA. I stedet glider Ifemelu længere og længere fra ham, da hun oplever ting, hun ikke kan formå at videreformidle. En stilhed flår kæresteparret fra hinanden, og de begynder at leve separate liv. Ifemelu bliver en succesfuld blogger, der skriver om racisme i USA, altimens Obinze opnår status og formue i Nigeria.
Da Ifemelu beslutter sig for at rejse hjem til Nigeria, banker hendes hjerte hurtigt ved tanken om at gense Obinze; at genopleve mødet med den første kærlighed, som hun aldrig har glemt.

“Racism should never have happened and so you don't get a cookie for reducing it.” 

Da "Americanah" udkom, og Chimamanda Ngozi Adichie skulle opsummere sin roman, beskrev hun den som værende en roman om kærlighed, identitet og om hår. Og hvor underligt det end lyder, er det en helt perfekt beskrivelse.
"Americanah" begynder i en amerikansk frisørsalon, hvor Ifemelu får flettet sine mørke lokker til stramme fletninger. Imens frisørerne farer rundt i en sky af small-talk, bevæger Ifemelus tanker sig tilbage til hendes hjemland, hendes barndom og hendes første kærlighed. Og således veksler historien frem og tilbage, mellem nutiden i frisørsalonen, fortiden i Lagos, og til fremtiden fjernt ude i horisonten; fremtiden der involverer Ifemelus hjemrejse fra USA til Afrika.
Ifemelus tankestrøm bliver til en dannelsesrejse; en fortælling om den første spirende kærlighed midt i Lagos' tumult, den amerikanske drøm sat på en høj piedestal, og om den gradvise kløft der opstår mellem Ifemelus identitet i Lagos og i USA. Der sker i høj grad en punktering af den amerikanske ønskedrøm, da Ifemelu rejser til USA i form af pengeproblemer og afsavn, men der sker også mere end det. Ifemelus syn på verden, på livet og på sig selv forandres. Hvor hun aldrig før har defineret sig selv ud fra sin hudfarve, bliver det i USA hendes vigtigste personlighedstræk. Hun er, i amerikanernes øjne, sort.
En stor del af Adichies roman beskæftiger sig således med identitet og med en moderne form for racisme. Adichie præsenterer en verden, hvor racismen oftere hviler i det sagte end i det usagte; hvor ord først bliver fornærmende, når de bliver tabubelagte, og hvor man midt i al sin konfliktskyhed skaber nye konflikter. Intet sted er det så rammende, som da Ifemelu i en tøjbutik skal udpege en af ekspedienterne, og i den forbindelse bliver spurgt, om "det var hende den mørkhårede" på trods af, at begge ekspedienter er mørkhårede. Ingen spørger om  det åbenlyse, og Ifemelu undres: 

“As they walked out of the store, Ifemelu said, “I was waiting for her to ask ‘Was it the one with two eyes or the one with two legs?’ Why didn’t she just ask ‘Was it the black girl or the white girl?’ Ginika laughed. “Because this is America. You’re supposed to pretend that you don’t notice certain things.”

Kritikken af denne form for overhøflige opførsel er både intelligent og velskrevet. Den bliver aldrig prædikende eller belærende, men er altid tankevækkende. I nogle af kapitlerne indarbejder Adichie uddrag fra Ifemelus blogindlæg om race i USA, og formår dermed at skabe et formbrud i sin traditionelle roman. Tonen i blogindlæggene er skarp, vittig og undrende, og er gennemgående præget af mediets uhøjtidelighed. Blogindlæggene fungerer som små stilmæssige afbræk, men distraherer aldrig fra bogens plotlinje.

På mange måder er "Americanah" en roman om at vende hjem og om at genfinde sig selv. I USA forsøger Ifemelu at leve op til normen, og gennemgår smertelige behandlinger, der resulterer i mange betændte sår i hovedbunden, for at få sine kraftige krøller glattet. I det øjeblik Ifemelu vender tilbage til sine naturlige krøller, genvinder hun en smule af sig selv. Håret bliver et frihedssymbol; en afgørende beslutning om identitet og individualitet. Og derfor er "Americanah" også en roman om hår.
Men først og fremmest er "Americanah" en kærlighedsroman. Den dybe forbindelse mellem Ifemelu og Obinze, deres nærvær i hinandens tanker på trods af opgivet kontakt og den magt deres første forelskelse har over dem, er romanens sande drivkraft. På trods af at Ifemelu ikke er sammen med Obinze i størstedelen af romanen, er han der alligevel altid. Og det er hjemrejsen, det ventende møde med ham, der danner grundlaget for den medrivende læsning. 
Da jeg færdiglæste "Americanah" sad jeg i et tog og stirrede tomt ud af vinduet. Det var en af de bøger, hvis virkelighed virkede mere virkelig end min egen. Det var en af de bøger, der tog mig med storm og overstrøede mit indre med tanker og spørgsmålstegn. "Americanah" er ikke blot velskrevet; den er fyldt med sandhed. Og jeg er i sandhed imponeret.

“The only reason you say that race was not an issue is because you wish it was not. We all wish it was not. But it’s a lie. I came from a country where race was not an issue; I did not think of myself as black and I only became black when I came to America.”

Currently reading #11: Opmuntrende læsning på en blæsevejrsdag

Det var meningen, det skulle have været godt vejr i dag. Det havde jeg i hvert fald bildt mig selv ind. I stedet vågnede jeg fra min lørdagsdøs klokken ni i morges, trak gardinerne fra og kiggede ud på overskyede og blæsende omgivelser. Med et suk opgav jeg tanken om bare tæer på nyslået græs, og fandt i stedet de omhyggeligt gemte strømpebukser frem.

I virkeligheden elsker jeg gråvejrsdage ligeså højt og ligeså inderligt, som jeg elsker solskinsdage. Jeg elsker at åbne mit vindue og lytte til regnens dryppende melodi, og jeg elsker den særlige duft, der altid efterfølger de danske sommerbyger. Sommetider håber jeg ligefrem på en pause fra de smukke solskinsdage; sommetider lukker jeg mine øjne og beder om gråvejr. Men så skal det også være et rigtigt gråvejr, og ikke en sær mellemting som dette.

På grund af vejrets ubeslutsomhed og usystematiske vekslen mellem solskinsøjeblikke og tunge skyer, er jeg kravlet op køkkenets vindueskrog, hvor jeg lytter til blæsten og nyder de få, varmende solstråler, når de dukker op. Jeg drikker julete fra en mumikop, hvilket på sin vis både er uendeligt passende og uendeligt sørgeligt, altimens jeg læser de sidste 100 sider af en finurligt morsom bog.

Jeg læser "Good Omens" af Terry Pratchett og Neil Gaiman i øjeblikket, og det er en skrupskør dommedagsfortælling om en bogsamlende ærkeengel, en falden engel som kommunikerer med djævelen gennem halvdårlige radioudsendelser, en dæmonisk hund som slet ikke er så dæmonisk alligevel og som lige har opdaget, hvordan man fanger rotter, samt en heksejæger hvis eneste våben er en samling af små nålepinde. De ved alle, at jorden vil ende en lørdag, men de kan ikke helt lokalisere, præcist hvor enden vil begynde; så de farer rundt i et rablende vanvittigt sammenblandet kaos. Og jeg morer mig så inderligt over det hele. Faktisk tror jeg, det er noget af det mest vidunderligt fjollede, jeg nogensinde har læst.

Hvad med jer? Hvad bruger I denne ubeslutsomme blæsevejrsdag på? Hvilken bog gør jer selskab i denne weekend? Noget sjovt, smukt, trist eller dramatisk? 

"Shakespeare" af Bill Bryson

"Shakespeare"(org. titel "Shakespeare – The World as a Stage") af Bill Bryson, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2009 (org. udgivet i 2007). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. 3/5 stjerner. 

Ifølge Bill Bryson rummer Library of Congress over syv tusind værker om Shakespeare – læsestof nok til at udfylde tyve år, hvis man læser en bog om dagen. Utroligt nok er tallet evigt stigende, og flere og flere bøger udkommer hvert år med nye vinkler på Shakespeares værker og liv.
Med denne bog tilføjer Bryson endnu et værk til samlingen; en ganske kort bog på kun 195 sider. Grunden til bogens sparsomme længde er, at Bryson kun beskæftiger sig med de facts om Shakespeare, som rent faktisk kan bevises; hvilket ikke er særligt mange, når det kommer til stykket.

“Vi er ikke sikre på hvordan vi bedst staver hans navn – men det var han tilsyneladende heller ikke selv, for navnet staves aldrig på samme måde i de underskrifter, der er efterladt. (De kan tydes som "Willm Shaksp," "William Shakespe," "Wm Shakspe," "William Shakspere," Willm Shakspere" og "William Shakspeare." Pudsigt nok var en af de stavemåder han ikke brugte, den som nu generelt er knyttet til hans navn).”

Jeg gik på handelsskolen i stedet for på gymnasiet. Min engelskundervisning berørte slet ikke Shakespeares værker, men beskæftigede sig i stedet med case studies af Walmart og tekster om immigranternes købekraft. Da jeg begyndte på litteraturvidenskab, blev det næsten formodet, at Shakespeare var en del af vores basale læsehorisont, og som resultat blev den mægtige forfatter en smule forbigået i mængden af flere nødvendige tekstmæssige tilføjelser. Først på fjerde semester blev "Hamlet" inddraget i undervisningen, og da var jeg en af de eneste på holdet, som læste den for første gang. Jeg har således altid været håbløst bagefter, når det angår Shakespeare. Jeg har ikke læst et imponerende antal af hans værker, og jeg ved ikke meget om hans liv.

Derfor kunne jeg ikke lade være med at standse op, da jeg så denne korte biografi til vinterens bogudsalg. Jeg genkendte straks Bill Brysons navn, som jeg associerer med en lun humor, og jeg vidste, at han uden tvivl ville kunne formidle Shakespeares liv på en intelligent, interessant og spiselig facon. Men jeg havde alligevel aldrig forventet, at en biografi om Englands mest anerkendte forfatter, kunne danne grundlaget for så megen  morskab. Jeg grinede, fniste og klukkede min vej gennem denne humoristiske bogperle.

Bill Bryson forholder sig udelukkende til facts. Bogens formål er at undersøge, hvor meget vi virkelig kan vide om Shakespeares liv uden brug af spekulation og gætteri. Ved kun at fortælle det vi ved om Shakespeare, ender Bryson med tydeligt at demonstrere, hvor meget vi ikke ved om Shakespeare. Med udgangspunkt i underskrevne dokumenter, historiske begivenheder og købte ejendomme, skaber Bryson en kronologisk tidslinje af begivenheder og vendepunkter i Shakespeares liv – samtidig med han påviser, hvor mange huller den generelle mangel på officielle dokumenter i 1500-tallet skaber.
En af Brysons store pointer er, at vi faktisk ved meget om Shakespeare i forhold til det århundrede, han levede i. Den præcise viden om det 16. århundrede er præget af en generel mangel på information; vi føler blot, at det er sært, at vi ikke ved mere om Shakespeare, fordi vi så brændende gerne vil vide mere om Shakespeare, hans personlige liv og hans værker. 

“Når vi betragter William Shakespeares værker, er det naturligvis forbløffende at tænke på at én mand kunne frembringe et så overdådigt, klogt, afvekslende, gribende og evigt frydefuldt forfatterskab, men det er selvfølgelig geniets mærke. Kun én mand havde omstændighederne og talentet til at give os så uforlignelige værker, og William Shakespeare fra Stratford var uden tvivl denne mand – hvem han så end var.”

En del af bogens 195 sider beskriver også Shakespeares samtid generelt; Bryson forvilder sig ud i beskrivelser af datidens skolesystem, datidens udgivelsesproces og teaterkoreografi og skriver ligeledes om den høje dødsrate og de generelle livsforhold. Bryson tilføjer disse informationer for at skabe en større forståelse af Shakespeares livsomstændigheder – men afgjort også for at fylde siderne ud i en bog, der er baseret på et så sparsomt materiale.
For mig udgjorde bogens sidste kapitel den største guldgrube. Bryson går til angreb på de mange desperate forsøg på at afvise Shakespeare som den sande forfatter til de legendariske skuespil. Bryson gennemgår de mest populære myter og teorier systematisk og afviser dem med humor og ironi. Om idéen om at Christopher Marlowe skulle have været den rigtige forfatter til Shakespeare stykker, skriver Bryson: “En tredje – og i en kort periode forholdsvis populær – kandidat til Shakespeares forfatterskab var Christopher Marlowe. Han havde den rette alder (bare to måneder ældre end Shakespeare), det fornødne talent og har afgjort haft rigeligt med tid efter 1593, forudsat at han ikke var for død til at arbejde.” En mere simpel latterliggørelse, eksisterer næppe.
Jeg nød at læse denne korte biografi langt mere, end jeg troede, jeg ville. Bryson behandler sit emne troværdigt og indfletter sin egen personlighed, humor og intelligens i hver eneste sætning om et ellers så sagligt emne. "Shakespeare" fungerer som en hyggelig og letlæselig introduktion til Englands mest sagnomspundne forfatter, og Bryson har så afgjort efterladt mig med en større viden og en kildrende nysgerrighed for at læse mere om og af Shakespeare. De tre stjerner i denne anmeldelse er ikke langt fra fire; de står ganske enkelt for fin underholdning og en varm anbefaling. Hverken mere eller mindre. 

"The Old Curiosity Shop" af Charles Dickens

"The Old Curiosity Shop" af Charles Dickens, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1841). 3/5 stjerner. 

Da "The Old Curiosity Shop" blev udgivet i ugentlige kapitler i 1800tallets tidsskrifter, var den en glødende sensation. Hele den engelsktalende verden holdt vejret i spænding, og spørgsmålet om hvorvidt fortællingens heltinde, lille Nell, ville overleve eller ej var på alles læber. Da skibet som transporterede historiens sidste kapitel sejlede ind i New York, stormede læsere fra nær og fjern frem for at få svar på deres spørgsmål. "The Old Curiosity Shop" var en surrealistisk succes.

Plotmæssigt handler "The Old Curiosity Shop" om en (unavngivet) ældre mand og hans barnebarn Nell. De to lever en indelukket tilværelse, og bedstefaderen driver en sær lille butik, som sælger alskens ubrugelige og usandsynlige genstande. En dag ændrer deres livsvilkår sig dog drastisk, da bedstefaderen står i dyb gæld til en beregnende og temperamentsfuld dværg ved navn Daniel Quilp. Ude af stand til at betale og drevet fra hus hjem, begiver den engleblide lille Nell og hendes ruinerede bedstefar sig ud på en lang landevejsrejse; de flygter fra den ondskabsfulde Quilp og forsøger at finde et nyt hjem, hvor de kan starte forfra.

“The fire? It has been alive as long as I have. We talk and think together all night long. It’s like a book to me – the only book I ever learned to read; and many an old story it tells me. It’s music, for I should know its voice among a thousand, and there are other voices in its roar. It has its pictures too. You don’t know how many strange faces and different scenes I trace in the red-hot coals. It’s my memory, that fire, and shows me all my life.”

Jeg udvalgte "The Old Curiosity Shop" fra Dickens' enorme forfatterskab på grund af dens titel. Jeg blev draget af idéen om en butik fyldt med mystiske, ubrugelige, glemte og gemte genstande belagt af et tykt lag støv og besiddende af en vigtig historie. Jeg forestillede mig, at titlen afslørede hele bogens udgangspunkt, og at denne butik ville danne baggrundsscenen for alle karakterernes færden. Naturligvis tog jeg fejl. Butikken bliver hurtigt forladt af dens ejere, og som konsekvens forsvinder det atmosfæriske rum hurtigt ud af historien.
Bogens titel er dog alligevel mærkeligt passende til historien, for selvom lysene bag den forfaldne butiksfacade hurtigt bliver slukket, er der kuriøsiter at spore overalt i plottet i form af mennesker, hændelser og mysterier. Hvert kapitel er en vrimmel af groteske karakterer; en dæmonisk dværg ved navn Quilp, en svigermor der er skræmt fra livet af selvsamme mand, hun har opfordret sin datter til at gifte sig med, en uheldig helt der anklages for tyveri, et englebarn med en gamblende bedstefar, en kynisk advokat der overtræder loven for derefter at håndhæve den, en afpressende storebror samt fjerne slægtninge, vagabonder og forblændede kortspillere.
Alle karakterene er forbundet med hinanden af ekstremt løse tråde, og Dickens introducerer en underverden af subplots, der næsten truer med helt at eliminere det egentlige plot om den lille Nell og bedstefaderens landevejsrejse mod et bedre liv. Alle de farverige karakterer i Dickens' plot er først og fremmest koncentrerede om deres egne gøremål og motiver; og kun sekundært involverede i den overordnede historielinje. Resultatet er uundgåeligt forvirrende, og næsten et kendetegnende eksempel på Dickens' historiemæssige labyrinter, der altid befinder sig på vippekanten mellem en imponerende dybde og et næsten ulæseligt kludderi.

“The ties that bind the wealthy and the proud to home may be forged on earth, but those which link the poor man to his humble hearth are of truer metal and bear the stamp of Heaven.”

Sommetider er det svært at vide, hvad man skal stille op med Charles Dickens og hans svimlende lange romaner; særligt er det svært, hvis man er klar over hans udgivelseshistorie og det faktum, at aviserne betalte ham pr. ord, som han skrev. Der er således meget, der kan føles som, unødvendigt fyld i hans historier, og der er altid et voldsomt niveau af bipersoner og subplots presset ind. "The Old Curiosity" er tydeligt bevis på denne lidt mærkværdige og næsten skødesløse skrivestil, Charles Dickens er så kendt for. Det er en roman, der synliggør alle hans fejl, men bestemt også fremhæver et par af hans største talenter.
Jeg har ikke selv opsporet et dybere formål i "The Old Curiosity Shop". Mest af alt fungerer bogen som et karakterstudie og en demonstration af de mest gængse Dickens-tematikker; overklassens tyrani, systemets hyklerisme og de fattiges nød. Lille Nell er muligvis den Charles Dickens-karakter, der må slæbe sig igennem den mest utrøstelige tilværelse på trods af sin indre godhed. På sin, næsten uendelige, vandring sammen med sin bedstefar, sidestilles hun med den spirende industrialisme, maskinernes rumlen overdøver hendes tanker, og hun begynder at spekulere på, om hun nogensinde finder fred i dette samfund af evig forandring. Dickens lader til at bruge hende som et symbol på fortidens nostalgi midt i en verden af rygende fabriksskorstene og aspirerende arbejdere.
I virkeligheden tror jeg, man blot kan betragte "The Old Curiosity Shop" som et pragteksempel på Dickens' styrker og svagheder. Det er en bog fyldt med ord; lange ord, smukke ord, vittige ord og overflødige ord, og det er en bog fyldt med skæve, forunderlige og interessante karakterer. Det er en bog, der sommetider står plotmæssigt stille uden mening og formål; og det er en bog, der endnu engang reducerer enhver kvindelig karakter til passivitet. "The Old Curiosity Shop" er på ingen måde blandt Dickens' bedste romaner, den er snarere en forudsigelig og velkendt prototype på hele hans forfatterskab. 

Konkurrence #16: At give glæden videre

At være bogblogger er sommetider et eventyr. Når jeg ind i mellem åbner min postkasse og finder overraskelsespakker fra forskellige forlag, er det en glæde uden lige. Den slags uforudset post fylder mig med en ærefrygtindgydende taknemmelighed. Det er bare ikke altid, jeg rent faktisk får læst de bøger, jeg får tilsendt. I stedet står nogle af dem bare i et hjørne og samler støv.

Sommetider må man blot erkende, at man ikke er interesseret i at læse alle bøger. Også selvom de er kommet som overraskelsespost, selvom de er sendt med smukke intentioner, og selvom de er alverdens taknemmelighed værd. Og derfor tænkte jeg, det var på tide at give glæden videre; at sende bøgerne til en, der rent faktisk ville få dem læst. Derfor kan en af jer vinde en bogstak bestående af:

• "Sandheden om Amelia" af Kimberly McCreight, som er en fortælling om en mors desperate søgen efter sin datter og et svar på de omstændigheder, der omgav hendes forsvinden. Jeg har fået bogen tilsendt af Lindhardt og Ringhof, og I kan læse mere om den her, eller læse Julies rosende ord om den her.
• "Perla" af Carolina De Robertis, som er en bog, der blander historie med magisk realisme i fortællingen om en ung kvinde, der langsomt opsporer sin egen og sine forældres fortid ved mødet med en levende druknet. Jeg fik bogen tilsendt af Politikens Forlag sidste sommer, og I kan læse mere om bogen her, eller læse Gittes smukke anmeldelse af den her.
• "Giganternes fald" af Ken Follett behøver vel i virkeligheden ingen introduktion. Ken Folletts navn er introduktion nok i sig selv, og starten på hans omtalte trilogi har et hav af stjernespækkede anmeldelser bag sig. Jeg har fået bogen tilsendt af Cicero, og I kan læse mere om den lige her.

For at deltage i konkurrencen skal I blot skrive en lille kommentar til dette indlæg og evt. fortælle om en bog, som I aldrig har fået læst. Husk at skrive jeres e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med d. 28/6, hvor jeg hurtigst muligt efter offentliggør den heldige vinder.

"The Thirteenth Tale" af Diane Setterfield

"The Thirteenth Tale" af Diane Setterfield, fra forlaget Orion, udgivet i 2007 (org. udgivet i 2006). 4/5 stjerner. 

"The Thirteenth Tale" begynder med et brev på en trappesten foran en elsket bogbutik og en ung pige, der tøvende samler brevet op og undres over dets indhold. Pigens navn er Margaret Lea, bogbutikken er hendes fars, og brevet indeholder et tilbud fra Englands mest elskede forfatter, Vida Winther.
Vida Winther har skrevet mange vidunderlige bøger, men mest kendt af alle er "The Thirteenth Tale", som kun indeholder tolv fortællinger. Den trettende er ikke at opspore, og Mrs. Winther har aldrig klargjort, om den nogensinde har eksisteret. Ligeledes har Mrs. Winther heller aldrig fortalt et eneste sandt ord om sig selv; hver gang en journalist har bedt om hendes livshistorie, har hun fortalt en ny af slagsen, der ikke passer med hendes tidligere udtalelser. Ingen ved, hvor hun kommer fra. Ingen ved, hvor hun er vokset op. Ingen ved, hvem hun egentligt er.
Derfor er Margaret Lea så forundret, da hun modtager et brev fra Vida Winther, hvor Mrs. Winther skriver, at hun er alvorligt syg, og derfor ønsker at fortælle sin livshistorie. Hun beder Margaret være forfatteren til hendes sande biografi – på trods af, at Margaret kun har skrevet enkelte (og næsten ulæste) biografier tidligere og aldrig har læst en eneste af Mrs. Winthers bøger.

“Do you know the feeling when you start reading a new book before the membrane of the last one has had time to close behind you? You leave the previous book with ideas and themes - characters even - caught in the fibers of your clothes, and when you open the new book, they are still with you.”

Ovenstående citat beskriver den måde, hvorpå ordene fra "The Thirteenth Tale" stadig hænger i luften over soveværelsets himmelseng, der hvor jeg læste dem sidst. Selvom det efterhånden er en måned siden, at jeg i et anfald af eksamenstræthed fortabte mig i Setterfields debutroman, lever jeg endnu i bogens efterliv.
"The Thirteenth Tale" er en fortælling om en bogelsker ved navn Margaret Lea, og derfor er bøgerne selv et tilbagevendende tema. De første halvtreds sider er en levende kærlighedserklæring til litteratur og læsning; en beretning om en pige der glemte virkeligheden så meget under læsningen, at hun faldt ned fra en mur, fordi hun koncentrerede sig mere om læseøjeblikket end om sin egen balance. Med en far der ejer en bogbutik fyldt med sjældne bøger og en mor, der ikke kan sympatisere med den læsemæssige besættelse, befinder Margaret sig på et vippepunkt mellem skeptisk virkelighed og litterær fantasi. Hun er en drømmer, hun er en bogorm  – og hun er uendeligt let at spejle sig i.
Mødet mellem Margaret og Vida Winther er knudepunktet i romanen, og det er gennem en kombination af Mrs. Winthers mundtlige fortælling og Margarets sandhedssøgende detektivarbejde, at historien tager form. Bogen springer mellem nutiden, hvor Mrs. Winther og Margaret sidder foran en knitrende pejs i bløde lænestole, og livshistorien som Mrs. Winther udpensler undervejs. Der er tale om en historie i historien, et yndigt lag af metafiktion der veksler frem og tilbage mellem nutid og genoplevet fortid.

“There is something about words. In expert hands, manipulated deftly, they take you prisoner. Wind themselves around your limbs like spider silk, and when you are so enthralled you cannot move, they pierce your skin, enter your blood, numb your thoughts. Inside you they work their magic.” 

Mrs. Winthers livshistorie er fyldt med gotiske ekko. Det er en historie, der starter med at følge flere generationer og familiegrene; George Angelfield der bliver ramt af sindssyge ved sin kones død, den tragiske smukke Isabelle, som plages af sin voldelige og besidderiske bror, de to tvillinger Emmelie og Adeline March der er bundet sammen af en gensidig psykisk afhængighed og som en idealistisk læge forsøger at skille ad. Historien udspiller sig i en støvet villa, hvor en spøgelseslignende skikkelse hjemsøger værelserne; en villa som  senere tilintetgøres i en skæbnesvanger ildebrand, der udsletter alle spor af familiens eksistens, og derfor efterlader Margaret uden mulighed for at dobbelttjekke Mrs. Winthers sælsomme beskrivelser.
Fra start til slut er "The Thirteenth Tale" en beretning om bøger, om ord og om den måde, de kan bruges på. Mødet mellem Margaret og Mrs. Winther er ikke kun mødet mellem en nysgerrig sjæl og en mystisk brevafsender – det er også et møde mellem en læser og en forfatter. Margaret chokeres flere gange over Vida Winthers brug af ord, for Mrs. Winther bruger sine ord som våben, som manipulerende missiler og desorienterende røgslør, og hun er fuldt bevidst om, hvilken magt de kan udøve. Margarets nagende tvivl og stigende behov for at tjekke facts fra Mrs. Winthers livshistorie, skyldes ikke kun at historien er usandsynlig. Det skyldes også, at historien fortælles af en historiefortæller; en der bøjer ord som sit levebrød. 
Med "The Thirteenth Tale" har Diane Setterfield skabt et mørkt mysterie, der lurer sin læser ind i en uudholdelig tilstand af spænding, af tvivl og af medrivende læsefeber. Romanen har tydelige paralleller til Charlotte Brontës "Jane Eyre" og enkelte elementer fra Daphne du Mauriers "Rebecca", og gør brug af den samme sælsomme stemning. Jeg blev forhekset,  betaget og tørstig efter mere, mere, mere da jeg bladrede min vej gennem bogen, og den endelige mysterienøgle efterlod mig med et summende virvar af tanker, som jeg endnu bærer rundt på. "The Thirteenth Tale" er en af den slags bøger, der får en til at glemme tid og sted, eksamensbekymringer og hverdagsstress, vasketøj og gøremål, og i stedet fylder en med den barnlige trang til blot at lade en hel dag forsvinde mellem de tynde papirssider. Det er en bog, der sprænger tidsplaner, frarøver åndedræt og lader verden udenfor glide forbi i et sløret skær; det er en bog, man læser fra ende til anden på en enkelt dag uden et øjebliks pause.

“I have always been a reader; I have read at every stage of my life, and there has never been a time when reading was not my greatest joy. And yet I cannot pretend that the reading I have done in my adult years matches in its impact on my soul the reading I did as a child. I still believe in stories. I still forget myself when I am in the middle of a good book. Yet it is not the same. Books are, for me, it must be said, the most important thing; what I cannot forget is that there was a time when they were at once more banal and more essential than that. When I was a child, books were everything. And so there is in me, always, a nostalgic yearning for the lost pleasure of books. It is not a yearning that one ever expects to be fulfilled.”

“Books may not change our suffering, books may not protect us from evil, books may not tell us what is good or what is beautiful, and they will certainly not shield us from the common fate of the grave. But books grant us myriad possibilities: the possibility of change, the possibility of illumination.”

Den sidste måned har været fyldt med udflugter i hyggelige bogbutikker, tilbudsjagt og hyldefristelser. Fra togstation til togstation har jeg bevæget mig rundt i Danmark og ofte har min rygsæk været betydeligt tungere ved afrejse end ved ankomst.
Jeg har ofte beklaget mig over danske boghandleres snævre udvalg, og jeg har altid foretrukket internettets uendelige muligheder til mine bogkøb; simpelthen fordi, jeg aldrig har kunne finde de bøger, jeg har manglet. I den seneste måned har det dog været omvendt, og jeg har næsten udelukkende købt bøger i plasticposer og ikke i papkasser. Fra min lokale Arnold Busck til den overdådige Politikens Boghal, har butikkerne på magisk vis været fyldt med de bøger, jeg har drømt om. Ved et tilfælde fandt jeg en novellesamling, jeg længe har søgt efter hos Bog & Idé, i Politikens Boghal snublede jeg over de udgåede versioner af Gaimans bøger, som internettet så længe har været fuldstændig tømt for, altimens Arnold Busck pludselig havde den ultimative bog til min sommerlæsning. 
Jeg elsker, når tingene går op i en højere enhed på den måde; jeg elsker at vandre fra gågaden med en tung pose fyldt med læseeventyr; og jeg elsker at eje bøgerne i samme sekund, de er betalt. Det er en særlig charme, boghandlerne altid vil besidde. Og derfor gør det mig så glad, når jeg endelig kan opleve den. 

I videoen nedenfor fremviser jeg de bøger, jeg har købt på det seneste. Hvad med jer? Har I gjort jer nogle lykkefund for nylig? Og bliver I også lykkelige, når I kan finde de bøger, I drømmer om i en fysik bogbutik? 

Tema-tirsdag #50: Hyggelæsning i en eksamenstid

Det er bogelskerens form for styrkeprøve; en test der afprøver viljestyrke og motivation. Øjeblikket hvor to bøger ligger side om side ved den sædvanlige læseplads og kæmper om retten til ens opmærksomhed. Det er som et kapløb mellem hjerne og hjerte, fornuft og følelse, ansvarlighed og barndomsleg. Valget mellem tekstbogen om fransk middelalderlitteratur til en forestående eksamen, eller den blåligt dekorerede kærlighedsroman til en stille hyggestund. Valget der afgør om man læser til eksamen – eller om man læser for intet andet end simpel underholdning.
Oftest ender jeg med at gribe ud efter begge bøger og sidde forvirret med dem i hænderne. Den grålige bog symboliserer alt det jeg skal, mens den kulørte bog lokker mig med alt det, jeg vil. Jeg stirrer længe på de to bøger og bliver ført ud i en kæderække af argumenter for og imod, og ender altid med et kompromis, baseret på en mærkelig form for logik. På en eller anden måde bliver begge bøger presset ind i min dag, og jeg sætter tiden af til dem begge. For selvom jeg har mange spændende fag, der udmunder i (relativt) interessante eksamensopgaver, har jeg svært ved at undvære hyggelæsningens glæde. Jeg er blot et håbløst bogelskende menneske; og når en grålig bog befinder sig ved siden af en kulørt, er der intet valg, der forekommer mig rigtigt og forkert. 

Til mine bekendtes undren og forbavselse, skærer jeg ikke ned på hyggelæsningen i eksamenstiden. Min stak af bøger læst i maj og juni er ikke synligt mindre end mine læsestakke fra marts og april. For jeg belønner mig selv med bøger, og jeg forkæler mig selv med hyggelæsning. Motivationen for at samle den grå bog om middelalderlitteratur op er altid, at jeg efter et vist antal skrevne tegn eller læste sider, kan hengive mig med god samvittighed til en selvvalgt læseherlighed. Jeg finder meget trøst i, at jeg efter en lang dags opgavefordybelse må tage en valgfri bog ned fra hylden og forsvinde ind i den. Og forsvinde, det gør jeg.
Jeg lider ikke af samvittighedskvaler, når jeg læser andet, end det jeg skal og bør. I mit indre eksistererer der en skarp linje mellem eksamenstid og fritid, og når en dags eksamenskvote er opfyldt, forvandles eksamenstiden med lethed til fritid. Det er den fineste belønning.
Naturligvis opstår der sommetider stressede øjeblikke, hvor hyggelæsningen fuldstændig fortrænges på grund af eksamenslæsningen; hvor al tid er eksamenstid, og fritid ikke længere er en mulighed. Det er en naturlig del af studielivet og en tydelig konsekvens af at have to deadlines med kun en dags mellemrum. Men selv i søndags, da jeg var forsvundet ind i en fortvivlet verden af tysk krigslyrik, rev jeg en time ud af min dag for at bladre igennem en eventyrlig børnebog. Fordi jeg ganske enkelt ikke kunne lade være.

Hvordan har I det med hyggelæsning i eksamenstiden? Bruger I også bøgerne som et belønningssystem eller lader I dem vente til jeres opgaver er afleverede og jeres eksaminer overståede? Og er I bedre til bogelskerens viljestyrke-test, end jeg er? 

"En velbevaret hemmelighed" af Kate Morton

"En velbevaret hemmelighed" (org. titel "The Secret Keeper") af Kate Morton, fra forlaget Cicero, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Cicero. 4/5 stjerner.

"En velbevaret hemmelighed" begynder i 1961 med en forstyrrende scene; den 16-årige Laurel iagttager et ordløst møde mellem hendes mor og en ukendt mand, og ser i løbet af splitsekunder sin mor dolke manden i maven med den kniv, de skulle have brugt til at skære  en fødselsdagskage et øjeblik senere. Manden dør på stedet, politiet ankommer og historien bortforklares og forvrænges i et virvar af misforståelser.
Derefter skifter scenen til 2011, hvor Laurels mor, Dorothy, er døende. Øjeblikke af fortrydelse og gråd er begyndt at plage Dorothy, og Laurel bliver opfyldt af et ønske om at forstå, hvad der egentligt skete den sommerdag for halvtreds år siden. Sammen med sin lillebror Gerry begynder hun at samle brikkerne i et kompliceret puslespil om moderens fortid.
Herefter foretager romanen et skift; sideløbende med Laurel og Gerrys gradvise undersøgelse, følger romanen Dorothys liv under Anden Verdenskrig. Tre mennesker bliver hurtigt essentielle i det voksende mysterie; den ambitiøse Dorothy, hendes naive kæreste Jimmy og den smukke Vivien.

“Problemet var spøgelserne, for hun var naturligvis slet ikke alene. De var overalt: gemte sig i krogene, drev op og ned af trappen, gav genlyd mod badeværelsesfliserne. Små kjoleklædte piger på bare fødder og forskellige stadier af langlemmet pubertet. Fars høje, magre skikkelse, der stod og fløjtede i skyggerne, men mest af alt moren, der var overalt på én gang, og var som indbegrebet af huset, af Greenacres, og hvis lidenskab og energi gennemsyrede hver en gulvplanke, hver en rude, hver en sten.”

Jeg er ikke altid særlig god til at modtage bog-anbefalinger. Jeg er en smule for skråsikker, en smule for usikker og en smule for optaget af alle de andre bøger i verden, jeg ved, at jeg gerne vil læse, til at skrive alverdens boganbefalinger ned på min uendelige læse-liste. Det uundgåelige resultat er som regel, at jeg glemmer boganbefalingerne til fordel for mine egne anelser og indgroede fordomme. Men sommetider, som denne gang, bliver jeg også mindet om, hvor meget min intuition kan fejle.
Min mor har anbefalet Kate Morton til mig et utal af gange. Med ord som "gammeldags stemning", "feminin ynde" og "smuk skrivestil" har hun langsomt forsøgt at overbevise mig. Jeg har dog altid tøvet og tvivlet på, om disse bøger med forsidebilleder af bedårende sommerkjoler overhovedet ville være noget for mig. Omsider fik jeg dog læst en af dem; og omsider er jeg blevet bekræftet i, hvor godt min mor egentligt kender mig. For naturligvis havde hun ret; jeg elskede Kate Mortons spindelvævsfine mysterie og fjernt drømmende virkelighed.
Kate Mortons roman er bestemt en velbevaret hemmelighed; en hemmelighed hvis omfang vokser og ændres et utal af gange, efterhånden som bogens karakterer famler sig frem til den endelige forståelse. Bogen er så blændende konstrueret, at jeg famlede mig frem i mørket sammen med Laurel og Gerry; og aldrig bevægede mig så meget som et eneste skridt foran dem. Jeg vidste kun, hvad de vidste, hvad Morton ønskede, at jeg skulle vide, og da hemmelighedens boks blev åbnet, var jeg ligeså forbavset som bogens karakterer. Jeg havde aldrig regnet bogen ud. Jeg havde aldrig fanget så meget som et svagt glimt af slutningen, før jeg læste den. 

“Der var noget ved bøger, der krævede, at man tog dem alvorligt og som fyldte en med en svulmende lyst til at eje dem, særligt Laurel, der ikke selv havde mange af dem.” 

"En velbevaret hemmelighed" er en næsten todelt roman med et skiftende perspektiv. Morton sammenvikler tidens tråder, og springer mellem et nutidigt historieforløb i 2011 hvor den ældre Laurel undersøger sin mors fortid, til årene 1938-1941 hvor moderens fortid er nutid. Hvor de nutidige kapitler bevæger sig i et sløvere, mere granskende og reflekterende tempo, udøver tilbageblikkene i Dorothy, Jimmy og Viviens tilværelse i 1938 en næsten tryllebindende effekt. Der er hele tiden en uovensstemmelse i Dorothys karakter; en voksende undren over hvordan den næsten sygeligt besatte, jalousi-ramte og beregnende kvinde kan blive til nutidens ømme og kærlige mor – samtidig med at hun også er den kvinde, der i 1961 myrdede en mand uden ord, uden et motiv og derefter begravede det i glemsel.
Alle Mortons karakterer er nuancerede væsener, der bliver jaget af skygger og mørke fra deres fortid. De slæber alle rundt på bagage; tunge øjeblikke, uforløste forelskelser og massive mure bygget rundt om deres hjerter. En af dem er en håbløs drømmer, der langsomt glider bort fra virkeligheden; en anden er et sygeligt besat væsen med et glimt af vanvid i øjnene; en tredje er en narcissist, fanget i sin egen forvrængede version af virkeligheden. Hver eneste karakters handling får tydelige konsekvenser, der spreder sig gennem romanen som cirkler i vandet og indbefatter hele romanens persongalleri i et endeløst hav af hemmeligheder.
"En velbevaret hemmelighed" er fyldt med desperation; drastiske beslutninger foretaget i et forsøg på beskyttelse i et håbløst øjeblik, altimens hemmeligheden i bogens hjerte piner og plager dens bærer hver eneste dag. Samtidig er bogen også en overlevers beretning om, hvad det krævede for at overleve, og hvordan en ny chance er blevet brugt som flugtvej. For mit vedkommende er det først og fremmest en rørende fortælling om ødelagte sjæle, og om den måde de er helet på igen. 

Min mor havde ret; jeg elskede Mortons skrivestil. "En velbevaret hemmelighed" er en page-turner, og jeg vil snart læse mere af hendes forfatterskab. Desuden vil jeg nok også lytte mere til min mors boganbefalinger i fremtiden.